Nej, jeg er ikke ovre min eks.

moveon

Jeg har i den seneste tid tænkt rigtig meget over, hvornår man nok er kommet over sin ekskæreste.. Hvornår man er kommet videre. Og i den forbindelse har jeg også tænkt rigtig meget over, om jeg mon selv er kommet videre og kommet over forholdet. På det fleste punkter vil jeg helt klart sige ja, jeg er kommet videre. Men det er noget jeg tænker, fordi jeg ikke nærer følelser for min ekskæreste. Jeg savner ham ikke, jeg elsker ham ikke, jeg mangler ham ikke i mit liv, og det er generelt virkelig sjældent at jeg skænker ham en tanke. Som regel er han ligegyldig for mig.

Men.. Der er altså øjeblikke hvor jeg ikke er over det. Som de personer, der har fulgt bloggen fra starten, ved, så gik jeg fra ham. Jeg var totalt afklaret med bruddet, og vi var virkelig vokset fra hinanden. Jeg har ikke haft det dårligt over at være blevet single, eller overvejet at gå tilbage til ham. Vi har sammen i over 4 år, men alligevel var det nok det allerbedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, og meget nemmere end jeg regnede med, da jeg endelig havde taget valgt. Men det var hårdt for ham, og selv over et år senere var han stadig ikke afklaret med bruddet, og havde heller ikke accepteret at det aldrig blev os igen.

Når jeg så siger at jeg ikke er ovre min ekskæreste, så er det fordi at han har efterladt nogle meget dybe ar i sjælen hos mig. Det popper stadigvæk op, og spøger fra tid til anden. Så selvom jeg ikke har nogen som helst følelser for min eks, så er jeg alligevel ikke kommet så meget videre, at de ting det forhold gjorde ved mig, ikke er noget der berør mig i dag. Jeg har et helt konkret eksempel, fra forleden:

Bedstevennen sad ved sin stationære computer. Pludselig kommer han til at vælte det glas cola som han har stående foran sig. Størstedelen af et glas cola endte derfor udover hans tastatur. Med det samme sprang jeg op, var i totalt beredskab, og hentede alverdens viskestykker og klyde for at hjælpe ham, imens jeg holdt vejret og ventede på at der kom et raserianfald som ville gå ud over mig. Jeg havde en knude i maven, og følte mig ekstremt lille. Der kom dog intet raseriudbrud. Bedstevennen takkede for hjælpen, og sagde at det fandeme var for dumt af ham, at stille et stort glas cola lige foran en masse teknik. Jeg blev ikke overfuset, fik at vide at jeg havde gjort noget galt, eller at der var mere jeg burde gøre i situationen. Bedstevennen var selvfølgelig irriteret, fordi det var super nederen at han nu skulle til at skille sit tastatur af for at tørre det, men hans irritation gik på intet tidspunkt ud over mig.

Den situation satte virkelig nogle tanker igang hos mig, og jeg begyndt at tænke over, hvad det var det havde fået mig til at føle sådan. Og pludseligt blev det meget klart for mig. Det var på grund af min eks. Hans tempratement var voldsomt, og når der var noget galt, eller skete noget lignende situationen forleden, så var det sikkert og vist at det gik ud over mig. Jeg ville få et møgfald, og uanset hvor meget jeg prøvede på at hjælpe, så ville det aldrig være godt nok. Så skulle jeg havde gjort noget andet, noget anderledes, noget bedre. Og jeg ville få at vide at jeg var forkert, og gjorde alt galt. Og så var det uanset om jeg havde været skyld i det der var sket, eller om jeg bare tilfældigvis var i rummet, når der var noget der ikke gik som han ville have det. Jeg har hans personlige boksepude (dog ikke i fysisk forstand), som fik nogle tæsk når han havde behov for at få nogle aggressioner ud.

Den der følelse af at være forkert, og at gøre alt forkert, den sidder virkelig dybt i mig. Det er åbenbart sådan noget der sker, når man regelmæssigt i 4 år får at vide at man ikke er god nok. Det kan virkelig godt være svært for mig, og for Bedstevennen ind i mellem, for han er simpelthen så fantastisk en kæreste, og jeg tror aldrig nogensinde han har sagt til mig, at noget jeg gør, ikke er godt nok. Så det er hårdt for ham, at jeg generelt har en meget undskyldende attitude, hvis jeg ikke har nået alt det jeg gerne ville. Jeg prøver hele tiden på at gøre alt perfekt og godt nok, hvilket jo er et totalt urealistisk ideal og mål. Og jeg kan have vildt svært ved at tro på at jeg er god nok som jeg er, også selvom jeg ikke har arbejdet 10 timer om dagen, gjort hovedrent, skrevet 5 blogindlæg, set alle mine veninder, haft sex, set godt ud, trænet, læst en bog, lavet mad og alt andet, på et døgn.

