Kæreste vs. veninder?

Det her er et gammelt indlæg jeg i sin tid skrev til www.bite.dk, men kom faldt over det forleden dag, og jeg synes faktisk at debatten stadigvæk er relevant, også selvom jeg faktisk har fået kæreste og alt muligt, siden jeg skrev det:

“Nu har jeg jo efterhånden nået den der akavede alder, hvor folk enten bliver gift og får børn, eller drikker hjernen ud. Jeg er i sidste kategori, må jeg indrømme. Og det føles som om jeg er uendeligt langt fra den første kategori. Jeg har altid vægtet mine venskaber højt, og det vil jeg altid blive ved med. Og også i højere grad end de kærester jeg har haft, på sin vis. Jeg har altid haft en idé om, at mine ægte venskaber var for evigt, og at de kærester jeg har haft, blev skiftet ud med tiden.

Men sådan må det vel ikke være, når man skal til at finde en partner. Altså en man gerne vil have børn med, og alt det der. Det er vel ikke en der bør skiftes ud? Eller nedprioriteres i forhold til veninder. Men det er svært for mig at sætte mig ind i. At veninderne på et tidspunkt ikke er førsteprioritet. Jeg er helt med på, at verden ændrer sig, når man har en baby. Det kan jeg forstå. Et liv man selv har skabt. Det ændrer en.

Spørgsmålet er om det kommer naturligt. Ikke at man ændrer sig når man får en baby, men om hele den der “chicks before dicks”-holdning forsvinder, når man tager valget om baby og mand. Og bør den egentligt det? Bør man skatte sit parforhold højere end sine venneforhold?

I og med, at hele det hersens dating/kærligheds/ego-hejs udvikler sig, og at vi som kvinder bliver mere og mere selvkørende, burde vi så begynde at vælge vores førsteprioriteter ud fra, hvem vi er sikre på, bliver i vores liv? Hvorfor er det manden, der pludselig bliver valgt først. Er det et eller andet levn fra gammel tid? At vi mener, at det er det man bør gøre? For helt ærligt, så tror jeg ikke, jeg har lyst til det. En mand kan da sagtens komme op på højde med mine veninder, men han vil aldrig kunne tage pladsen fra dem.”

Hvad synes I? Hvad er jeres erfaring? Her må alle jer, med børn, mand og voksenliv gerne melde ind. Bliver veninderne nedprioriteret?

Quinn_&_Mercedes_-_Friendship

Om feminisme og ligestilling: Kvinde, du er ofte din egen fjende

Jeg er egentligt lidt træt af ordet feminisme. Det er blevet super negativt ladet, og det er skide ærgerligt. For jeg er vel et eller andet sted feminist. Jeg er i hvert fald fortaler for at kvinder skal have samme vilkår som mænd, både økonomisk, socialt og politisk. Jeg synes at alle skal have samme muligheder, uanset køn, trosretning og ideologi, og derfor deler jeg også ærligt ud af mine seksuelle eskapader og datingerfaringer. Det har været grund til stor opmærksomhed via diverse medier, og jeg har derfor også måttet stå model til mange skældsord – luder, billig, skøge, brugt osv. Det er jeg blevet kaldt, fordi jeg er ærlig. Jeg har sagt de ting højt, som mange ikke gør. Jeg er slet ikke unik i min måde at opføre mig på når det handler om dating, sex, og parforhold. Jeg har ikke haft et uendeligt højt antal af sexpartnere (selvom det jo faktisk ingen rolle spiller, om jeg har været sammen med 10 eller 100). Men jeg har været ærlig det, om sex, om mine behov.

