Parforholdet uden filter: SilleWho

“Folk taler tit om hvor svært det er, at være væk fra hinanden, men der bliver ikke så tit talt om hvor svært det kan være at finde hinanden igen.”

sillewho-faktaboks

Jeg stod af toget i Næstved, med en pose donuts og min telefon knugende i mine svedige hænder. Adressen på en lille café var tastet ind i Google Maps, og jeg skulle nu til at bevæge mig rundt i Næstved for at nå frem til adressen. På caféen skulle jeg mødes med Sille. Sille havde sagt ja til at blive interviewet af mig, og emnerne vi skulle ind på var at være kærester med en soldat, at finde sig selv, og den mindre rosenrøde del af parforholdet, og hvordan man håndterer de mindre rosenrøde aspekter. Jeg havde bedt Sille om at dele, hvad jeg synes er, en meget personlig historie, og jeg var helt sindssygt nervøs. Jeg var nervøs fordi jeg vidste at det var et enme der ville have gjort mig nervøs, hvis en anden spurgte. Jeg var nervøs fordi jeg har ualmindeligt meget respekt for Sille,og fordi jeg synes at hun er en af de dygtigste bloggere vi har i Danmark. Jeg var nervøs fordi jeg skulle blotte mig selv, ligge min egen anonymitet på hylden og være den der stiller spørgsmålene, til en kvinde som selv er fantastisk til at stille spørgsmål. Alle mine tanker og min nervøsitet myldrede rundt i mit hovede, imens Google Maps styrede mig langsomt, men sikkert, hen til caféen hvor jeg skulle møde Sille.

Allerede ude på gaden kunne jeg spotte Sille igennem caféens ruder. Hun stod med ryggen til, og med en eller anden sund lemonade i hånden. Hun ventede på mig. Jeg tog mig sammen, tog en dyb indånding og gik ind ad døren, og prikkede hende på skulderen. Hun vendte sig om, med et stort smil, og sagde at det var godt at jeg kunne kende hende, for hun vidste jo slet ikke hvordan jeg så ud. Hun bestilte nogle drikkevarer til os, og vi satte os ned i caféens bagerste og mest private hjørne, som ville udgøre scenen for vores interview. Jeg fumlede med min telefon, og min blok og kuglepind, og følte mig helt vildt uprofessionel. Jeg bad Sille om at bære over med mig, da jeg aldrig havde prøvet sådan noget før, og faktisk heller ikke havde prøvet at bruge diktafonen på min telefon før. Hun grinede, og med det samme følte jeg mig bedre tilpas. Hun var lattermild, afslappet og snaksaglig, og al min nervøsitet begyndte at fordampe.

Vi sludrede om løst og fast, og da jeg endelig havde fumlet færdig med alle mine medbragte remedier, så kunne vi begynde interviewet. Sille fortalte mig om Nicklas, om deres forhold, og at de meget tidligt i deres forhold flyttede sammen, og det bad jeg hende om at fortælle mere om:

Hvordan var det at flytte sammen?
Jeg havde i mange år inden vi flyttede sammen, gået og fået stress over at en dag skulle flytte hjemmefra, fordi jeg ikke ville væk fra min mor. Jeg havde en forestilling om, at man kunne blive boende hjemme indtil man var 28. Min tanke var at jeg skulle blive hjemme så absolut lang tid som jeg kunne komme af sted med det. Det der med at flytte hjemmefra var overhovedet mig. Det ændrede sig da Nicklas og jeg blev kærester. En dag begyndte vi bare at kigge på lejligheder sammen. Det var i forbindelse med at vi skulle passe hans forældre hus, og inden de kom hjem, havde vi skrevet under på en lejekontrakt til en lejlighed.

Det var virkelig en ændring i min psyke, at jeg gik fra at kunne få angst ved tanken om at skulle flytte væk fri min mor, til at synes at det var en selvfølge at vi skulle have vores eget. Angsten om at skulle flytte hjemmefra forsvandt helt, men nu ser jeg jo også min mor hver dag, men altså.. Vi flyttede ind sammen på min rus-uge, altså min første uge på universitet. Der skete en helt masse ting på en gang.

