Jeg er lettet, helt ind i sjælen

For et stykke tid siden, forttalte jeg bloggen at min mor havde fået brystkræft, og var blevet opereret for det. Det har fyldt helt vildt meget for mig, i min hverdag, men uden jeg helt har været klar over det. Jeg har skrevet om det her og her. Nu er det heldigvis ved at være et overstået kapitel i vores liv, da hun lige er blevet opereret igen. Hun har fået fjernet det ene bryst, og der er derfor ikke mere væv der kan komme celleforandringer i. Hold kæft hvor er jeg lettet.

Nu mangler der kun noget efterfølgende hormonbehandling, som er helt standard at give, efter sådan et forløb. Min mor har det godt, har ingen smerter, og tager det seriøst som en fucking champ. Hun har ingen betænkeligheder ved at hun mangler det ene bryst, og hun holder humøret højt. Jeg er simpelthen så stolt af hende, og hendes måde at håndtere der her forløb på. Og jeg glæder mig så meget til at det hele er kommet lidt på afstand, og at det bare er noget vi snakker om som “dengang jeg blev opereret”. Livet er dejligt, og min mor glæder sig så meget til at blive mormor, og jeg glæder mig til at fejre livet.

dsfgreger

Hold nu kæft hvor er I søde! Tak!

dsggrJeg har simpelthen fået så mange rørende kommentarer, både her men også i min indbakke, som resultat af dette og dette indlæg, som handler om at jeg simpelthen er skide bange for at miste de mennesker jeg elsker. Jeg sad fandeme og fik tårer i øjnene af jeres beskeder, og de varmede helt sindssygt meget. Det var primært kommentarer om at jeg slet ikke var alene med de følelser. Det er selvfølgelig ikke fedt at tænke på at der er andre der også har det skidt, men det er sgu rart at vide at man ikke er ved at gå fra forstanden, når man sidder der og vræler over at ens mor en dag skal dø. Jeg følte vitterligt at jeg var ved at blive skør.

Men når der er så mange der fortæller mig, at jeg ikke er alene, så tænker jeg at det måske er lidt mere normalt, end jeg først antog. I er virkelig nogle vidunderlige og omsorgsfulde læsere. Jeg føler mig så heldig og priviligeret, og det vil jeg bare have at I skal vide. Jeg havde forventet at få at vide at jeg var tosset, og at jeg var totalt irrationel. I stedet fik jeg så mange virtuelle krammere og folks egne beskrivelser om samme frygt. Af hjertet tak.

fefrq

Brystkræft

Det gik lige op for mig, at jeg ikke har fået fortalt jer en af de store ting der fylder i mit liv for tiden. Til gengæld kan jeg ser at jeg har haft 2-3 kladder liggende om emnet, som jeg ikke har udgivet. Jeg var ellers sikker på at jeg havde skrevet det, men det havde jeg altså ikke.

Mit sidste indlæg, hvor jeg skriver om at jeg er bange for at min mor og andre jeg elsker skal dø, var slet ikke ment som clickbait, hvilket jeg godt kan se nu, at overskriften virker til at være. Sagen er nemlig den, at min mor for et par måneder siden fik konstateret brystkræft, dog i det allertidligste stadie man kan have det i. Hendes læger var heldigvis dygtige og effektive, og allerede 3 dage efter hun havde fået at vide at knuderne ikke var godartede, så lå hun på operationbordet og fik knuderne fjernet. Min mor tog det med oprejst pande, og med holdningen “Det skal bare ud af min krop, det er intet problem”. Jeg har virkelig gjort hvad jeg kunne for at have det på samme måde omkring det. Jeg har også talt hende efter munden, fordi jeg kunne mærke at hun havde brug for at det ikke blev gjort til en stor ting. Og hun har jo ret. Det var intet problem at få knuderne fjernet. I dag er det ikke nødvendigvis en dødsdom at få konstateret brystkræft. Det var totalt en rutineoperation hun skulle igennem. Lægerne var ikke bekymrede, derfor var der heller ingen grund til at hun og vi skulle være det.

Hun er blevet tjekket alle steder, som kan kan blive tjekket, og der er ingen tegn på kræftceller nogle som helst andre steder i hendes krop. Men prøverne der blev dyrket på hendes knuder viste altså at der var en chance for at hun ville kunne udvikle flere knuder, hvis hun beholdt hendes bryst. Så nu skal hun opereres om en måned, og have fjernet hele det bryst der var knuder i. Igen tager hun det som en champ, og er slet ikke bange eller bekymret. Hendes eneste fokus er faktisk at hun er glad for at hun har meget små bryster, for så kommer forskellen ikke til at se så voldsom ud. Hun vil ikke have hendes bryst rekonstrueret bagefter, for som hun siger “Så bliver jeg da endnu mere asymmetrisk end hvis jeg bare får det fjernet”.

