Ønsket om at få børn, uden en mand involveret

Jeg har nogle rigtige gode veninder, som ikke har interesse i at have et forhold, men som et eller andet sted rigtig godt kunne tænke sig at blive mor en dag. Jeg synes ikke nødvendigvis at et barn bør have en far, og jeg kan sagtens forstå at folk vælger at få børn uden at have et forhold. Og endda uden at have mødt manden der har doneret sæd til “projekt-baby”. Jeg er helt seriøst af den opfattelse, at så længe barnet bliver overdynget af kærlighed, og så længe de får svar på de spørgsmål som barnet måtte have, har når barnet bliver ældre, så er alt som det skal være. Mine veninder bliver nogle helt fantastiske mødre en dag, med eller uden kæreste, og jeg kan ikke andet end at støtte op om dem, uanset hvilken familiekonstellation de vælger.

Men jeg må indrømme at jeg har svært ved at sætte mig selv i deres sted, fordi jeg, før Bedstevennen og jeg fandt sammen, overhovedet ikke havde et ønske om at få børn. Det var ikke et mål i mit liv. Det var ikke et savn jeg havde og det var ikke en drøm for mig. Men da Bedstevennen pludselig kom ind i mit liv, og fik alt til at falde på plads, så begyndte ønsket om et barn begyndte at melde sig. Så for mig, så opstod ønsket først da jeg havde fundet MANDEN. Altså ham der som jeg sagtens kunne se mig selv med, også som gammel. Ham jeg kunne være 100% mig selv sammen med, og ham der kunne slå benene væk under mig ved et enkelt blik. Før jeg havde fundet manden, så havde jeg intet ønske om baby.

Da jeg var sammen med min eks, talte vi da godt nok om det der med børn en dag, men jeg havde ærlig talt ikke lyst, og jeg vidste at det ikke ville blive til noget. Jeg vidste at det var et forhold med en udløbsdato, og jeg vidste at vi ALDRIG ville kunne få et godt samarbejde op at køre efter et endt forhold – vi var simpelthen for forskellige i vores livssyn og vores værdier. Så ønsket om et barn kom først for mig, da jeg var sammen med den rigtige mand, og ikke bare en mand.

Jeg kender mange kvinder som har valgt at få børn med en mand, som de ikke passer sammen med – og de ved det godt selv. De ved at de ikke kommer til at være sammen for evigt. De ved at de højest sandsynligt max har et år igen. Men deres ønske om børn har simpelthen været så stort, at det ikke var vigtigt for dem, at være sammen med barnet far, men bare at deres drøm om et barn gik i opfyldelse. Jeg siger slet ikke at det er forkert, for jeg er helt med på at familier fungerer på 1000 forskellige måder i dag, og så længe at barnet bliver elsket, anerkendt, og at man som forældre kan finde ud af at samarbejde til gavn for barnet, så er alt sgu som det skal være. Jeg er slet ikke imod skilsmisser, og jeg vil til enhver tid tro på, at hvis mor og far er gladere hver for sig, så skal de ikke blive sammen. Det gavner virkelig INGEN.

Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg, ud over at sige, at jeg synes det er fantastisk at folk er så forskellige, og at så længe der er kærlighed og balance, så skal alle de skønne børn sgu nok få en god barndom. Uanset om Lise kun har en mor, har 2 mødre, 2 fædre, kun en far, skilte forældre eller forældre der er sammen. Selvom at jeg aldrig selv ville have fået et barn alene, eller fået et barn overhovedet hvis jeg ikke havde været sammen med Bedstevennen, så har jeg så stor en respekt for de mennesker som har så højt et ønske om at få et barn, at de tager kampen op, og får det, uanset om det betyder at man skal være alene om det.

dsgga

Hvor meget må man blande sig I en persons graviditet?

