“Din baby er for tynd”

Ovenstående er nok en af de ting man virkelig frygter at få at vide af en sundhedsplejerske, når man er nybagt mor. Det er også en af tingene jeg har fået at vide, og er du gal, den gjorde nas, helt ind i hjertet.

Til at starte med, da min mælk var løbet til, så havde jeg helt ekstremt meget mælk. Jeg lignede en en sammenfaldet souffle på hele kroppen efter graviditeten, udover mine bryster, som lignede nogle jeg lige havde købt, og som ikke passede til min krop. De var gigantiske, og jeg havde små buler på mine bryster, fordi mine mælkekirtler var så overfyldte. Der var mælk nok, og Lilleskid tog også godt fra. Hun var en lynammer, og var færdig med at spise på imellem 5-10 minutter. Dem der ikke har ammet, ved selvfølgelig ikke om det er lang tid eller hvad, men jeg kan fortælle at det er ekstremt hurtigt.

Jeg havde egentligt ikke rigtigt skænket det en tanke, at det måske kunne være at amningen ikke ville fungere. For mig var det bare noget jeg tænkte kørte automatisk og uden problemer, fordi kroppen er lavet til det. Jeg skulle blive klogere.. De første par uger tog lilleskid fint på. En så lille baby skal gerne tage 200 g på om ugen. En af ugerne havde Lilleskid taget hele 400 g på, og jeg tænkte at vi havde totalt styr på det pjat der.

breastfeeding

Da Lilleskid var 4-5 uger gammel blev hun målt og vejet lægen, hvor hun ikke havde taget mere end 100 g på på 12 dage. Lægen sagde at Lilleskid var så fin og sund som hun skulle være. Da jeg dagen efter var ved sundhedsplejersken med Lilleskid, fortalte jeg hende om vejningen hos lægen. Sundhedsplejersken lagde hendes ansigt i meget alvorlige folder, og forklarede mig at det på ingen måde var nok hun havde taget på, og at jeg skulle skynde mg hjem og supplere op med modermælkserstatning. “Din baby er for tynd”. Hun fik ifølge sundhedsplejersken ikke nok næring, og det var vigtigt at hun fik mere mad, og gerne så hurtigt som muligt. Sundhedsplejersken syntes desuden også at jeg skulle amme meget oftere end hvad jeg gjorde, i hvert fald hver 2. time, i stedet for hver 3. time, hvor Lilleskid som regel selv gjorde opmærksom på at hun var sulten. Mit hjerte sank, fordi jeg egentligt troede at alt kørte. Vi havde aldrig fået andet at vide end at vi havde en sund, rask og perfekt lille baby. Jovist, hun var ikke den baby der lå øverst på vækstskurverne, men det ville også være underligt da hverken Bedstevennen eller jeg er kæmpemennesker. Det havde overhovedet ikke virket til at være et problem for hverken vores sædvanlige sundhedsplejerske eller for lægen.

Jeg kom hjem, og var fuldstændigt slået ud.Jeg var helt vildt stresset over den besked, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for at starte med at give modermælkserstatning, da Lilleskid jo havde kolik, og havde en meget start mave, og mange mavekneb. Modermælkserstatning kan godt være ret hårdt mod de små maver, og nu hvor hun havde ondt i forvejen, ville jeg så nødigt udsætte hende for mere end nødvendigt. Bedstevennen var også imod modermælkserstatningen, og prøvede at få mig til at slå koldt vand i blodet. Vi blev enige om at jeg skulle gå all in på at give den gas med amningen i stedet. Det gjorde jeg. Jeg prøvede at lægge Lilleskid til brystet minimum hver 2. time, i stedet for hver 3. Hver gang hun græd tilbød jeg hende brystet, uanset om hun var sulten eller ej. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at lokke mere mad i hende og mit fokus var konstant på amning.