Så vidt jeg husker, så har Nicklas været meget væk i løbet af jeres forhold?
Vi nåede at være kærester i omkring et halvt år før han blev soldat. Men jeg har altid vidst at det var det han ville være og det var det han drømte om. Vi gik fra at være sammen HELE tiden inden han blev soldat, til at han så pludselig var væk altid. Han var kun hjemme i weekenderne, og i de første mange uger var han faktisk slet ikke hjemme, så det var en kæmpe omvæltning at gå fra at bo sammen meget intensivt, til slet ikke at se hinanden. Vi var så nye i forholdet, at nyforelskelsen stadig i høj grad var “over en”. Jeg kunne ikke holde ud til at være væk fra ham bare en dag, så det var en meget stor omvæltning lige pludselig.

Hvordan havde Nicklas det med den store omvæltning?
Jeg tror at han var meget splittet fordi halvdelen af ham bare var rigtig glad, fordi det altid havde været hans drøm at blive soldat, på den anden side kunne han jo godt se hvor ked af det jeg var. Men som sagt har han altid været meget klar i mælet om at det var det her han skulle, selv inden vi blev kærester. Han har også altid været klar i mælet omkring, at hvis der en dag skulle komme en udsendelse, så skulle han også det. Men jeg tror at det var svært for ham at se hvor ked af det jeg var.

Hvordan går det i dag?
Nu er situationen anderledes, før var han værnepligtigt og derfor var han kun hjemme i weekenderne. Nu er han ikke værnepligtig længere, og er stort set hjemme hver dag, udover når han er på øvelse (dem er der alligevel relativt mange af). Situationen anderledes, både fordi at han er oftere hjemme, men også fordi vi er et andet sted i vores forhold, hvor tanken om at være lidt væk fra hinanden ikke er noget det giver mig angstsved på samme måde længere. Nu kan jeg godt holde ud til at være alene. Jeg tror både at det er fordi at vi er kommet længere i vores forhold, men også fordi at jeg er kommet længere med mig selv. Man lærer at der er en anden side af en, som ikke bare er Nicklas’ kæreste, men som er Sille. Jeg har lært at være bedre til at være alene.

Nicklas har nok omkring en øvelse om måneden, nogle af dem er lange, og andre af dem er ikke så lange. Når han er på øvelse så har jeg fokus på mig, og på alenetid. Jeg går i seng når jeg vil, jeg ser dårlige 90’er serier når jeg vil. Alt kører fuldstændigt i mit eget tempo. Det er ikke længere den samme “Ej, nu skal vi sige farvel til hinanden” følelse der falder over os mandag morgen, hvis han skal afsted på øvelse. Det er blevet en almindelig del af vore liv på en eller anden måde, så jeg ser det heller ikke som et atypisk forhold, på samme måde som du gør, det er jo helt almindeligt for mig. Så situationen er helt bestemt blevet nemmere.

Nu er der dog kommet lidt en anden problematik, som der ikke så tit er fokus på. Folk taler tit om hvor svært det er at være væk fra hinanden, men der bliver ikke så tit talt om hvor svært det kan være at finde hinanden igen. Jeg kan have haft en fest i 2 uger, hvor jeg ikke har gået i bad, hvor jeg har ædt hvad jeg ville, og selvom han er mit livs kærlighed, så skal man indstille sig på, at pludselig så kommer den her beskidte mand hjem igen, og skal være en del af “mit liv” igen. Det kan godt være pisse svært. Man skulle jo tro at vi var helt vildt kærlige når han kom hjem igen, og det er vi også, men der er lige en balance der skal findes igen, på en eller anden måde. Han går fra at have været sammen med gutterne i en uge og at leve som svin, til at komme hjem. Jeg skal gå fra kun at tage hensyn til mig selv, til pludselig at tage hensyn til ham igen. Jeg tror at det er det, som vi kæmper mest med lige nu; at finde hinanden igen, når han kommer hjem.

