Hvor meget må man blande sig I en persons graviditet?

dgrdhd

Jeg var ude at handle i dag. Bedstevennen og jeg skulle have gæster til aftensmad, og det var jeg ude at handle ind til. Jeg købte både snacks, ting til aftensmad, alkoholfri øl, og Tuborg Classic til Bedstevennen og til vores gæster. Jeg pakkede varerne ned i poser. Der var ikke plads, til den ramme Classic jeg havde købt, i posen, så den tog jeg under armen, og begav mig ud imod min cykel. Lige da jeg var kommet ud af Netto, møder jeg to kvinder på min egen alder, der kiggede dømmende på mig. Da jeg gik forbi dem, sagde den ene af dem højt til den anden “Flot at købe øl når man er gravid. Nogle folk burde ikke have lov til at få børn”. Jeg anede simpelthen ikke hvordan jeg skulle reagere. Til at starte med fnøs jeg bare, og tænkte at de sgu ikke havde så meget af flytte rundt på, siden de antog at jeg skulle hjem og bunde en ramme Tuborg Classic.

Da jeg cyklede hjemad med mine varer blev jeg rasende. Hvad fanden bildte de sig egentligt ind? De anede sgu da ikke hvem der skulle drikke de øl. Jeg kunne sagtens sætte mig ind i forargelsen, hvis de så mig drikke en øllene, men det var jo ikke tilfældet. Jeg havde sådan lyst til at vende om, finde kvinderne og give dem en kæmpe røffel, vise dem de alkoholfri øl i min pose, og fortælle at vi skulle have middagsgæster som øllene var tiltænkt. Men igen.. Burde jeg så overhovedet forsvare mig? Burde de blande sig? Er det overhovedet okay at blande sig i folks liv på den måde?

Og er jeg egentligt bedre selv? Jeg indrømmer gerne at jeg får lyst til at flyvsparke de kvinder lige i ansigtet, som går rundt og ryger når de er gravide. Og også dem som går med en smøg i hånden når de er ude at gå med barnevognen. Det får jeg lyst til fordi det i min verden simpelthen ikke er noget man bør udsætte sit barn for, ufødt eller ej. Jeg synes ikke barnet fortjener at blive pulset ned i ansigtet i barnevognen, og få lungerne fyldt med røg, når de ligger inde i maven. Det er en af de grænser jeg har for hvad jeg synes der er okay at udsætte et barn for, og det er et af de steder hvor jeg godt selv kunne finde på at blande mig.

Og så kom jeg til at tænke på, at der da garanteret er folk derude der har det på samme måde med mig, når de ser mig med make-up i ansigtet. Eller hvis de ser mig spise en eller anden sukkerholdig snack. Reelt set så påvirker alt man gør under sin graviditet jo ens ufødte barn. Jeg er da også flere gange blevet konfronteret med min træning, da jeg stadig kunne det, fordi folk jeg trænede med, ikke mente at det var sundt for barnet at jeg blev ved med at hoppe rundt, med høj puls. Det tog jeg ikke som sådan som en fornærmelse, selvom det jo faktisk var den samme handling, som hvis jeg stillede spørgsmålstegn ved en rygende gravid kvindes adfærd. Jeg forklarede jo bare mine træningskammerater, at både min jordemoder og læge havde sagt at det var godt for mig at blive ved med at træne, så længe at jeg ikke fik ond eller pressede mig selv for hårdt.

