Min fødselsberetning – Del 1.

Det var søndag. Bedstevennen og jeg vågnede tidligt, da vi skulle have et vennepar på besøg til brunch. Jeg havde en underlig følelse i kroppen, og tænkte at det kunne være, at det er snart det sker. Jeg vraltede ud på toilettet for at tømme min blærer, som der efterhånden ikke var plads til meget i. Jeg tørrede mig, og kunne se på papiret at den dersens slimprop (google på eget ansvar) vist nok var gået. Jeg kaldte på Bedstevennen, og viser ham papiret (når man er højgravid forsvinder almindelig pli og blufærdighed ud af vinduet). Han gav mig ret i at det lignede en slimprop. Bedstevennen smilede til mig, og sagde at det kunne være at det er snart så. Selvom jeg havde den der følelse i kroppen, og en menstruationsagtig murren i maven, så skød jeg tanken væk og tænkte at det er for godt til at være sandt. Jeg havde en eller anden idé om at Lilleskid ikke havde tænkt sig at komme ud, nogensinde.

Efter brunchen med vores søde venner, tullede vi rundt resten af dagen, ryddede lidt op, og hyggede os. Det blev aften og sengetid, og jeg sagde til Bedstevennen, at så blev det alligevel ikke i dag. Jeg krøb ind i sengen, og lå med min telefon og scrollede igennem alle mine SoMe feeds. Pludselig blev den der menstruationsmurren kraftigere, og jeg tog mig til maven. Det gjorde sgu ondt. Smerten forsvandt igen, og jeg scrollede ufortrødent videre. Efter 10 minutter gjorde det ondt igen, og jeg tænkte at det måske var veer. Eftersom jeg jo aldrig havde haft veer før, så anede jeg ikke hvordan de føltes, så jeg turde ikke at håbe på noget. Efter omkring 10 minutter gjorde det igen ondt, og min tvivl var ved at forsvinde – jeg havde veer. Jeg sagde til Bedstevennen at jeg troede at jeg havde veer. Han blev både glad og lidt bekymret, da det jo var 14 timer siden vi havde fået søvn, og alle jordemødre vi havde talt med havde sagt til os at det var vigtigt at være udhvilet når man skulle føde. Vi blev derfor enige om at prøve at få noget søvn. Bedstevennen faldt hurtigt i søvn efter en lang dag. Jeg kunne desværre ikke lukke et øje, da smerten blev mere og mere kraftig, og kom hvert 10 minut, så hver gang jeg nåede at falde lidt hen, så blev jeg vækket af en ve.

Klokken 2 om natten, blev jeg træt af at ligge i sengen og have ondt, så jeg stod op og gik ind i vores stue, og tændte for tv’et. Der var ikke noget der kunne distrahere mig fra smerterne, som nu kom ca. hver 8 minut. Hver gang der kom en ve prøvede jeg at fokusere på min vejrtrækning, som alle havde sagt var så vigtig. Jeg syntes ikke det hjalp en skid på smerterne. Det blev senere og senere, og jeg fik mere og mere ondt. Omkring kl 4, skulle jeg tisse, og i det jeg rejste mig op sagde det plask på gulvet – mit vand var gået. Jeg vækkede Bedstevennen, og fortalte ham at mit vand var gået. Han ringede til fødegangen, og talte med en jordemoder om, hvordan vi skulle forholde os til det. Jordemoderen ville vide en masse om farven på vandet, og om hvordan jeg havde det. Hun sagde til os, at vi skulle blive hjemme indtil der var 3 minutter imellem veerne, og at veerne tog over 1 minut.

Efter vandet var gået så var der pludselig kun 5 minutter imellem veerne, og de tog lidt under 1 minut hver gang. Jeg havde helt sindssygt ondt, og kunne ikke koncentere mig om noget som helst under mine veer. Bedstevennen farede rundt og fik styr på de sidste detaljer inden vi kunne tage på hospitalet – der blev pakket snacks, og alle de ting som vi ikke havde kunne pakke på forhånd. Jeg begyndte at blive utålmodig, og jeg havde ikke lyst til at være hjemme mere, jeg ville afsted til hospitalet. Bedstevennen ringede igen til fødegangen, fortalte om veernes varighed osv, og vi fik igen at vide at det var bedst hvis vi kunne vente med at komme ind indtil at veerne havde den varighed som de skulle, og kom ved det interval som de skulle.