Hvordan finder I så hinanden igen når han kommer hjem? Bliver det italesat at I skal til at finde hinanden igen?
Nej overhovedet ikke. Det eneste der bliver italesat er når jeg kan høre at de taler hårdt til hinanden, og det kan godt smitte lidt af herhjemme, hvor jeg så lige må minde ham om, at nu er han hjemme. Men ellers tror jeg bare at det handler om at sidde ved siden af hinanden i sofaen og stene Netflix, og langsomt rykke tættere og tættere på hinanden, både psykisk og fysisk. På den måde finder vi ligeså stille hinanden igen.

Da han var værnepligtig havde jeg svært ved, hvis han lavede planer, når han endelig var hjemme, hvis han skulle i byen eller se sine venner. Det var sindssygt svært, fordi jeg havde brug for at være intensivt sammen. Men nu har vi brug for også at have nogle pauser selvom han er hjemme. Det kan måske være hvor jeg sidder og skriver eller et eller andet, så man ikke sidder og kigger hinanden i øjnene hele tiden. Men det er svært. Jo længere tid vi er fra hinanden, jo sværere er det også at finde vores ståsted igen.

Frygter du for hvordan det bliver når Nicklas kommer hjem, efter måske en dag at have været udsendt?
Ja, det tror jeg ikke man kan undgå, men nu kender jeg ham jo. Han er det mest stabile og stærke menneske jeg kender, så jeg er helt sikker på at vi nok skulle kunne klare det. Jeg kunne jo mærke hvor svært det var da han kom hjem efter at have været væk i en måned. Man tilpasser sig når han kommer hjem. Ikke fordi jeg konstant går og tager hensyn, men man er bare en anden når man er to sammen, og ikke bare sig selv. Men det skulle vi helt klart nok finde ud af, det er jeg sikker på.

Hvordan håndterede Nicklas det, at du var så ked af det dengang han var værnepligtig? Hvordan løste I den konflikt?

Selvom det måske lyder hårdt, så tror jeg bare at det var en tilvænningssag for mig, altså det her med at indse at “så må jeg sgu bruge tiden på noget andet. Så må jeg bruge noget tid på mig selv, og finde de positive ting ved det”.

Men udover at det var noget jeg bare måtte vænne mig til, så snakkede vi også rigtig meget sammen, og ringede meget sammen. Han skrev mange små breve som han lagde til mig derhjemme. Det hang nok også sammen med, at i starten på et hvert forhold, så er man ekstra opmærksom på hinanden og sørger for at lave nogle sjove og romantiske ting for hinanden. Men overordnet set, så var det tid med mig selv der skulle til for at løse den konflikt – at jeg vænnede mig til at det var sådan min situation var og at få det bedste ud af den. Jeg er ret sikker på at det også var i den periode jeg blev ansat hos Cover, og så havde jeg jo alt det at fokusere på, og så har jeg altid elsket at være alene og at “stene”. Det krævede nok meget mere af mig end det gjorde af ham.

Det sværeste i den periode var den der følelse af bitterhed jeg havde. Jeg bebrejde ham meget, hvis han f.eks. tog i byen med drengene når han var hjemme, og jeg tænkte meget “nu gør jeg det her for dig, og går du kraftedeme bare ud”, men jeg sagde det jo aldrig fordi jeg var så konfliktsky.

Tror du at han kunne mærke det på dig, at du havde det sådan?
Ja, han havde altid mega dårlig samvittighed. Han følte altid at han skulle vælge, og det er jo heller ikke fair. Men jeg kan virkelig huske at jeg var bitter over mange ting, som hvis han f.eks ikke fik skrevet. Det var slet ikke fair overfor ham, men det var min reaktion på, at jeg faktisk følte at jeg var blevet forladt. Nu var han jo ude og opfylde sin drøm, og så kunne han kraftedeme godt huske at skrive.. Sådan har jeg det overhovedet ikke længere. Nu er det mig der opfordrer ham til at blive ved, fordi det netop er hans drøm.

