Har du slugt en fodbold?!

dsgsd

I går var jeg på vej ud af netto med en indkøbspose i hver hånd. Udenfor netto, ved min cykel, blev jeg mødt af en ældre dame (som jeg aldrig før har set, i mit liv), som kom op til mig, tog begge hendes hænder på min mave, og spurgte om jeg havde slugt en fodbold, hvorefter hun grinede højt, og forsvandt ind i netto. Jeg var totalt i chok, og rasende som ind i helvede. Det er første gang jeg sådan virkelig har fået mine grænser overskridt mht. min mave. Normalt spørger folk før de rør, ellers så er det i det mindste mennesker man kender, som tager sig den frihed, at røre løs. Det har altså været en nogenlunde acceptabel måde det er blevet gjort på – indtil i går. For det første, så forventede man det slet ikke, da jeg ikke havde haft en samtale med hende i forvejen, og jeg stod med en pose i hver hånd, og kunne ikke gøre noget. Hun var så hurtigt væk igen, at jeg ikke nåede at konfrontere hende, og spørge hende hvad helvede hun bildte sig ind. Så jeg stod bare der, ved min cykel og sydede af raseri.

Hvad fanden er det for noget? Jeg ved godt at den ældre dame helt sikkert ikke gjorde det i en ond mening, men det gør faktisk ingen forskel for mig. Hun overtrådte mine grænser helt vildt. En ting er at røre ved mig, hvilket jeg selvfølgelig synes er totalt uacceptabelt, når man ikke kender hinanden, og en anden ting er hendes kommentar; “Har du slugt en fodbold?”. Man er som førstegangsgravid meget bevidst om ens udseende (jeg er i hvert fald), da det ændrer sig så radikalt og så hurtigt. Jeg ér virkelig virkelig glad for at være gravid, og derfor også glad for min mave – men jeg synes ikke det er fedt at blive bekræftet i at det er alt folk ser, når de ser på mig. Jeg er ikke længere en kvinde, jeg er en mave som åbenbart er allemandseje. Hvad fanden ville hun ikke tænke hvis jeg gik hen og hev hende i hendes rynkede kinder, og spurgte hende og hun havde glemt at “stryge betrækket?”.

Det er som om folk SLET ikke tænker over hvordan de slev ville have det med den slags opførsel, hvis det var dem. Der er ingen i verden der synes at det er fedt at få sin mave befamlet af fremmede mennesker, og der er ingen i verden der synes det er fedt at blive gjort opmærksom på de udseendemæssige ting, som gør en usikker. For fanden.. Hvorfor har folk så vært ved at give hinanden komplimenter i stedet? Hvis du ikke har noget positivt at sige, så hold dog din kæft. Guuuuuud kone, hvor er det bare dygtigt af dig, at du kan se jeg er gravid. Her har du en præmie! Igen, jeg ved jo godt at hun ikke gjorde det for at overskride mine grænser, eller for at gøre mig selvbevidst om at jeg ligner en strandet hval, men det var det hun opnåede. Det kan godt være at jeg måske er nærtagende, men jeg synes måske bare at folk burde møde mennesker med en højere grad af høflighed og respekt generelt. Det er virkelig som om at folk synes at ALT er tilladt at sige og gøre, når folk er gravide. Jeg har før skrevet om det i dette indlæg, men jeg bliver virkelig dagligt forundret over folks manglende filter, og det bliver kun værre jo længere hen i graviditeten jeg kommer.

 

Skal jeg nu også til at være bange for at blive meldt til kommunen?

Jeg ved ikke om I har fulgt med i det der er sket for lortemor? Det har jeg. En lang historie kort, så har hun haft det hårdt i en periode, især økonomisk. Hun har ærligt delt ud af hendes følelser og frustrationer på hendes blog, og nu er der sket det, at intet mindre en 3 forskellige personer har lavet en anonym henvendelse til kommunen, som har resulteret i at hun er blevet indkaldt til et møde, og at hun på ubestemt tid trukket stikket på hendes blog.

Det gør mig edderspændt rasende. Jeg kan godt forstå, at man som borger, vælger at handle hvis der er en begrundet mistanke om at et barn ikke trives. Det kan jeg SAGTENS forstå. Jeg ville endda selv gøre det, hvis der blev beskrevet en situation som jeg virkelig kunne mærke helt nede i mellemgulvet, at jeg ikke havde det godt med at kende til, uden at gøre opmærksom på det. Når det så er sagt, så kan jeg INGEN steder på lortemors blog, se at der skulle være tale om et barn der ikke trives. En ting er at økonomien er ad helvedes til, og at man selv har det pisse svært personligt, og at man muligvis har brug for hjælp til at få det bedre. En helt anden ting er at et barn ikke har det godt. Jeg siger ikke at børn ikke kan mærke når mor ikke har det godt, eller at de ikke bemærker at pengene er små, eller ikkeeksisterende. Men det synes jeg ikke er grund til en anonym henvendelse til kommunen. Hvis barnet får mad på bordet, tøj på kroppen og bliver overøst i kærlighed HVER dag, så kan jeg absolut ikke se en grund til at pege fingrer, eller at gøre sig til dommer.