Selvom det her reelt set er et total ønskeforløb, hvis man kan sige sådan noget om en kræftdiagnose, så har det altså været med til at plante en frygt i mig. Jeg ved godt at min mor ikke kommer til at dø af brystkræft nu. Hun fik fjernet de  syge knuder, og hun er helt rask. De fjerner kun hele brystet for at sikre at der ikke senere kommer nye knuder. Hun er faktisk ligeså rask som jeg selv er. Men det gik ligesom op for mig at mine forældre ikke lever for evigt. Og det er fandeme svært at leve med. Og det er ikke kun mine forældres død jeg frygter. Men også mine søskendes død. Bedstevennens. Lilleskids. Jeg er blevet SÅ bange for at miste. Og jeg tror også at mine graviditetshormoner er med til at holde liv i frygten. For jeg ved jo som sagt godt, at det ikke er en rationel frygt. Jeg ved jo godt at det er noget pjat at have det sådan hver dag.

Så nu ved I det. Det fylder meget i mig. Min mor er fantastisk. Hun var mest af alt ked af at hendes kræftdiagnose fjernede fokus fra min graviditet fordi “det er jo den dejlige Lilleskid der skal være fokus på nu”.

Jeg er så bange for at min mor skal dø

Og ikke kun min mor. Også min far, mine søskende og Bedstevennen. Jo længere jeg når hen i graviditeten, jo mere går det op for mig at jeg faktisk er voksen. Hvis jeg er voksen, så betyder det jo også at mine forældre bliver ældre. Det der med at blive ældre ender altid i døden. Jeg er ikke bange for at jeg selv dør. Men jeg er så pisse bange for at de mennesker jeg elsker dør. Jeg tror ikke at jeg kan holde den smerte ud, hvis en af mine nærmeste går bort. Nogle dage er jeg fuldstændigt lammet af frygten, og kan give mig til at græde over tanken. Jeg ved jo godt at det er absurd at gå og frygte døden på den måde, dels fordi det ikke er noget jeg har den fjerneste kontrol over, dels fordi det ikke er en sund måde at leve på.

Jeg har egentligt altid sagt at jeg ikke vil lade frygten styre mit liv. Jeg har f.eks. besluttet mig for at jeg ikke vil stoppe med at rejse af frygt for terror, da det jo så vil betyde at terroristerne har vundet. Jeg vil ikke gå og være bange for at jeg ikke slår til i mit  arbejdsliv, i mit nye projekt og her på bloggen. For hvis jeg går og er bange, så nyder jeg ikke mit liv, og så fokuserer jeg ikke på alle de ting jeg er god til, de ting der lykkes og de ting jeg elsker. A negative mind will never give you a positive life. Jaja, kliché-citat, men det er sgu rigtigt.

Men nu hvor Lilleskid tonser rundt i maven, og er det allermest livsbekræftende i verden, så har frygten for at miste meldt sig. Og den er desværre en rimelig konstant ting i min hverdag for tiden. Hvad nu hvis hun ikke når at kende sin mormor, morfar, moster og onkel? Hvad nu hvis alt hun kommer til at vide om dem er hvad jeg fortæller? Hvad nu hvis hun ikke kommer til at vide at hun er så elsket af dem.

Jeg ved godt at jeg lyder bindegal når jeg skriver det her indlæg, og jeg går ærligt talt også og er lidt bekymret for at jeg er ved at gå fra forstanden, for jeg ved jo godt at det ikke er normalt at have sådan et fokus på døden dagligt. Og jeg ved også godt at det ikke er et sundt fokus at have. Jeg ved ikke om det eventuelt kan være graviditetshormoner som får min hjerne til at spasse sådan ud, men jeg håber virkelig at det forsvinder. Jeg tør ikke engang sige det højt, for hvad nu hvis det så sker? Desuden ved jeg at jeg vil blive mødt af “lad da vær’ med at tænke sådan”, “det kommer der ikke noget godt ud af”, “chancen for at det sker er minimal”, “det er da ikke noget du skal gå og bekymre dig om”. Alt det ved jeg jo godt. Jeg ved det. Og jeg siger det til mig selv hele tiden. Men det er som om at frygten ikke bliver mindre, uanset hvor rationel jeg prøver at være. Jeg er ellers normalt ret god til at tale mig selv ned, når der er noget negativt der fylder. Jeg er god til selv at være rationel når irrationelle følelser tager over. Men ikke denne gang.

dsvgfw

Skal jeg nu også til at være bange for at blive meldt til kommunen?

Jeg ved ikke om I har fulgt med i det der er sket for lortemor? Det har jeg. En lang historie kort, så har hun haft det hårdt i en periode, især økonomisk. Hun har ærligt delt ud af hendes følelser og frustrationer på hendes blog, og nu er der sket det, at intet mindre en 3 forskellige personer har lavet en anonym henvendelse til kommunen, som har resulteret i at hun er blevet indkaldt til et møde, og at hun på ubestemt tid trukket stikket på hendes blog.