Han får stadigvæk dårlig samvittighed hvis han f.eks. skal i byen med drengene, selvom jeg har det helt fint med det og intet har imod bare at sidde og stene Friends eller et eller andet. Når han skal i byen bliver han ekstra opmærksom, og vil gerne sørge for at jeg har det godt, og sørger for at fortælle mig at han elsker mig og sådan noget og det er jo sindssygt dejligt. Men i den periode hvor jeg var bitter, der føltes det bare falskt på en eller anden måde. Han prøvede virkeligt oprigtigt på at sammensætte begge verdener, for han så jo heller ikke sine drengevenner i hverdagen hvor han var væk, det var jo også i weekenderne han skulle sørge for at se dem, men jeg var bare meget bitter. Det er meget lang tid siden jeg sidste har haft den følelse. Det er både i forbindelse med at hans arbejdssituation har ændret sig, men det handler også om mit syn på vores forhold. Jeg er kommet over den der nyforelskede afhængighedsfølelse, og det kan da være skræmmende ind imellem, fordi man ikke kan lade vær’ med at tænke “Ej hvor blev den nu af?”, men det er også i høj grad frihed på en eller anden måde.

Du har skrevet meget om, at du har haft det svært i en periode. Hvordan har I taklet det derhjemme?
Det er jo svært for mig at sige, hvor meget det egentligt har påvirket ham, men jeg tror jeg har været meget egoistisk i den her periode, og det er måske også derfor at jeg har brug for at vi lige skal finde hinanden igen. Jeg har tænkt rigtig meget på mig selv i en lang periode. Rent symbolsk har jeg bare siddet og set serier for mig selv, og fået mig selv sat sammen igen. Selvfølgelig påvirker det ham når jeg har det dårligt, fordi vi bor så tæt sammen, men nu har vi efterhånden også været sammen så lang tid, og han kender mig så godt, at det på en eller anden måde bare flasker sig, af sig selv. Det er ikke nødvendigvis noget vi behøver at sætte os ned og italesætte særligt meget, han ved bare hvornår han skal holde om mig, og hvornår jeg selv skal have lov til at finde ud af tingene.

Da jeg havde det rigtig dårligt, der var vi selvfølgelig nødt til at snakke om det. Når man ikke står ud af sengen, så bliver man jo nødt til at snakke om det, men han har på en eller anden måde været det normale, da alt andet var fucked up. Jeg havde brug for at det var normalt og at vi var normale.

Det er egentligt lidt komisk at jeg snakker mere med mine blogfølgere om det, end jeg gør med min kæreste, men det er som om, at jeg har brug for at “ham og jeg” ikke er en del af det der er fucked up. Selvfølgelig påvirker det hvor meget sex man har, og hvor meget nærhed man har, og vi påvirker hinandens humør, men han er sgu så god. Han er min diametrale modsætning. Han er stærk og robust, og tingene løser sig bare altid på en eller anden måde. Jo flere gange jeg falder, jo større indsigt får han i hvordan mine tankemønstre fungerer. Jeg behøver ikke at forklare hvad og hvordan jeg tænker, fordi han ved det godt. Det kan godt være at han ikke forstår det, men han ved hvordan jeg tænker. Han ved altid lige hvad han skal sige til mig. Hvis jeg siger til min kæreste at jeg føler mig tyk, så siger han “det er du ikke”. Der ville min psykiater sige sådan noget med “jamen så lad os snakke om, hvorfor du føler dig tyk”. Min kæreste er meget ligetil, og det har jeg bare brug for nogle gange; sådan en helt mandlig helt-nede-på-jorden-hed, en sort/hvid måde at tænke på, fordi jeg altid selv er så meget i gråzonerne.

