Forleden dag var jeg oppe at træne. Det er jeg ofte, og som regel er jeg fuldstændigt tabt for omverdenen, og inde i mit eget lille univers når jeg befinder mig i FW. Men lige forleden var mine tanker brudt ud af eget univers, og var begyndt at fokusere på hvad jeg skulle når jeg kom hjem, og alle mulige andre ligegyldige ting. I min ukoncentrerede træningssession overhørte jeg en samtale imellem 2 kvinder. Kvinde (Nr. 1) var utilfreds med sit (lesbiske) parforhold, og veninden (Nr. 2) gav råd. Jeg kunne ikke lade vær’ med at smuglytte, for parforholdsdrama ér altså lige en anelse mere spændende end indkøbslisten til næste uges aftensmad er. Så jeg oksede derud af, og lod som om jeg slet ikke hørte hvad de sagde:

Nr. 1: Jeg er bare træt af det. Hver dag laver vi det samme, skændes om det samme. Hun forstår ikke hvorfor jeg opfører mig som jeg gør, og ønsker mig de ting jeg ønsker mig. Hun vil være sammen HELE tiden, og jeg har bare brug for at se andre mennesker også, en gang imellem.
Nr. 2: Har du snakket med hende om det?
Nr. 1: Ja, mange gange. Hver gang ender det i samme skænderi, hvor hun ikke føler at jeg giver hende nok opmærksomhed, og ikke bruger nok tid på hende. Jeg orker det ikke. Det er jo slet ikke det, det handler om.
Nr. 2: Jamen går det bedre når du så bruger meget tid på hende?
Nr. 1: Ja og nej. Hun får jo selvfølgelig mere opmærksomhed, men jeg får slet ikke hvad jeg har brug for. Jeg har brug for min alenetid. Jeg kan ikke holde ud til at være sammen med den samme person konstant, hele tiden. Jeg har også brug for at være mig selv.
Nr. 2: ….
Nr. 1: Jeg kan ikke holde det ud længere. Det sidste år har kun gået nedad bakke, vi vil ikke de samme ting, vi har ikke de samme behov. Jeg har det ikke godt. Hun har det heller ikke godt. Jeg går snart fra hende. Det er ikke godt længere.
Nr. 2: Nej det må du ikke! I er perfekte sammen!
Nr. 1: Det er vi egentligt ikke..
Nr. 2: Giv det i hvert fald lige sommeren ud!

Jeg var edderspændt rasende da jeg var færdig med at smuglytte til deres private samtale (jaja, jeg ved godt at det ikke var pænt gjort!). Jeg havde simpelthen lyst til at marchere over og stikke Nr. 2 en svedig lussing. Det er nok noget nær det værste råd jeg nogensinde har hørt – især fordi jeg faktisk har fået det selv, dengang jeg havde taget mig modet til, at sige højt, at mig og min eks altså ikke havde det godt. At jeg ikke havde det godt. At jeg ikke var lykkelig og at jeg gerne ville ud af forholdet. Det er nogle ting der er ekstremt svære at sige højt, og for mit vedkommende var det ikke ligefrem en spontan beslutning – det var heller ikke spontant, at jeg valgte at betro mig til en veninde og fortælle om det. De ting jeg tænkte og følte havde været undervejs i over et år – på samme måde som Nr. 1. Jeg havde gået med alle de her tanker alene, i hvad der føltes som en evighed, inden jeg tog mig sammen, og sagde dem højt til en person jeg havde tillid til. På det tidspunkt havde jeg brug for at få at vide at min veninde ville være der for mig. At hun støttede mig hele vejen igennem, og at det vigtigste var at jeg var lykkelig. Jeg havde ikke brug for at blive mødt med “Giv det nu en chance”, “Tænk dig nu om”, “Lad vær’ med at gå fra ham nu, i er jo så søde sammen”. Jeg HAVDE i den grad givet det en chance. Jeg HAVDE tænkt mig om, og nej – vi var sgu ikke søde sammen. Ikke bag lukkede døre. Vi var ikke gode for hinanden. Og jeg havde brug for at min veninde bakkede mig op.

Jeg synes helt generelt at det er en super tarvelig at man som veninde griber en situation an på den måde, og går ud fra at ens veninde smider et langvarigt parforhold væk, uden overhovedet at have overvejet det nøje. Nu ved jeg selvfølgelig ikke om Nr. 1 tilfældigvis er en super spontan type – men jeg tror at det er de færreste voksne menneske, der har været i et forhold i over et år, skrider ved den første negative indskydelse. Plus at Nr. 1 jo faktisk sagde at det har fået nedad bakke i over et år.

Jeg ved godt at Nr. 2 nok bare ville være sikker på at venindens beslutning var velovervejet, så hun ikke pludselig stod og fortrød sin beslutning. Men jeg synes simpelthen at man som veninder skylder at støtte hinanden igennem hårde tider. Jeg fik bare endnu større skyldfølelse og dårlig samvittighed, da jeg fik rådet om at give det en chance til. Jeg tænkte at jeg ikke havde gjort nok, arbejdet hårdt nok. Så sad jeg ligesom tilbage med an følelse af at være forkert. Jeg havde brug for at blive taget seriøst.

dgdsgsdfh