Skal vi have en dreng eller en pige?

chgh

Jeg har længe overvejet om jeg egentlig skulle afsløre kønnet på Lilleskid her på bloggen.. Jeg ved egentligt ikke hvad der holdte mig tilbage fra det, men da vi fik besked, havde jeg det egentligt bedst med at holde det for mig selv. For ja, vi ville vide hvad kønnet var. Både Bedstevennen og jeg er alt for utålmodige til først at få det at vide når Lilleskid popper ud. Desuden synes vi at det er pisse svært og kedeligt kun at shoppe kønsneutrale ting. Egentlig går vi ikke super meget op i “drengefarver” eller “pigefarver”, men det gør de fleste butikker tydeligvis. Det er i hvert fald ikke let at finde pænt tøj, sengetøj og diverse andre nødvendigheder i “kønsneutrale farver”. Jeg er egentlig meget glad for grå, beige og hvid, som ofte er det folk kategoriserer som kønsneutrale farver, men det bliver sgu bare lidt for kedeligt når ALT er i de nuancer.  Anyhow, vi ville gerne vide det. Ikke kun pga. køb vi skulle gøre os inden, men også så vi kunne forberede os mentalt på enten en pige eller dreng, og desuden begynde at spore os ind på kommende navne. Selvom jeg faktisk er blevet ret vild med navnet Lilleskid, så er jeg ikke sikker på at det ville være the way to go..

Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen at det var en lille pige jeg havde i maven, men Bedstevennen var overbevist om det totalt modsatte, så det var spændende da vi var til scanning, fordi det også handlede om at få ret – hvilket er noget vi begge to godt kan lide. Faktisk har jeg lidt på fornemmelsen at Bedstevennen gættede på at det blev en dreng, udelukkende for at være på tværs og for at gøre det til en konkurrence. Scanningen sagde jo som sagt i dette indlæg, at alt var præcis som det skulle være, og at vi ventede os en sund, rask og perfekt lille baby. Og vi var absurd lettede. OG JEG FIK RET! Jordemoderen fortalte os at det næsten helt sikkert er en lille pige vi venter os. Jeg er så glad og jeg glæder mig helt vildt. Jeg vil gerne lige understrege at jeg faktisk ikke havde nogle præferencer, og at jeg ville være blevet ligeså glad hvis vi fik beskeden, at det var en dreng. Men det er altså en pige.. Eller.. Det vil sige, at man aldrig er 100% sikker når man siger at det er en pige, da Lilleskid jo sagtens kan ligge på en hel masse måder, som gør at man ikke kan se “tappen” under scanningen. Men det er næsten helt sikkert at det er en pige.

Så nu har vi fået tilføjet nogle lyserøde køb til samlingen af babygrej. I sidste uge drømte Bedstevennen dog at det blev en dreng selvom vi havde fået at vide at det var en pige, og nu er jeg totalt paranoid, og overvejer en selvbetalt kønsscanning, bare for at være på den sikre side. Totalt åndsvagt I know.

Har I nogle gode forslag til pigenavne, så hun ikke hænger på Lilleskid for evigt?

Har du slugt en fodbold?!

dsgsd

I går var jeg på vej ud af netto med en indkøbspose i hver hånd. Udenfor netto, ved min cykel, blev jeg mødt af en ældre dame (som jeg aldrig før har set, i mit liv), som kom op til mig, tog begge hendes hænder på min mave, og spurgte om jeg havde slugt en fodbold, hvorefter hun grinede højt, og forsvandt ind i netto. Jeg var totalt i chok, og rasende som ind i helvede. Det er første gang jeg sådan virkelig har fået mine grænser overskridt mht. min mave. Normalt spørger folk før de rør, ellers så er det i det mindste mennesker man kender, som tager sig den frihed, at røre løs. Det har altså været en nogenlunde acceptabel måde det er blevet gjort på – indtil i går. For det første, så forventede man det slet ikke, da jeg ikke havde haft en samtale med hende i forvejen, og jeg stod med en pose i hver hånd, og kunne ikke gøre noget. Hun var så hurtigt væk igen, at jeg ikke nåede at konfrontere hende, og spørge hende hvad helvede hun bildte sig ind. Så jeg stod bare der, ved min cykel og sydede af raseri.

Hvad fanden er det for noget? Jeg ved godt at den ældre dame helt sikkert ikke gjorde det i en ond mening, men det gør faktisk ingen forskel for mig. Hun overtrådte mine grænser helt vildt. En ting er at røre ved mig, hvilket jeg selvfølgelig synes er totalt uacceptabelt, når man ikke kender hinanden, og en anden ting er hendes kommentar; “Har du slugt en fodbold?”. Man er som førstegangsgravid meget bevidst om ens udseende (jeg er i hvert fald), da det ændrer sig så radikalt og så hurtigt. Jeg ér virkelig virkelig glad for at være gravid, og derfor også glad for min mave – men jeg synes ikke det er fedt at blive bekræftet i at det er alt folk ser, når de ser på mig. Jeg er ikke længere en kvinde, jeg er en mave som åbenbart er allemandseje. Hvad fanden ville hun ikke tænke hvis jeg gik hen og hev hende i hendes rynkede kinder, og spurgte hende og hun havde glemt at “stryge betrækket?”.

