I skrivende stund, sidder jeg med røven solidt plantet i min sofa, med Macbook’en på mine blegfede lår, og Signs kørende i TV’et i baggrunden. Jeg er alene hjemme, for første gang i en evighed. Bedstevennen er til Superbowl-aften ved en kammerat, og jeg har the time of my life. Jeg elsker at bo med Bedstevennen, og at være sammen med ham og i hverdagen tænker jeg faktisk ikke over, at jeg aldrig har alenetid, men jeg kom til at tænke over det, da han sagde at han skulle til drengeaften. Når jeg træner er jeg ikke alene, på arbejde er jeg ikke alene, når jeg er hjemme er jeg ikke alene. Og det er jeg glad for. Jeg er ekstremt ekstrovert, og har det virkelig godt med at være blandt mennesker, og det er nok også derfor jeg ikke rigtigt har tænkt over at jeg ikke er alene nogensinde. Men jeg kan mærke at jeg har godt af en aleneaften i dag, og jeg har planlagt alle mulige ting, som jeg ikke ville gøre hvis Bedstevennen var her.

Jeg er blandt andet ved at lave pølsemix. Det er måske ikke alle der ved hvad det er – især ikke hvis man kommer fra Københavnsområdet, men de mennesker der er fra Jylland, eller som har været på massive drukture i Jylland, burde kende denne fantastiske spise. Det var i hvert fald en spise jeg lærte at kende i forbindelse med druk i Jylland. det er reelt set bare pølser skåret i tynde skiver, som er friturestegte sammen med pommes, og som oftes serveres med karryketchup og rå løg til. Min version er dog en anelse mere skrabet, eftersom jeg ikke ejer en frituregryde, og fordi jeg faktisk prøver på at spise nogenlunde fornuftigt normalt. Så min pølsemix hygger sig i ovnen, i stedet. Jeg aner ikke hvorfor jeg pludselig fik sådan en trang til pølsemix, for jeg har ingen tømmermænd. Tværtimod var jeg faktisk tidligt oppe i morges for at træne, og har været super effektiv indtil nu. Jeg har det skide godt, og pølsemixcravings plejer normalt at dukke op efter en brandert så voldsom at selv Scott Disick ville være imponeret. det er måske den nyerhvervede friaften der gør noget ved mig, I don’t know.

Resten af aftenen har jeg planlagt at jeg skal svømme rundt i mit badekar, æde Lindt-kugler og se The Affair. Det er fandeme lækkert, altså. Er der andre der har vundet en aften med alenetid pga Superbowl?

1. Jeg så Maren Uthaug i forrige weekend, og jeg blev så star-struk at jeg simpelthen bare stod og gloede på hende, med åben mund, indtil Bedstevennen trak mig videre. Jeg turde slet ikke at sige, at jeg gerne ville giftes med hende.. Eller at jeg synes at hun er skide dygtig, sjov og sej. Jeg lignede bare en der havde set et spøgelse i stedet – og det er hun jo slet ikke.
2. Jeg kom til at spørge en forælder i stedet for en livredder, hvor dampbadet var, sidst jeg var i svømmehallen.. Han havde virkelig livredder-agtigt tøj på og “du-må-ikke-løbe-på-fliserne-attitude” ud over hele fjæset. Han vidste ikke hvor dampbadet var..
3. Jeg har 4 gange i denne uge, kommet til at kalde min kollega som hedder Dorte, for Gitte. Ikke af nogen bestemt årsag, jeg synes bare mere at hun ligner en Gitte end en Dorte. Hun synes ikke længere at det er sjovt, kan man mærke.
4. Sidste jeg var oppe og træne, væltede jeg en cykel, med min cykel, da jeg skulle hjem. I processen hvor jeg prøvede at samle den væltede cykel op, væltede jeg 2 nye. Så kom der en fyr for at hjælpe mig, og så kom han til at vælte sin egen cykel. Jeg tror at der hviler en cykelforbandelse over mig.
5. Jeg har en on-going krig med husblas. Jeg har en kæmpe svaghed for cheese-cake, og vil derfor gerne selv være mester til at lave skidtet. Men husblas VIL IKKE SAMARBEJDE med mig. Og der er fandeme uanset om jeg har sørget for at alle ingredienserne er samme temperatur, om jeg pisker det i, rør det i, hurtig, langsomt, og hvilken rækkefølge jeg blander tingene i. Jeg har prøvet ALLE tænkelige variationer. Not working.
6. Jeg er ved at gøre Bedstevennen sindssyg, med en dårlig vane jeg har; vandet ude på badeværelset bliver meget koldere end det gør ude i køkkenet, derfor går jeg tit derud og tager mig et glas vand – med det resultat at jeg stiller glas alle vegne på vej væk fra badeværelset. Jeg ligger ikke selv mærke til at jeg gør det, eller at de står der, så Bedstevennen bruger meget tid på at rydde dem op, efter mig.