Det er virkelig noget jeg arbejder med. Det er svært, og selvom jeg gør hvad jeg kan, så bliver følelsen af at være forkert ved med at dukke op. Ikke ligeså ofte som før, men den er der. Og det er et seriøst ar på sjælen, som jeg har fået af min eks, og det er jeg ikke kommet over. Jeg ved heller ikke om jeg nogensinde kommer 100 % over det. Og det kan pisse mig så meget af, at et menneske jeg ikke nærer følelser for, eller har noget at gøre med, har så stor en effekt på mine reaktionsmønstre.

Tabu i parforholdet: “Jeg savner at bo alene”

badday

Dem der lytter til Sl*tcast har måske hørt min og Helse Matildes samtale om at bo alene. Jeg har ikke boet meget alene i mit liv. Jeg flyttede hjemmefra sammen med en kæreste da jeg var 18. Da det ikke fungerede længere, flyttede jeg hjem. Kort tid efter fik jeg en ny kæreste som jeg flyttede sammen med. Ham var jeg sammen med i 4 år, og da jeg fik fra ham skulle jeg bo alene for første gang i mit liv. Det holdt i et lille års tid, og så begyndte Bedstevennen at være der hele tiden, fordi vi var head over heels forelskede.

Nu bor Bedstevennen og jeg sammen, og vi skal til at være forældre. Jeg er så glad for hvordan mit liv har formet sig, og jeg er så taknemmelig. Men. Jeg savner sgu at bo alene nogle gange. Det ved jeg godt ikke er en populær statement at komme med, når man er i en situation hvor man aldrig igen kommer til at bo alene. Og trust me, det er ikke fordi jeg håber at Bedstevennen og jeg en dag flytter fra hinanden, så jeg kan være mig selv igen. Det ønsker jeg på ingen måde. Men derfor kan jeg sgu godt savne friheden ved at bo alene.

De tidspunkter hvor jeg savner det, er faktisk når jeg ikke har det godt, eller har en lortedag. Det er svært for mig at være pisse sur når Bedstevennen er der, fordi jeg får så ekstremt dårlig samvittighed over at være så vrissen, og urimelig. For det er tæt på aldrig hans skyld at jeg er i dårligt humør, men alle kender det der med at have en lortedag. Og når man bor sammen med folk, så er det også dem det dårlige humør går ud over, og det synes jeg sgu ikke er fair. Når jeg har det sådan så kan jeg blive endnu mere sur over at jeg ikke bare kan få lov til at være sur. Hvilket er SÅ dumt, for Bedstevennen er virkelig det mest overbærende og søde menneske i verden, især hvis han kan fornemme at jeg ikke er i godt humør. Han gør virkelig alt hvad der er i hans magt, for at gøre mig glad igen, og det er bare ikke altid man gider at blive glad når man har den syge lortedag. Nogle gange vil man bare gerne dvæle i sin vrede og trampe rundt og rase ud.

Når jeg har de dage, så savner jeg at bo alene. For jeg kan ikke få mig selv til at blive ved med at være sur, når jeg kommer hjem, selvom jeg måske bare har brug for at være sur. Eller har brug for at tude og at være urimelig. For Bedstevennen vil så gerne  hjælpe, og trøste. Men nogle gange har man altså bare brug for at være i det. Eller.. Det har jeg i hvert fald. Som sagt, så ønsker jeg ikke at bo alene igen, men derfor kan jeg alligevel godt savne det.

Når det så er sagt, så er det virkelig sjældent at jeg har de der rigtige lortedage. Og som regel, så bliver jeg i godt humør når jeg kommer hjem til Bedstevennen. Det er fandeme rart. Men de andre dage eksisterer også, og jeg har ærlig talt lidt svært ved at finde ud af hvordan jeg skal takle dem. Bedstevennen og jeg har snakket om det. Han ved jo ikke rigtigt hvad han skal gøre, netop fordi han helst bare vil hjælpe mig når jeg har det skidt, men som sagt så er det ikke altid jeg har lyst til at blive muntret op. Men han har heldigvis fuld forståelse for at jeg har brug for at have det sådan, ind imellem.

Er der andre derude der kan genkende disse følelser? Og hvordan plejer I at håndtere dem?

Jeg er lettet, helt ind i sjælen

For et stykke tid siden, forttalte jeg bloggen at min mor havde fået brystkræft, og var blevet opereret for det. Det har fyldt helt vildt meget for mig, i min hverdag, men uden jeg helt har været klar over det. Jeg har skrevet om det her og her. Nu er det heldigvis ved at være et overstået kapitel i vores liv, da hun lige er blevet opereret igen. Hun har fået fjernet det ene bryst, og der er derfor ikke mere væv der kan komme celleforandringer i. Hold kæft hvor er jeg lettet.

