Når man ikke ved hvad man vil være “når man bliver stor”, selvom man er blevet stor

weetwe

Sagen er den, at jeg med hastige skridt nærmer mig de 30 år. Jeg er i et fast parforhold, jeg er gravid med vores baby, som kan komme anyday now, jeg er uddannet og jeg har et fast job som jeg pt. er på barsel fra. Selvom jeg er så etableret i mit liv, som det nærmest kan lade sig gøre at være, så har jeg stadivæk ikke den fjerneste idé om hvad jeg skal være “når jeg bliver stor”. Mange mennesker ville nok argumentere at jeg da ér blevet stor. Men det føles sgu helt ærligt ikke sådan. Jeg er virkelig glad for mit job, og jeg er god til det. Men jeg har aldrig tænkt at dét simpelthen er dét jeg skal, sådan for real og for evigt.

Selvom jeg er ganske tilfreds, så ser jeg mig slet ikke ende der hvor jeg er nu. Og jeg tror også at det er fordi der 1000 forskellige ting som jeg gerne vil, og som jeg synes er spændende. Det jeg laver nu, er en af tingene jeg gerne vil og som jeg synes er spændende, men det betyder ikke at jeg ikke har de der panik-øjeblikke, hvor jeg ikke aner hvad jeg vil være når jeg bliver voksen. Nogle gange føles det som om jeg er uendeligt langt fra at være det, som jeg gerne vil være. Andre gange føles det som om jeg er tættere på end nogensinde. Det er sgu svært, når man faktisk ikke helt ved hvad det reelt er, man gerne vil være. Når alt kommer til alt, så tror jeg bare gerne at jeg vil være lykkelig. Og det er jeg også, nogle gange.

Jeg troede seriøst at jeg en dag ville få en åbenbaring, og bare vide præcis hvad jeg ville være, hvilken hylde jeg ville lande på, og hvad jeg helt præcist var god til. Det begynder så småt at gå op for mig, at dét ikke sker. At det ikke bare går op for mig, og at jeg ikke bare får et tegn om hvad jeg skal gøre hvornår, og at det så føles helt rigtigt. Jeg tror, at jeg skal rigtig mange forskellige ting i mit arbejdsliv, og at jeg skal prøve en masse forskelligt. Jeg tror desuden heller aldrig rigtigt at jeg stopper med at have lyst til at prøve noget nyt, og at komme “videre”.

Det er lidt som om at den barske realitet omkring at det er normalt ikke kun at have én drømme, og at vide præcis hvad man vil, er begyndt at gå op for mig. Og den åbenbaring har gjort at jeg føler mig mere som et barn end nogensinde før, og på samme tid helt ekstremt voksen. Det er sygt ambivalent, og jeg savner sgu tiden hvor man syntes at astronaut eller havfrue simplethen bare var drømmejobbet.

Please fortæl mig at jeg ikke er den eneste der har disse tanker?

 

Hvilken frisure endte jeg så med at få?

haircut

Jeg endte sgu med noget lignende overstående. Det blev lidt længere end skuldrene, med etager i pandehåret. Desuden fik jeg tyndet lidt ud i det, da jeg har en fucking gigantisk manke af hår på mit hovede. Jeg fik nok klippet en 5-7 cm af, og det trængte virkelig til en god klipning. Det er så lækkert når håret igen føles sundt, lækkert og tykt, fordi de slidte spidser er røget af.

Jeg kan stadig samle det hele i både hestehale og knold, uden der falder totter ned i mit ansigt, hvilket var et krav jeg havde. Jeg synes faktisk selv at det er blevet skide godt, og jeg aftalte med min nye frisør, at jeg skulle komme tilbage efter fødslen engang, og få lavet en balayage. Det glæder jeg mig vildt meget til, da jeg efterhånden er ved at være lidt træt af farverne i mit hår. Det er egentligt ikke grimt, og farverne er pæne, men jeg er bare begyndt at synes at de er lidt kedelige. Jeg tænker at de næste farvekombinationer i mit hår bliver noget ala min naturlige hårfarve, med balayage i beige og kolde blonde nuancer. I can’t wait!