dgrdhd

Jeg var ude at handle i dag. Bedstevennen og jeg skulle have gæster til aftensmad, og det var jeg ude at handle ind til. Jeg købte både snacks, ting til aftensmad, alkoholfri øl, og Tuborg Classic til Bedstevennen og til vores gæster. Jeg pakkede varerne ned i poser. Der var ikke plads, til den ramme Classic jeg havde købt, i posen, så den tog jeg under armen, og begav mig ud imod min cykel. Lige da jeg var kommet ud af Netto, møder jeg to kvinder på min egen alder, der kiggede dømmende på mig. Da jeg gik forbi dem, sagde den ene af dem højt til den anden “Flot at købe øl når man er gravid. Nogle folk burde ikke have lov til at få børn”. Jeg anede simpelthen ikke hvordan jeg skulle reagere. Til at starte med fnøs jeg bare, og tænkte at de sgu ikke havde så meget af flytte rundt på, siden de antog at jeg skulle hjem og bunde en ramme Tuborg Classic.

Da jeg cyklede hjemad med mine varer blev jeg rasende. Hvad fanden bildte de sig egentligt ind? De anede sgu da ikke hvem der skulle drikke de øl. Jeg kunne sagtens sætte mig ind i forargelsen, hvis de så mig drikke en øllene, men det var jo ikke tilfældet. Jeg havde sådan lyst til at vende om, finde kvinderne og give dem en kæmpe røffel, vise dem de alkoholfri øl i min pose, og fortælle at vi skulle have middagsgæster som øllene var tiltænkt. Men igen.. Burde jeg så overhovedet forsvare mig? Burde de blande sig? Er det overhovedet okay at blande sig i folks liv på den måde?

Og er jeg egentligt bedre selv? Jeg indrømmer gerne at jeg får lyst til at flyvsparke de kvinder lige i ansigtet, som går rundt og ryger når de er gravide. Og også dem som går med en smøg i hånden når de er ude at gå med barnevognen. Det får jeg lyst til fordi det i min verden simpelthen ikke er noget man bør udsætte sit barn for, ufødt eller ej. Jeg synes ikke barnet fortjener at blive pulset ned i ansigtet i barnevognen, og få lungerne fyldt med røg, når de ligger inde i maven. Det er en af de grænser jeg har for hvad jeg synes der er okay at udsætte et barn for, og det er et af de steder hvor jeg godt selv kunne finde på at blande mig.

Og så kom jeg til at tænke på, at der da garanteret er folk derude der har det på samme måde med mig, når de ser mig med make-up i ansigtet. Eller hvis de ser mig spise en eller anden sukkerholdig snack. Reelt set så påvirker alt man gør under sin graviditet jo ens ufødte barn. Jeg er da også flere gange blevet konfronteret med min træning, da jeg stadig kunne det, fordi folk jeg trænede med, ikke mente at det var sundt for barnet at jeg blev ved med at hoppe rundt, med høj puls. Det tog jeg ikke som sådan som en fornærmelse, selvom det jo faktisk var den samme handling, som hvis jeg stillede spørgsmålstegn ved en rygende gravid kvindes adfærd. Jeg forklarede jo bare mine træningskammerater, at både min jordemoder og læge havde sagt at det var godt for mig at blive ved med at træne, så længe at jeg ikke fik ond eller pressede mig selv for hårdt.

Reelt set så gjorde de to kvinder jo egentlig ikke andet end at bekymre sig for mit ufødte barn. En ting er så at de ikke konfronterer mig, men at de i stedet siger det bag min ryg, så højt at de ved jeg kan høre det. Hvis jeg nu faktisk var på vej hjem for at bunde øl, så tror jeg måske nok at jeg havde genovervejet den øl efter de kommentarer de kom med. Jeg blev jo bare rasende over at blive dømt uden grund og uden belæg. Jeg var såmænd også nok blevet rasende hvis der var noget om snakken, men så havde jeg nok genovervejet min handling. Så nu sidder jeg så her, og kan ikke helt finde ud af om jeg synes deres opførsel var okay eller ej. Bør vi bare lade vær’ med at dømme hinanden, eller hvad? For jeg drømmer sgu også selv – f.eks. gravide kvinder der vælger at ryge. Det er en af de ting jeg simpelthen ikke kan ignorere, uanset om jeg kender vedkommende der gør det, eller ej. Så er jeg bedre end kvinderne i Netto i dag? Jeg tror det ikke. Men er det okay?