Jeg var stresset og bekymret, og jeg følte på ingen måde at jeg slog til. Lilleskid blev rasende når jeg lagde hende til, uden hun var sulten. Amningen endte ofte i tudeture, både fra Lilleskid og fra mig. Jeg begyndte at få fornemmelsen af at der ikke var meget mælk i mine bryster, og Lilleskid begyndte at acceptere at blive lagt til hver 2. time, dog kun i få minutter, hvorefter hun sugede løs, slap brystet, skreg som en stukken gris, sugede brystet ind i munden igen, og slap igen med et skrig. Det gjorde hun 8-10 gange i træk hvorefter jeg tog hende væk fra brystet og måtte trøste hende. Det samme skete igen et par timer efter da jeg lagde hende til det modsatte bryst.

Hun blev målt og vejet ved sundhedsplejersken som roste hende til skyerne. Hun var sund og rask og fin. Dog lidt lille, men ikke noget alarmerende – men hun måtte meget gerne tage mere på. Hun tog kun omkring 100 g på om ugen i gennemsnit. Derhjemme var det fortsat kæmpe fokus på amning, efter sundhedsplejerskens anbefaling, og Lilleskid blev mere og mere urolig og rasende ved brystet. Jeg blev anbefalet at prøve at malke ud efter hver amningen, for at se om jeg kunne lokke lidt mere mælk i Lilleskid, ved at give det sidste i flaske. Da jeg malkede ud, kom der kun imellem 10-15 ml ud. Lilleskid slugte det på 2 sek, og begyndte at skrige gen da der ikke var mere. Sådan fortsatte det.

Jeg var igen ved sundhedsplejerske som gav mig beskeden: “Hun var sund og rask og fin. Dog lidt lille, men ikke noget alarmerende – men hun måtte meget gerne tage mere på.”. Hun tog stadig kun 100 g på i gennemsnit. Sundhedsplejersken syntes ikke vi skulle give modermælkserstatning, men derimod blive ved med at give den gas med amning, udmalkning, og denne gang skulle vi begynde at give hende mælk fra begge bryster hvis hver amning, for at booste min mælkeproduktion. Det gik jeg hjem og gjorde. Jeg kæmpede konstant med at give hende med, og med at få hende mæt. Hun fik fra begge bryster, hvilke resulterede i at der ikke var nok mælk når hun var sulten næsten gang = rasende baby.

Ens mælkeproduktion fungere således, at det handler om udbud og efterspørgsel – jo mere baby sutter, jo mere mælk producerer du. Lilleskid er desværre en utålmodig dame, så da der ikke kom mælk ud af brysterne når hun sugede, så slap hun og blev utrøstelig. For at min produktion skulle stige, så skulle hun ligge og suge selvom der ikke kom noget, for det ville være det der satte produktionen op. Det ville den lille dame bare ikke høre tale om. Så jeg gik i gang med at malke endnu mere, i håb om at det ville sætte produktionen op. Det gjorde det ikke.

Det var en kamp hver gang Lilleskid var sulten. Jeg var nervøs, usikker og følte ikke at jeg slog til. Jeg var så ked af at føle at jeg ikke kunne opfylde min babys behov, og jeg ville så gerne amme hende. Jeg var så bange for at miste det nærvær der er i at amme. Bedstevennen syntes ikke at vi skulle give efter og supplere op med modermælkserstatning. Diverse sundhedsplejersker syntes vi skulle fokusere på amning i stedet for at supplere. Men det virkede ikke.

Jeg er sikker på, at det var fordi jeg var så bekymret og stresset, at min mælkeproduktion blev ved med at falde. Det var en ond cirkel. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne at slappe af, ikke at stresse og på at finde ro omkring amningen. Jeg prøvede på at stole på at min krop godt kunne komme i omdrejningener og lave det som Lilleskid havde brug for, men jeg kunne simpelthen ikke slippe den første besked fra sundhedsplejersken om, at Lilleskid var for tynd – hvilket var åndsvagt, for alle andre har ikke lavet andet end at rose hende til skyerne, selvom hun var en lille én.

