Nej, jeg er ikke ovre min eks.

moveon

Jeg har i den seneste tid tænkt rigtig meget over, hvornår man nok er kommet over sin ekskæreste.. Hvornår man er kommet videre. Og i den forbindelse har jeg også tænkt rigtig meget over, om jeg mon selv er kommet videre og kommet over forholdet. På det fleste punkter vil jeg helt klart sige ja, jeg er kommet videre. Men det er noget jeg tænker, fordi jeg ikke nærer følelser for min ekskæreste. Jeg savner ham ikke, jeg elsker ham ikke, jeg mangler ham ikke i mit liv, og det er generelt virkelig sjældent at jeg skænker ham en tanke. Som regel er han ligegyldig for mig.

Men.. Der er altså øjeblikke hvor jeg ikke er over det. Som de personer, der har fulgt bloggen fra starten, ved, så gik jeg fra ham. Jeg var totalt afklaret med bruddet, og vi var virkelig vokset fra hinanden. Jeg har ikke haft det dårligt over at være blevet single, eller overvejet at gå tilbage til ham. Vi har sammen i over 4 år, men alligevel var det nok det allerbedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, og meget nemmere end jeg regnede med, da jeg endelig havde taget valgt. Men det var hårdt for ham, og selv over et år senere var han stadig ikke afklaret med bruddet, og havde heller ikke accepteret at det aldrig blev os igen.

Når jeg så siger at jeg ikke er ovre min ekskæreste, så er det fordi at han har efterladt nogle meget dybe ar i sjælen hos mig. Det popper stadigvæk op, og spøger fra tid til anden. Så selvom jeg ikke har nogen som helst følelser for min eks, så er jeg alligevel ikke kommet så meget videre, at de ting det forhold gjorde ved mig, ikke er noget der berør mig i dag. Jeg har et helt konkret eksempel, fra forleden:

Bedstevennen sad ved sin stationære computer. Pludselig kommer han til at vælte det glas cola som han har stående foran sig. Størstedelen af et glas cola endte derfor udover hans tastatur. Med det samme sprang jeg op, var i totalt beredskab, og hentede alverdens viskestykker og klyde for at hjælpe ham, imens jeg holdt vejret og ventede på at der kom et raserianfald som ville gå ud over mig. Jeg havde en knude i maven, og følte mig ekstremt lille. Der kom dog intet raseriudbrud. Bedstevennen takkede for hjælpen, og sagde at det fandeme var for dumt af ham, at stille et stort glas cola lige foran en masse teknik. Jeg blev ikke overfuset, fik at vide at jeg havde gjort noget galt, eller at der var mere jeg burde gøre i situationen. Bedstevennen var selvfølgelig irriteret, fordi det var super nederen at han nu skulle til at skille sit tastatur af for at tørre det, men hans irritation gik på intet tidspunkt ud over mig.

Den situation satte virkelig nogle tanker igang hos mig, og jeg begyndt at tænke over, hvad det var det havde fået mig til at føle sådan. Og pludseligt blev det meget klart for mig. Det var på grund af min eks. Hans tempratement var voldsomt, og når der var noget galt, eller skete noget lignende situationen forleden, så var det sikkert og vist at det gik ud over mig. Jeg ville få et møgfald, og uanset hvor meget jeg prøvede på at hjælpe, så ville det aldrig være godt nok. Så skulle jeg havde gjort noget andet, noget anderledes, noget bedre. Og jeg ville få at vide at jeg var forkert, og gjorde alt galt. Og så var det uanset om jeg havde været skyld i det der var sket, eller om jeg bare tilfældigvis var i rummet, når der var noget der ikke gik som han ville have det. Jeg har hans personlige boksepude (dog ikke i fysisk forstand), som fik nogle tæsk når han havde behov for at få nogle aggressioner ud.

