Skal jeg nu også til at være bange for at blive meldt til kommunen?

Jeg ved ikke om I har fulgt med i det der er sket for lortemor? Det har jeg. En lang historie kort, så har hun haft det hårdt i en periode, især økonomisk. Hun har ærligt delt ud af hendes følelser og frustrationer på hendes blog, og nu er der sket det, at intet mindre en 3 forskellige personer har lavet en anonym henvendelse til kommunen, som har resulteret i at hun er blevet indkaldt til et møde, og at hun på ubestemt tid trukket stikket på hendes blog.

Det gør mig edderspændt rasende. Jeg kan godt forstå, at man som borger, vælger at handle hvis der er en begrundet mistanke om at et barn ikke trives. Det kan jeg SAGTENS forstå. Jeg ville endda selv gøre det, hvis der blev beskrevet en situation som jeg virkelig kunne mærke helt nede i mellemgulvet, at jeg ikke havde det godt med at kende til, uden at gøre opmærksom på det. Når det så er sagt, så kan jeg INGEN steder på lortemors blog, se at der skulle være tale om et barn der ikke trives. En ting er at økonomien er ad helvedes til, og at man selv har det pisse svært personligt, og at man muligvis har brug for hjælp til at få det bedre. En helt anden ting er at et barn ikke har det godt. Jeg siger ikke at børn ikke kan mærke når mor ikke har det godt, eller at de ikke bemærker at pengene er små, eller ikkeeksisterende. Men det synes jeg ikke er grund til en anonym henvendelse til kommunen. Hvis barnet får mad på bordet, tøj på kroppen og bliver overøst i kærlighed HVER dag, så kan jeg absolut ikke se en grund til at pege fingrer, eller at gøre sig til dommer.

Vi går ALLE igennem hårde perioder i livet, og tænk hvis man skulle anmeldes til kommunen, hver gang man havde økonomiske problemer, kærestesorger, en depression, eller noget helt fjerde. De fleste i min omgangskreds ville aldrig få at vide hvis jeg gik rundt med sådanne problemer, for personligt er jeg meget privat på den måde – mest af alt fordi jeg er en fucking kylling, og er pisse bange og for stolt til at turde at dele på den måde. Men lortemor tør at dele – eller turde, indtil nogen synes at det var deres sted at anmelde hende til kommunen. Og jeg er fandeme ked af at hun ikke vil dele mere, at konsekvenserne er blevet for store.. For det er kvinder som hende, som er med til at bryde tabu, og som gør at andre tør dele. Tør at sige at de ikke har det godt, tør at sige at livet er svært, tør at sige at de ikke har råd til dyre cafébesøg, designerkluns og møbler. Og det er fandeme noget vi har brug for! For filterverdenen er IKKE virkeligheden, og det er der mange der glemmer, når man læser blogs og scroller igennem Instagram.

Nu bliver jeg snart selv mor. Selvom jeg ikke tør at dele ubegrænset ud af mine problemer til folk i min omgangskreds, så var det da helt bestemt min tanke at min blog derimod er mit frirum, hvor jeg kan dele alt. Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at blive meldt til kommunen hvis jeg skriver om mine hårde perioder på min blog. Og der er sgu da ingen tvivl om at der kommer hårde perioder, at jeg kommer til at føle at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde. At jeg kommer til at være evigt frustreret over søvnunderskud, skrigeri og lortebleer. At jeg kommer til at have voldsomme problemer med ikke at kunne nå alt det jeg kunne nå før jeg blev mor, og så lige være den bedste mor, kæreste, veninde og kollega oveni hatten. Jeg VED at jeg kommer til at få det pisse svært, og at det bliver mit livs udfordring. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ved at det bliver fantastisk. Men jeg ved også at det ikke KUN bliver fantastisk. At der er mange flere nuancer end sort og hvid. Og det vil jeg faktisk gerne dele ud af på min blog. For det er vigtigt at sige højt, så alle andre der føler det samme, ved at de ikke er alene. For det er så nemt at føle sig alene og forkert.