Jeg fik en mail med nogle spørgsmål i, for et par måneder siden. Jeg besvarede spørgsmålene til afsenderen, og så tænkte jeg ikke mere over det i et par dagen. Men pludselig kom jeg i tanke om spørgsmålene igen, og jeg kom til at tænke på, at jeg faktisk synes at det var nogle ret gode spørgsmål. Og at jeg egentligt havde skrevet nogle gode svar på spørgsmålene også. Så nu besluttede jeg mig for, at I da gerne må læse spørgsmålene, og mine svar til dem. Så.. Here you go:

Hvorfor skriver du om du dit sexliv på internettet?
Jeg skriver ikke kun om mit sexliv. Jeg skriver også om mit sexliv. Faktisk skriver jeg bare om mit liv. Eller i hvert fald nogle aspekter i mit liv. Da jeg startede med at blogge var det om dating og eventyr, fordi det var det der fyldte meget i min hverdag på det tidspunkt. Nu er det andre ting der fylder, så derfor er det også andre ting jeg skriver om. Bloggen har ikke skiftet fokus. Der er stadigvæk fokus på sex, mænd, kvinder, dating. Nu er jeg i et forhold, så der er kommet en anden vinkel på end der var i begyndelsen. Jeg skriver fordi jeg elsker det og fordi jeg ikke kan lade vær’. Det er et frirum for mig, hvor jeg får luft.

Hvordan fik du ideen til at åbne op omkring dine seksuelle erfaringer på nettet?
Jeg har altid elsket at skrive, men jeg følte ikke at der var plads til at skrive helt så åbent som jeg havde lyst til, hvis jeg gjorde det som mig. Mest fordi at ens nære venner, familiemedlemmer og ekskærester ikke synes det ville være super fedt, at kende så intime detaljer af mit datingliv. Så jeg begyndte at blogge under aliaset “Tinderslut”.

Jeg begyndte at blogge om mine dates, mit sexliv og mine oplevelser fordi det var et frirum for mig at skrive, fordi jeg synes at det var underholdende at dele mine tåkrummende, sexede, sjove, skøre, pinlige og fede anekdoter. Jeg gjorde det for min egen skyld, og brugte det i starten som en form for dagbog. Bloggen tog fart, og flere og flere fulgte pludselig med. I forbindelse med at bloggen voksede sig større, så ændrede mit budskab sig også en smule. Jeg skrev om åbent om sex, dates og mine tanker.

Til at starte med skrev jeg for mig, til mig. Da jeg pludselig fik læsere, så begyndte jeg at tænke over, hvor vigtigt det faktisk var at være med til at bryde det sexsuelle tabu, der stadigvæk florer i Danmark. De fleste tænker nok på Danmark som et frigjort land, hvor der bliver talt om sex – som oftest bramfrit og åbent. Sådan er Danmark også. Jeg har igennem mit liv og mine oplevelser dog erfaret, at der stadigvæk er en ulighed imellem hvad folk og “samfundet” synes er okay for mænd at gøre, og hvad der er okay for kvinder at gøre. “Nationentyperne” forsvarer de fordomme med, at mænd og kvinder genetisk er forskellige og at det derfor er okay, at man ser ned på kvinders seksuelle appetit, og ikke på mænds. Undskyldningerne for fordommene er mange og lange. Jeg benægter ikke at mænd og kvinder er forskellige – tværtimod og gud ske tak og lov for det. Men vi bør ikke have forskellige vilkår og privilegier.

Jeg håber at jeg, ved at have udstillet både mine egne, og mine læseres datingoplevelser- og erfaringer, at jeg er med til at bryde det tabu, som fører til fordomme og ulighed imellem mænd og kvinder. Det er måske et lille skridt. Måske ændrer det ikke meget. Måske ændrer det ikke noget – men i det mindste har jeg prøvet på at gøre noget.