Kl 9 om morgnen havde veerne endelig det interval og den varighed som de skulle, og vi fik skaffet en taxa. Bedstevennen ringede til min familie, og fortalte at fødslen var i gang. Taxaen kom, og vi fik, imellem mine veer, bakset os og alle vores tasker ud til taxaen. Selvom vi ikke bor ret langt fra hospitalet, så føltes det som verdens længste køretur. Vi havde en meget morgenfrisk taxachauffør der sagde til os, at vi garanteret ville blive sendt hjem igen – for det var de selv blevet mange gange dengang hans kone skulle føde. Hvis ikke jeg havde haft så ondt, så havde jeg helt sikkert slået manden ihjel, for jeg skulle fandeme ikke sendes hjem igen nu. Jeg ville bare ind og havde den baby ud, og have smerten til at stoppe.

Endelig nåede vi hospitalet, og vi begav os langsommeligt hen imod fødegangen. Bedstevennen var ved at gå til under vægten af  alle vores tasker, og jeg blev nødt til at holde pauser hver gang der var en ve. Efter en “lang” gåtur endte vi på fødegangen, hvor vi blev taget imod af en sød jordemoder, som skulle undersøge mig indvendigt. Jeg var simpelthen så nervøs for at jeg ikke var åben nok, og at vi derfor skulle hjem igen. Heldigvis var jeg 5 cm åben på det tidspunkt, og derfor i aktiv fødsel. Jeg blev så sindssygt lettet. Jordemoderen gik ud for at finde os en fødestue med fødekar, og Bedstevennen kom ind til mig, og jeg fortalte ham at vi fik lov til at blive. Han blev super glad og lettet. Der kom en ny jordemoder ind i undersøgelsesværelset til os. Hun præsenterede sig, og fortalte at det var hende der skulle være vores jordemoder under fødslen. Hun var meget ung og sød, og fortalte os lidt om hvad der skulle ske nu. Hun spurgte mig om jeg var interesseret i at få et lavement, hvilket jeg var. Jeg fik lavement, og sad på toilettet i et stykke tid. Under mine veer derhjemme havde jeg været på toilettet 1000 gange, så der kom ikke rigtigt noget ud, da jeg havde fået lavement – min krop havde selv sørget for at tømme sig inden. Hurra. Jordemoderen bad mig om at gå ud og tage et bad, og skifte til hospitalstøj. Imens jeg var i bad, viste jordemoderen Bedstevennen hvilken stue vi skulle være på. Bagefter kom han ud og hjalp mig ind på stuen.

Jeg var gået totalt ind i mig selv på grund af smerten fra veerne, og jeg kunne på inden måde rumme at tale med nogen, heller ikke imellem veerne. Bedstevennen var ekstremt omsorgsfuld, og jeg kunne mærke på ham, at han havde det sindssygt svært ved at se mig i smerte på den måde. Jeg kunne næsten ikke holde det ud, og jeg fik varmepuder på maven og på lænden for at lindre smerten. Jeg syntes overhovedet ikke at det hjalp. Jeg blev tilbudt noget der hed TENZ, hvilket var elektroder der skulle sættes på min mave og min lænd, som så ville give mig små “stød” når jeg havde veer. Meningen var at det skulle flytte fokus fra selve veen, og få mig til at føle noget andet end kun veen. Det var Bedstevennen der skulle styre elektroderne, og sørge for at der kom “strøm” når der kom en ve. Vi prøvede længe, og jeg syntes på ingen måde at det hjalp.

Selvom jeg ikke havde spist i mange mange timer, så nægtede jeg at spise. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om andet end smerten. Jeg ville heller ikke drikke – Bedstevennen blev ved med at tilbyde mig vand og saft, hvilket jeg afslog. Til sidst sagde jordemoderen til Bedstevennen at han ikke skulle spørge mig, men derimod bare stikke sugerøret i munden på mig, fordi det var vigtigt at mit blodsukker ikke blev for lavt og at jeg ikke blev dehydreret.