Og så skal man huske at et blogindlæg er et øjebliksbillede, so på ingen måde repræsenterer hele virkeligheden, som den kære Miriam også minder om. Når jeg blogger, så giver jeg mine læsere et lille indblik i hvad der sker i mit liv, men jeg ville jo aldrig kunne give et fuldstændigt billede af alle de aspekter mit liv rummer. Man deler det der fylder i det sekund man skriver. Men bare fordi at det er en krakeleret økonomi og stress der fylder i det sekund man skriver (og nok også mange andre sekunder), så betyder det altså ikke at der ikke er kærlighed, overskud til ens barn, eller grin indimellem de sekunder hvor alt er lort. Og det betyder ikke at man er en dårlig mor, eller at ens barn ikke trives. Hvad helvede er det for en verden vi lever i? Og hvad fanden bilder folk sig ind, at dømme på den måde? Det er som om folk smider fornuften væk når de læser ting på nettet, som om deres hjerne stopper med at fungere normalt. ”Du må lade vær’ med at dele hvis du ikke kan tåle at få kritik”. Hold nu kæft. Kritik er en ting. At være en dømmende, ondskabsfuld dommer over andres liv, det er fanden fuckme’ noget andet.

ewfg

 

Opskriften på “en RIGTIG mand”

Jeg har nok overhørt den dummeste samtale I FUCKING VERDEN, på min arbejdsplads, for noget tid siden. Den handlede om hvad RIGTIGE mænd gør, og hvad de ikke gør. Både mænd og kvinder joinede samtalen med ligeså stor iver, som jeg har når jeg ser en pakke flødeboller. Der var især fokus på hvad man IKKE gør, hvis man er en rigtig mand. Og hey? Hvornår fanden er man egentligt en rigtig mand? Og burde vi kvinder måske ikke lige stoppe op en gang, og tænker over hvor mange gange vi egentlig har delt citatet “A real woman is whatever the fuck she wants to be”. Gør det sig ikke også gældende for mænd, eller hvad?

Hvad der virkelig pissede mig af ved samtalen, var at der på ingen måde var tale om personlige egenskaber som ansvarlighed, ærlighed, betænksomhed, klog osv. i den dur. Det handlede om hvad rigtige mænd gik i, sagde, spiste, lavede, arbejdede med.. F.eks. så bager rigtige mænd ikke – men rigtige mænd må gerne lave sydamerikansk mad. Rigtige mænd boxer – de kan ikke gå til twerking. For så er man ikke en RIGTIG mand. Jeg sprudlede af raseri! Hvor er det bare pisse hyklerisk altså. Hvor fanden blev nogle af de nedenstående holdninger af, rundt om bordet? Dem, og mange flere, synes jeg altså manglede, som et argument for hvad en “rigtig” mand er.

  • En rigtig mand, er en der følger sit hjerte
  • En rigtig mand, er en der vil skide på ovenstående fordomme
  • En rigtig mand, er en der klæder sig i det han kan lide at have på
  • En rigtig mand, er en der går op i den madlavning som han selv finder interessant
  • En rigtig mand, er en der dyrker den sport han selv synes er sjov
  • En rigtig mand, er en der ikke har et konservativt blik på kønnenes roller
  • En rigtig mand, er en der er kærlig
  • En rigtig mand, er en der er givende
  • En rigtig mand, er en der er ansvarsbevist
  • En rigtig mand, er en der er arbejdsom
  • En rigtig mand, er en der er ambitiøs
  • En rigtig mand, er en der er gavmild

 

gfjgf

Pas din egen livmoder, og bland dig udenom min!!!