Vi går ALLE igennem hårde perioder i livet, og tænk hvis man skulle anmeldes til kommunen, hver gang man havde økonomiske problemer, kærestesorger, en depression, eller noget helt fjerde. De fleste i min omgangskreds ville aldrig få at vide hvis jeg gik rundt med sådanne problemer, for personligt er jeg meget privat på den måde – mest af alt fordi jeg er en fucking kylling, og er pisse bange og for stolt til at turde at dele på den måde. Men lortemor tør at dele – eller turde, indtil nogen synes at det var deres sted at anmelde hende til kommunen. Og jeg er fandeme ked af at hun ikke vil dele mere, at konsekvenserne er blevet for store.. For det er kvinder som hende, som er med til at bryde tabu, og som gør at andre tør dele. Tør at sige at de ikke har det godt, tør at sige at livet er svært, tør at sige at de ikke har råd til dyre cafébesøg, designerkluns og møbler. Og det er fandeme noget vi har brug for! For filterverdenen er IKKE virkeligheden, og det er der mange der glemmer, når man læser blogs og scroller igennem Instagram.

Nu bliver jeg snart selv mor. Selvom jeg ikke tør at dele ubegrænset ud af mine problemer til folk i min omgangskreds, så var det da helt bestemt min tanke at min blog derimod er mit frirum, hvor jeg kan dele alt. Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at blive meldt til kommunen hvis jeg skriver om mine hårde perioder på min blog. Og der er sgu da ingen tvivl om at der kommer hårde perioder, at jeg kommer til at føle at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde. At jeg kommer til at være evigt frustreret over søvnunderskud, skrigeri og lortebleer. At jeg kommer til at have voldsomme problemer med ikke at kunne nå alt det jeg kunne nå før jeg blev mor, og så lige være den bedste mor, kæreste, veninde og kollega oveni hatten. Jeg VED at jeg kommer til at få det pisse svært, og at det bliver mit livs udfordring. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ved at det bliver fantastisk. Men jeg ved også at det ikke KUN bliver fantastisk. At der er mange flere nuancer end sort og hvid. Og det vil jeg faktisk gerne dele ud af på min blog. For det er vigtigt at sige højt, så alle andre der føler det samme, ved at de ikke er alene. For det er så nemt at føle sig alene og forkert.

Og så skal man huske at et blogindlæg er et øjebliksbillede, so på ingen måde repræsenterer hele virkeligheden, som den kære Miriam også minder om. Når jeg blogger, så giver jeg mine læsere et lille indblik i hvad der sker i mit liv, men jeg ville jo aldrig kunne give et fuldstændigt billede af alle de aspekter mit liv rummer. Man deler det der fylder i det sekund man skriver. Men bare fordi at det er en krakeleret økonomi og stress der fylder i det sekund man skriver (og nok også mange andre sekunder), så betyder det altså ikke at der ikke er kærlighed, overskud til ens barn, eller grin indimellem de sekunder hvor alt er lort. Og det betyder ikke at man er en dårlig mor, eller at ens barn ikke trives. Hvad helvede er det for en verden vi lever i? Og hvad fanden bilder folk sig ind, at dømme på den måde? Det er som om folk smider fornuften væk når de læser ting på nettet, som om deres hjerne stopper med at fungere normalt. ”Du må lade vær’ med at dele hvis du ikke kan tåle at få kritik”. Hold nu kæft. Kritik er en ting. At være en dømmende, ondskabsfuld dommer over andres liv, det er fanden fuckme’ noget andet.

ewfg

 

11 ting du ikke skal sige til en gravid kvinde

Som gravid har man “glæde” af mange velmente, men dog pisse irriterende og upassende kommentarer, råd og bemærkninger fra folk man kender rigtig godt, og folk man kender knapt så godt. Reelt set er det jo sødt nok at folk interesserer dig for en og ens graviditet, men helt ærligt ikk? Så er der altså en del ting man bør holde for sig selv. Her er nogle eksempler på noget fucking lorte bemærkninger som jeg har fået indtil videre:

“Har du slet ikke haft det dårligt?! Det er ellers et tegn på en sund graviditet når man har kvalme.”
Det er løgn so, og vil du venligst holde sådan en kommentar for dig selv. Med mindre du er min læge eller min jordemoder, så er jeg ikke interesseret I at høre din holdning til tegnene på en sund eller en usund graviditet. Eller din idiotiske holdning til noget andet, for den sags skyld.

