Jeg er så bange for at min mor skal dø

Og ikke kun min mor. Også min far, mine søskende og Bedstevennen. Jo længere jeg når hen i graviditeten, jo mere går det op for mig at jeg faktisk er voksen. Hvis jeg er voksen, så betyder det jo også at mine forældre bliver ældre. Det der med at blive ældre ender altid i døden. Jeg er ikke bange for at jeg selv dør. Men jeg er så pisse bange for at de mennesker jeg elsker dør. Jeg tror ikke at jeg kan holde den smerte ud, hvis en af mine nærmeste går bort. Nogle dage er jeg fuldstændigt lammet af frygten, og kan give mig til at græde over tanken. Jeg ved jo godt at det er absurd at gå og frygte døden på den måde, dels fordi det ikke er noget jeg har den fjerneste kontrol over, dels fordi det ikke er en sund måde at leve på.

Jeg har egentligt altid sagt at jeg ikke vil lade frygten styre mit liv. Jeg har f.eks. besluttet mig for at jeg ikke vil stoppe med at rejse af frygt for terror, da det jo så vil betyde at terroristerne har vundet. Jeg vil ikke gå og være bange for at jeg ikke slår til i mit  arbejdsliv, i mit nye projekt og her på bloggen. For hvis jeg går og er bange, så nyder jeg ikke mit liv, og så fokuserer jeg ikke på alle de ting jeg er god til, de ting der lykkes og de ting jeg elsker. A negative mind will never give you a positive life. Jaja, kliché-citat, men det er sgu rigtigt.

Men nu hvor Lilleskid tonser rundt i maven, og er det allermest livsbekræftende i verden, så har frygten for at miste meldt sig. Og den er desværre en rimelig konstant ting i min hverdag for tiden. Hvad nu hvis hun ikke når at kende sin mormor, morfar, moster og onkel? Hvad nu hvis alt hun kommer til at vide om dem er hvad jeg fortæller? Hvad nu hvis hun ikke kommer til at vide at hun er så elsket af dem.

Jeg ved godt at jeg lyder bindegal når jeg skriver det her indlæg, og jeg går ærligt talt også og er lidt bekymret for at jeg er ved at gå fra forstanden, for jeg ved jo godt at det ikke er normalt at have sådan et fokus på døden dagligt. Og jeg ved også godt at det ikke er et sundt fokus at have. Jeg ved ikke om det eventuelt kan være graviditetshormoner som får min hjerne til at spasse sådan ud, men jeg håber virkelig at det forsvinder. Jeg tør ikke engang sige det højt, for hvad nu hvis det så sker? Desuden ved jeg at jeg vil blive mødt af “lad da vær’ med at tænke sådan”, “det kommer der ikke noget godt ud af”, “chancen for at det sker er minimal”, “det er da ikke noget du skal gå og bekymre dig om”. Alt det ved jeg jo godt. Jeg ved det. Og jeg siger det til mig selv hele tiden. Men det er som om at frygten ikke bliver mindre, uanset hvor rationel jeg prøver at være. Jeg er ellers normalt ret god til at tale mig selv ned, når der er noget negativt der fylder. Jeg er god til selv at være rationel når irrationelle følelser tager over. Men ikke denne gang.

dsvgfw

Skal jeg nu også til at være bange for at blive meldt til kommunen?

Jeg ved ikke om I har fulgt med i det der er sket for lortemor? Det har jeg. En lang historie kort, så har hun haft det hårdt i en periode, især økonomisk. Hun har ærligt delt ud af hendes følelser og frustrationer på hendes blog, og nu er der sket det, at intet mindre en 3 forskellige personer har lavet en anonym henvendelse til kommunen, som har resulteret i at hun er blevet indkaldt til et møde, og at hun på ubestemt tid trukket stikket på hendes blog.