Reelt set så gjorde de to kvinder jo egentlig ikke andet end at bekymre sig for mit ufødte barn. En ting er så at de ikke konfronterer mig, men at de i stedet siger det bag min ryg, så højt at de ved jeg kan høre det. Hvis jeg nu faktisk var på vej hjem for at bunde øl, så tror jeg måske nok at jeg havde genovervejet den øl efter de kommentarer de kom med. Jeg blev jo bare rasende over at blive dømt uden grund og uden belæg. Jeg var såmænd også nok blevet rasende hvis der var noget om snakken, men så havde jeg nok genovervejet min handling. Så nu sidder jeg så her, og kan ikke helt finde ud af om jeg synes deres opførsel var okay eller ej. Bør vi bare lade vær’ med at dømme hinanden, eller hvad? For jeg drømmer sgu også selv – f.eks. gravide kvinder der vælger at ryge. Det er en af de ting jeg simpelthen ikke kan ignorere, uanset om jeg kender vedkommende der gør det, eller ej. Så er jeg bedre end kvinderne i Netto i dag? Jeg tror det ikke. Men er det okay?

Det gør ondt i min mave når..

.. jeg bliver holdt øje med. Det er noget jeg har lagt mærke til, at jeg faktisk altid har haft et problem med. Det har både været når mine forældre holdt øje med mig som barn, eller når min skolelærer gjorde. I mit teenageliv gjorde det ondt i min mave når mine veninder holdt øje med mig, eller min kæreste gjorde. I mit voksenliv gør det ondt i maven når ens kæreste, ens chef eller ens kollegaer gør. Og når jeg siger “holdt øje med”, så mener jeg, når folk tjekker op på de ting man laver, af mistillid til, hvorvidt man laver det man burde. Generelt gør det ekstremt ondt når folk stiller spørgsmålstegn ved min integritet, hvilket jeg føler at det er, når folk viser en mistillid. Det kommer sig vel af, at de tror man gør noget man ikke burde, som man ikke må. Altså at den der holder øje med en, har en negativ holdning til en, og som tror at man er en person som kan få sig til at lyve, stjæle, være utro, være modbydelig. Det har jeg det ekstremt svært ved. Reelt set kunne man jo bare være ligeglad med sådan noget, hvis man ikke har noget at skjule og at ens samvittighed er rent. Men jeg kan ikke være ligeglad. For jeg vil ikke være ligeglad, jeg vil ikke lade folk mistænke mig. For mistanker KAN ødelægge ting for en – også selvom mistanken ikke har noget på sig. Og helt generelt kan jeg ikke rigtigt holde tanken ud om, at jeg måske udstråler, at man ikke kan stole på mig.

Jeg har endnu ikke oplevet at Bedstevennen har sat spørgsmålstegn ved min integritet. Han kender mig godt, så har han en ret god idé om, hvad jeg kan finde på og hvad jeg ikke kan finde på. Jeg tror ikke at han er i tvivl om, at jeg ikke kunne finde på at være ham utro, og det er fantastisk. Især når man før har været i forhold hvor der konstant blev sat spørgsmålstegn ved ens integritet, hvor man konstant blev mistænkt, beskyldt. Jeg ved godt at det i tidligere forhold har været fyren der havde et problem, og nok ikke mig der udstrålede noget forkert. Men samtidigt gjorde det helt ekstremt ondt. Det gjorde at jeg sad på nåle. At jeg vendte og drejede hvert ord, hver handling oppe i mit hoved, for at finde ud af om det kunne være årsag til mistanke.

Lige nu har jeg lidt samme følelse på min arbejdsplads. Jeg er ellers fantastisk glad for mit arbejde. Jeg har nogle fantastiske kollegaer og jeg er helt vildt glad for min(e) chef(er). Jeg har et stort ansvar, mange alsidige opgaver, og jeg bliver rost til skyerne. Men! Vi er en af de heldige arbejdspladser som har glæde af den personalegode som hedder en fleksordning. Altså har vi mulighed for at komme senere og gå tidligere, hvis vi har brug for det ind i mellem. Hvis man f.eks. har en periode med overarbejde, så tjener man tid op, som man så kan holde fri på et andet tidspunkt. Det må vi hjertens gerne benytte os af, men nu er der blevet fyret op til flere medarbejdere for snyd med fleksen. En af de medarbejdere var en meget dygtig mand, som jeg havde arbejdet sammen med flere gange.