Efter lang tid med veer og med smertelindring der ikke virkede, var jeg kun 7 cm åben. Jeg kiggede fortvivlet på jordemoderen sagde “kun?!”. På det tidspunkt var jeg helt vildt i tvivl om, om jeg kunne det her. Om jeg ville have kræfter nok til at føde min baby, fordi jeg var så udmattet af ikke at have sovet i langt over 24 timer, ikke at have spist, og af at have smerter i hvad der føltes som en evighed.

Jordemoderen fyldte fødekaret, og sagde at det forhåbentligt skulle hjælpe på smerterne. Jeg fik med besvær min krop op i fødekaret imellem 2 veer, og jeg sank ned i det varme vand. Varmen var rar, men den hjalp ikke på mine smerter. Nu gjorde veerne så ondt, at jeg ikke kunne lade vær’ med at råbe under dem.

Klokken nærmede sig 15, hvilket var tid til vagtskifte – altså ville jeg få en anden jordemoder under resten af min fødsel. Jeg blev igen undersøgt, og jeg var nu de famøse 10 cm åben. Endelig. Jeg begyndte at få pressetrang under mine veer, og jeg følte endelig at der skete lidt. Smerten var slem, og jeg var nervøs for hvilken jordemoder jeg ville få, og om jeg ville kunne lide hende. Det blev tid til vagtskifte, og en ældre kvinde kom ind på stuen. Hun var en fin lille dame, med en avanceret frisure, og en flot make-up på. Min tidligere jordemoder gav hende et resumé af min fødsel indtil da, og fortalte at jeg var 10 cm åben og havde pressetrang. Jeg tog afsked med min tidligere jordemoder, og min nye jordemoder præsenterede sig for mig og for Bedstevennen.

No one wants to fuck mean mommy..

hgfgj

Jeg er gået hen og blevet en mean mommy. Og det er på trods af at Lilleskid ikke engang har set dagens lys endnu. Og måske endda lidt fordi hun ikke har set dagens lys endnu. For jeg er træt af at være gravid. Jeg sover elendigt om natten, fordi jeg ikke længere kan ligge på nogen måde uden at få ondt eller at skulle tisse. Jeg har fra den ene dag til den anden fået en stribe af strækmærker på mine hofter, og jeg begyndte seriøst at græde da jeg så dem. Jeg. Magter. Ikke. Mere. Og jeg er rastløst. Jeg er træt af at gå herhjemme og “tulle rundt”. Jeg har alt for meget krudt i røven til at fungere på barsel inden min baby er kommet til verden.

Selvom jeg laver mange planer, så er det virkelig sådan noget med at jeg bare prøver på at holde mig beskæftige i løbet af dagen, så jeg ikke ender op med at slå min stakkels kæreste ihjel. Det første jeg sagde til ham i morges (læs:middags), da han vågnede, var at det da skulle blive spændende at se om han så kunne falde i søvn i aften(!!!), nu hvor han har sovet til langt op ad dagen. Som en eller anden aggressiv mor.. Det er der sgu da ingen der magter, og selvom jeg godt kan se at jeg er en kælling, og pisse umulig, så kan jeg simpelthen ikke stoppe mig selv. Jeg er fysisk og mentalt udkørt, og jeg vil bare gerne have min baby ud i mine arme nu.

Bedstevennen er heldigvis en fucking champ, som er sød ved mig uanset hvor fucking urimelig og kællingeagtigt jeg opfører mig. Hvilket bare gør at jeg får det værre, for han fortjener på ingen måde den behandling. I’m mean mommy, and no one wants to fuck mean mommy. Og I gotta say; jeg har seriøst brug for at have sex snart igen. Hvilket også gør min utålmodighed større, for sagen er den, at jeg ikke kan have sex længere. Jeg får for ondt bagefter og under, og det fungerer slet ikke for mig.