Det gør mig edderspændt rasende. Jeg kan godt forstå, at man som borger, vælger at handle hvis der er en begrundet mistanke om at et barn ikke trives. Det kan jeg SAGTENS forstå. Jeg ville endda selv gøre det, hvis der blev beskrevet en situation som jeg virkelig kunne mærke helt nede i mellemgulvet, at jeg ikke havde det godt med at kende til, uden at gøre opmærksom på det. Når det så er sagt, så kan jeg INGEN steder på lortemors blog, se at der skulle være tale om et barn der ikke trives. En ting er at økonomien er ad helvedes til, og at man selv har det pisse svært personligt, og at man muligvis har brug for hjælp til at få det bedre. En helt anden ting er at et barn ikke har det godt. Jeg siger ikke at børn ikke kan mærke når mor ikke har det godt, eller at de ikke bemærker at pengene er små, eller ikkeeksisterende. Men det synes jeg ikke er grund til en anonym henvendelse til kommunen. Hvis barnet får mad på bordet, tøj på kroppen og bliver overøst i kærlighed HVER dag, så kan jeg absolut ikke se en grund til at pege fingrer, eller at gøre sig til dommer.

Vi går ALLE igennem hårde perioder i livet, og tænk hvis man skulle anmeldes til kommunen, hver gang man havde økonomiske problemer, kærestesorger, en depression, eller noget helt fjerde. De fleste i min omgangskreds ville aldrig få at vide hvis jeg gik rundt med sådanne problemer, for personligt er jeg meget privat på den måde – mest af alt fordi jeg er en fucking kylling, og er pisse bange og for stolt til at turde at dele på den måde. Men lortemor tør at dele – eller turde, indtil nogen synes at det var deres sted at anmelde hende til kommunen. Og jeg er fandeme ked af at hun ikke vil dele mere, at konsekvenserne er blevet for store.. For det er kvinder som hende, som er med til at bryde tabu, og som gør at andre tør dele. Tør at sige at de ikke har det godt, tør at sige at livet er svært, tør at sige at de ikke har råd til dyre cafébesøg, designerkluns og møbler. Og det er fandeme noget vi har brug for! For filterverdenen er IKKE virkeligheden, og det er der mange der glemmer, når man læser blogs og scroller igennem Instagram.

Nu bliver jeg snart selv mor. Selvom jeg ikke tør at dele ubegrænset ud af mine problemer til folk i min omgangskreds, så var det da helt bestemt min tanke at min blog derimod er mit frirum, hvor jeg kan dele alt. Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at blive meldt til kommunen hvis jeg skriver om mine hårde perioder på min blog. Og der er sgu da ingen tvivl om at der kommer hårde perioder, at jeg kommer til at føle at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde. At jeg kommer til at være evigt frustreret over søvnunderskud, skrigeri og lortebleer. At jeg kommer til at have voldsomme problemer med ikke at kunne nå alt det jeg kunne nå før jeg blev mor, og så lige være den bedste mor, kæreste, veninde og kollega oveni hatten. Jeg VED at jeg kommer til at få det pisse svært, og at det bliver mit livs udfordring. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ved at det bliver fantastisk. Men jeg ved også at det ikke KUN bliver fantastisk. At der er mange flere nuancer end sort og hvid. Og det vil jeg faktisk gerne dele ud af på min blog. For det er vigtigt at sige højt, så alle andre der føler det samme, ved at de ikke er alene. For det er så nemt at føle sig alene og forkert.

Og så skal man huske at et blogindlæg er et øjebliksbillede, so på ingen måde repræsenterer hele virkeligheden, som den kære Miriam også minder om. Når jeg blogger, så giver jeg mine læsere et lille indblik i hvad der sker i mit liv, men jeg ville jo aldrig kunne give et fuldstændigt billede af alle de aspekter mit liv rummer. Man deler det der fylder i det sekund man skriver. Men bare fordi at det er en krakeleret økonomi og stress der fylder i det sekund man skriver (og nok også mange andre sekunder), så betyder det altså ikke at der ikke er kærlighed, overskud til ens barn, eller grin indimellem de sekunder hvor alt er lort. Og det betyder ikke at man er en dårlig mor, eller at ens barn ikke trives. Hvad helvede er det for en verden vi lever i? Og hvad fanden bilder folk sig ind, at dømme på den måde? Det er som om folk smider fornuften væk når de læser ting på nettet, som om deres hjerne stopper med at fungere normalt. ”Du må lade vær’ med at dele hvis du ikke kan tåle at få kritik”. Hold nu kæft. Kritik er en ting. At være en dømmende, ondskabsfuld dommer over andres liv, det er fanden fuckme’ noget andet.

ewfg

 

Hvordan gik min jul, spørger I?