Jeg tror ikke kun det handler om hvordan mænd ser kvinder, når de efterlever seksuelle behov, og har et aktivt sexliv. Jeg tror at det i høj grad handler om hvad kvinder mener om andre kvinder og sig selv, når de opfører sig på en bestemt måde. Det er som om at vi kvinder, på mange måder, bliver ved med at sætte os selv og hinanden ind i nogle boxe når det handler om hvad man gør og ikke gør. Vi er gode til at holde fast i dårlig samvittighed hvis vi f.eks. har haft et one night stand, og det gør mænd ikke i samme grad (efter min egen erfaring). Vi har ikke dårlig samvittighed overfor manden vi er sammen med, men vi har det overfor os selv. Som om vi er blevet en lille smule mindre værd når vi giver efter for behov. Mænd er bedre til at tage seksuelle erfaringer som en ting der tilføjer positivitet til deres personlighed og de ser det ofte som en bedrift – noget at være stole af. Hvis vi kvinder kunne gøre det i samme grad, så tror jeg ikke at der ville gå lang tid før at det ikke var tabu for kvinder at have stor seksuel erfaring. Jeg siger ikke at der ikke er mænd der dømmer kvinder – selvfølgelig er der det. Der ER en masse nederen stenaldermænd derude, helt klart. Men vi kvinder ER altså bare virkelig gode til at dømme hinanden og os selv.

Jeg tror på at mænd og kvinder er forskellige (ingen tvivl om det, og gudske tak og lov for det), og jeg synes ikke at alle mennesker skal behandles ens, da vi alle er forskellige. Men jeg synes at vi skal have samme rettigheder, samme muligheder og samme privilegier. Vi, som kvinder, skal kunne nyde seksuelle eventyr på lige fod med mænd, og ikke dømmes anderledes fordi vi er kvinder. Der er stadigvæk SÅ mange fordomme om kvinder der nyder sex, som har lyst, som har behov, og som taler om det. Vi er ikke ludere. Vi er ikke billige. Vi er bare ærlige. Jeg ville ønske at flere kvinder var ærlige. Jeg synes at vi skal acceptere at der på nogle punkter er forskelle på mænd og kvinder. Og jeg synes at vi skal værdsætte de forskelle. Men (og det er et stort men) det skal ikke accepteres at der er nogle ting der er okay for mænd og ikke for kvinder. Og omvendt for den sags skyld. Sund feminisme er for mig, at man accepterer forskelle, men kæmper for at der ikke skal være forskellige vilkår og normer.

Jeg er træt af at termet feminisme er blevet ekstremt negativt ladet. Det er efterhånden blevet til et skældsord, som man bruger om højtråbende kvinder, der vil have specialbehandling pga. deres køn. Det er ikke termets betydning, men desværre synes jeg, på mange måder, at det er den drejning det har taget. Folk der vil have “kvindekvoter” på arbejdspladserne, og hele etager på hoteller, hvor der ikke er mænd tilladt. Jeg tror på at man skal have et job fordi man fortjener det, ikke fordi arbejdspladsen har for lidt kvinder. Disse “kampe” synes jeg har været med til at give feminisme en negativt ladet betydning, og det er skide ærgerligt, for ordets betydning i sig selv, har jo et andet fokus. De kampe synes jeg ikke har noget med ligestilling at gøre. Jeg er for ligestilling, og det gælder begge veje. Kampen for ligestilling er jeg villig til at kæmpe! Kampen for specialbehandling fordi man er kvinde, vil jeg absolut ikke være med til at kæmpe.

Jeg synes at vi, som kvinder, skal tage kampen op selv, og blive bedre til ikke at dømme hinanden. Det ville være en fantastisk start hvis Karen ikke dømte Christina, og synes at hun er billig, fordi hun måske lige er blevet single efter 10 års ægteskab, og derfor har lyst til at have nogle uforpligtende seksuelle eventyr. Jeg skal også selv tage mig i ikke at dømme nogle gange. Ind imellem tænker jeg også noget om andre kvinder, som kommer helt bag på mig. Jeg er blevet bedre til at lade være, men det er noget man skal være opmærksom på. Negativitet avler kun negativitet, og hvis vi, helt individuelt, starter med at være gode imod hinanden, og ikke tale grimt om hinanden, så er vi altså nået  længere end vi tror.

Jeg synes at det er ærgerligt, at ligestilling stadig er noget vi overhovedet behøver at have fokus på i 2015, men sådan er det desværre. Når det handler om parforhold og seksuelle behov, er der stadigvæk en forskel på hvilken opførsel der er okay for kvinder og mænd, der er stadig forskelle på hvad der er socialt acceptabelt for kønnene. Kvinder har som udgangspunkt samme muligheder som mænd, men stadig er der ting der er ulige. Jeg håber at vi kan skabe et samfund, hvor der bare ER ligestilling hele vejen igennem. At det er en selvfølge. Jeg håber at mine kommende børn vokser op i et samfund hvor kampen for ligestilling er noget de hører om i historietimerne, og som ikke er en vedvarende kamp, som også de skal være med til at kæmpe.

