Søvn? Hvad er det?

yawn

Nu er jeg nok en kende dramatisk, for det er faktisk ikke Lilleskids skyld at jeg “ikke sover”. Hun er pisse dygtig, og sover 3-3,5 time ad gangen om natten, nu afbrudt af 20-30 minutter hvor hun får mad og bliver skiftet, og så sover hun igen. Der sover jeg også. Men der er dog nogle udfordringer ved at være nybagt mor, selvom ens baby er god til at sove “når hun skal”.

Til at starte med, så vågnede jeg hele tiden, for at tjekke om konen trak vejret. Jeg var totalt paranoid, fordi der er så stort et fokus på vuggedød. Så jeg vågnede ca en gang i timen, for lige at tjekke om hendes brystkasse bevægede sig. Det vænnede jeg mig heldigvis så småt af med, for det kan man sgu ikke holde til i længden. Det er hårdt nok at ens søvn i forvejen bliver afbrudt, så det er fandeme dumt selv at vågne endnu oftere end man behøver.

Nu har vi så fået et andet “problem” herhjemme. Nu er man på ingen måde i tvivl om, om hun trækker vejret. Nu er konen nemlig begyndt at tale i søvne. Ca 30-45 minutter før hun vågner og vil have mad, der ligger hun og pludrer løs, tager voldsomt dybe indåndinger, griner og knirker. Jeg har jo en rimeligt sensitiv radar, som de fleste andre nybagte mødre også har, så jeg vågner hvis hun siger den mindste lyd. Hvilket resulteret i, at jeg ca er vågen i de 30-45 minutter inden hun vågner, fordi min krop og hjerne simpelthen reagerer på min babys lyde. Reelt set er det jo super smart, at man er sådan indrettet, det er bare ikke så smart i længden, da jeg ender op med at slaske rundt som en zombie i løbet af dagen.

Jeg håber at min krop ogsåsnart lærer at den ikke behøver at reagere på det mindste pip fra Lilleskid, og at jeg finder en gylden mellemvej, hvor jeg er vågen når det er nødvendigt, og jeg sover når der ikke er brug for madkasserne og den moderlige omsorg.

Er jeg den eneste der har det sådan? Eller er der andre hvis babyer også formår at holde dem vågne, selvom de selv sover?

 

Min fødselsberetning – Del 2.

Læs 1. del af min fødselsberetning lige her.

Jeg fik en form for ro over mig, da vi mødte den nye jordemoder. Jeg kunne mærke at der var en eller anden connection imellem os. Ikke at den første jordemoder var dårlig, eller at jeg ikke følte mig tryg, men det var bare en helt anden kemi og sikkerhed over vores nye jordemoder.

Jeg lå i fødekaret, og vores jordemoder bad mig om at vende mig om, så hun kunne tage imod baby med højre hånd, hvis jeg skulle ende op med at føde i vandet. Imellem 2 veer fik jeg med besvær min store krop op at stå på mine knæ, så jeg kunne vende mig om. Det var sværere og hårdere end jeg havde regnet med, og det gjorde fandens ondt. Til sidst fik jeg vendt mig, og jeg lå nu som jeg skulle. Bedstevennen og jordemoderen sørgede for at der kom nyt varmt vand i karet, og jeg lå i min egen verden og prøvede at koncentrere mig om mine veer.

Da der var gået 3 kvarter i vandet, var jeg tæt på at smide håndklædet i ringen (selvom det jo ikke kan lade sig gøre). Jeg var helt smadret, og Lilleskid var ikke engang tæt på at være ude, på trods af at jeg nu længe havde haft presseveer. Vores jordemoder syntes at jeg skulle komme op ad vandet, og stå op. Hun håbede at tyngdekraften kunne hjælpe mig, og  hjælpe Lilleskid til at komme ud snart.

Det var forfærdeligt at komme op ad fødekaret. Jeg følte ikke at jeg havde krafter til at holde min egen krop oppe, og jeg frøs helt ekstremt meget. Bedstevennen tørrede mig med håndklæder, og gav mig en hospitalstrøje på, og jeg kom hen at stå ved fødebriksen, under en varmelampe. Jeg fik flere presseveer, som nu var noget mere regelmæssige end da jeg lå i fødekaret, og Lilleskid bevægede sig nu længere og længere ned i mit bækken. Jeg stod og rokkede mit underliv frem og tilbage og fra side til side, efter ordre fra jordemoderen. Efter et stykke tid, syntes jordemoderen at det var en god idé at jeg kom op at ligge på briksen, så det gjorde jeg.