The cheesy finale: Hvordan vil du beskrive opskriften på et succesfuld parforhold?
Jeg tror det der fungerer er, at selvom vi er hinandens bedste venner, hinandens samboer og hinandens elskere, så er vi også hver vores person. Der er mange der spørger os “hvordan fungerer det med en modeblogger og en soldat?” det er som om vi har dele af vores liv som kun er vores egne, og så har vi vores fælles hjem og platform hvor det er os imod verden. Så det er en blanding af at vi er to personer, som er meget tydeligt opstillede hver for sig, men som fungerer pisse godt sammen. Jeg tror også, at det er det jeg har fundet ud af, ved at være så meget alene; Det er så pisse vigtigt, at man er sin egen person. For mig, så handler det også om at droppe alle de der spil, altså “hvornår skriver han?”, “hvornår må jeg så skrive til ham?” og “nu sagde han xx og mener han så yy?”. Det er som om at de spil bare ikke eksisterer i vores forhold. En skovl er en skovl. Han er mit hjem.

Jeg slukkede diktafonen, og smilede til Sille. Over halvdelen af de spørgsmål jeg havde skrevet ned på min blok havde jeg slet ikke haft brug for at stille, fordi Sille selv var så åben og snaksaglig, at hun besvarede dem inden jeg fik spurgt. Jeg tænkte for mig selv, at hende Sille der, hun ville nå langt og at hendes kæreste er en heldig mand. Sille er den slags kvinde der ikke er bange for at invitere folk ind, for at være ærlig og for at blive personlig. Sille er den slags kvinde som har karisma, og som slet ikke er klar over det, og den egenskab gør, at man slet ikke kan lade vær’ med at falde pladask for hende. Efter vores interview var jeg så lettet, fordi Sille havde gjort det til så nem og god en oplevelse. Klokken var blevet mange, og jeg skulle med toget tilbage mod København. Sille gav mig et langt og varmt kram, og jeg gik selvsikkert og spændt derfra.

Nyt koncept på bloggen; Parforholdet uden filter

Jeg har i lang tid gået og planlagt et nyt koncept på bloggen, som jeg har brugt mange kræfter og meget tid på at forme. Konceptet handler om at fremstille parforhold som de er, på godt og på ondt, og ikke kun den rosenrøde filterversion, som vi ofte ser på blogs, Instagram og Facebook.

Jeg indrømmer blankt, at jeg på min personlige Instagram og Facebook, kun har positive opslag vedrørende mit eget parforhold. Jeg smider ikke et billede lige efter et skænderi, af de snavsede underbukser på gulvet, eller af når aftensmad indtaget på under 5 minutter, foran fjerneren og uden at tale med hinanden. Det gør jeg ikke.. Jeg elsker filter-verdenen og jeg lever selv i den i bedste velgående. Men når det så er sagt, så har jeg selv cravet et frirum vor der bliver talt om DET HELE. Både det svære, det nemme, det hårde, det gode, det romantiske og det hverdagsagtige. For et forhold rummer det hele, og det kræver noget at holde det godt og stærkt.

Alle får det til at virke på forskellige måder, og jeg synes at det kunne være helt vildt spændende at høre nogle ærlige historier om hvordan andre folk får parforholdet til at fungere, selv i svære tider. Derfor har jeg spurgt den skønne SilleWho, om jeg måtte have love til at interviewe hende om hendes parforhold, og diverse aspekter af det. Det måtte jeg heldigvis gerne, og det har jeg fået et ærligt og forfriskende blogindlæg ud af, som går i luften i morgen. Hun fortæller om hvordan det er at være kæreste med en soldat, hvordan de har håndteret hendes hårde periode, og hvad hendes/deres opskrift på et succesfuldt parforhold er.

Jeg har sjældent glædet mig så meget til at udgive et indlæg, og jeg håber at I vil tage godt imod Silles historie, konceptet og mine interviw-evner.

tumblr_inline_mi1cuehkul1qz4rgp