Nichéblogger: Når successen daler

Det er nu ca. 2 år siden at bloggen var på sit allerhøjeste; både når det gjaldt faste læsere, unikke visninger, virksomheder der ville samarbejde, nyhedsmedier der ville interviewe mig, flok der debatterede om mig, “nationen” der havde mange negative holdninger til mig og til kvinders seksuelle udskejelser. Ja.. Bloggen havde succes. Og fik sindssygt meget opmærksomhed. Det var en kæmpe succes, som jeg havde det ekstremt ambivalent med. Ikke fordi jeg ikke var glad – det var jeg. Jeg var så skide stolt af, at folk synes at det jeg lavede var godt. Men jeg havde også en konstant uro i min mave. Jeg havde det rigtig dårligt med, hvor mange der kaldte mig grimme ting. Jeg prøvede at lade som om at det ikke rørte mig når folk syntes at jeg var forkert, og syg, fordi jeg udlevede mine fantasier (og nok mest fordi jeg delte dem). For jeg VED jo at jeg ikke var alene om de udskejelser, og heldigvis fik jeg også masser af opbakning, fra alle mine fantastiske læsere. Det varmede helt ufatteligt.

Min blog var kæmpestor, og det føltes som om at opmærksomheden gik fra 0-100 på 2 sekunder. Det er virkelig noget man skal vænne sig til – og nu havde jeg jo også taget valget om at være anonym blogger, så derfor havde jeg ikke muligheden for at dele min succes (som jeg var stolt af) med verden, og jeg havde heller ikke rigtigt nogle at tale med, når jeg syntes at det hele var alt for overvældende og utrygt. Jeg gik med en konstant fornemmelse af at jeg ikke slog til, og samtidigt at jeg var en verdenskvinde. I kan nok se hvordan det var forvirrende?

Jeg havde/”har” en nichéblog. Det var skide fedt i starten, hvor jeg jo faktisk ikke så det som en nichéblog. Jeg så det som en hverdagsblog, hvor jeg skrev om alt det der fyldt i min hverdag. Dengang var det dating og sex. Jeg følte mig fanget i den niche som jeg selv havde skabt, for jeg rummede jo meget mere end bare datingudskejelser. Jeg rummer alverdens ting. Jeg havde jo også lyst til at skrive om mit tøj, mit arbejde, mine veninder, make-up, hverdagsoplevelser og meget andet. Men jeg synes at det virkede til at mine læsere havde en forventning om at der kom klæbrige historier, så jeg turde ikke at ændre for meget i bloggens tema, for “hvad nu hvis de så ikke kunne lide mig længere?”.

Så skete der det allerbedste der nogensinde er sket for mig; Bedstevennen blev single og vi fandt sammen. Det har ironisk nok samtidigt været grunden til at mine følgere er faldet drastisk fra. Og egentligt så tror jeg faktisk ikke det var Bedstevennens og mit forhold der gjorde udslaget. Det var nok nærmere min forvirring om hvad jeg så skulle holde jer fast med. Jeg var i total vildrede over hvilke emner jeg kunne tage op på bloggen, og i min forvirring, så begyndte jeg at blogge mindre og mindre, og mere overfladisk. Og læserne kan mærke når en bloggers engagement forsvinder, det kan jeg i hvert fald på de blog jeg læser. Det har været pisse svært at erkende at det faktisk er MIN skyld, at bloggens succes er dalet, og ikke mit forholds skyld.

Jeg kan godt forstå at de som kun var interesserede i at læse om mit vilde singleliv, er faldet fra, for det kan jeg af gode grunde ikke skrive om længere. Jeg er i et lykkeligt forhold, og det er der bare ikke ret mange der synes er pisse sjovt at læse om konstant. Så efter en masse soul-searching, så er jeg nået frem til, at jeg gerne vil begynde at ændre bloggen, så den passer bedre til mig og mit liv, men stadig med de samme elementer som jeg elsker ved “Tinderslut”, nemlig Tindersisters-indlæggene og Life-Coach-indlæggene. Temaet kommer ikke til at ændre sig drastisk, jeg vil bare give mig selv lov til at skrive om alle de ting jeg har lyst til at skrive; med andre od, så vil jeg stoppe med et begrænse mig selv her på bloggen, for den er jo, alt andet lige, mit frirum.

Jeg håber at I fortsat vil læse med, for jeg elsker at skrive og jeg elsker jeres feedback, og det  ER altså bare sjovere at skrive ting, som bliver læst. Uanset om I bliver hængende eller ej, så vil jeg gerne takke jer, af hele mit hjerte, for at I overhovedet har gidet at læse med indtil nu. Det har simpelthen været guld værd.

e14adec9b79c4cfc14c5b82141db079f

Jeg er ikke irrelevant!

Jeg har været lidt i en bloggerkrise i det sidste stykke tid, og det gør ond på min stolthed at indrømme det. Min blog er min baby. Et eller andet sted er den mit hjertebarn. Den startede som en personlig dagbog, og på grund af den niché jeg ramte med mit skriveri, blev den pludselig kæmpestor, og med 500.000 views om måneden. Journalister kontaktede mig dagligt, jeg fik tilbudt jobs, jeg fik tilbudt at deltage i flere tv-shows. Det var skide overvældende. Jeg var lykkelig og rædselsslagen. For at være ærlig, så syntes jeg ikke at den konstante opmærksomhed føltes rar. Det var for meget på en gang. Det gik for stærkt, jeg kunne ikke følge med. Men jeg var stolt. Jeg var pavestolt. Det er jeg stadig. Jeg følte at jeg var en succes. At jeg havde opnået noget helt specielt, noget som ingen kunne tage fra mig.