Nu mangler der kun noget efterfølgende hormonbehandling, som er helt standard at give, efter sådan et forløb. Min mor har det godt, har ingen smerter, og tager det seriøst som en fucking champ. Hun har ingen betænkeligheder ved at hun mangler det ene bryst, og hun holder humøret højt. Jeg er simpelthen så stolt af hende, og hendes måde at håndtere der her forløb på. Og jeg glæder mig så meget til at det hele er kommet lidt på afstand, og at det bare er noget vi snakker om som “dengang jeg blev opereret”. Livet er dejligt, og min mor glæder sig så meget til at blive mormor, og jeg glæder mig til at fejre livet.

dsfgreger

Hold nu kæft hvor er I søde! Tak!

dsggrJeg har simpelthen fået så mange rørende kommentarer, både her men også i min indbakke, som resultat af dette og dette indlæg, som handler om at jeg simpelthen er skide bange for at miste de mennesker jeg elsker. Jeg sad fandeme og fik tårer i øjnene af jeres beskeder, og de varmede helt sindssygt meget. Det var primært kommentarer om at jeg slet ikke var alene med de følelser. Det er selvfølgelig ikke fedt at tænke på at der er andre der også har det skidt, men det er sgu rart at vide at man ikke er ved at gå fra forstanden, når man sidder der og vræler over at ens mor en dag skal dø. Jeg følte vitterligt at jeg var ved at blive skør.

Men når der er så mange der fortæller mig, at jeg ikke er alene, så tænker jeg at det måske er lidt mere normalt, end jeg først antog. I er virkelig nogle vidunderlige og omsorgsfulde læsere. Jeg føler mig så heldig og priviligeret, og det vil jeg bare have at I skal vide. Jeg havde forventet at få at vide at jeg var tosset, og at jeg var totalt irrationel. I stedet fik jeg så mange virtuelle krammere og folks egne beskrivelser om samme frygt. Af hjertet tak.

fefrq

Brystkræft

Det gik lige op for mig, at jeg ikke har fået fortalt jer en af de store ting der fylder i mit liv for tiden. Til gengæld kan jeg ser at jeg har haft 2-3 kladder liggende om emnet, som jeg ikke har udgivet. Jeg var ellers sikker på at jeg havde skrevet det, men det havde jeg altså ikke.

Mit sidste indlæg, hvor jeg skriver om at jeg er bange for at min mor og andre jeg elsker skal dø, var slet ikke ment som clickbait, hvilket jeg godt kan se nu, at overskriften virker til at være. Sagen er nemlig den, at min mor for et par måneder siden fik konstateret brystkræft, dog i det allertidligste stadie man kan have det i. Hendes læger var heldigvis dygtige og effektive, og allerede 3 dage efter hun havde fået at vide at knuderne ikke var godartede, så lå hun på operationbordet og fik knuderne fjernet. Min mor tog det med oprejst pande, og med holdningen “Det skal bare ud af min krop, det er intet problem”. Jeg har virkelig gjort hvad jeg kunne for at have det på samme måde omkring det. Jeg har også talt hende efter munden, fordi jeg kunne mærke at hun havde brug for at det ikke blev gjort til en stor ting. Og hun har jo ret. Det var intet problem at få knuderne fjernet. I dag er det ikke nødvendigvis en dødsdom at få konstateret brystkræft. Det var totalt en rutineoperation hun skulle igennem. Lægerne var ikke bekymrede, derfor var der heller ingen grund til at hun og vi skulle være det.

Hun er blevet tjekket alle steder, som kan kan blive tjekket, og der er ingen tegn på kræftceller nogle som helst andre steder i hendes krop. Men prøverne der blev dyrket på hendes knuder viste altså at der var en chance for at hun ville kunne udvikle flere knuder, hvis hun beholdt hendes bryst. Så nu skal hun opereres om en måned, og have fjernet hele det bryst der var knuder i. Igen tager hun det som en champ, og er slet ikke bange eller bekymret. Hendes eneste fokus er faktisk at hun er glad for at hun har meget små bryster, for så kommer forskellen ikke til at se så voldsom ud. Hun vil ikke have hendes bryst rekonstrueret bagefter, for som hun siger “Så bliver jeg da endnu mere asymmetrisk end hvis jeg bare får det fjernet”.

Selvom det her reelt set er et total ønskeforløb, hvis man kan sige sådan noget om en kræftdiagnose, så har det altså været med til at plante en frygt i mig. Jeg ved godt at min mor ikke kommer til at dø af brystkræft nu. Hun fik fjernet de  syge knuder, og hun er helt rask. De fjerner kun hele brystet for at sikre at der ikke senere kommer nye knuder. Hun er faktisk ligeså rask som jeg selv er. Men det gik ligesom op for mig at mine forældre ikke lever for evigt. Og det er fandeme svært at leve med. Og det er ikke kun mine forældres død jeg frygter. Men også mine søskendes død. Bedstevennens. Lilleskids. Jeg er blevet SÅ bange for at miste. Og jeg tror også at mine graviditetshormoner er med til at holde liv i frygten. For jeg ved jo som sagt godt, at det ikke er en rationel frygt. Jeg ved jo godt at det er noget pjat at have det sådan hver dag.

Så nu ved I det. Det fylder meget i mig. Min mor er fantastisk. Hun var mest af alt ked af at hendes kræftdiagnose fjernede fokus fra min graviditet fordi “det er jo den dejlige Lilleskid der skal være fokus på nu”.

Older posts