Nej, jeg er ikke ovre min eks.

moveon

Jeg har i den seneste tid tænkt rigtig meget over, hvornår man nok er kommet over sin ekskæreste.. Hvornår man er kommet videre. Og i den forbindelse har jeg også tænkt rigtig meget over, om jeg mon selv er kommet videre og kommet over forholdet. På det fleste punkter vil jeg helt klart sige ja, jeg er kommet videre. Men det er noget jeg tænker, fordi jeg ikke nærer følelser for min ekskæreste. Jeg savner ham ikke, jeg elsker ham ikke, jeg mangler ham ikke i mit liv, og det er generelt virkelig sjældent at jeg skænker ham en tanke. Som regel er han ligegyldig for mig.

Men.. Der er altså øjeblikke hvor jeg ikke er over det. Som de personer, der har fulgt bloggen fra starten, ved, så gik jeg fra ham. Jeg var totalt afklaret med bruddet, og vi var virkelig vokset fra hinanden. Jeg har ikke haft det dårligt over at være blevet single, eller overvejet at gå tilbage til ham. Vi har sammen i over 4 år, men alligevel var det nok det allerbedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, og meget nemmere end jeg regnede med, da jeg endelig havde taget valgt. Men det var hårdt for ham, og selv over et år senere var han stadig ikke afklaret med bruddet, og havde heller ikke accepteret at det aldrig blev os igen.

Når jeg så siger at jeg ikke er ovre min ekskæreste, så er det fordi at han har efterladt nogle meget dybe ar i sjælen hos mig. Det popper stadigvæk op, og spøger fra tid til anden. Så selvom jeg ikke har nogen som helst følelser for min eks, så er jeg alligevel ikke kommet så meget videre, at de ting det forhold gjorde ved mig, ikke er noget der berør mig i dag. Jeg har et helt konkret eksempel, fra forleden:

Bedstevennen sad ved sin stationære computer. Pludselig kommer han til at vælte det glas cola som han har stående foran sig. Størstedelen af et glas cola endte derfor udover hans tastatur. Med det samme sprang jeg op, var i totalt beredskab, og hentede alverdens viskestykker og klyde for at hjælpe ham, imens jeg holdt vejret og ventede på at der kom et raserianfald som ville gå ud over mig. Jeg havde en knude i maven, og følte mig ekstremt lille. Der kom dog intet raseriudbrud. Bedstevennen takkede for hjælpen, og sagde at det fandeme var for dumt af ham, at stille et stort glas cola lige foran en masse teknik. Jeg blev ikke overfuset, fik at vide at jeg havde gjort noget galt, eller at der var mere jeg burde gøre i situationen. Bedstevennen var selvfølgelig irriteret, fordi det var super nederen at han nu skulle til at skille sit tastatur af for at tørre det, men hans irritation gik på intet tidspunkt ud over mig.

Den situation satte virkelig nogle tanker igang hos mig, og jeg begyndt at tænke over, hvad det var det havde fået mig til at føle sådan. Og pludseligt blev det meget klart for mig. Det var på grund af min eks. Hans tempratement var voldsomt, og når der var noget galt, eller skete noget lignende situationen forleden, så var det sikkert og vist at det gik ud over mig. Jeg ville få et møgfald, og uanset hvor meget jeg prøvede på at hjælpe, så ville det aldrig være godt nok. Så skulle jeg havde gjort noget andet, noget anderledes, noget bedre. Og jeg ville få at vide at jeg var forkert, og gjorde alt galt. Og så var det uanset om jeg havde været skyld i det der var sket, eller om jeg bare tilfældigvis var i rummet, når der var noget der ikke gik som han ville have det. Jeg har hans personlige boksepude (dog ikke i fysisk forstand), som fik nogle tæsk når han havde behov for at få nogle aggressioner ud.

Den der følelse af at være forkert, og at gøre alt forkert, den sidder virkelig dybt i mig. Det er åbenbart sådan noget der sker, når man regelmæssigt i 4 år får at vide at man ikke er god nok. Det kan virkelig godt være svært for mig, og for Bedstevennen ind i mellem, for han er simpelthen så fantastisk en kæreste, og jeg tror aldrig nogensinde han har sagt til mig, at noget jeg gør, ikke er godt nok. Så det er hårdt for ham, at jeg generelt har en meget undskyldende attitude, hvis jeg ikke har nået alt det jeg gerne ville. Jeg prøver hele tiden på at gøre alt perfekt og godt nok, hvilket jo er et totalt urealistisk ideal og mål. Og jeg kan have vildt svært ved at tro på at jeg er god nok som jeg er, også selvom jeg ikke har arbejdet 10 timer om dagen, gjort hovedrent, skrevet 5 blogindlæg, set alle mine veninder, haft sex, set godt ud, trænet, læst en bog, lavet mad og alt andet, på et døgn.

Det er virkelig noget jeg arbejder med. Det er svært, og selvom jeg gør hvad jeg kan, så bliver følelsen af at være forkert ved med at dukke op. Ikke ligeså ofte som før, men den er der. Og det er et seriøst ar på sjælen, som jeg har fået af min eks, og det er jeg ikke kommet over. Jeg ved heller ikke om jeg nogensinde kommer 100 % over det. Og det kan pisse mig så meget af, at et menneske jeg ikke nærer følelser for, eller har noget at gøre med, har så stor en effekt på mine reaktionsmønstre.