I dag er nok bare en lortedag. Forhåbentligt bliver i morgen bedre, og forhåbentligt når Bedstevennen ikke at få nok af min attitude inden Lilleskid bliver født. Even though I wouldn’t blame him.

Så mange kg har jeg taget på under min graviditet..

dfsdgsdg

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg føler mig som en strandet hval, og vanvittig uattraktiv. Det har jeg efterhånden bitchet over mange gange herinde på bloggen. Men jeg tror dog ikke at jeg på noget tidspunkt har fortalt præcis hvor meget jeg har taget på. Jeg er dog stoppet med at tage på nu, da Lilleskid fylder så meget, at der ikke kan være specielt meget mad i min mavesæk, og derfor spiser jeg langt mindre end jeg plejer. Så nu har vægten stået stille et par uger, og det bliver den højest sandsynligt ved mig indtil hun er ude, selvom hun vokser omkring 200g om ugen.

Jeg har taget 17kg på under min graviditet. Jeg synes det er helt voldsomt meget, især fordi jeg ikke er ret høj. 3,5 kg er baby. 3,5 kg er livmoder, moderkage og bryster. Jeg er dog ret sikker på at mindst 1,5 kg mere kan tilføjes det tal for mit vedkommende, da mine bryster er blevet enorme. 3,5 kg svarer til øget blodmængde og væske i kroppen. Det er altså ca 12kg som udelukkende er babyrelateret. Altså har jeg taget omkring 5 kg på i rent fedt. Jeg kan godt se at det kunne have været meget værre, og at det meste sidder på maven – og det der ikke sidder på maven er nogenlunde ligeligt fordelt på resten af min krop. Det er ikke sådan at min krop flyder over af deller, men jeg føler mig simpelthen ikke som mig længere. Jeg har sådan brug for snart at have det godt i min krop igen.

Jeg ved godt at det er en proces, og at ens krop ikke er den samme igen med det samme baby er blevet født, men i det mindste kommer jeg da til at kunne tage sko på igen, uden at blive forpustet. Og til at kunne dyrke motion igen. Og til at kunne vende mig om i sengen, uden hjælp eller besvær.

En tur på fødegangen og retur igen

I går var en meget aktiv dag for mig. Jeg gjorde rent, bagte, kokkererede og var faktisk på benene indtil kl 19:00 om aftenen. Netop fordi jeg havde været meget aktiv og haft fokus et andet sted, så havde jeg ikke fokuseret på hvor meget Lilleskid havde bevæget sig i løbet af dagen. Til dem der ikke selv har været gravide, kan jeg fortælle at man skal kunne mærke baby flere gange i løbet af dagen, og man skal reagere med det samme hvis man ikke har mærket liv, eller har mærket betydeligt mindre aktivitet end normalt.

Da Bedstevennen og jeg spiste aftensmad skete der ikke noget inden i maven. Da vi bagefter sad og så et afsnit af en serie skete der heller ikke noget indeni maven – og Lilleskid plejer altid at holde en fucking fest lige efter jeg har spist og sidder og slapper af. Det gjorde hun ikke i går. Derfor startede jeg med at drikke 2 store glas vand, for at se om kulden kunne sætte gang i hende -hvilket det som regel kan. Der skete igenting. Jeg kunne ikke mærke liv. Derefter prøvede jeg at skubbe til hende inde i maven, da det altid sætter hende igang, da det ofte betyder at man har vækket hende. Efter mange og mere og mere voldsomme forsøg skete der stadigvæk ingenting. Og jeg var pisse hamrende bekymret, fordi jeg jo heller ikke havde lagt mærke til hendes bevægelser hele dagen.

Bedstevennen og jeg blev enige om at det var en god idé at ringe til fødegangen, og få lidt råd. Den søde jordemoder som jeg kom igennem til bad os om at komme ind og få tjekket op på baby. Vi greb taskerne som vi havde pakket til når fødslen gik igang, for en sikkerheds skyld, og så skyndte vi os afsted mod hospitalet. Vi blev mødt af den samme søde jordemoder som jeg havde talt i telefon med, og hun sendte mig først ud for at tage en urinprøve, og derefter blev jeg placeret på en briks med et aggregat rundt om maven, som skulle holde øje med Lilleskids hjertelyd i de næste 30 minutter. Selvfølgelig begyndte den lille dame af flytte på sig efter 5 minutter, og jeg følte mig simplethen så dum. Men hvor er det typisk at det først er når man når frem til fødegangen, at Lilleskid faktisk har lyst til at give livstegn fra sig derinde.