Da jeg lå på briksen kom der endelig lidt gang i det hele. Man kunne se Lilleskids hovede hver gang jeg pressede. Bedstevennen og jordemoderen hjalp mig med at holde mine ben, imens jeg pressede, og imellem hver ve, sørgede jordemoderen for at holde en varm klud på mit mellemkød. Bedstevennen havde udsyn til hele herligheden, både baby, hæmorider og alt andet. På et tidspunkt spurgte Bedstevennen jordemoderen hvad det mørke var, som man kunne se. Hun fortalte ham at det var Lilleskids hår. Bedstevennen kiggede op på mig, og fortalte mig at vores lille pige var mørkhåret. Det er den eneste gang under selve fødslen, hvor jeg smilede.

Lilleskids hovede kom mere og mere til syne for hver presse ve, og min jordemodere guidede mig igennem hver ve. Jeg kunne mærke en varm sviende fornemmelse i mit underliv, og pludselig var lilleskids hovede ude. Jeg kunne se at det var ude af mig. Det var helt ekstremt surrealistisk at kunne se ens babys hovede, men at skulle vente til næste ve, før at man måtte presse resten af hende ud. Da jeg endelig fik en ve igen, fik jeg besked på at jeg ikke måtte presse, men at jeg skulle gispe hende ud. Det er meget sværere end det lyder, men pludselig var Lilleskid ude, smuk og glat som en ål, lå hun pludselig i mine arme, og smerten var ovre. Jeg hulkede, og sagde “velkommen til verden min skat, jeg er din mor”, og vores jordemoder, og en masse andet personale, pakkede mig og Lilleskid ind i dyner og tæpper, så vi ikke skulle blive kolde. Bedstevennen klippede navlesnoren, og jeg fødte moderkagen.

Pludselig var vi 3 og ikke bare 2. Aldrig i mit liv har jeg følt så stor en lettelse og beskyttertrang, som da Lilleskid lå på mit bryst for første gang. Kærligheden vokser for hver dag der der går, og det føles både som om jeg lige har født hende, og som om at det er 100 år siden. Det er så vild en fornemmelse.

Bedstevennen, Lilleskid og jeg blev alene på stuen, så vi kunne få lov til at lære hinanden at kende. Vi fik noget brød at spise, og noget at drikke. Bedstevennen informerede de vigtigste personer i vores liv om, at nu var Lilleskid kommet til verden, og at vi havde det godt. Efter et par timer, kom der en SOSU assistent ind for at måle mit blodtryk og at tage min temperatur, og vores jordemoder kom ind for at måle og veje Lilleskid. Vi havde det perfekt, både mig og Lilleskid.

Det var en utrolig lang og hård fødsel, og jeg var flere gange sikker på, at jeg ikke kunne føde hende. At jeg ikke havde krafterne. Men det havde jeg. Jeg var træt og sukkerkold, og jeg er sikker på at det var derfor fødslen blev så lang. Min fødsel blev slet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg fødte ikke i vand, jeg fortrød at jeg ikke fik noget medicinsk smertelindring, jeg havde troet at jeg kunne håndtere smerterne meget bedre. Men alt dette var ligemeget når det kom til stykket, for min jordemoder var fantastisk, og jeg følte mig helt tryg. Hun hjalp Lilleskid til verden, uden at jeg bristede, og ikke så meget som en lille prut slog jeg under fødslen. Bedstevennen var fucking fantastisk hele vejen igennem, og hjalp mig så meget under mine presseveer, og han så vores lille datter komme til verden.

Den oplevelse var SÅ stor, og selvom det var det hårdeste og mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet, så ville jeg ikke gøre det om. Jeg er så stolt af Bedstevennen, som er verdens bedste far. Jeg er så stolt af Lilleskid som er en skøn og glad baby. Og jeg er så stolt over verdens sejeste jordemoder, og jeg er dem alle sammen så utroligt taknemmelig.

Nu er jeg mor, resten af mit liv. Hvor vildt er det ikke lige?

Træt og lykkelig

poop

Min blog er ikke en “glansbillede-blog”. Det har den aldrig været, og det bliver den nok heller aldrig. Jeg har derfor heller ikke tænkt mig at dele smukke lyserøde billeder af livet som ny mor, hvor både jeg, baby og bolig ser perfekt ud. For det er ikke min virkelighed – og heller ikke de fleste andre nybagte mødres virkelighed. Derfor vil jeg gerne dele alle sider af livet som nybagt mor, både de helt fantastiske, men også de hårde. Det håber jeg at folk kan rumme, her på bloggen. Det tænker jeg at folk kan, for er der noget mine læsere ikke er, så er det sarte.

