img_0679

Bloggen har været stille længe, og det har jeg faktisk ikke syntes var sjovt. Men jeg havde ikke lyst til at skrive noget, når jeg endnu ikke følte at jeg kunne skrive om det der fyldte allermest i mit liv, nemlig at jeg er gravid. Jeg ville vente til efter nakkefoldsscanningen med at fortælle det til verden, for jeg ville være helt sikker på at det var en sund og rask lille spire jeg havde i maven, før jeg følte at jeg havde lyst til at fortælle det til nogen. Jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud at have delt så stor og lykkelig en nyhed, for at bagefter at måtte sige “det bliver ikke til noget alligevel, for min baby er ikke rask, og har det ikke godt”. Men nu er det sikkert, og jeg er simpelthen så lettet og lykkelig.

Jeg er 15 uger henne, og det er det mest fantastiske og livlige lille væsen der ligger inden i min mave, og har en fucking fest. Til dem der skulle undre sig, kan jeg fortælle at det var en planlagt graviditet og at Bedstevennen og jeg simpelthen er lykkelige, forelskede og spændte som aldrig før. Det bliver en oktober-baby, hvis lægerne og min jordemoder gætter rigtigt, og for en gangs skyld, så kan jeg slet ikke vente med at foråret og sommeren er slut, så vi kan byde efteråret og baby velkommen.

Bedstevennen og jeg var heldige – jeg smed mine p-piller i slutningen af oktober, og var gravid allerede i januar. Faktisk tror vi at jeg var gravid før, men mistede baby. Det kom sig af at jeg pludselig, nytårs aften, begyndte at bløde helt vildt og have voldsomme smerter i maven – lidt ligesom menstruationssmerter, bare stærkere og konstante. Det var 12 dage før jeg reelt skulle have min menstruation, så jeg ringede selvfølgelig 1813, og talte med en meget sød læge, som sagde at det lød som om at jeg var i gang med at spontanabortere. Selvom at det var noget af et chok, og at jeg havde ondt, så var det ikke som sådan en sorg og et tab for os, for vi anede ikke at jeg var gravid, og derfor havde vi ikke nået at knytte os til tanken om babyen inde i maven, og vi havde heller ikke nået at glæde os. Selvfølgelig lagde det en massiv dæmper på nytårsfestlighederne, men vi tog det pænt, og var faktisk bare glade for at jeg godt kunne blive gravid, og at Bedstevennen godt kunne lave babyer.

Grunden til at jeg også først vælger at dele det på bloggen nu, er at der er en reel chance for at man kan miste barnet, indtil man når den 12 uge i graviditeten. Og denne gang HAVDE vi opdaget at jeg var gravid, og vi var simpelthen så glade, så jeg tror ikke rigtigt at nogen af os kunne bære at fortælle den glædelige nyhed, for bagefter at skulle fortælle at graviditeten gik i vasken. Men graviditeten gik heldigvis IKKE i vasken. Som sagt er baby sund, rask og har den perfekte størrelse, i for hold til hvor langt jeg er henne. Det er så skønt.