Den der følelse af at være forkert, og at gøre alt forkert, den sidder virkelig dybt i mig. Det er åbenbart sådan noget der sker, når man regelmæssigt i 4 år får at vide at man ikke er god nok. Det kan virkelig godt være svært for mig, og for Bedstevennen ind i mellem, for han er simpelthen så fantastisk en kæreste, og jeg tror aldrig nogensinde han har sagt til mig, at noget jeg gør, ikke er godt nok. Så det er hårdt for ham, at jeg generelt har en meget undskyldende attitude, hvis jeg ikke har nået alt det jeg gerne ville. Jeg prøver hele tiden på at gøre alt perfekt og godt nok, hvilket jo er et totalt urealistisk ideal og mål. Og jeg kan have vildt svært ved at tro på at jeg er god nok som jeg er, også selvom jeg ikke har arbejdet 10 timer om dagen, gjort hovedrent, skrevet 5 blogindlæg, set alle mine veninder, haft sex, set godt ud, trænet, læst en bog, lavet mad og alt andet, på et døgn.

Det er virkelig noget jeg arbejder med. Det er svært, og selvom jeg gør hvad jeg kan, så bliver følelsen af at være forkert ved med at dukke op. Ikke ligeså ofte som før, men den er der. Og det er et seriøst ar på sjælen, som jeg har fået af min eks, og det er jeg ikke kommet over. Jeg ved heller ikke om jeg nogensinde kommer 100 % over det. Og det kan pisse mig så meget af, at et menneske jeg ikke nærer følelser for, eller har noget at gøre med, har så stor en effekt på mine reaktionsmønstre.

Tabu i parforholdet: “Jeg savner at bo alene”

badday

Dem der lytter til Sl*tcast har måske hørt min og Helse Matildes samtale om at bo alene. Jeg har ikke boet meget alene i mit liv. Jeg flyttede hjemmefra sammen med en kæreste da jeg var 18. Da det ikke fungerede længere, flyttede jeg hjem. Kort tid efter fik jeg en ny kæreste som jeg flyttede sammen med. Ham var jeg sammen med i 4 år, og da jeg fik fra ham skulle jeg bo alene for første gang i mit liv. Det holdt i et lille års tid, og så begyndte Bedstevennen at være der hele tiden, fordi vi var head over heels forelskede.

Nu bor Bedstevennen og jeg sammen, og vi skal til at være forældre. Jeg er så glad for hvordan mit liv har formet sig, og jeg er så taknemmelig. Men. Jeg savner sgu at bo alene nogle gange. Det ved jeg godt ikke er en populær statement at komme med, når man er i en situation hvor man aldrig igen kommer til at bo alene. Og trust me, det er ikke fordi jeg håber at Bedstevennen og jeg en dag flytter fra hinanden, så jeg kan være mig selv igen. Det ønsker jeg på ingen måde. Men derfor kan jeg sgu godt savne friheden ved at bo alene.

De tidspunkter hvor jeg savner det, er faktisk når jeg ikke har det godt, eller har en lortedag. Det er svært for mig at være pisse sur når Bedstevennen er der, fordi jeg får så ekstremt dårlig samvittighed over at være så vrissen, og urimelig. For det er tæt på aldrig hans skyld at jeg er i dårligt humør, men alle kender det der med at have en lortedag. Og når man bor sammen med folk, så er det også dem det dårlige humør går ud over, og det synes jeg sgu ikke er fair. Når jeg har det sådan så kan jeg blive endnu mere sur over at jeg ikke bare kan få lov til at være sur. Hvilket er SÅ dumt, for Bedstevennen er virkelig det mest overbærende og søde menneske i verden, især hvis han kan fornemme at jeg ikke er i godt humør. Han gør virkelig alt hvad der er i hans magt, for at gøre mig glad igen, og det er bare ikke altid man gider at blive glad når man har den syge lortedag. Nogle gange vil man bare gerne dvæle i sin vrede og trampe rundt og rase ud.

Når jeg har de dage, så savner jeg at bo alene. For jeg kan ikke få mig selv til at blive ved med at være sur, når jeg kommer hjem, selvom jeg måske bare har brug for at være sur. Eller har brug for at tude og at være urimelig. For Bedstevennen vil så gerne  hjælpe, og trøste. Men nogle gange har man altså bare brug for at være i det. Eller.. Det har jeg i hvert fald. Som sagt, så ønsker jeg ikke at bo alene igen, men derfor kan jeg alligevel godt savne det.

