crybaby

Hold nu kæft, så gik der da lige et par måneder, hva? Når man er nybagt mor, så er der åbenbart andre ting der tager ens tid end ens blog. For at være helt ærlig, så er det først lige gået op for mig hvor lang tid det er siden jeg sidst har skrevet herinde. Trust me, det er ikke emner eller lyst der har manglet, men derimod tid og overskud. Let me tell you something; det er fandeme ingen dans på roser at være nybagt mor. Det er fantastisk, ingen tvivl om det, men det er også det hårdeste jeg nogensinde har gjort.

Sagen er den, da Lilleskid har haft kolik. Det viser sig at være lidt tabubelagt, det de med at have en kolikbaby, hvilket også er lidt skyld i at der gik så lang tid før det faktisk gik op for Bedstevennen og jeg at det faktisk var en baby med kolik vi havde. Vi tænkte bare at vi havde en baby der var meget ked af det. Jeg troede at kolik var noget, hvor baby græder nonstop i al dens vågne tid – det kan det også godt være, men det er det ikke nødvendigvis. I vores tilfælde var det 3-4 timer dagligt, imellem 18-21 hvor Lilleskid var pisse ked af det.

Jeg har hele tiden gerne ville være en mor der lavede noget med min baby, så derfor tog jeg jo i mødregruppe, ud at spise frokost, på venindebesøg, på shopping osv., med hende. Om aftenen brød helvede så løs, og vi ledte google tyndt efter svar – og der var størst sandsynlighed for at vi nok havde en baby der blev meget nemt overstimuleret. Hold nu kæft hvor fik jeg det dårligt. Tænk hvis det var min skyld, at min baby var så ked af det hele tiden? Tænk hvis det var mig der ikke kunne læse hendes signaler, og derfor udsatte hende for meget mere end hun kunne rumme. Jeg fik det både dårligt fordi jeg følte mig som verdens dårligste mor, men også fordi at en meget sensitiv baby, ville begrænse vores aktivitetsniveau en hel del, og jeg elsker at komme ud, og bevæge mig lidt i den virkelige verden.

Jeg skruede ned for tempoet, og vi var hjemme det meste af tiden. Der skete ingen ændring. Lilleskid fik meltdown på samme tidspunkt hver dag, så præcist at man nærmest kunne stille et ur efter hende. Det var så synd for hende, og vi anede ikke hvad vi skulle stille op. Først efter 3-4 timer med skrigeri og alle tænkelig former for trøst forsøgt, gav den lille dame op, og nærmest besvimede af udmattelse, fordi hun havde tudet så meget. Vi tog til lægen, og til kiropraktor, som begge to kunne fortælle at vi havde en sund og rask datter. Det samme sagde sundhedsplejersken, og Lilleskid blev rost til skyerne. Hun var i helt almindeligt babyhumør hele dagen, og derfor også når vi var ved lægen, kiropraktoren og sundhedsplejersken, så de var ikke vidne til hendes meltdowns.

Vi begyndt at mistænkt at det sgu nok ikke var overstimulering, siden der skete det samme, når vi havde chillet derhjemme i lavest mulige gear, og når vi havde været på farten fra om morgenstunden. Igen ledte vi google tyndt, og denne gang stødte jeg på en side om kolik. Her stod der at kolik faktisk var hvis baby græd sammenlagt over 3 timer dagligt, 3 dage om ugen. Bum. Det gjorde vores bay I HVERT FALD. Jeg skyndte mig at bestille en tid til lægen, for at få Lilleskid undersøgt igen igen, fordi jeg simpelthen ikke ville kunne bære hvis hun faktisk fejlede noget, og jeg ikke fik hende tjekket. Der fik vi bekræftet vores mistanke – Lilleskid havde kolik.

Av av av. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig den første tid af barselsboblen. Men selvom det var en hård melding at få, så var det rart at vide, at der ikke var noget alvorligt i vejen med hende, og at vi ikke gjorde noget  forkert. Bagsiden af medaljen er dog, at der ikke er noget der har dokumenteret effekt mod kolik, udover tid.

Nu er hun rundet de 3 måneder, og kolikken er næsten væk. Vi har en dejlig baby, men som er ekstremt utålmodig, hvilket også betyder at mor her ikke får meget hvile, da Lilleskid allerhelst vil væres rundt for at se på forskellige ting. Hun er ikke en baby der accepterer at blive efterladt på aktivitetstæppet i en halv times tid, imens jeg når praktiske ting. Nix. Der skal ske noget. Hele tiden. Og søvn er desuden dybt overvurderet ifølge hende. Jeg vil ikke sige at jeg er enig.

Så.. Jeg har haft hænderne voldsomt fulde, og har det stadig det meste af tiden. Men hold nu kæft hvor jeg elsker den lille utålmodige, hidsigprop af en menneskelarve. Hun er smuk, sjov og helt fantastisk, og hun ligner hendes far på en prik. Dog påstår hendes mormor at hun ligner hendes mor af sind. Sorry mor.

Jeg vil bestræbe mig på at få skrevet mere herinde, for der er satme meget at fortælle, især om den ikke så rosenrøde side af at blive mor første gang. Jeg savner jer sgu, og jeg håber at I også har savnet mig, en lille smule.