Det er som om folk SLET ikke tænker over hvordan de slev ville have det med den slags opførsel, hvis det var dem. Der er ingen i verden der synes at det er fedt at få sin mave befamlet af fremmede mennesker, og der er ingen i verden der synes det er fedt at blive gjort opmærksom på de udseendemæssige ting, som gør en usikker. For fanden.. Hvorfor har folk så vært ved at give hinanden komplimenter i stedet? Hvis du ikke har noget positivt at sige, så hold dog din kæft. Guuuuuud kone, hvor er det bare dygtigt af dig, at du kan se jeg er gravid. Her har du en præmie! Igen, jeg ved jo godt at hun ikke gjorde det for at overskride mine grænser, eller for at gøre mig selvbevidst om at jeg ligner en strandet hval, men det var det hun opnåede. Det kan godt være at jeg måske er nærtagende, men jeg synes måske bare at folk burde møde mennesker med en højere grad af høflighed og respekt generelt. Det er virkelig som om at folk synes at ALT er tilladt at sige og gøre, når folk er gravide. Jeg har før skrevet om det i dette indlæg, men jeg bliver virkelig dagligt forundret over folks manglende filter, og det bliver kun værre jo længere hen i graviditeten jeg kommer.

 

Graviditetsdagbog: Uge 27+2 – Sukkerstads og smerter

Nu er jeg igennem knap 70% af min graviditet, og fødslen nærmer sig med hastige skridt. Det kan mærkes. Jeg vil stadig vove at påstå at jeg har en nem graviditet i forhold til mange – jeg har som sagt ikke haft skyggen af kvalme, jeg har stadig kunne dyrke motion, jeg har ikke haft de mærkeligste cravings, ingen bækkenløsning osv. Men.. Det er altså ikke en dans på roser at være gravid. Det er en lykkelig tid på den måde, at man jo hele tiden går og glæder sig til at det nye lille liv kommer til verden, og man bliver tryg og varm indeni når den lille skid losser til ens organer indefra. Så ved man jo at der er liv.

I går mærkede jeg dog det først tegn på at jeg blev nødt til at tage den mere med ro. Jeg var oppe at træne, som jeg som sagt gør minimum 3 gange om ugen. Jeg var totalt in the zone, og gav den fuld gas – lige indtil at jeg fik pisse ondt i højre side af maven, i lysken, og en række plukveer. Jeg måtte gå fra træningscentret uden at blive færdig med træningen, og så måtte jeg ellers hjem og ligge med benene oppe. Jeg følte mig helt slået ud, ikke mindst psykisk. Hold nu kæft hvor synes jeg at følelsen af at blive begrænset er hård. Jeg er helt med på at jeg ikke kommer til at kunne gøre de samme ting, når baby er kommet til verden – for der er et andet lille menneske man skal tage sig af. Men jeg havde (nok naivt) troet at jeg kunne gøre som det passede mig igennem graviditeten – selvfølgelig med undtagelse af alle de ting der er skadelige for barnet. Men jeg havde helt ærligt haft en idé om, at jeg da på ingen måde behøvede at geare’ ned inden baby kom til verden.

Nu begynder min krop så småt at sige fra, og det er jo ganske almindeligt – jeg bliver jo konstant større, baby bliver tungere, og min krop bruger så meget energi på at holde mig i live, og på at udvikle den lille skid indeni maven. Jeg ved egentligt ikke hvorfor det kom som sådan et chok for mig, at jeg altså må til at tilpasse mig min gravide situation, og ikke at den gravide situation på tilpasse sig mig og alle de ting jeg gerne vil. Dumt, jeg ved det godt. Jeg havde nok bare gået med et håb om, at nu hvor jeg har været forskånet for alle de forfærdelige graviditetsgener i bogen, så gik jeg totalt fri.

Ud over mit reality-tjek så går det godt. Jeg kan godt mærke at jeg bliver mere besværet mht. at kunne bevæge mig som jeg plejer, men alt i alt har jeg det godt, og er meget glad. Dog skal jeg have en glukosebelastningstest i næste uge, da jeg har en bedsteforælder der havde sukkersyge. Det gruer jeg for. Jeg har mega negative forudindtagede følelser omkring at skulle faste, for at svælge tykt sukkervand i mig, for derefter at vente x antal timer før jeg må få vådt eller tørt. Jeg er ikke et rart menneske når jeg er sulten, så er det sagt. Det er egentligt totalt åndsvagt at jeg går og tænker over at skulle drikke sukkervand, når jeg gladelig og gerne har svælgende uendelige mængder af klamme shots indenbords inden jeg blev gravid, og nu bliver jeg hysterisk ved tanken om at drikke sukkervand. Vor herre bevares..