“Hej tykke.”
Hej grimme. Ja jeg er tyk. Ja jeg er gravid. Men det er sgu ikke alt jeg er. Jeg er bare mig, som tilfældigvis nu er blevet gravid. Jeg har ikke brug for at blive mindet om at min mave vokser hver dag, det er jo ligesom MIG der bærer rundt på den, vokser ud af mine jeans, og bliver hurtigt forpustet. I don’t need you to remind me. Og jeg har heller ikke brug for at vide at du også har lagt mærke til det. Det er sgu svært nok at ens krop forandrer sig med lynets hast uden dumsmarte bemærkninger.

“Man skal ikke spise for 2 når man er gravid, du har jo ikke lyst til at skulle smide 30 kg., efter du har født.”
NO SHIT SHERLOCK?! Tak for den fantastiske information. Det vidste jeg da SLET ikke. Jeg havde da heller ikke selv tænkt over hvor surt det bliver at skulle tabe sig igen efter graviditeten. Sikke et held at du er her til at holde mig velinformeret. Jeg er sgu heldig at have en ven som dig. Jeg havde bare ædt chips, pommes, pizza og chokolade i ét væk, hvis ikke du havde delt din visdom med mig.

“Man skal huske at spise præcis det man vil, når man er gravid. Hvis ikke man må nu, hvornår må man så?”
Jesus Christ, hvorfor er mine madvaner så vigtige for folk?! Er det virkelig SÅ utænkeligt at de fleste folk faktisk godt ved at handlinger har konsekvenser. Selvfølgelig tænker jeg på mine madvaner. Jeg gør det jeg selv finder bedst, det som jeg føler at min krop har brug for, eller mit sind har brug for, og det sker desuden i rimelig tæt dialog med både jordemoder og læge, som faktisk har til opgave at tale med mig om sådan nogle ting, under min graviditet. Vi lever i 2017 i DANMARK. Jeg er veloplyst, og jeg ønsker det bedste for både mig og mit barn. Bland dig uden om min tallerken tak.

“Man skal huske at pleje sit parforhold både inden baby, og EFTER baby.”
Guuuuud, er det rigtigt?! Jeg tænkte da ellers at jeg kunne stoppe med at arbejde for et godt forhold, nu hvor klatten havde udviklet sig til et foster. Er det ikke sådan man gør? Bliver gravid og der efter giver op på sit forhold? You could have fooled me.

“Der er da ingen grund til epiduralblokade, mennesket er skabt til at føde, det kan du SAGTENS uden bedøvelse!”
Undskyld mig speltkusse/økosonja/mand/whoever.. Hvis jeg vil have bedøvelse under min fødsel, så skal du på ingen måde blande dig. Det kan da helt klart godt lade sig gøre at føde uden, det er jeg ikke i tvivl om – men det har jeg bare ikke lyst til. Det er ikke alt det der fungerer for dig, som også fungerer for mig. Desuden er det slet ikke sikkert at jeg når at få valget, men hvis jeg gør, så vil jeg fucking have den epiduralblokade!

“Du skal ikke løfte det der, du skal huske på din tilstand!”
Jeg kender min krop godt nok til at vide hvornår jeg overbelaster mig. Jeg er gravid, jeg er ikke syg. Jeg kan sagtens bære to indkøbsposer, hjælpe med at flytte spisebordet, bære vasketøjet frem og tilbage fra vaskeriet og tage en tur i IKEA. Og det er ærligt talt lidt fornærmende at du lader til at tro at jeg vil gøre noget som min krop ikke kan holde til, og som kan skade mit ufødte barn.

“Du skal vel også snart stoppe med at dyrke alt det motion, alle de hop og anstrengelser er ikke godt for baby.”
Jo , alt det motion er faktisk godt for baby. Så længe jeg ikke presser mig selv så hårdt at jeg får vilde smerte, ikke kan trække vejret eller besvimer,  så er det super sundt at dyrke motion. Det kan endda gavne både fødslen og når man skal komme sig bagefter, hvis man har været aktiv under sin graviditet.

“Så skal I vel også snart giftes?”
Undskyld mig Gertrud, hvilket årstal tror du vi befinder os I? Vi skal ikke nødvendigvis giftes, bare fordi vi bliver forældre. Måske skal vi, måske ikke. Men frygt ej, vi skal nok sørge for at alt er som det skulle være juridisk, hvis der skulle ske noget med en af os, hvis vi skulle gå fra hinanden mm. Vi er ikke idioter. Og det rager sgu ikke dig, om vi skal giftes eller ej.