Det er faktisk løgn. Det er der ikke nogen der har spurgt om, men så er det jo godt at jeg kan spørge for jer, for jeg er næsten sikker på at I alle sammen er ved at dø af spænding over emnet, men bare har så meget pli, at I ikke kan få jer til at spørge.. Det er jo faktisk over en måned siden, det var juleaften. Tiden flyver når man har det lortet. Og det er faktisk også løgn. Selvom at døgnet har for få timer, til at jeg kan nå alle de ting, jeg gerne vil, så er det alligevel som om, at denne har måned har varet et år.

Hvorfor, spørger I (løgn igen)? Jo nu skal I høre.. Jeg har været så uheldig, at jeg lige inden jul, mistede et meget nært familiemedlem. Det kom meget pludseligt og uventet. Det var et kæmpe chok. Så jeg skyndte mig hjem, for at være en støtte i forhold til alle de praktiske ting omkring begravelse, arv, gravøl, knuste familiemedlemmer, venner og bekendte. For jeg var også knust. Meget endda. Men der var folk jeg elsker, som ikke kunne holde samling på sig selv og følelser, så måtte jeg pakke min egen knusthed væk, for en stund, og hjælpe med at sørge for de praktiske ting, og for at være en skulder for dem der havde behov. Sorg er drænende.

Julen var præget af sorg, også selvom vi nåede at få begravelsen overstået inden  juleaften. For bare fordi man giver et officielt farvel, så forsvinder sorgen altså ikke. Og den er stadig ikke forsvundet. Den hænger som en tung og drænende sky over mit hoved, og over min families hoveder. Det er skide hårdt. Det er så pisse svært når nogen dør, for så er det pludselig kun en selv der skal bevare de minder man har med personen der er gået bort. Der er ikke andre til at fortælle en de sjove ting, og til at hjælpe en med at huske. Og jeg er rædselsslagen for at glemme. For minderne er dyrebare, og jeg er bange for at de forsvinder i hverdag, travlhed, træning og ligegyldige kattevideoer på youtube. Hvad nu hvis min hjerne fejler, og de dyrebare minder er slettet fra min hjerne for evigt?

 

I’m back, bitches!

Der har været overordentligt stille på bloggen på det seneste, og det er jeg sgu ked af. Men ærligt talt, så har jeg ikke haft det godt. Jeg har virkelig været i energiunderskud, og jeg har gået og følt mig ret trist, og ved siden af mig selv. Jeg tror at det der selvmord, påvirkede mig mere, end jeg både havde regnet med og ville indrømme. Nu hvor jeg har fået det lidt på afstand så kan jeg mærke at jeg begynder at få det bedre. Jeg tror måske at jeg har været i en eller anden form for chok. Det har i hvert fald været skyld i at min hverdag ændrede sig radikalt, og at jeg ikke var den optimistiske person som jeg plejer at være.

Men nu er jeg tilbage, og det agter jeg at blive ved med at være. Jeg savner at blogge, og det gør mig glad at blogge. Og så har jeg desuden en ny type indlæg oppe i ærmet, som jeg glæder mig til at dele med jer, og jeg tror at det bliver skide fedt!I can’t wait.

cant-wait

 

Om at være vidne til et selvmord

Det her er en hård uge for mig. Jeg har svært ved at holde samling på det hele, og jeg går i en konstant nedtrykt sindstilstand. Mit liv er egentligt super godt. Jeg er lykkelig. Men hvor er det dog vildt, at ens verden kan ændre sig så pludseligt, fra det ene minut til det andet, uden at det faktisk er noget der sker i ens EGET liv der gør forskellen. Mennesker dør hver dag. Det er jo ikke noget man går og tænker over hver dag, med mindre at det er ens egne kære der dør. Denne her gang, så er det et fremmet menneskes død der er skyld i at min verden ramler sammen.