 

tumblr_n9fcozBNlR1trd5j4o1_500

 

 

When men hit on you..

Det er lidt sjovt, i Danmark, det der koncept. Altså når en mand henvender sig til en kvinde, med det mål, at få en date, skabe en kontakt og en interesse med og fra hunkønsvæsner. I mange andre lande end Danmark, er mænd generelt meget initiativrige og insisterende, når de inviterer en kvinde ud. Der er mange søde gestusser, komplimenterne flyver, kropsproget er skarpt og der er meget fysisk kontakt. Ydermere er det ofte forventet, at hvis kvinden afviser mandens “bejleri”, at så skal han bare prøve igen, og måske med mere engagement.

Sådan er det på ingen måde i Danmark. Kvinderne er meget afvisende, og et nej betyder som udgangspunk ALTID nej, og ikke “prøv hårdere”. Det har vores kære mænd vænnet sig til, så deres bejlerier kan ofte være lidt vattede – måske på grænsen til, at de faktisk virker ligeglad med om vi siger ja eller nej til en date. Det er der dog ikke noget i vejen med i Danmark – mange af os damer kan godt lide det sådan. Det synes mange kvinder ofte er tiltrækkende, eller ihvertfald dragende. Vi synes at det er sexet, og måske lidt en udfordring, at han ikke virker til at synes, at kvinder er omdrejningspunktet i hans hverdag. At han saaaagtens kan leve uden, men egentlig godt gider at tage kvinde med på en date, hvis hun altså gider. Sådan er det ihvertfald ofte når mænd inviterer på date i ædru tilstand.

Det er som om at der pludselig går lidt latino-engagement i de kære mænd, når de får rigelige mængder alkohol indenbors. Så synes de ikke længere at nej betyder nej. Næ,e de opgiver ikke så let. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, der er en fyr der har henvendt sig til mig, på en rimelig slesk måde i byen, hvorefter jeg afviser, og så alligevel har fået mig en stakler for the night. Ofte på en røvragende, brystkiggende og semi-creepy måde. Det skal lige siges at det jo selvfølgelig ikke er ALLE mænd der bliver så nærgående når de drikker – sådan må det ikke forstås. Men mange mænd får ihvertfald nemmere ved at blive ved med at kæmpe for sin sag, også efter en afvisning.

Kvinder bliver til gengæld nogle kællinger når de er tipsy+++. Vi afviser virkelig ikke mændene på en pæn måde når vi først er i byen – og jeg tror måske også at det er derfor mændene bliver mere insisterende, netop for ikke at tabe ansigt. Jeg har flere veninder, som har afvist mænd på eksempelvis dansegulvet ved at sige “skrid”, “gå væk” eller “du skal ikke røre ved mig”. Og mine veninder er slet ikke nogle kællinger normalt, og behandler som udgangspunkt altid folk rigtig pænt. Det kunne vi ALDRIG finde på hvis der kom en fyr hen til os på gaden, i ædru tilstand, for at invitere os ud. Og hvis vi kunne, så skal vi virkelig til at overveje hvordan vi behandler hinanden.

Jeg ved godt at det er lidt af en generalisering jeg har smidt ud, men det er lidt nogle tendenser jeg har overværet i mine egne branderter. Er der andre der har lagt mærke til de mønster? Eller er det bare mig?

aaron-paul-boo-bitch

Bedstevennen: 1 – alle andre: 0

Jeg har jo før snakket om, det der med at date en gentleman, og mine tanker omkring det. Jeg har haft/har lidt svært ved at vænne mig til det, selvom det er en kærkommen og dejlig forandring og forbedring. Det er som om jeg er level’et op i livet, ved at date ham. Det er, stadigvæk, noget vi holder for os selv – altså at vi dater.. Eller.. Der er 2000+ læsere der følger med på bloggen via bloglovin’, og uendeligt mange flere der ligger vejen forbi udenom bloglovin’. Så egentligt er det jo verdens dårligst bevarede hemmelighed, at vi er sammen. Men om ikke andet, så er vores omgangskredse ikke bevidste om at vi er sammen, med undtagelse af de vigtigste, som man VED kan holde sin kæft, indtil vi selv er klar til at folk ved det.