Hvad giver det dig, at du sætter ord på denne del af tilværelse, der for mange mennesker stadig er forbundet med en form for tabu?
Det giver mig et frirum. Det giver mig en kæmpe stor form for stolthed. For på min blog er det jo ikke kun mine egne erfaringer jeg deler – det er også mine læseres. Jeg har givet mig selv og andre et frirum til at skrive om de ting der er tabubelagte. Det gør mig skide stolt. Ikke kun af mig selv, men også af alle de fantastiske kvinder (og et par mænd), som har haft modet og ærligheden til at stå frem. Selvom det måske for nogle af dem “bare var en sjov historie”, så tror jeg på, at de historier kan være med til at ændre vores samfund i en positiv retning.

Tabuer skal tales væk, og det er det jeg (vi) prøver på at gøre. For selvom vi tager fat i, hvad der kan opleves som, grænseoverskridende emner, så er det vigtige emner. Her mener jeg ikke at et indlæg om at “doggystyle er min yndlingsstilling” i sig selv, er et vigtigt emne. For mange er det ligegyldig information. Men det alt der bliver talt åbent om sex – i særdeleshed kvinders sex, lyst og lidenskab, er et vigtigt emne. Så bloggen har et vigtigt budskab pakket ind i sjove, sexede, pinlige, ubehagelige og fantastiske anekdoter fra det virkelige liv.

Jeg gjorde det, som de fleste anbefalede mig, og det som de fleste gættede sig til – jeg meldte fra. De første par dage efter mit klik på “deltager ikke”, der havde jeg dårlig samvittighed, og følte mig egentligt som en lyseslukker. Efter lidt tid sluttede jeg fred med tanken, og var desuden blevet inviteret til et langt federe arrangement sammen aften – så gjorde det mig ligesom ikke ligeså meget at have meldt fra. Dagen efter, da billederne fra reunionfesten blev smidt på Facebook, fik jeg en helt rar fornemmelse i maven. For jeg kunne se på billederne at jeg ikke ville have haft det sjovt. At jeg ikke ville have hygget mig med menneskerne, og at jeg ville have følt mig malplaceret. Så jeg sagde fra, tog ikke med, og jeg er faktisk skide glad og lettet over at jeg tog den beslutning. Måske er det slet ikke så dumt at sige nej. Det kunne være at jeg skulle gøre det noget oftere.

Jeg har mange gange nævnt, her på bloggen, at jeg er utrolig glad for mit job – ikke som Tinderslut, men i mit helt almindelige 37timers hverdagsjob. Jeg er god til det, og jeg er (som regel) virkelig glad for mine kollegaer. Nu er det pludselig sket noget, som gør at jeg ikke er glad for mit job. Jeg er faktisk rigtig ked af det og utryg. Det er jeg ikke vant til, og det stresser mig.

Det der er sket, er at der er sket en kæmpe organisationsændring på min arbejdsplads. Man splitter en kæmpe afdeling op i atomer, og placerer medarbejder hist og pist, hvor den øverste ledelse nu lige synes de passer ind. Det har gjort, at jeg pludselig ikke har de samme chefer længere. Eller de samme kollegaer, eller de samme arbejdsopgaver. Lige nu ved jeg at jeg har et job – jeg ved ikke hvad mit job består i. Min nye leder, er en person jeg aldrig har brudt mig om, og som er en person der har ry for at være iskold, styrende og resultatorienteret. Min tidligere chef var ekstremt anerkendende, tillidsfuld og alt i alt skide dygtig til mennesker, samt til det område hun sad med. Jeg ved at jeg nu får en leder som er i en helt modsatte grøft.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg også nu får nogle dygtige og kompetente mennesker omkring mig, men uvisheden slår mig langsom ihjel. Jeg sidder pludselig i et job, som jeg ikke selv har søgt, og det er skide ambivalent. Jeg aner ikke om jeg kommer til at få samme mængde af ansvar, kompetenceudvikling og anerkendelse. Jeg ved ikke hvad jeg skal lave. “Det finder vi ud af”, er svaret. Og det er et svar mange af mine (tidligere)kollegaer har fået, når de har stillet spørgsmålstegn ved den her ændring. Der er dog en ting der er sikkert – der er ikke nogen der bliver fyret. Men helt ærligt ikke? Så ved jeg sgu ikke om jeg har lyst til at have det her nye arbejde, som jeg ikke har søgt. Eller den her nye leder, som jeg ikke kan lide. Eller de er nye opgaver, som jeg ikke kender.

Såe.. Hvis I pludselig får et nys om verdens fedeste job, så send lige en besked, ikk?