
Sagen er den, at jeg med hastige skridt nærmer mig de 30 år. Jeg er i et fast parforhold, jeg er gravid med vores baby, som kan komme anyday now, jeg er uddannet og jeg har et fast job som jeg pt. er på barsel fra. Selvom jeg er så etableret i mit liv, som det nærmest kan lade sig gøre at være, så har jeg stadivæk ikke den fjerneste idé om hvad jeg skal være “når jeg bliver stor”. Mange mennesker ville nok argumentere at jeg da ér blevet stor. Men det føles sgu helt ærligt ikke sådan. Jeg er virkelig glad for mit job, og jeg er god til det. Men jeg har aldrig tænkt at dét simpelthen er dét jeg skal, sådan for real og for evigt.
Selvom jeg er ganske tilfreds, så ser jeg mig slet ikke ende der hvor jeg er nu. Og jeg tror også at det er fordi der 1000 forskellige ting som jeg gerne vil, og som jeg synes er spændende. Det jeg laver nu, er en af tingene jeg gerne vil og som jeg synes er spændende, men det betyder ikke at jeg ikke har de der panik-øjeblikke, hvor jeg ikke aner hvad jeg vil være når jeg bliver voksen. Nogle gange føles det som om jeg er uendeligt langt fra at være det, som jeg gerne vil være. Andre gange føles det som om jeg er tættere på end nogensinde. Det er sgu svært, når man faktisk ikke helt ved hvad det reelt er, man gerne vil være. Når alt kommer til alt, så tror jeg bare gerne at jeg vil være lykkelig. Og det er jeg også, nogle gange.
Jeg troede seriøst at jeg en dag ville få en åbenbaring, og bare vide præcis hvad jeg ville være, hvilken hylde jeg ville lande på, og hvad jeg helt præcist var god til. Det begynder så småt at gå op for mig, at dét ikke sker. At det ikke bare går op for mig, og at jeg ikke bare får et tegn om hvad jeg skal gøre hvornår, og at det så føles helt rigtigt. Jeg tror, at jeg skal rigtig mange forskellige ting i mit arbejdsliv, og at jeg skal prøve en masse forskelligt. Jeg tror desuden heller aldrig rigtigt at jeg stopper med at have lyst til at prøve noget nyt, og at komme “videre”.
Det er lidt som om at den barske realitet omkring at det er normalt ikke kun at have én drømme, og at vide præcis hvad man vil, er begyndt at gå op for mig. Og den åbenbaring har gjort at jeg føler mig mere som et barn end nogensinde før, og på samme tid helt ekstremt voksen. Det er sygt ambivalent, og jeg savner sgu tiden hvor man syntes at astronaut eller havfrue simplethen bare var drømmejobbet.
Please fortæl mig at jeg ikke er den eneste der har disse tanker?