Nå men, tilbage til emnet.. Som jo egentligt er, at jeg har svært ved at lade mig forkæle. Men nu har Bedstevennen gjort det svært for mig at stritte imod. Jeg er en meget travl kvinde generelt – og har brug for at planlægge min uge lang tid i forvejen, hvilket også kan gøre det svært at lave spontane og hyggelige ting sammen. Så Bedstevennen har valgt at booke en weekend, på et meget luksuriøst hotel (her i København), et par måneder ude i fremtiden. På den måde var han sikker på, at jeg endnu ikke havde planer, og så kunne jeg heller ikke sætte hælene i, når det gjaldt betaling – det har han nemlig allerede taget sig af.

Weekenden er planlagt til punkt og prikke – både mht. spisning om aftenen, frokost, morgenmad, aktiviteter osv. Jeg kan afsløre at der er planlagt, at der skal bruges meget tid på hotelværelset (indsæt selv slesk smiley). Det er virkelig en af de mest betænksomme, romantiske og overdådige gaver jeg nogensinde har fået, og så er jeg slet ikke i stand til at takke nej (selvom jeg ved at det har været røvdyrt, og at jeg godt kan betale for mig selv). Seriøst, min eks kunne ALDRIG have fundet på at give mig sådan en gave. Jeg er slet ikke vant til det her, og jeg nyder det. Men Bedstevennen må sgu også acceptere det, når jeg vælger at give ham noget igen, af samme kaliber, på et tidspunkt.

Jeg glæder mig helt sindssygt meget, og er allerede gået i gang med at overveje hvad jeg skal have på, af frække ting og sager.

oww

 

 

At date en gentleman #Firstworldproblems

Okay, det lyder måske lidt underligt det her, især eftersom jeg har datet i stor stil de seneste års tid, men jeg har faktisk ikke været vant til, det der med, at mænd har insisteret på at betale, hvis man var ude og spise. Og holder døren for en, trækker stolen ud for en, lytter til hvad man har at sige osv. Selvfølgelig er der flere af de søde mænd jeg har datet, som har gjort sig i det, men faktum er, at jeg i mine tidligere forhold ikke har været vant til det. Det var faktisk mig der gav de fleste af gangene. Og forstå mig ret, jeg er på ingen måde for fin til at give en middag, og at være den der forkæler.

Men jeg har bare aldrig før været sammen med en, som jeg var forelsket i, som gjorde et stort nummer ud af gerne at ville mig, og som faktisk næsten blev fornærmet hvis jeg prøvede på, at overtale ham til at lade mig give. Bedstevennen vil gerne give, hver gang vi er ude at spise. Og det er altså ikke billige steder vi spiser, når det er. Vi kan begge to godt lide at spise og drikke lækkert, og prøve nye steder, men det er også bare ofte en halvpeberet fornøjelse. Og han VIL give. Det synes jeg sgu godt kan være grænseoverskridende. Jeg elsker det, jeg elsker at han viser mig at han vil mig, og nyder at forkæle mig. Men jeg er simpelthen så vant til at det er mig der giver, så jeg har svært ved at vænne mig til det. Også fordi min indtægt er betydeligt højere end hans er.

Jeg tror faktisk aldrig nogensinde min eks har inviteret mig ud at spise et lækkert sted, hvor han insisterede på at betale.. Det gør Bedstevennen ofte.

For at få det til at gå lidt mere lige op, gør jeg tit det, at hvis vi er hjemme ved mig, så bestiller jeg måske noget sushi, eller laver en lækker middag til ham, så han ikke altid er den der giver. Jeg elsker at jeg kan klare mig selv, og uden problemer kan betale for mig selv, og jeg nyder også at han gerne vil betale for mig, men jeg synes nogengange det er for meget. Hvad synes I? Skal jeg bare smile og være glad? For det er jeg jo faktisk, men det betyder også meget for mig, at jeg nogle gange kan være den der giver en middag, og være den der forkæler.

 

jennifer-dunno