Såeh.. Hvis der er nogle dejlige damer derude der har solstrålehistorier at fortælle mig det der sukkerstads, så smid dem lige i min retning.

gsdfg

Det der med vægten under graviditet..

fgdhyfd

Jeg er i min 27. graviditetsuge, og det kan ses. Maven er rund, og den buler hver gang baby sparker. Det er sundt, og jeg er simpelthen så glad. Man kan se at det er fordi jeg er gravid, og ikke bare fordi jeg er for tyk. Men jeg må indrømme, at de lidt over 10 kg jeg indtil videre har taget på, ikke er lutter lagkage. Jeg har haft en behagelig graviditet, med en normal appetit, ingen kvalme eller ubehag. Min vægt er steget stødt hele graviditeten igennem, og nu er jeg nået til et punkt hvor jeg godt synes at det må slappe lidt af. Jeg tænker at den første tid som forælder bliver hård nok, også uden at skulle bekymre sig om ens vægt, så jeg håber virkelig at der snart er stilstand i det der vægtøgningspjat. Jeg ved at der som minimum kommer 2,5-3,5 kg mere på, da baby jo vokser og tager på, og så stiger vægten jo også yderligere hvis jeg er en af dem der får en vanvittig mængde vand i kroppen.

Man må ikke gå på slankekur som gravid, og det kunne jeg heller aldrig finde på, men jeg må indrømme at jeg synes det er hårdt at se vægten stige og stige. Jeg er forfængelig, og det betyder meget for min psyke, at jeg føler at jeg ser godt ud, og jeg føler mig lige for tiden klodset, stor og tyk.

Det er ikke fordi jeg ikke bevæger mig, jeg træner mindst 3 gange om ugen fast, hvor der er fokus på høj puls og høj kalorieforbrænding, og der ud over er jeg også meget aktiv i min hverdag. Jeg tager cyklen uanset hvor jeg skal hen, jeg går ture, løber også gerne en tur hvis vejret er godt, så det er slet ikke fordi jeg ikke får rørt mig. Det er bare sådan min krop reagerer på min graviditet. Jeg er endda OBS på ”ikke at spise for to”, og på at spise de rigtige ting – selvfølgelig ryger der et stykke kage indenbords i ny og næ, men det er ikke fast inventar i min kost.

Jeg føler ligesom bare ikke at jeg stråler, og det havde jeg faktisk troet at jeg ville. Jeg får at vide af mange at jeg bærer det flot, og at jeg ser godt ud, og det er simpelthen så sødt af folk at sige, men det er det samme med så mange andre ting; det betyder bare ikke rigtigt noget hvis man ikke selv tror på det. Jeg har endda lidt dårlig samvittighed over at have det sådan her.

Det gør det heller ikke bedre at jeg skal til glukosebelastning om en måneds tid. Det er ikke fordi jeg er tyk jeg skal det, det er simpelthen fordi jeg har bedsteforældre der har diabetes – så jeg skal kun testes fordi der er genetisk større risiko for at udvikle graviditetssukkersøge, og ikke fordi jeg skal være opmærksom på min vægt eller noget. Det er jo egentligt en sygt forkælet tankegang, og jeg ved godt at jeg burde skamme mig over at have det sådan, men jeg kan ikke gøre for det.

Er der andre der har haft det på samme måde, eller er jeg den eneste forfængelige gravide derude?

 

AV mine brystvorter!

Jeg kan uden at lyve sige, at jeg i skrivende stund har taget over 1 kg på, på hvert bryst. I starten gjorde mine bryster helt sindssygt ondt, nu er det heldigvis faldet til ro – ellers har jeg bare vænnet mig til smerten? Til gengæld har jeg fået helt vildt ømme brystvorter, og det er oven i hatten blevet helt vildt tørre. Lækkert, ikke? Jeg bliver ved med at blive forundret over hvor meget ens krop ændrer sig under en graviditet, det er sgu ikke bare maven der bliver stor, trust me. De er også begyndt at ”lække” når jeg sover, så der er en masse yndige pletter på mit lagen, som mistænkeligt ligner en anden type pletter, hvilket de (desværre) ikke er. Jeg tror det er fordi jeg stadigvæk sover på maven/siden af maven, så der er altid et bryst der er presset ned i madrassen. Det virker som om at jeg i nattens løb får ”klemt” noget råmælk ud.

Anyhow, jeg smører og smører med fed creme, men jeg synes ikke at det virker. Er der nogle af mine fantastiske læsere der har haft same problem, og som har nogle guldkornsråd at dele ud af? Jeg er rimelig træt af at mine brystvorter ligner tørre og sprukne hænder i en kold og blæsende vintermåned. So much for feeling sexy..

 

Older posts