Noget som man har fundet ud af, i hele denne proces, er, at der ikke findes nogle retningslinjer for hvordan man bruger sin fleks, så folk gør det ekstremt forskelligt. Fordi oplæringen foregår mund til mund, og som en slags “learn by doing”. En af mine nære kollegaer var ved at ryge på et hængende hår, fordi de mente at han brugte systemet forkert, som han reelt set aldrig har fået at vide hvordan man skal bruge korrekt. Han havde IKKE snydt med fleksen – han havde ikke skrevet at han var der flere timer end han reelt har været. Men måden han har tastet tingene ind i systemet (som åbenbart er forkert), var grund til at han næsten blev fyret. Det gør mig utryg. For når man foretager kontroller på den måde, og slår ned på de ting, så er der i mine øjne, også en helt masse uskyldige og uvidende mennesker, som bliver unødigt mistænkeliggjort, og måske endda fyret. Det giver mig simpelthen sådan en forfærdelig følelse nede i maven. Det er samme følelse som når man bliver beskyldt for utroskab. Det gør så ondt. Og det er umuligt at tale modparten til fornuft, og prøve at se på tingene rationelt. Og irrationelle mennesker og handlinger gør mig utryg. Så lige for tiden har jeg det dårligt i min mave. Ikke kun på mine egne vegne, men også på de menneskers vegne, som jeg holder af. Som er dygtige. Som aldrig ville snyde bevidst. Som er dygtige til deres arbejde, og som brænder for det.

Jeg ved godt at det ikke ligefrem er bloggens tema, det jeg skriver om nu, men det fylder i mig og i min hverdag for tiden, så jeg havde brug for at få luft. Jeg går og håber på at den generelle mistillid til personalet forsvinder efter at den øverste ledelse har taget de stikprøver, som de synes der skal til, men jeg ved det ikke. Jeg går bare og krydser alt hvad der kan krydses, og håber på at jeg ikke har gjort noget forkert, som er kan slås ned på. Og jeg er et selvsikkert menneske. Jeg er god til mit job, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle frygte på mine og andres vegne på den her måde. Især når jeg ved at min samvittighed er ren. Har I nogensinde prøvet noget lignende?

 

 

 

Om sex på første date

Der er sindssygt mange uskrevne regler når man befinder sig på datingmarkedet, og det kan godt være lidt af en jungle når man skal finde rundt i alle de do’s and don’ts der er derude. Man har fået tudet ørene fulde af “lad være med at have sex på første date, så ser de dig ikke som kærestemateriale”. Hvor er jeg bare træt af den “regel”. Ikke kun fordi jeg selv har haft masser af sex på første date, men også fordi det, efter min erfaring, er total løgn og humbug. Mit forrige forhold startede som et one-night-stand, og det holdt altså i adskillige år, og gik godt i meget lang tid. Mit nuværende forhold med Bedstevennen er også gået startet på en lignende måde. Vi har kendt hinanden i mange år, men den første gang vi kyssede blev også til første gang vi havde sex, og jeg er endnu ikke blevet valgt fra på baggrunden “vi havde sex på første date”.

Den regel holder desuden også liv i den fordom, der hedder at mænd er seje når de har sex på første date, men kvinder er ikke. Jeg er sikker på at ingen mænd, nogensinde (correct me if I’m wrong) har fået det samme råd af venner eller forældre, når de skulle ud på deres datingeventyr. Og jeg kender faktisk absolut ingen kvinder der har udtalt “vi havde sex på første date, så jeg kan bare ikke se ham som kærestemateriale”. I hvert fald ikke på grund af den ene årsag at de havde sex på første date. Det vil altid være fordi de enten ikke passede sammen, at sexen var dårlig, eller andre ting i den dur.

Forelskelse kommer af følelsen af at have en fantastisk kemi med et andet menneske. Man forelsker sig jo ikke først efter man har fundet ud af om vedkommende er til sex på første date. Det er også tit den kemi der gør en villig til at have sex med vedkommende. Altså så synes jeg faktisk at det er ret sigende om du får lyst til vedkommende allerede ved første møde. Det kan godt være at kemien så viser sig ikke at række til længere end sengekanten, men sådan kan det jo også vise sig at være efter flere ugers dating.

