Jeg er ikke en af de bloggere eller kendte danskere som kan stå frem med ansigt og hashtagget #aldrigdinskyld inde på Instagram, og sprede budskabet på den måde. Det kan jeg ikke fordi jeg er anonym. Men jeg har alligevel lyst til at fortælle jer en historie. Min historie. For den her kampagne og det her budskab er vigtigt. Og jeg håber at den er med til at nedbryde tabuet omkring emnet.

Jeg var på et tidspunkt kæreste med en fyr. En fyr som jeg var meget forelsket i. Vores forhold var lidenskabeligt, både når det gik godt og når det gik dårligt. Han havde et stort temperament, hvilket også var en af de ting jeg i sin tid var tiltrukket af – altså hans lidenskab. Han havde rigtig mange holdninger til hvordan jeg burde opføre mig. Jeg er ikke normalt typen der lader mig kue, dirigere eller blive bestemt over. Men jeg var forelsket, ung og naiv. Og jeg ville ikke miste ham. Når jeg ikke lod mig kue, og bare var mig (hvilket der ofte var noget i vejen med), så endte det ofte i kæmpe skænderier, hvor jeg blev råbt af. Det var ofte mig der skulle være den der sagde undskyld, fordi jeg havde opført mig forkert. Det kunne være en lille ting, som ikke at grine af hans jokes. Eller være uenig med ham. Det var mange ting i vejen, og det var altid mig der var forkert på den. Jeg siger ikke at jeg aldrig var forkert på den, og at han aldrig havde ret i sin kritik af mig. Selvfølgelig havde han det. Selvfølgelig lavede jeg fejl. Men alligevel ikke fejl så store, at jeg, når jeg tænker tilbage, havde fortjent at blive skældt ud, i en sådan grad, at jeg faktisk tvivlede på mit eget værd.

I et lidenskabeligt forhold som dette var, havde vi selvfølgelig også ofte lidenskabelig sex. Hans sexlyst var meget større end min, hvilket resulterede i at jeg tit gik med til at have sex, selvom jeg ikke følte lysten fra starten af – fordi jeg fik jo lyst når vi kom lidt i gang. Det gjorde jeg også for det meste. Det er heller ikke en fejl jeg vil lægge på hans skuldre. Jeg skulle have ladet vær’ hvis jeg ikke havde lyst. Det var dumt af mig, at sige ja.

Jeg har altid været en meget stolt person. Hvis jeg har haft et skænderi med min partner, så skal jeg bruge tid på at slikke mine sår, og på at ryste skænderiet af mig. Jeg har aldrig været personen som midt i al vreden, midt i al ked-af-det-heden, kunne have make-up-sex og så ville alt være godt igen. Sådan har jeg aldrig været, og sådan bliver jeg heller aldrig. Jeg har altid misundt folk der kunne det, men jeg har aldrig selv været i stand til det.

Min eks var en type der gerne ville have make-up-sex. For at få aggressionerne ud. Så en dag, da vi havde haft et af de store skænderier, hvor jeg var blevet råbt ad, fået at vide at jeg var forkert, hvor jeg var blevet såret, der ville han pludselig have make-up-sex. Det kunne jeg ikke. Jeg var stadig for såret, og i det stadie hvor jeg ikke ville have at han rørte ved mig. Skænderiet var for tæt på til at jeg kunne omstille min hjerne til lyst. Han rørte alligevel ved mig. Jeg sagde at jeg ikke havde lyst, men han blev ved med at kysse mig, røre ved mig. Jeg bad ham om at lade være nogle gange. Det gjorde han ikke. Vi havde sex. Under sex bad jeg ham flere gange om at stoppe – det gjorde han ikke. Jeg ved ikke om han så det som en leg. Om han så det som en del af sexagten. Som et spil vi havde gang i. For mig var det bare ikke et spil. Jeg havde ikke lyst til at have sex, jeg havde sagt nej, og han gjorde det alligevel. Selvom jeg sagde nej under, så stoppede han ikke. Først da jeg brød ud i gråd blev han så irriteret at han stoppede. Da han stoppede skældte han mig ud. Sagde at jeg ikke var normal, når jeg ikke gad at have sex med min kæreste. Hvad fanden mit problem var? At kærester ikke kunne voldtage hinanden, for det var den kæreste der sagde nej der var noget galt med – for man burde altid have lyst til at have sex med sin kæreste.

Jeg har ofte i årene efter tænkt på episoden. Jeg har aldrig set mig selv som et voldtægtsoffer. Og jeg var helt ærligt i tvivl om, om jeg var blevet voldtaget. Det er jeg faktisk ærligt talt stadigvæk i tvivl om. Jeg vidste bare at episoden var langt over min grænse. At episoden gjorde ondt i lang tid. Men samtidigt følte jeg mig forkert.

Hvis jeg havde hørt samme historie fra en anden, så ville jeg med det samme tænke “Din kæreste har voldtaget dig!”, men når det handler om mig selv, så bliver jeg i tvivl. Jeg kunne forestille mig, at det er den samme tvivl, som stopper kvinderne som er blevet voldtægtsofre, fra at anmelde det. Fordi man måske selv er i tvivl om, om man kunne have gjort mere. Sagt nej mere tydeligt. Om man udstrålede at man gerne ville selvom man sagde nej. Om det er ens egen skyld.

Men det er #aldrigdinskyld. Det er min holdning til emnet, både som pårørende til en der er blevet voldtaget og også min politiske holdning til emnet. Det er faktisk helt igennem min holdning til emnet – det har det bare ikke altid været når det gjaldt mig selv og min egen situation. Og det er nok også fordi jeg ikke kan holde tanken ud, om at jeg faktisk har været kæreste med en mand der kunne finde på at gøre sådan noget.

Jeg vil for resten gerne understrege at jeg ikke prøver at hænge fyren ud. For vi havde også gode stunder, og forholdet var ikke kun skidt. Og jeg er overbevist om, at han aldrig, imens, tænkte at han voldtog mig. Tænkte at han sårede mig. Jeg tror at det gik op for ham da jeg begyndte at græde, at det han gjorde ikke var okay. Og jeg tror at han fik mig til at føle mig som den forkerte, bagefter, fordi han måske ikke selv kunne rumme tanken om, at han havde gjort det imod mig. Det er i hvert fald det som jeg gerne vil tro. Om det hænger sådan sammen, det er umuligt for mig at svare på.