Når det så er sagt, så er det virkelig sjældent at jeg har de der rigtige lortedage. Og som regel, så bliver jeg i godt humør når jeg kommer hjem til Bedstevennen. Det er fandeme rart. Men de andre dage eksisterer også, og jeg har ærlig talt lidt svært ved at finde ud af hvordan jeg skal takle dem. Bedstevennen og jeg har snakket om det. Han ved jo ikke rigtigt hvad han skal gøre, netop fordi han helst bare vil hjælpe mig når jeg har det skidt, men som sagt så er det ikke altid jeg har lyst til at blive muntret op. Men han har heldigvis fuld forståelse for at jeg har brug for at have det sådan, ind imellem.

Er der andre derude der kan genkende disse følelser? Og hvordan plejer I at håndtere dem?

“Jeg var også selv ude om det”

grsgra

jeg var forleden ude at spise med en flok kvindelige kolleger. Vi havde det helt sindssygt hyggeligt, og jo længere tid der gik, jo mere glemte vi at vi var kolleger og jo mere blev vi bare til “mennesker”. Det gjorde også at stemningen og samtalen blev mere løssluppen, jo længere tid der gik. Snakken bevægede sig hen på oplevelser vi hver især havde haft i det københavnske byliv, med det modsatte køn. Nærmere betegnet handlede samtalen om alle de gange man er blevet gramset på af fremmede, fået uønsket ubehagelig opmærksomhed, og generelt de gange hvor ens grænser er blevet overtrådt af en fremmed.

En kollega fortalte en historien om en sommer, hvor hun var ude at shoppe. Der havde været nogle varer i en kurv på gaden, og hun stod foroverbøjet for at finde noget hun skulle have, som lå i bunden af kurven. Ud af det blå havde en mand, som hun ikke kendte, taget fat med en hånd under maven på hende, og en hånd i hendes skridt, og han løftede hende op. Hans venner stod og grinede af situationen. Efter “et godt grin” satte han hende ned. Hun gik tilbage til hendes veninder, og han smuttede videre med hans kammerater. Flere forbipasserende havde overværet situationen og grint. Min kollega fortalte historien i et muntert tonefald og grinede også selv lidt af oplevelsen. Hun sluttede historien af med at sige “jeg var også selv ude om det, jeg skulle have sat mig ned på hug og rodet i den kurv i stedet for at stå og stritte med måsen”.

Jeg var mildest talt ved at falde ned af stolen efter den historie og den sidste bemærkning. Det her er jo lige præcis den holdning der gør, at der er voldtægtsofre der aldrig anmelder deres voldtægt. Det er den holdning der gør at der er så mange kvinder der er ude for grænseoverskridende adfærd i bylivet og ikke påtaler det. Hvad fanden sker der? På en eller anden måde er jeg da glad for at min kollega ikke går og har det skidt med den oplevelse, for jeg ønsker bestemt ikke at hun skal have det skidt, men jeg bliver simpelthen så rasende over at høre, at hun lod det ske og at hun faktisk fortæller folk at hun selv gjorde noget galt, som var skyld I at hun blev udsat for den upassende og ubehagelige handling. Jeg kan godt forstå at det kan være svært at gøre noget i øjeblikket, da man ofte selv bliver helt paf over at folk opfører sig sådan, og man måske først når at blive rasende og at fordøje oplevelsen efter hændelsen er overstået. Men hvorfor fanden var der ikke nogle af veninderne der konfronterede fyren? Hvorfor var der ikke en forbipasserende der der gjorde noget? Hvorfor fanden sagde hans venner ikke fra? Er man virkelig villig til at tillade og tilgive alt, for den gode stemnings skyld? For selvfølgelig var det på INGEN måde okay! Og selvfølgelig gjorde hun intet galt! Hold nu kæft hvor er jeg træt af victim blaming, både når det handler om deciderede voldtægter, men satme også når det handler om mindre episoder. En ting er at krænkeren vælger at pege fingrer, og ikke kan se indad (han må jo have en psykisk brist), men ofrene skal fandeme ikke pege fingrer af hinanden. Vi skal sgu ikke acceptere at folk mener at “vi selv var ude om det” – og slet ikke at de kvinder der selv er blevet krænket, har den holdning. Vi skal fandeme sige fra og stå sammen – og blive enige om at vi på igen måde vil acceptere sådan noget pis, ellers udvikler vores samfund sig da aldrig!