Jeg siger ikke at man bør kaste sig i grams med alle og enhver, men hvis kemien er der, og man kan mærke at lysten er gensidig, så kan jeg ikke se hvorfor man bør holde sig tilbage. Alle tanker om om man er billig, nem og en luder hvis man efterlever sine behov og lyster, skal bare stoppe, så hurtigt som muligt. Man kan ikke bruge den dårlige samvittighed til noget som helst udover at du fodrer dårligt selvværd og samfundets fordomme ved at holde fast i den dårlige samvittighed. Så længe man behandler folk ordentligt, så er der ingenting at have det dårligt over.

tumblr_man1jzwEJ91qmt5mvo1_500

Jeg er ikke irrelevant!

Jeg har været lidt i en bloggerkrise i det sidste stykke tid, og det gør ond på min stolthed at indrømme det. Min blog er min baby. Et eller andet sted er den mit hjertebarn. Den startede som en personlig dagbog, og på grund af den niché jeg ramte med mit skriveri, blev den pludselig kæmpestor, og med 500.000 views om måneden. Journalister kontaktede mig dagligt, jeg fik tilbudt jobs, jeg fik tilbudt at deltage i flere tv-shows. Det var skide overvældende. Jeg var lykkelig og rædselsslagen. For at være ærlig, så syntes jeg ikke at den konstante opmærksomhed føltes rar. Det var for meget på en gang. Det gik for stærkt, jeg kunne ikke følge med. Men jeg var stolt. Jeg var pavestolt. Det er jeg stadig. Jeg følte at jeg var en succes. At jeg havde opnået noget helt specielt, noget som ingen kunne tage fra mig.

Jeg skrev om dates, sexeventyr og alle mine oplevelser i den boldgade. Det var en skøn periode i mit liv, og jeg ville og vil ikke bytte den for noget. Men det var jo kun en periode. Jeg var heldig nok til at få manden, som jeg elsker. Og jeg elsker ham fortsat mere og mere for hver dag der går. Han er den jeg vil have børn med – blive gammel med. Så jeg regner ikke med at jeg nogensinde får en singleperiode igen, med nye sexpartnere og vilde dates. Jeg har haft mange læsere, som har udtrykt at de ikke var interesserede i at høre den samme slags seksuelle historier, om mig og Bedstevennen. At det var grænseoverskridende og for meget, fordi det nu var en kæreste jeg “udleverede”.

Jeg blev usikker på om de mon havde ret, om det mon var rigtigt. Så min inspiration dalede, og pludselig poppede der ikke meget andet op på bloggen end Life-coach-indlæg. De indlæg er folk stadig meget glade for, og det er jeg også. Men jeg startede ikke bloggen for at fortælle andres historier, meninger, oplevelser og iagttagelser. Jeg startede bloggen for at dele mine. At det så er blevet en elsket del af bloggen, at give andre et frirum til at fortælle deres oplevelser også, er så en anden ting. Det vil jeg ikke undvære.

Men jeg er nået frem til, at jeg altså heller ikke vil undvære mig. Undvære at skrive. Og jeg vil fandeme ikke acceptere at blive kaldt irrelevant, fordi jeg har en kæreste. Jeg kan dog godt se hvad folk mener. Hvis folk udelukkende læser med for at høre om nye mænd i mit liv, så er det klart at jeg ikke længere kan opfylde deres ønsker. Og jeg har da også mistet nogle læsere på den bekostning. Det er fair nok, og det er jeg ikke bitter over. Men hvad jeg ér bitter over, er folks holdning til, at når man pludselig er lykkelig i et forhold, så er man ikke relevant længere. Hvad er dog det for en gang vås? Hvorfor betyder min historie, om min holdning ikke noget længere, bare fordi jeg ikke har 3 dates ugentligt, med forskellige mænd. HVORDAN kan det pludselig gøre mig mindre værd, at jeg er monogam og lykkelig?