Alt var heldigvis som det skulle være, hjertelyden var perfekt, og hun møvede rundt. Jeg undskyldte mange gange til jordemoderen, og forklarede hende at jeg ikke plejede at være så pylret. Hun var så sød, og sagde at det var godt at jeg var opmærksom, og det det altid var det bedste at få det undersøgt, hvis der var noget der føltes anderledes end det plejer. Så kunne Bedstevennen og jeg ellers begive os hjemad igen, flove men ekstremt lettede over at Lilleskid havde det godt. Thank god.

Bryd tabuet: “Jeg er bange for at gøre skade på min baby”

Jeg er ikke blevet mor endnu, men det betyder ikke, at jeg ikke tænker på mig selv som mor. For selvom Lilleskid ligger trygt og godt i min mave endnu, så er der altså en masse forfærdelige tanker som er begyndt at dukke op i mit hovede, jo tættere vi kommer på terminen. De tanker har jeg det sindssygt skidt med, og jeg hader mig selv for at have dem – men også derfor har jeg tænkt mig at være ærlig omkring dem.

Sagen er nemlig den, at jeg er sindssygt bange for at komme til at gøre skade på min lille datter når hun kommer til verden. Om natten drømmer jeg nogle gange frygtelige scenarier hvor jeg står med hende på armen i badet, glider og lander oven på hende. Jeg har haft drømmen mange gange nu, og hver gang jeg har den vågner jeg med kroppen badet i koldsved og en puls der nok ca. er omkring de 10.000. Jeg ved godt at det bare er en drøm, og at det jo selvfølgelig ikke sker, men den drøm har altså plantet nogle skræmmende tanker i mig. Jeg er SÅ bange for at jeg ikke kan finde ud af at være mor, og at jeg ubevidst eller ved et uheld kommer til at gøre Lilleskid ondt. Eller at jeg ikke formår at beskytte hende mod ting der gør ondt.

Nogle dage tager frygten simpelthen over, og jeg er så bange for at føde hende, fordi jeg frygter at jeg ikke kan magte opgaven. Det er jo mig der skal være hendes beskytter her i verden, og selvfølgelig vil jeg gøre alt hvad jeg hoverhovede kan for at hun har det trygt og godt, bliver overøst i kærlighed og beskyttet. Men hvad nu hvis jeg glider med hende? Hvad nu hvis jeg taber hende? Hvad nu hvis hun falder ned af puslebordet? Hvad hvis jeg kommer til at brække en af hendes små arme i forsøget på at klæde hende på? Hvad hvis jeg kommer til at rulle over hende i søvne?

Jeg har læst mig frem til, og fået at vide af min kære jordemoder at det er helt almindeligt at have sådan nogle tanker,  og at det ikke er noget der bør bekymre en, og at det er noget der rammer næsten alle enten i løbet af graviditeten eller efter. Men så er det bare der jeg tænker, “jamen hvorfor fanden er der så ikke nogen der siger det højt?!”. Så nu vil jeg sige det højt. Jeg glæder mig sådan til at min vidunderlige lille baby kommer til verden, men hold nu kæft hvor er jeg bange for at jeg ikke slår til, og at jeg kommer til at gøre alt forkert. Jeg ville slet ikke kunne rumme at vide at jeg har givet hende mén. De fleste dage har jeg det helt fint, og tænker at jeg er SÅ klar, og at jeg bliver den bedste mor for Lilleskid, men andre gange, især hvis jeg har haft en af mine drømme om natten, så er jeg rædselsslagen. For selvom jeg ikke har mødt hende endnu, så er hun det mest dyrebare jeg nogensinde har haft.

Please fortæl mig, at jeg ikke er den eneste der har disse tanker!

Older posts