Har du slugt en fodbold?!

dsgsd

I går var jeg på vej ud af netto med en indkøbspose i hver hånd. Udenfor netto, ved min cykel, blev jeg mødt af en ældre dame (som jeg aldrig før har set, i mit liv), som kom op til mig, tog begge hendes hænder på min mave, og spurgte om jeg havde slugt en fodbold, hvorefter hun grinede højt, og forsvandt ind i netto. Jeg var totalt i chok, og rasende som ind i helvede. Det er første gang jeg sådan virkelig har fået mine grænser overskridt mht. min mave. Normalt spørger folk før de rør, ellers så er det i det mindste mennesker man kender, som tager sig den frihed, at røre løs. Det har altså været en nogenlunde acceptabel måde det er blevet gjort på – indtil i går. For det første, så forventede man det slet ikke, da jeg ikke havde haft en samtale med hende i forvejen, og jeg stod med en pose i hver hånd, og kunne ikke gøre noget. Hun var så hurtigt væk igen, at jeg ikke nåede at konfrontere hende, og spørge hende hvad helvede hun bildte sig ind. Så jeg stod bare der, ved min cykel og sydede af raseri.

Hvad fanden er det for noget? Jeg ved godt at den ældre dame helt sikkert ikke gjorde det i en ond mening, men det gør faktisk ingen forskel for mig. Hun overtrådte mine grænser helt vildt. En ting er at røre ved mig, hvilket jeg selvfølgelig synes er totalt uacceptabelt, når man ikke kender hinanden, og en anden ting er hendes kommentar; “Har du slugt en fodbold?”. Man er som førstegangsgravid meget bevidst om ens udseende (jeg er i hvert fald), da det ændrer sig så radikalt og så hurtigt. Jeg ér virkelig virkelig glad for at være gravid, og derfor også glad for min mave – men jeg synes ikke det er fedt at blive bekræftet i at det er alt folk ser, når de ser på mig. Jeg er ikke længere en kvinde, jeg er en mave som åbenbart er allemandseje. Hvad fanden ville hun ikke tænke hvis jeg gik hen og hev hende i hendes rynkede kinder, og spurgte hende og hun havde glemt at “stryge betrækket?”.

Det er som om folk SLET ikke tænker over hvordan de slev ville have det med den slags opførsel, hvis det var dem. Der er ingen i verden der synes at det er fedt at få sin mave befamlet af fremmede mennesker, og der er ingen i verden der synes det er fedt at blive gjort opmærksom på de udseendemæssige ting, som gør en usikker. For fanden.. Hvorfor har folk så vært ved at give hinanden komplimenter i stedet? Hvis du ikke har noget positivt at sige, så hold dog din kæft. Guuuuuud kone, hvor er det bare dygtigt af dig, at du kan se jeg er gravid. Her har du en præmie! Igen, jeg ved jo godt at hun ikke gjorde det for at overskride mine grænser, eller for at gøre mig selvbevidst om at jeg ligner en strandet hval, men det var det hun opnåede. Det kan godt være at jeg måske er nærtagende, men jeg synes måske bare at folk burde møde mennesker med en højere grad af høflighed og respekt generelt. Det er virkelig som om at folk synes at ALT er tilladt at sige og gøre, når folk er gravide. Jeg har før skrevet om det i dette indlæg, men jeg bliver virkelig dagligt forundret over folks manglende filter, og det bliver kun værre jo længere hen i graviditeten jeg kommer.

 

Skal jeg nu også til at være bange for at blive meldt til kommunen?

Jeg ved ikke om I har fulgt med i det der er sket for lortemor? Det har jeg. En lang historie kort, så har hun haft det hårdt i en periode, især økonomisk. Hun har ærligt delt ud af hendes følelser og frustrationer på hendes blog, og nu er der sket det, at intet mindre en 3 forskellige personer har lavet en anonym henvendelse til kommunen, som har resulteret i at hun er blevet indkaldt til et møde, og at hun på ubestemt tid trukket stikket på hendes blog.