Jeg er stadig mig. Til at starte med, var det jo min plan at skrive på præcis samme måde, med samme detaljeniveau og under samme temaer, som jeg altid havde gjort. Jeg blev kun usikker, fordi jeg pludselig fik at vide at det var upassende. Hvorfor jeg lyttede til det, ved jeg ikke. Normalt er jeg ikke usikker. Normalt er jeg ligeglad med folks meninger, omkring hvad der er rigtigt og forkert. For jeg har en rigtig god intuition, og min samvittighed fejler intet, så jeg har aldrig før haft brug for at folk tilkendegav deres holdning til et emne, før at jeg kunne vurdere hvad der var rigtigt og forkert. Men ind imellem svigter selvtilliden en smule. Dum som jeg var, valgte jeg at svælge i kommentarerne om at jeg var blevet irrelevant, at festen var forbi, og at jeg var upassende.

Men nu skal det være slut. Jeg har reflekteret rigtig meget. Og jeg har ikke tænkt mig at kaste håndklædet i ringen. Jeg nægter at acceptere titlen som irrelevant. Så fremadrettet vil jeg vende tilbage til mit gamle jeg. Og jeg håber at I fortsat vil læse med, sende dilemmaer, historier, kommentere og give mig kritik. Mine læsere betyder meget for mig, og jeg elsker virkelig at blogge.

proud-gif

 

Er danskere for egoistiske? – Fokus på knaldekampagne

Nu er der efterhånden mange bloggere der har fokuseret på den såkaldte knaldekampagne der kører i øjeblikket, og jeg tænkte at jeg også ville give mit besyv med. Det handler jo i bund og grund om, at der bliver født for lidt danske børn, i forhold til hvor mange danske ældre der statistisk set bliver (og er). Altså menes der, at der kommer til at være for lidt mennesker, i den arbejdsdygtige alder, som tjener penge til, at vores velfærdssamfund kan hænge sammen. Det handler i høj grad også om, at fertiliteten falder med alderen, og at det er super dyrt at befrugte folk kunstigt. Men folk ER jo godt klar over at det bliver sværere at få børn, jo ældre man bliver. Jeg har i hvert fald aldrig hørt nogen være i tvivl om det. Spørgsmålet bør nok i højere grad handle om, hvem der bør betale for gildet..

Jeg må indrømme at jeg godt kan se problematikken til dels. Men jeg synes at der er mange ting man ikke overvejer, når man har fokus på “ældrebyrden” og måden vores demografi udvikler sig på. Nemlig at vi i takt med at vi bliver ældre, bliver vi også sundere – vi er arbejdsdygtige i længere tid. Jo, der er komplekse borgere, som bliver dårligere og bliver dyrere. Men en stor del af de fremtidige ældre, kommer sandsynligvis ikke til at have samme behov for hjemmehjælp, hjælpemidler og sygeplejen, som mange af de ældre vi har den dag i dag. Jeg kender SÅ mange som arbejder til at de er ældre end 65, simpelthen fordi de kan, og fordi de ikke gider at sidde derhjemme og glo. Aktive mennesker, som har tid og helbred både til at arbejde, til at rejse, til at have en hobby, til at dyrke sport, til at være social..

Jeg kommer jo ikke til at gå på pension som 65årig. Det er ikke engang sikkert at jeg kommer til at gå på pension som 70årig. Og helt ærligt, ikk.. Hvis jeg bliver f.eks. 95, så gider jeg da ikke allerede at gå fra som 65årig. Hvad fanden skulle jeg lave i 30 år? Se fjernsyn? Ja det er jo bare min egen personlige holdning, og jeg kan godt forstå hvis andre ikke har det på samme måde, men jeg kan sgu ikke se hvad jeg skulle lave så længe. Især fordi at arbejde ikke er en sur pligt for mig. For mig er det vigtigt at lave noget man godt kan lide, med folk som man holder af. Jeg ved også godt at det ikke er alle der har det sådan med deres arbejde.