“Det er altså bare fedeste at føde hjemme i trygge og vante omgivelser.”
Ud over at jeg på ingen måde ville føle mig tryg ved at føde hjemme. Jeg vil føle mig i de tryggeste hænder på hospitalet, hvor jeg ved at der er jordemødre, læger, sygeplejersker og drugs, hvis alt det skulle blive nødvendigt. Jeg vil ikke føde hjemme, i en 2værelseslejlighed, med naboer der kan høre alt. Hvad hvis jeg skider under fødsel? Hvad hvis jeg flækker? Det gider jeg sgu ikke hjemme i min seng. No way in hell.

“Et enkelt glas rødvin skader ikke, lad nu vær’ med at være hysterisk!”
Hallo Alko-Anja, det er min krop og min baby. Jeg har på ingen måde tænkt mig at indtage alkohol under min graviditet. Det kan godt være at baby ikke tager skade ved et glas vin i ny og næ, men jeg har ikke tænkt mig at tage chancen. Desuden anbefaler sundhedsstyrelsen at man lader vær’. Og helt ærligt ikk’, så tror jeg sgu ikke på at du ikke har taget skade af at din mor drak under hendes graviditet..

dvdges

Feriefrustrationer

Jeg elsker min familie. Jeg har en skøn familie, som der elsker mig meget højt. De elsker også Bedstevennen. Og de elsker at bruge tid med os. Det er dejligt, det er det da. Og det gør mig glad. Men nu har mine forældre fået den fikse idé, at vi da bør tage på ferie sammen, alle sammen, til efteråret. Bedstevennen er frisk. Og det er jeg selvfølgelig også så.

Problemet med min familie er bare, at de er ekstremt spontane. For et par år siden ringede de til mig og spurgte om jeg ikke vil med til Berlin i 7 dage, om en lille uges tid.. De forstår simpelthen ikke det der med, at det ikke er alle der bare kan holde ferie når det passer dem. At de fleste altså har nogle kollegaer og chefer, som man lige skal koordinere sådan noget med. Mine forældre har bare den frihed, at de ikke behøver at planlægge sådan noget med andre end hinanden, så det er lidt som om at de slet ikke har forstået at det ikke er alle der har den frihed.

Så nu overvejer jeg at tage ferie i 2 uger til oktober, og så satse på at det er der de vælger en spontan ferie. Jeg kan ikke arbejde med sådan noget!! Desuden ved jeg ikke helt om jeg kan overskue at føle mig som en teenager igen, og have sex, med ens forældre sovende lige inde i det andet værelse.

sjhtuu

Frustration nr. 1 vedrørende flyt-sammen-projektet

Verdens grimmeste og største hjørneskrivebord ejes på nuværende tidspunkt af Bedstevennen. Det er ca. den eneste ting, inkl. en stationær computer som Bedstevennen tog med sig fra sit tidligere forhold. Han har ingen møbler udover det. Hvilket jo er godt, for det er altid fucking besværligt at slå 2 hjem sammen til 1 harmonisk og stilrent hjem. Og jeg var helt ærligt ikke specielt begejstret for stilen der var hjemme ved Bedstevennen da han var sammen med hans eks. Det var ligesom for limegrønt. Og piget. Det er jeg ikke til. Jeg er til, sort grå og hvid. Minimalistisk. Men nice. Og jeg hader nips. Så jeg var glad for at Bedstevennen ikke ville have nogle af deres fælles ting. At han bare ville væk. Hurtigt.

Men han har et hjørneskrivebord. Som er stort og grimt. Og som selvfølgelig ikke bliver ved hans kammarat, når han flytter. Og jeg vil ikke være den emsige kæreste, der ikke vil have nogle af mandens ting ind i lejligheden. Min lejlighed er såmænd heller ikke fantastisk. Jeg har faktisk gjort meget lidt ved den, siden mig og min eks gik fra hinanden. For det har mest været et sted jeg sov. Jeg brugte ikke ret meget tid i den da jeg var single, så sådan noget med at hænge ting på væggene og købe fede møbler som man elsker, er ikke rigtig noget jeg har gjort mig i. Men det kan vi til gengæld gøre sammen så. For også at sætte hans præg på lejligheden, så han føler sig hjemme. Selvom han siger at “hjemme er, hvor du er”. Og det er dejligt. Men han havde ikke et ord at skulle have sagt vedrørende indretning i hans gamle lejlighed, så det skal han altså i min(vores). Men hvor ville jeg ønske at det der skrivebord ikke var en del af pakken.

Jeg har endnu ikke fundet ud af en konstruktiv løsning på min frustration. Jeg holder jer opdateret.

tumblr_lpn8tmkvyc1qe1jtso1_r1_500