Det gør mig edderspændt rasende. Jeg kan godt forstå, at man som borger, vælger at handle hvis der er en begrundet mistanke om at et barn ikke trives. Det kan jeg SAGTENS forstå. Jeg ville endda selv gøre det, hvis der blev beskrevet en situation som jeg virkelig kunne mærke helt nede i mellemgulvet, at jeg ikke havde det godt med at kende til, uden at gøre opmærksom på det. Når det så er sagt, så kan jeg INGEN steder på lortemors blog, se at der skulle være tale om et barn der ikke trives. En ting er at økonomien er ad helvedes til, og at man selv har det pisse svært personligt, og at man muligvis har brug for hjælp til at få det bedre. En helt anden ting er at et barn ikke har det godt. Jeg siger ikke at børn ikke kan mærke når mor ikke har det godt, eller at de ikke bemærker at pengene er små, eller ikkeeksisterende. Men det synes jeg ikke er grund til en anonym henvendelse til kommunen. Hvis barnet får mad på bordet, tøj på kroppen og bliver overøst i kærlighed HVER dag, så kan jeg absolut ikke se en grund til at pege fingrer, eller at gøre sig til dommer.

Vi går ALLE igennem hårde perioder i livet, og tænk hvis man skulle anmeldes til kommunen, hver gang man havde økonomiske problemer, kærestesorger, en depression, eller noget helt fjerde. De fleste i min omgangskreds ville aldrig få at vide hvis jeg gik rundt med sådanne problemer, for personligt er jeg meget privat på den måde – mest af alt fordi jeg er en fucking kylling, og er pisse bange og for stolt til at turde at dele på den måde. Men lortemor tør at dele – eller turde, indtil nogen synes at det var deres sted at anmelde hende til kommunen. Og jeg er fandeme ked af at hun ikke vil dele mere, at konsekvenserne er blevet for store.. For det er kvinder som hende, som er med til at bryde tabu, og som gør at andre tør dele. Tør at sige at de ikke har det godt, tør at sige at livet er svært, tør at sige at de ikke har råd til dyre cafébesøg, designerkluns og møbler. Og det er fandeme noget vi har brug for! For filterverdenen er IKKE virkeligheden, og det er der mange der glemmer, når man læser blogs og scroller igennem Instagram.

Nu bliver jeg snart selv mor. Selvom jeg ikke tør at dele ubegrænset ud af mine problemer til folk i min omgangskreds, så var det da helt bestemt min tanke at min blog derimod er mit frirum, hvor jeg kan dele alt. Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at blive meldt til kommunen hvis jeg skriver om mine hårde perioder på min blog. Og der er sgu da ingen tvivl om at der kommer hårde perioder, at jeg kommer til at føle at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde. At jeg kommer til at være evigt frustreret over søvnunderskud, skrigeri og lortebleer. At jeg kommer til at have voldsomme problemer med ikke at kunne nå alt det jeg kunne nå før jeg blev mor, og så lige være den bedste mor, kæreste, veninde og kollega oveni hatten. Jeg VED at jeg kommer til at få det pisse svært, og at det bliver mit livs udfordring. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ved at det bliver fantastisk. Men jeg ved også at det ikke KUN bliver fantastisk. At der er mange flere nuancer end sort og hvid. Og det vil jeg faktisk gerne dele ud af på min blog. For det er vigtigt at sige højt, så alle andre der føler det samme, ved at de ikke er alene. For det er så nemt at føle sig alene og forkert.

Og så skal man huske at et blogindlæg er et øjebliksbillede, so på ingen måde repræsenterer hele virkeligheden, som den kære Miriam også minder om. Når jeg blogger, så giver jeg mine læsere et lille indblik i hvad der sker i mit liv, men jeg ville jo aldrig kunne give et fuldstændigt billede af alle de aspekter mit liv rummer. Man deler det der fylder i det sekund man skriver. Men bare fordi at det er en krakeleret økonomi og stress der fylder i det sekund man skriver (og nok også mange andre sekunder), så betyder det altså ikke at der ikke er kærlighed, overskud til ens barn, eller grin indimellem de sekunder hvor alt er lort. Og det betyder ikke at man er en dårlig mor, eller at ens barn ikke trives. Hvad helvede er det for en verden vi lever i? Og hvad fanden bilder folk sig ind, at dømme på den måde? Det er som om folk smider fornuften væk når de læser ting på nettet, som om deres hjerne stopper med at fungere normalt. ”Du må lade vær’ med at dele hvis du ikke kan tåle at få kritik”. Hold nu kæft. Kritik er en ting. At være en dømmende, ondskabsfuld dommer over andres liv, det er fanden fuckme’ noget andet.

ewfg

 

Older posts