Pas din egen livmoder, og bland dig udenom min!!!

Som jeg har nævnt en del gange, så er jeg super glad for mit arbejde. Jeg har en hel masse søde kollegaer, som er dygtige til deres job, og som vil en det bedste. Selvom jeg ved at de vil mig det bedste, og at de aldrig vil sige eller gøre noget i ond mening, så er der alligevel en ting der pisser mig af i min dagligdag. Og det er nok faktisk ikke engang kun på min arbejdsplads det er et problem, det er faktisk rigtig mange gange i forskellige fora jeg føler mig provokeret af folk. Nu skal jeg fortælle hvorfor:

Jeg arbejder på en arbejdsplads, hvor de fleste er ældre end mig. Jeg er derfor også den eneste i min afdeling som ikke har børn endnu. Nogle har voksne børn, nogle har små børn. De har alle sammen børn. Udover mig. Det i sig selv har jeg intet imod. Jeg har aldrig været hende der ville have børn i en tidlig alder. Før i tiden troede jeg faktisk ikke at jeg overhovedet ville have børn. Nu vil jeg gerne have børn, men det er en helt anden snak, og det er (stadigvæk) ikke noget jeg har travlt med at få.

Men jeg er nået til en alder, som åbenbart gør det helt legitimt at påpege at jeg ikke har børn. Jeg får næsten dagligt kommentarer fra kollegaer og bekendte om at “du skal altså tage at blive gravid”, “du bliver jo ikke yngre”, “dine æg rådner”, “du skal skynde dig at få nogle børn”, ” det er synd for børnene hvis de får så gamle forældre”. Jeg bliver simpelthen SKIDESUR over de kommentarer. Hvad nu hvis jeg har taget et aktivt valg, om ikke at få børn? Hvad nu hvis jeg faktisk ikke KAN få børn? Hvad hvis min kæreste ikke kan få børn? Hvad nu hvis jeg synes at mit liv har indhold nok uden børn? Hvad nu hvis jeg vil skide på, hvad du synes er synd for mine endnu ikke-eksisterende børn? Helt ærligt.. Hvornår fanden er det blevet okay at ville diktere folks liv på den måde? Og hvordan kan du tillade dig at have en holdning til min barnløshed? Det er for nogle mennesker et super følsomt emne, måske fordi man ikke kan få børn. Og så er man ligesom enten tvunget til at sidde og grine falsk ad den upassende kommentar indtil samtalen drejer i en anden retning, eller sige til folk at det vil man gerne, men man kan ikke. Det er ikke alle der har lyst til at fortælle om så private beslutninger og problemer på sin arbejdsplads (eller andre steder, som f.eks. familiefester osv.).

Hvis man aktivt har valgt ikke at skulle have børn, så er der også noget i vejen med det. Så får man kommentarer som “man ved ikke hvad man går glip af”, “det er det vi er sat på jorden for”, “så kommer du aldrig til at føle ubetinget kærlighed til et andet menneske”, “det ændrer sig, det vil du sikkert gerne om 5 år” og “det er for sent når du ombestemmer dig”. HVAD FANDEN?! Nej jeg ved nok ikke hvad jeg går glip af at vælge børn fra, men I ved sgu heller ikke hvad I går glip af ved at vælge dem til. Og nej jeg ombestemmer mig ikke, og hvis jeg gør, så er det fandeme HELLER ikke noget du  skal blande dig i. Respekter nu bare hinandens forskellighed, og at man ikke nødvendigvis har samme ønsker for fremtiden. Og bland dig så for fanden udenom min livmoder og pas din egen!

tumblr_lrqs8odk3o1qgs0df