Min holdning til elskere/elskerinder

Jeg har jo for nyligt luftet min holdning til utroskab her på bloggen, da det var et emne der har været blogland meget på sinde i det seneste stykke tid.

På baggrund af det indlæg, er jeg så blevet bedt om at skrive hvad min holdning til det at være “elsker” eller “elskerinde” er. Altså om jeg synes det er okay at være elskerinde, når det nu ikke er en selv der er utro. Jeg har lidt delte holdninger til emnet, og jeg synes det er lidt af en gråzone, for samvittighedsmæssigt ved jeg, at jeg selv ville have svært med det.

Jeg har brygget en lille artikel sammen til BiTE, hvor jeg går lidt mere i dybden med min tanke om emnet. I kan læse min holdning til det LIGE HER.

Hvad synes I om elskerinden? Er hun med til at ødelægge et forhold, eller er hun uden ansvar? Synes I at man har en forpligtelse til at holde sig fra det der er “optaget” eller skal man følge sit hjerte og gør hvad man vil?

Cartman

 

Min holdning til utroskab

Utroskab har været et emne der har været diskuteret i stor stil her i blogland. Er det okay efter lang tid? Vil man vide det eller blive i uvished, er det noget alle gør, skader det forholdet osv. Både amarorama og Sarah Louise har skrevet indlæg om emnet. Amarorama har sat fokus på emnet med hendes og hendes læseres gakkerfortællinger (som btw helt klart er et kig værd!), og Sarah Louise har sat fokus på emnet ved at skrive et indlæg om hendes holdning til emnet. Begge bloggeres indlæg er blevet debatteret lystigt i deres kommentarfelter, hvilket er super fedt, for det viser, at der i den grad er forskellige holdninger til emnet, og hvad definitionen på utroskab egentlig er.

Min personlige holdning til emnet er ret svævende, må jeg indrømme. Ikke fordi jeg synes at utroskab er okay på nogen måde, men nok fordi jeg synes at det kan være forskelligt fra parforhold til parforhold. Jeg tror at man som en tosomhed, selv definerer hvad utroskab er, og hvor grænsen går. Det optimale er jo, at begge parter har samme opfattelse af hvad der er okay og hvad der ikke er okay. Dét synes jeg er vigtigt at få udspecificeret i den spæde begyndelse af et forhold, for på den måde ved man hvor man står. Jeg tror også det er et emne der er vigtigt at tage op løbende, da ens syn på situationen sagtens kan ændre sig, jo ældre forholdet bliver og jo mere tryg man føler sig med sin partner.

Jeg synes at det er fair nok, at der er nogle der ikke vil vide, hvis deres mand er dem utro en enkelt gang til en julefrokost. At der er nogle der synes at det er okay, og at dét netop kan være årsagen til at man bliver sammen i det lange løb. Måske at det holder kærligheden ved lige, hvad ved jeg. Så længe at det er en indforståethed der er i parforholdet, så kan jeg sådan set ikke se noget alarmerende ved det, selvom det måske nok ikke var sådan jeg ville vælge at gøre det. Men hvem ved, måske virker det for nogen. Og om det overhovedet er utroskab så, kan vel også diskuteres.

Min holdning er nok, at det er utroskab, hvis det er noget man gør udenfor den andens accept, hvor der er tale om bedrag og et brud på en intern aftale eller forståelse. Altså hvor man smadrer tilliden, og sårer den anden dybt. Så er det såmænd lige meget om der er tale om et one-night-stand, en affære eller et helt dobbeltliv. Hvis det er indenfor de aftalte spilleregler i parforholdet, så er det okay, hvis det ikke er, så er du utro, og så er du en bedrager.

Jeg synes som udgangspunkt at begrebet “utroskab” er utrolig diffust, og noget man, i disse moderne tider, selv laver nogle aftaler omkring.

Jeg vil have meget svært ved at acceptere at en eventuel kæreste laver noget intimt med en anden, men på samme måde, så kan jeg sagtens sætte mig ind i tankegange om, at vi er mennesker, vi er ufuldkomne og vi kan begå fejl. Jeg tror da også helt bestemt at der for mig, ville være en stor forskel på, om det var en engangsforeteelse eller en affære der var tale om. Og så er der en betydelig forskel på hvordan det bliver håndteret. For mig er ærlighed den allervigtigste faktor. Hvis man er ærlig omkring man hvad har gjort, så er der i hvert fald en chance for at bevare tilliden i forholdet, på et vist plan. For faktum er, at der absolut ingen garantier er i livet.

En affære ville dog aldrig kunne kategoriseres som “en fejl” i mine øjne. En affære er et aktivt valg, som man har taget igen og igen, hvor man ikke vælger det fra, selvom man ved at konsekvenserne for valget kan gøre at man mister sin partner. I mine øjne betyder partneren ikke nok så, og så burde man have taget valget om at gå helt. Det skal dog siges, at jeg sagtens forstår folk, der vælger at levet i åbne forhold på den ene eller anden måde, selvom jeg nok ikke selv kunne.

Er der nogle af jer der har efterfaringer med utroskab? Og er der nogle der har prøvet at være i forhold, som andre måske ville se som atypiske, men som fungerede godt for jer?

 

P2wOt