Jeg savner teenagetidens umiddelbare ærlighed

Jeg er glad for jeg ikke længere er teenager. Det var simpelthen den hårdeste tid i mit liv, og jeg var i mine følelsers vold konstant. Og jeg var endda mere rationel end mange af mine med-teens. Det er virkelig noget jeg ikke savner; alt føle alt, hele tiden, i et kæmpe sammensurium. Men alle de følelser gjorde også en totalt umiddelbar. Man handlede på sine følelser, og gjorde folk opmærksom på dem, på en helt anden måde end hvad jeg kunne finde på i dag. Jeg husker særligt arto-profiltekster og statusopdateringer, hvor man VIRKELIG formåede at gøre folk opmærksomme på at de havde gjort en ked af det, at de var nogle røvhuller, at de gjorde en lykkelig eller noget helt fjerde.

Man havde intet filter, man skulle bare ud med alle de ting der fyldte indeni en. Og selvom jeg virkelig er glad for at jeg har udviklet en langt større forståelse for hvad der er hensigtsmæssigt og passende at dele med andre (f.eks. på Facebook), så kan jeg godt savne den der umiddelbare ærlighed en lille smule. Ikke i forhold til hvad jeg poster på sociale medier, for jeg kunne aldrig finde på at dele hjertesorger, skuffethed og andre meget personlige issues med 700 bekendte på Facebook, for jeg kan faktisk godt lide at holde kortene tæt til kroppen, og kun dele de helt personlige ting med mine nærmeste (og her på domænet). Men jeg kan godt savne at være mere modig, og simpelthen gøre folk opmærksomme på når de har gjort mig ked af det, vred, glad, skuffet og alt muligt andet. Ofte fortæller man ikke sådan nogle ting – eller jeg gør i hvert fald ikke, fordi jeg ikke gider drama. Jeg magter simpelthen ikke at bruge min tid på mennesker der behandler mig dårligt, og det er såmænd også fint nok. Men jeg tror faktisk at det ville være ganske sundt for mig at tage konfrontationen ind imellem, i stedet for bare at trække stikket. Jeg tror også det er sundt at andre bliver opmærksomme på når de gør noget der påvirker andre.

Lige for tiden ville jeg ønske at jeg magtede at tage konfrontationen med en af mine veninder, og rent faktisk sige til hende, at det gør mig ked af det, at hun på ingen måde udtrykker glæde på mine vegne over at jeg skal være mor. At det sårer mig at hun ikke kan se ud over hendes egne behov for en gangs skyld, og vise en interesse for mig. At jeg godt kan forstå at hun måske ikke synes at børn er det fedeste i verden, men at jeg faktisk havde forventet at hun ville være glad for at jeg var glad. At jeg har stået på hovedet for hende i mange år, gjort alle de ting hun godt kan lide, spist de steder hun ville spise, gået til de koncerter som hun ville se, tage på ferie de steder hun ville hen, og simpelthen gjort alt på hendes præmisser, og at jeg havde forventet at jeg ville få mere igen. Jeg ville ønske at jeg tog mig sammen til at sige til hende, at jeg er begyndt at trække mig i vores venskab, fordi jeg ikke længere kan være hende der giver og giver, uden at få noget igen. Jeg ville ønske at jeg ikke havde ladet det nå så langt ud, at det nu bare virker som det nemmeste at lade venskabet glide langsomt ud i sandet. Det ville jeg ønske. Jeg ville ønske at jeg var teenagemodig og teenageærlig, og slet ikke tænkte over at jeg ikke magtede at bruge min energi på en konfrontation. At voksenhedens ”velovervejethed” og energiprioritering ikke kom i vejen for at jeg fik sagt alt det jeg har brug for at sige. Men som jeg ikke magter at sige, fordi det kan gå så mange veje.