Bedstevennen og jeg havde planer. Planer der gjorde, at vi ikke tog vores cykler som vi plejer, men gjorde at vi valgte at tage en anden form for transport – S-toget. Jeg sad trygt og varmt i Bedstevennens arme, og spillede et ligegyldigt spil på min telefon. Bedstevennen læste nyheder. Der var stille og roligt i S-toget. Det var et tidspunkt på dagen, hvor man faktisk godt kunne trække vejret i S-toget, fordi der ikke var proppet til bristepunktet med mennesker. Heldigvis.

Pludselig hører jeg togets bremser hyle, og mærker et stort bump. Hurtigt bliver bremsernes hylen erstattet af en anden lyd. En lyd som jeg aldrig i mit liv glemmer – en ung kvindes paniske skrig imens hun synker til jorden, ude på perronen. Jeg ved med det samme hvad der er sket. Der er en der har hoppet ud foran toget. De fleste mennesker bliver forvirrede inde i toget. En kvinde og en mand skynder sig hen til den unge kvinde på jorden. De holder om hende imens hun skriger og skriger. Hun stopper ikke.

Bedstevennen og jeg skynder os ud på perronen. Jeg har begge mine hænder for min åbne mund. Det er som om alt er i slow motion. Vi hører at det er en man der er hoppet ud foran toget, og nu er under toget. Det var det bump vi mærkede – at manden endte under toget. Bedstevennen ringer til 112. De spørger om manden lever, om der er nogle pårørende. Bedstevennen siger at han tror at han er død, og at der ikke er nogle pårørende. Jeg står stadig med åben mund, og kan ikke få mine øjne fra den unge kvinde, hvis liv er blevet flået i stykker af en mand hun ikke kendte.

Jeg hører ambulancerne, politiet og brandbilerne tæt på. Jeg bemærker at flere og flere af togets passagerer stiger ud af toget og går hen for at kigge under toget. Jeg kan ingenting. Min hjerne et gået i stå. Jeg hører togchaufføren over højtalerne. Hans stemme ryster, og han siger at toget ikke kører videre. Bedstevennen har fået at vide, af kvinden ved alarmcentralen, at vi skal bede folk om at gå væk fra perronen og ned på vejen. Jeg hører min egen stemme sige, til passagererne, at de skal gå. At de ikke kommer med toget. De skal gå ned fra perronen. Der kommer hjælp nu. De fleste bliver stående og kigger på toget. Kigger på den skrigende kvinde. Nogen græder. Nogen ringer. Nogen kigger under toget.

Hvad der føles som timer senere, men nok kun har været få minutter senere, dukker hjælpen op. Politi, ambulance, brandvæsen. Alle sammen med redskaber til at få manden under toget væk.

Bedstevennen og jeg tager en taxa hjem. Jeg kan ingenting. Min verden står stille. Jeg kigger stift ud i luften, med tårer ned ad mine kinder, og kan kun se den unge kvinde for mig. Den ødelagte unge kvinde. Kvinden der så springet. Jeg tænker på kvinden. Jeg tænker på den stakkels togchauffør, jeg tænker, at jeg håber ,at toget har kørt hurtigt nok, til at manden er død på stedet. Jeg tænker på alle de menneskers aften, som er endt meget anderledes end de havde forventet. Jeg tænker, at jeg ville ønske at jeg kunne sætte den ødelagte kvinde sammen igen, så hun ikke skulle tænke på den aften, hver gang hun lukker øjnene. Jeg bliver ved med at mærke bumpet af menneskekrop under tog. Følelsen af et menneske der dør. Følelsen af et menneske der, samtidigt med at han slår sig selv ihjel, har slået en del af alle de mennesker med toget og på perronen, ihjel med sig selv. Jeg tænker at jeg håber at han ikke havde nogle pårørende.