Det gør mig edderspændt rasende. Jeg kan godt forstå, at man som borger, vælger at handle hvis der er en begrundet mistanke om at et barn ikke trives. Det kan jeg SAGTENS forstå. Jeg ville endda selv gøre det, hvis der blev beskrevet en situation som jeg virkelig kunne mærke helt nede i mellemgulvet, at jeg ikke havde det godt med at kende til, uden at gøre opmærksom på det. Når det så er sagt, så kan jeg INGEN steder på lortemors blog, se at der skulle være tale om et barn der ikke trives. En ting er at økonomien er ad helvedes til, og at man selv har det pisse svært personligt, og at man muligvis har brug for hjælp til at få det bedre. En helt anden ting er at et barn ikke har det godt. Jeg siger ikke at børn ikke kan mærke når mor ikke har det godt, eller at de ikke bemærker at pengene er små, eller ikkeeksisterende. Men det synes jeg ikke er grund til en anonym henvendelse til kommunen. Hvis barnet får mad på bordet, tøj på kroppen og bliver overøst i kærlighed HVER dag, så kan jeg absolut ikke se en grund til at pege fingrer, eller at gøre sig til dommer.

Vi går ALLE igennem hårde perioder i livet, og tænk hvis man skulle anmeldes til kommunen, hver gang man havde økonomiske problemer, kærestesorger, en depression, eller noget helt fjerde. De fleste i min omgangskreds ville aldrig få at vide hvis jeg gik rundt med sådanne problemer, for personligt er jeg meget privat på den måde – mest af alt fordi jeg er en fucking kylling, og er pisse bange og for stolt til at turde at dele på den måde. Men lortemor tør at dele – eller turde, indtil nogen synes at det var deres sted at anmelde hende til kommunen. Og jeg er fandeme ked af at hun ikke vil dele mere, at konsekvenserne er blevet for store.. For det er kvinder som hende, som er med til at bryde tabu, og som gør at andre tør dele. Tør at sige at de ikke har det godt, tør at sige at livet er svært, tør at sige at de ikke har råd til dyre cafébesøg, designerkluns og møbler. Og det er fandeme noget vi har brug for! For filterverdenen er IKKE virkeligheden, og det er der mange der glemmer, når man læser blogs og scroller igennem Instagram.

Nu bliver jeg snart selv mor. Selvom jeg ikke tør at dele ubegrænset ud af mine problemer til folk i min omgangskreds, så var det da helt bestemt min tanke at min blog derimod er mit frirum, hvor jeg kan dele alt. Jeg kan næsten ikke bære tanken om, at blive meldt til kommunen hvis jeg skriver om mine hårde perioder på min blog. Og der er sgu da ingen tvivl om at der kommer hårde perioder, at jeg kommer til at føle at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde. At jeg kommer til at være evigt frustreret over søvnunderskud, skrigeri og lortebleer. At jeg kommer til at have voldsomme problemer med ikke at kunne nå alt det jeg kunne nå før jeg blev mor, og så lige være den bedste mor, kæreste, veninde og kollega oveni hatten. Jeg VED at jeg kommer til at få det pisse svært, og at det bliver mit livs udfordring. Jeg glæder mig helt vildt, og jeg ved at det bliver fantastisk. Men jeg ved også at det ikke KUN bliver fantastisk. At der er mange flere nuancer end sort og hvid. Og det vil jeg faktisk gerne dele ud af på min blog. For det er vigtigt at sige højt, så alle andre der føler det samme, ved at de ikke er alene. For det er så nemt at føle sig alene og forkert.

Og så skal man huske at et blogindlæg er et øjebliksbillede, so på ingen måde repræsenterer hele virkeligheden, som den kære Miriam også minder om. Når jeg blogger, så giver jeg mine læsere et lille indblik i hvad der sker i mit liv, men jeg ville jo aldrig kunne give et fuldstændigt billede af alle de aspekter mit liv rummer. Man deler det der fylder i det sekund man skriver. Men bare fordi at det er en krakeleret økonomi og stress der fylder i det sekund man skriver (og nok også mange andre sekunder), så betyder det altså ikke at der ikke er kærlighed, overskud til ens barn, eller grin indimellem de sekunder hvor alt er lort. Og det betyder ikke at man er en dårlig mor, eller at ens barn ikke trives. Hvad helvede er det for en verden vi lever i? Og hvad fanden bilder folk sig ind, at dømme på den måde? Det er som om folk smider fornuften væk når de læser ting på nettet, som om deres hjerne stopper med at fungere normalt. ”Du må lade vær’ med at dele hvis du ikke kan tåle at få kritik”. Hold nu kæft. Kritik er en ting. At være en dømmende, ondskabsfuld dommer over andres liv, det er fanden fuckme’ noget andet.

ewfg

 

Older posts