Jeg skrev om dates, sexeventyr og alle mine oplevelser i den boldgade. Det var en skøn periode i mit liv, og jeg ville og vil ikke bytte den for noget. Men det var jo kun en periode. Jeg var heldig nok til at få manden, som jeg elsker. Og jeg elsker ham fortsat mere og mere for hver dag der går. Han er den jeg vil have børn med – blive gammel med. Så jeg regner ikke med at jeg nogensinde får en singleperiode igen, med nye sexpartnere og vilde dates. Jeg har haft mange læsere, som har udtrykt at de ikke var interesserede i at høre den samme slags seksuelle historier, om mig og Bedstevennen. At det var grænseoverskridende og for meget, fordi det nu var en kæreste jeg “udleverede”.

Jeg blev usikker på om de mon havde ret, om det mon var rigtigt. Så min inspiration dalede, og pludselig poppede der ikke meget andet op på bloggen end Life-coach-indlæg. De indlæg er folk stadig meget glade for, og det er jeg også. Men jeg startede ikke bloggen for at fortælle andres historier, meninger, oplevelser og iagttagelser. Jeg startede bloggen for at dele mine. At det så er blevet en elsket del af bloggen, at give andre et frirum til at fortælle deres oplevelser også, er så en anden ting. Det vil jeg ikke undvære.

Men jeg er nået frem til, at jeg altså heller ikke vil undvære mig. Undvære at skrive. Og jeg vil fandeme ikke acceptere at blive kaldt irrelevant, fordi jeg har en kæreste. Jeg kan dog godt se hvad folk mener. Hvis folk udelukkende læser med for at høre om nye mænd i mit liv, så er det klart at jeg ikke længere kan opfylde deres ønsker. Og jeg har da også mistet nogle læsere på den bekostning. Det er fair nok, og det er jeg ikke bitter over. Men hvad jeg ér bitter over, er folks holdning til, at når man pludselig er lykkelig i et forhold, så er man ikke relevant længere. Hvad er dog det for en gang vås? Hvorfor betyder min historie, om min holdning ikke noget længere, bare fordi jeg ikke har 3 dates ugentligt, med forskellige mænd. HVORDAN kan det pludselig gøre mig mindre værd, at jeg er monogam og lykkelig?

Jeg er stadig mig. Til at starte med, var det jo min plan at skrive på præcis samme måde, med samme detaljeniveau og under samme temaer, som jeg altid havde gjort. Jeg blev kun usikker, fordi jeg pludselig fik at vide at det var upassende. Hvorfor jeg lyttede til det, ved jeg ikke. Normalt er jeg ikke usikker. Normalt er jeg ligeglad med folks meninger, omkring hvad der er rigtigt og forkert. For jeg har en rigtig god intuition, og min samvittighed fejler intet, så jeg har aldrig før haft brug for at folk tilkendegav deres holdning til et emne, før at jeg kunne vurdere hvad der var rigtigt og forkert. Men ind imellem svigter selvtilliden en smule. Dum som jeg var, valgte jeg at svælge i kommentarerne om at jeg var blevet irrelevant, at festen var forbi, og at jeg var upassende.

Men nu skal det være slut. Jeg har reflekteret rigtig meget. Og jeg har ikke tænkt mig at kaste håndklædet i ringen. Jeg nægter at acceptere titlen som irrelevant. Så fremadrettet vil jeg vende tilbage til mit gamle jeg. Og jeg håber at I fortsat vil læse med, sende dilemmaer, historier, kommentere og give mig kritik. Mine læsere betyder meget for mig, og jeg elsker virkelig at blogge.

proud-gif

 

Når læsere føler at de er venner med bloggeren..

Der er nok mange der har det sådan, jeg ved i hvert fald at jeg godt selv kan have det på den måde – når man følger en persons liv ugentligt, så begynder man også ofte at føle at man kender dem. At man har et eller andet bånd. Man glemmer bare at bloggeren ikke nødvendigvis kender læseren. Og at bloggeren kun deler dele af sit liv, med læserne. Jeg har ofte haft det sådan med bloggere jeg rigtig godt kunne lidt – altså følt at jeg havde en eller anden venskabelig connection med dem.

Jeg må indrømme  at jeg faktisk også kan få det sådan med mine læsere. Jeg føler at jeg har et bånd med mange af mine læsere.. Et venskab. Selvom at de ikke kender mig reelt, og at jeg faktisk slet ikke kender dem. Men jeg har nogle meget trofaste læsere, som er søde til at komme med kommentarer til de fleste indlæg, og som altid støtter, kommer med råd og giver sit besyv med. Efter det her år, så føler jeg faktisk nærmest at vi kender hinanden. Jeg ved godt at det er fjollet, at jeg har det sådan, for vi kender jo kun det til hinanden, som vi vælger at dele. Men jeg føler at mine trofaste følere er mine venner. Jeg bliver altid lige i lidt bedre humør, når de skriver en kommentar.

I skal vide at jeg ser jer. Og at jeg sætter uendeligt meget pris på jer. Jeg ved f.eks. at søde Mette fra getfitinspiration følger med, og hende føler jeg nærmest at jeg kender, selvom jeg overhovedet ikke gør. Det samme med Andreas, Rina, og mange mange flere. I er simpelthen guld værd alle sammen, og I giver mig lyst til at skrive. Så egentligt vil jeg bare gerne sige tak. At jeg sætter pris på hver og en, af jer.

hmies1