Til gengæld vil jeg gerne sige at jeg er fuldstændigt forelsket i lilleskid, og at den forelskelse får alle de negative/hårde ting til at blegne lidt. For jo, der er sgu også negative ting ved at blive forældre for første gang. Aldrig i mit liv har jeg prøvet noget så hårdt. Men jeg er samtidigt så overvældet af lykke. Det er en sindssyg kontrast. Ens egne behov bliver totalt tilsidesat. Hvilket er fint, for det meste. Dog har jeg tendens til at tilsidesætte mine egne behov lidt for meget. Den første uge efter vi var kommet hjem fra hospitalet spiste jeg ikke meget mere end en portion havregryn i løbet af en dag. Der var en dag hvor jeg kun spiste et par mælkesnitter. Det der med toiletbesøg, det var ikke noget jeg gjorde mig i, for baby sov jo lige i mine arme..

Nu er der begyndt at komme lidt mere rutine i vores hverdag. Det er rart, selvom rutinen godt kan være hård. En typisk dag ser for mig sådan ud:

07:30 Lilleskid vågner, bliver skiftet og bliver ammet.
08:00 Bedstevennen vågner og tager sig af Lilleskid, jeg hopper i bad.
08:30 Jeg er færdig med at bade, børste tænder, tage tøj på, spise havregryn og måske have lagt en lille smule make-up.
08:45 Jeg tager Lilleskid, imens Bedstevennen gøre sig klar til at tage på studie.
09:30 Bedstevennen smutter, Lilleskid og jeg sidder i sofaen og hygger os.
10:00 Lilleskid bliver skiftet og ammet.
11:00 Lilleskid falder i søvn, og jeg prøver at ordne nogle praktiske ting.
13:00 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
13:30 Bedstevennen kommer hjem.
14:00 Lilleskid er vågen og vi kigger hinanden i øjnene, pysser og hygger.
14:30 Lilleskid tuder fordi hun er træt.
15:00 Vi går en tur med barnevognen og får handlet lidt.
15:15 Lilleskid falder i søvn i barnevognen.
16:00 Vi kommer hjem fra gåtur.
16:15 Jeg skider og varer bliver sat på plads.
16:20 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
17:00 Bedstevennen hygger med Lilleskid, jeg går i gang med aftensmaden.
18:00 Aftensmaden er færdig, Lilleskid er vågen. Bedstevennen og jeg skiftes til at spise.
18:30 Lilleskid bliver skiftet og ammet.
19:00 Lilleskid er træt, men nægter at sove.
20:00 Lilleskid falder i søvn.
20:30 Bedstevennen og jeg vasker op efter aftensmaden.
21:00 Jeg fjerner make-up, børster tænder og gør klar til natten.
21:30 Jeg ligger mig ind i sengen til Lilleskid.
22:00 Jeg falder i søvn.
23:00 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
23:30 Lilleskid falder i søvn igen, og det gør jeg også.
03:00 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
03:30 Lilleskid falder i søvn igen, og det gør jeg også.
06:00 Lilleskid vågner og bliver ammet.
06:30 Lilleskid falder i søvn igen og det gør jeg også.
07:30 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.

I skrivende stund sidder jeg og holder vejret, fordi Lilleskid endelig sover, og nu ligger hun og siger lyde. #pleasedonotwakeup #mommyneedstoblog

 

Velkommen til verden, Lilleskid.

Lilleskid

Så skete det. Lilleskid er kommet til verden. Som den snedige læser nok har bemærket, så har det været lidt stille på bloggen. I kan skyde skylden på Lilleskid. Hun er en fantastisk lille kærlighedsklump på omkring 3,5 kg, og vi har aldrig i vores liv set noget der er mere perfekt end hende. Hun er mild og glad baby, som er dygtig til alle de ting som en baby skal være dygtig til; skide, spise og sove.

Fødslen gik som den skulle, og Lilleskid er sund og rask (det er jeg også). Jeg er i gang med at skrive den fulde fødselsberetning til jer, men det går ikke helt så hurtigt som jeg havde troet at det ville, da jeg har hænderne fulde med Lilleskid. Og når jeg ikke har hænderne fulde, så prøver jeg på at få noget søvn, og så sidder jeg og glor på hende, som en forelsket idiot. Det er helt fantastisk.

Jeg kan dog afsløre, at det ikke blev til en vandfødsel, som jeg ellers havde ønsket. Mht. skideri på jordemoder, og flækkede tissekoner, må jeg være en tease lidt endnu, og sige at I må vente til fødselsberetningen, med at læse om sådan nogle griserier.

Jeg håber at I kan bære over med lidt stilhed her på bloggen, imens jeg har travlt med at knuselske mit afkom. Seriøst, er de tæer ikke bare det sødeste I nogensinde har set?