Min ekskæreste vil ikke lade mig være!

Kan I huske ham eksen? Eksen som startede det hele. Altså min fantastiske Tinderslut-single-periode.. Det var ham jeg var gået fra, dengang jeg startede bloggen. Han er begyndt at spøge igen. Måske kan I huske at han slettede mig på facebook og fik en “mindre” hjerneblødning da Bedstevennen og jeg blev kærester. Så hørte jeg ikke fra ham i et godt stykke tid.. Så begyndte der at være nogle papirting som han kontaktede mig omkring. Noget med nogle gamle papirer vedr. vores daværende bolig osv. Så der var jeg lidt nødt til at have en eller anden form for kontakt med ham. Så blev der stille igen. Men for ikke så længe siden, så begyndte jeg at løbe ind i ham overalt. Det virkede tilfældigt i starten, men jo oftere det skete, jo mindre tilfældigt virkede det. Han blev ved med at ville have at vide hvordan jeg havde det, og hvordan det gik, og sidst jeg så ham, da han var skide fuld, så fik han sagt at han elskede mig. Jeg sagde til ham, at han skulle komme videre, og at jeg var lykkelig, og at jeg ikke ville have de her slags samtaler med ham. Det virkede til at han forstod budskabet, men vi må se.

HVORFOR skal det altid være så besværligt at gå fra hinanden? Jeg er simpelthen så træt af ekskærester! Hvis bare man kunne sende dem til en øde ø, uden internetforbindelse, når man gik fra hinanden, så man ikke behøvede at bruge tid på deres følelsesliv – og nu er det altså pæææænt lang tid siden vi gik fra hinanden. Jeg kunne forstå opførslen hvis det var i den første periode efter at jeg var skredet, men det er jo sygt lang tid siden nu. Især fordi jeg på intet tidspunkt har virket imødekommende overfor at have kontakt med ham, og jeg har på ingen måde opsøgt det!

Fuck. Nu. Af.

dgsadgerh

 

Eksen har måske fået sig en ny kæreste

Halli hallo. Eksen har fået sig en ny kvinde i hans liv. Og jeg er ovenud glad på hans vegne. Han har vistnok mødt hende på Tinder. Så jer der tror at Tinder udelukkende er sex, kan godt tro om. Det har Ihvertfald haft et andet udfald for Eksen.

Jeg er så glad for at det er ham der kommer “videre” først, når det gælder forhold. For jeg tror ikke han ville tage det pænt, hvis det var mig der kom og fortalte, at jeg havde fået mig en kæreste. Så det at han har, gør at jeg ikke behøver at tage hensyn til ham og hans følelser længere. Og det er en befrielse. Det ved jeg godt at jeg ikke behøvede under alle omstændigheder. Men han har jo en betydning for mig, så jeg vil helst ikke gøre ham ked af det. Ikke fordi jeg har holdt mig tilbage – jeg skal ikke i et forhold i den nærmeste fremtid, men det gør, at jeg ikke har dårlig samvittighed over at opføre mig som jeg gør. Og jeg må indrømme at jeg faktisk har haft dårlig samvittigheder over at slå op med ham. For han var jo klar til at få børn med mig. Så han var in it for the long run. Og det var jeg ikke. Så jeg er virkelig glad for at der er en kvinde, som flytter fokus fra mig. Jeg håber at han er glad, og at de bliver glade.

cfph

Det afsluttede forhold

Jeg tænkte at det måske var passende, at starte med at fortælle om Eksen. Altså ham jeg for nyligt slog op med efter 4 år. Og efterlod hjerteknust. Jeg må indrømme at jeg sjældent har følt mig så kællingeagtig, som da jeg tog den beslutning. Men det var altså bare ikke dét, for mig. Han var all in på babyer lige om lidt, det idylliske landliv og alt det shit. Og det er altså bare ikke mig. På den der baby-front, så skal jeg nok være tættere på de 40 end på de 20, når det skal være en realitet. Hvis det altså overhovedet skal være en realitet.
Nå altså.. Så jeg følte mig kvalt, omklamret og ikke mindst panisk. Eksen er jo sød nok, det er slet ikke det. Og han er da også pæn at se på. Men vi kunne nok ikke være mere forskellige – det elskede jeg i starten, men det var blevet til en ting jeg ikke kunne leve med. Så jeg skred. Og han græd snot. Igen og igen og igen. Og det gør han stadig. Jeg kan ikke huske den sidste samtale vi havde, som der ikke endte med tudefjæs (altså ham). Og selv-fucking-følgelig havde/har vi aftalt at vi skal forblive venner. Dét tror jeg næppe ender lykkeligt. Men vi må vente og se. Alt er en faktor når tvivlen sætter ind.
Og så havde jeg nok i bund og grund bare brug for kun at tænke på mig. Før Eksen havde jeg nemlig en anden kæreste i 2 år, og de overlappede nærmest hinanden, ham og Eksen. Jeg kendte slet ikke mig selv som voksen, uden en kæreste. Og det er sgu en vigtig ting. Især fordi jeg faktisk er ret nice – og det vidste jeg slet ikke!