dtgfeedg

McDonalds, Businesswoman og fremtidsplaner

I skrivende stund sidder jeg på en McDonalds og sutter i en milkshake. Det gør jeg fordi jeg skal til møde om en time (ikke  på McDonalds), som egentligt skulle have foregået nu, men som i sidste øjeblik blev rykket en time frem. Det er et spændende møde, der kommer til at handle om “Tinderslut”, og nogle spændende ting der bliver stablet på benene i den nærmeste fremtid. Jeg sidder her med vommen og føler mig helt vildt tjekket og businessagtigt. Dog ødelægger friture dunsten lidt mit image, lige pt., men hellere det end at stå udenfor i en mindre orkan og vente på at jeg kan tillade mig at dukke til mødet. Jeg er generelt altid i god tid, men jeg tænker ikke at folk vil sætte pris på at jeg sidder og glor og stresser folk en hel time før jeg reelt skal være der.

På det punkt kan man virkelig mærke at jeg ikke er født “storbypige”. Jeg tænker stadigvæk besværlige bus- og togtider ind, når jeg skal planlægge transport fra a til b. Det er som om at det ikke helt er gået op for mig endnu (på trods af mine efterhånden mange år i København), at alt kører HELE tiden. Jeg har altid taget højde for forsinkelser og problematikker der ikke  eksisterer, så jeg er der altid mindst 20 min før, når jeg har en aftale. Hvilket kan være rimeligt anstrengende når jeg skal ses med nogle af mine skønne “indfødte” Københavnere, da de som regel er et kvarter forsinket i gennemsnit.

Så nu sidder jeg altså her. I friturelugt og skriver lidt på min en anelse negligerede blog. Jeg kunne have spillet mit Star Wars mobil spil, jeg kunne have lyttet til Spotify, jeg kunne have stalket folk jeg hader på Instagram, men i stedet sidder jeg her og føler mig som den vildeste businesswoman.

businesswoman

I den sidste uge har jeg..

.. Shoppet tøj fordi jeg skal til et bloggerevent. Jeg er pisse nervøs, fordi det er det allerførste bloggerevent jeg har takket ja til at deltage I, og jeg er pisse bange for at ligne en idiot ved siden af bloglands smukkeste modeblogger og andet godtfolk. For helvede, hvor er jeg bare træt af at der er nogle der ALTID ser godt ud, og har lange ben. Så står man her med sine ponyben, og prøver at se lækker og professionel ud. For satan da.

.. Kigget på bil, da jeg virkelig overvejer at købe sådan en bad boy.. Jeg ved ikke ikke lige hvad der sker, for jeg HADER faktisk at køre i bil, og det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har kørt, siden jeg fik mit kørekort som 18-årig. Det er jo faktisk ved at være mange år siden, selvom jeg stadigvæk føler mig som en 18-årig inden i.

.. Formået at glide i mit eget sved til træning. Jeg var lige ved at falde og slå mig af helvedes til. Hvad fanden sker der for det? Det er jo vildt at man sveder så stor en pøl, at man ikke kan holde balancen i din. Stakkels mennesker omkring mig.

.. Skrevet intet mindre end 3 hemmelige indlæg til jer, som bliver udgivet i nærmeste fremtid. Jeg glæder mig syyygt meget til at udgive dem, men det må vente lidt endnu.

.. Har jeg prøvet at tage en kold tyrker fra Pepsi Max, da mit forbrug var blevet voldsomt. Det er fandeme ikke nemt, kan jeg godt sige jer. Men forbruget var sneget sig om på 1 liter dagligt, og det er fandeme ulækkert når man tænker over det. Så det måtte gøres, uanset hvor utilfreds jeg er med det. Jeg prøver dog at mindske abstinenserne ved at drikke et glas danskvand eller et glas vand med lime i, i ny og næ, det er bare ikke det sammen.

Hvad har I lavet at spændende ting og sager, i den sidste uges tid?

 

Older posts