
Jeg har læst jeres kommentarer til det sidste jalousi-indlæg og jeg fik tårer i øjnene, svedige hænder og en knude i maven. I har følt det på egen krop. I har selv været jaloux, og jeres partner har været jaloux. I har haft mange oplevelser, og de har på sin vis alle sammen været både meget forskellige og alligevel meget ens. Udfaldet af jalousien har varieret meget fra person til person, men de ting som I har gennemgået, imens følelsen var virkelighed, har på mange måder været ens.
De konsekvenser jalousi har haft i jeres liv har været blandt andre:
- Brud
- Mere jalousi
- Gråd
- Skrig
- Blå mærker
- Usikkerhed
- Træng til at slå
- Luren i computer
- Luren i telefoner
Fælles for disse er, at det er super ubehagelige konsekvenserne af jalousien har haft. Indtil nu har der ikke været nogle der har fortalt en historie om, at ens egen eller ens partners jalousi har bidraget til noget godt i et forhold. Jeg skal ikke udelukke at den måske har bidraget til noget positivt for nogen, men det er i hvert fald ikke nogen jeg kender, eller nogen der har stået frem og fortalt om det her på bloggen, og lige nu er det egne erfaringer og jer kære læseres erfaringer jeg tager udgangspunkt i.
Jalousi er en forfærdelig følelse, og jeg vil våge at påstå at den ikke har noget med kærlighed at gøre. At den ofte dukker op i forbindelse med forhold er så en anden side af sagen. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet at min jalousi havde noget med kærlighed at gøre. Jo jeg har følt mig jaloux over en anden kvindes interesse i en jeg elskede. Jeg hadede hende, jeg fik alle følelserne som blev beskrevet i det forrige indlæg, og nogle af konsekvenserne af min jalousi er også beskrevet ovenfor. Men selvom at en jeg elskede var involveret, så er jeg alligevel nået frem til konklusionen om, at min jalousi ikke havde noget at gøre med kærlighed.
Hvis jeg skal være helt ærlig overfor mig selv (og det skal jeg, selvom det ikke føles helt rart), så var jeg jaloux fordi jeg ikke følte mig sikker i mit forhold. Jeg var ikke jaloux fordi “jeg elskede ham så højt”. Nej. Jeg var jaloux fordi jeg et eller andet sted havde en fornemmelse om, at jeg ikke slog til. At jeg ikke var god nok. At jeg ikke var smuk nok. At jeg ikke var sjov nok. Fræk nok. Bare nok. Jeg følte mig ikke tilstrækkelig, og det gjorde at jeg følte mig truet. Jeg var bange for at min partner pludselig ville opdage at jeg ikke var nok, ikke var tilstrækkelig. Jeg var jaloux fordi jeg et eller andet sted indeni, godt ville kunne forstå, hvis han var fristet af en anden kvinde.
Den selvværdsfølelse var et resultat af mange ting. Måske at forholdet faktisk ikke gik så godt i for vejen. Jeg følte at det var skrøbeligt, så jeg så pludselig at der var en chance for at det ville blive taget fra mig, før end jeg selv var klar til at give slip på det.
Tager jeg helt fejl i min påstand? Eller er der nogle der, hånden på hjertet, kan indrømme at deres jalousi faktisk har handlet om egen usikkerhed og eget selvværd? Kommentér kommentér kommentér!