Som jeg har nævnt en del gange, så er jeg super glad for mit arbejde. Jeg har en hel masse søde kollegaer, som er dygtige til deres job, og som vil en det bedste. Selvom jeg ved at de vil mig det bedste, og at de aldrig vil sige eller gøre noget i ond mening, så er der alligevel en ting der pisser mig af i min dagligdag. Og det er nok faktisk ikke engang kun på min arbejdsplads det er et problem, det er faktisk rigtig mange gange i forskellige fora jeg føler mig provokeret af folk. Nu skal jeg fortælle hvorfor:

Jeg arbejder på en arbejdsplads, hvor de fleste er ældre end mig. Jeg er derfor også den eneste i min afdeling som ikke har børn endnu. Nogle har voksne børn, nogle har små børn. De har alle sammen børn. Udover mig. Det i sig selv har jeg intet imod. Jeg har aldrig været hende der ville have børn i en tidlig alder. Før i tiden troede jeg faktisk ikke at jeg overhovedet ville have børn. Nu vil jeg gerne have børn, men det er en helt anden snak, og det er (stadigvæk) ikke noget jeg har travlt med at få.

Men jeg er nået til en alder, som åbenbart gør det helt legitimt at påpege at jeg ikke har børn. Jeg får næsten dagligt kommentarer fra kollegaer og bekendte om at “du skal altså tage at blive gravid”, “du bliver jo ikke yngre”, “dine æg rådner”, “du skal skynde dig at få nogle børn”, ” det er synd for børnene hvis de får så gamle forældre”. Jeg bliver simpelthen SKIDESUR over de kommentarer. Hvad nu hvis jeg har taget et aktivt valg, om ikke at få børn? Hvad nu hvis jeg faktisk ikke KAN få børn? Hvad hvis min kæreste ikke kan få børn? Hvad nu hvis jeg synes at mit liv har indhold nok uden børn? Hvad nu hvis jeg vil skide på, hvad du synes er synd for mine endnu ikke-eksisterende børn? Helt ærligt.. Hvornår fanden er det blevet okay at ville diktere folks liv på den måde? Og hvordan kan du tillade dig at have en holdning til min barnløshed? Det er for nogle mennesker et super følsomt emne, måske fordi man ikke kan få børn. Og så er man ligesom enten tvunget til at sidde og grine falsk ad den upassende kommentar indtil samtalen drejer i en anden retning, eller sige til folk at det vil man gerne, men man kan ikke. Det er ikke alle der har lyst til at fortælle om så private beslutninger og problemer på sin arbejdsplads (eller andre steder, som f.eks. familiefester osv.).

Hvis man aktivt har valgt ikke at skulle have børn, så er der også noget i vejen med det. Så får man kommentarer som “man ved ikke hvad man går glip af”, “det er det vi er sat på jorden for”, “så kommer du aldrig til at føle ubetinget kærlighed til et andet menneske”, “det ændrer sig, det vil du sikkert gerne om 5 år” og “det er for sent når du ombestemmer dig”. HVAD FANDEN?! Nej jeg ved nok ikke hvad jeg går glip af at vælge børn fra, men I ved sgu heller ikke hvad I går glip af ved at vælge dem til. Og nej jeg ombestemmer mig ikke, og hvis jeg gør, så er det fandeme HELLER ikke noget du  skal blande dig i. Respekter nu bare hinandens forskellighed, og at man ikke nødvendigvis har samme ønsker for fremtiden. Og bland dig så for fanden udenom min livmoder og pas din egen!

tumblr_lrqs8odk3o1qgs0df

 

Hold så kæft med det friblødning der!

Ja det er naturligt at have menstruation. Og nej, det er ikke tabu at tale om det. Der er mange der ikke taler om det fordi de synes det er privat – ikke fordi de føler at det ikke er okay. Jeg synes at der er en betydelig forskel! Jeg er selv ret ublu vedrørende menstruation. Jeg har ikke et problem med at tale om det, eller tilkendegive at jeg har det, men jeg synes sgu at det er okay at der er andre der ikke har et behov for at tale om, at de lige skal ud at skifte bind eller tampon. Det er jo heller ikke alle der har lyst til at dele med andre når de lige skal ud at skide. Og jeg forstår SLET ikke hvordan det overhovedet er blevet et spørgsmål om ligestilling. Det er jo bare dumt.