Men i takt med at demografien ændrer sig, gør vores samfund det også. Det er da en naiv tankegang, at velfærdssamfundet skal være magen til det vi har i dag, om f.eks. 20 år. Samfundet ændrer sig i takt med folkets behov, og omvendt. Jeg kan godt se at det er godt at vi har mål nogle for fremtidens Danmark, og at vi prøver at bevæge os i en bestemt retning. Jeg kan sagtens se at vi bør løfte i flok, når der opstår et samfundsmæssigt behov. Men jeg må ærlig talt indrømme, at jeg ikke har tænkt mig at lade min egen lykke eller mine fremtidige børns lykke, afhænge af hvad samfundet har brug for. Så ja, JEG er nok egoistisk på det punkt.

Jeg bliver ærlig talt en smule harm over en kampagne der nærmest er designet til at give mig, og folk der har det på samme måde som mig, dårlig samvittighed over ikke at have fået børn endnu. Eller at folk ikke får nok børn. Eller som ikke har et ønske om at få børn. Personligt vil jeg have et godt grundlag for at få børn, inden jeg tager valget om at få dem.

Jeg vil have en partner som jeg alle forudsætninger for at kunne klare forældreopgaven sammen med, indtil den dag jeg ikke er her mere. Det betyder ikke at man nødvendigvis behøver at blive sammen, og at man ikke bliver skilt, men det betyder at jeg vil være sikker på, at faderen til mit barn, er en der er moden nok til at samarbejde med mig, resten af vores liv, for vores børns skyld.

Og hvis vi lige hiver hele partner-delen ud af ligningen, så er der også den økonomiske del, som man bør have fokus på. Jeg vil være sikker på, at jeg har råd til at mit barn har de bedst mulige vilkår for udvikling, indlæring og livsglæde – jeg vil kunne give mit barn vintersko uden at skulle bekymre mig over hvor jeg finder pengene til det, jeg vil kunne sende mine børn på lejerskoler, studieturer, og sociale arrangementer. Jeg vil kunne tage mine børn med ud at rejse, for at opleve verden og lære om andre ting end, hvad der sker i deres baghave. Jeg vil kunne give mine børn en ordentlig børneopsparing, som kan give dem en god start på voksenlivet. Jeg vil ikke give mine børn dårlig samvittighed over have ønsker. Jeg vil kunne give mine børn oplevelser. Jeg vil have dem med i svømmehallen, jeg vil kunne sørge for at der er råd til at de kan gå til sport eller musik. Jeg siger ikke at mine børn skal forkæles i hoved og røv, men jeg vil bestemt have mulighed for at give dem præcis hvad jeg vurderer, at de har brug for. Jeg vil have at mine børn kommer til at forstå penges værdi, men uden at de behøver at bekymre sig økonomi i en alt for tidlig alder.

Jeg havde ikke de grundsten på plads da jeg læste eller da jeg var yngre. Det er først nu, at jeg begynder at kunne se børn i min fremtid. Og det synes jeg sgu ikke at der er noget i vejen med. Jeg synes da sagtens at man kan have styr på sit liv, og blive en fantastisk forælder, når man vælger at få børn tidligt og/eller imens man studerer. Jeg dømmer ikke, og jeg synes det er fint at folk tager sådan et valg, hvis det føles rigtigt for dem. Men helt ærligt, så synes jeg da måske ikke det er noget man burde presse folk til. Det synes jeg kan skabe helt nye samfundsmæssige problematikker, lige pludselig.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste der har gjort mig de tanker? Eller er der nogle af jer kære læsere, der tænker det samme? Hvad har I af tanker omkring denne her “knalde-kampagne”? Har I nogle andre vikler på problematikken, som I synes at vi bør have et fokus på?

mmhm

 

Older posts