1423063379-anigif_enhanced-buzz-20303-1395949600-8

 

En fucking lorte storbededagsweekend!!

Normalt ELSKER jeg weekender – især den forlængede en af slagsen. Men den her forlængede weekend har simpelthen været rædselsfuld. Stakkels Bedstevennen, som har måtte leve med mit elendige selskab. Alt der kan gå galt, er simpelthen gået galt for mig, og jeg har været så skide arrig, at jeg næsten får dårlig samvittighed over at være så arrig! Det er virkelig sjældent at jeg har det sådan her, og jeg er som oftest et super optimistisk menneske, og en problemløser, men livet har bare ikke ville give mig en fucking chance denne her gang. Her er en lille liste over ting der er gået galt i denne weekend:

 

  • Jeg havde været småsløj hele ugen op til weekenden, det brød dog først rigtigt ud hvor jeg blev sådan VIRKELIG influenzaramt, det sekund jeg fik fri fra arbejde.
  • Udover at være syg, så fik jeg spærret mit dankort i torsdags, pga. et sikkerhedsbud i en af de webshops jeg har benyttet.
  • Jeg kunne ikke få et nyt kort før i fucking morgen, fordi det har været helldigdag OG weekend.
  • Derfor har jeg hverken kunne handle ind ELLER netshoppe, som ellers er den eneste optur der er ved at være bundet til sin seng.
  • Lørdag aften troede jeg at jeg var begyndt at få det bedre, og var derfor i en anelse bedre humør, da jeg gik i seng. Næ nej frøken Tinderslut – her har du dig da en gerdigen omgang øjenbetændelse i stedet. skønt at vågne op, søndag morgen og så IKKE kunne åbne øjnene pga. betændelsesklister.
  • Jeg tænkte derfor, at nu var det nok en god idé at ringe til 1813, så jeg kunne få gang i min behandling, og derfor tage på arbejde om mandagen, men nej nej. Tror I at kællingen ved 1813 ville give mig øjendråber? Nej da. Hun ville heller ikke give mig en tid til vagtlægen, som så kunne skrive en recept på øjendråber.
  • Hvad ville hun så? Ingenting. Det var ikke det man skulle bruge 1813 til. Jeg prøvede ihærdigt på at få et svar på hvad fanden man så skulle bruge 1813 til, når det nu ikke drejede sig om et livstruende problem, men derimod et problem som ens egen læge ikke kunne tage sig af, da det var udenfor min læges åbningstid problemet opstod. Det kunne kosten ikke forklare mig. Jeg sagde at jeg jo skulle på arbejde mandag. Det mente konen ikke var hendes problem. Samtale slut.
  • Nå. Så måtte jeg jo sygemelde mig mandag, fordi øjenbetændelse smitter værre end diarre i en børnehave. Så måtte jeg til egen læge som selvfølgelig gav mig en recept med det sammen.
  • Så skulle jeg jo på apoteket og hente de skide øjendråber. Kunne jeg det? Nej. Mit kort er spærret.
  • Så måtte man jo vente på at Bedstevennen kom hjem, og så måtte han tage med og betale. Som om man var en skide kept woman.
  • Klokken 16 om mandagen går det op for mig, at jeg skal møde udenbys på mit arbejde tirsdag. Så jeg må, med hævede, betændte øjne, cykle hen til min arbejdsplads (selvfølgelig regnede der for vildt), for at hente et erhversrejsekort, som jeg kunne bruge til turen.
  • I rejsekorts-hente-processen brækkede jeg selvfølgelig en negl – bagover!

 

Fuck. Mit. Liv.

fuck-my-lifefmlawkward30-rocktina-feyliz-lemon

 

Older posts