Hun blev ved med at falde i vækstkurven, og nu var det tydeligt for mig, at jeg ikke mættede hende. Jeg rådførte mig med vores faste sundhedsplejerske, som sagde at det var okay at prøvet at supplere op nu, bare med et par enkelte flasker om dagen. Det begyndte vi på, og Lilleskid tog det fint, og hendes mave tog det fint.

Lilleskid spiste og jeg fandt ro i maven, for en kort stund. Det var fantastisk at vide at jeg kunne mætte mit barn, uanset hvor slatne mine patter var. Jeg slappede af, og mælkeproduktionen begyndte at stige igen. Desværre fandt Lilleskid, det utålmodige barn, ud af at det var meget nemmere at få mad ud af en sutteflaske end det var af brystet. Hun skulle arbejde mindre for det. Så nu ville hun slet ikke ammes – det var for besværligt. Hun nægtede brystet, og vi var tilbage til samme skrigehelvede hver gang hun skulle have mad. Jeg blev nødt til at malke ud og give hende mit mælk på flaske, hvis hun skulle have mad. Det hjalp ikke noget at “lade vær’ med at give hende flaske, fordi hun nok skulle tage brystet når hun blev sultent nok”. Nix. Mit barn er stædigt, hidsigt og utålmodigt. Og lille. Så det var heller ikke lang tid man kunne “praktisere” at hun enten måtte spise fra brystet eller undvære. Fordi der ikke længere blev suttet i mit bryst, så faldt min mælkeproduktion IGEN. Lilleskid ville kun ammes om natten, imens hun sov, ellers ville hun udelukkende have flaske. Efter 3 dages tid, så ville hun heller ikke ammes om natten, og ville nu kun have flaske.

Nu er vi nået til det punkt, at vi har accepteret at hun vil have flasken. Nu bliver hun mæt, hun bliver glad, og hun tager på som hun skal. Jeg stresser ikke længere, eller tvivler på min evne til at give mit barn næring. Trust me, jeg ville have elsket at blive ved med at amme, og jeg er sikker på at det er min egen usikkerhed (plantet i mig af den første sundhedsplejerske, som skræmte livet af mig), som har været skyld i at amningen er gået ad helvedes til. Det psykiske betyder så meget for mælkeproduktionen, og ens barn er 100 % klar over hvordan du har det. Så når jeg var været stresset og bekymret, så er Lilleskid også blevet det. Set i bagklogskabens lys, så skulle jeg have lyttet til lægen og alle de andre fagpersoner der har syntes at Lilleskid var helt perfekt, og ikke en sundhedsplejerske som ikke kender mig, og kender Lilleskid. Når man er ny mor, så er man simpelthen så usikker på om det man gør er rigtigt og godt nok, og man er så bange for ikke at opfylde ens barns behov. Når der så kommer en og siger at alle de ting man frygter faktisk er reelle, og at ens barn ikke er som det skal være, så hænger det ved, også selvom man igen og igen efterfølgende får ros.

Hold nu kæft hvor har det egentligt en stor betydning, hvordan man siger tingene. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde fået at vide, at Lilleskid var perfekt, men at hun godt kunne tåle at tage en lillebitte smule mere på generelt, og at det kunne være at vi skulle prøve at amme tilbyde hende brystet en lille smule oftere, så havde vi slet ikke stået i samme situation i dag. Så havde jeg nok stadig ammet hende, og hun havde taget på som hun skulle, langt inden vi følte os nødsaget til at give hende modermælkserstatning.

Jeg har generelt intet imod forældre der vælger at give deres børn flaske, og jeg ser på ingen måde ned på det, jeg havde bare ikke regnet med at det var sådan det skulle være for os, og så var det sgu noget af et hak i tuden, at nå derud hvor man blev nødt til det. Men det vigtigste er at Lilleskid er glad og at hun trives. Jeg er bare så ked af det forløb der har været op til, og jeg må indrømme at jeg savner at amme hende. Jeg har lært på den hårde måde, at jeg skal være bedre til at lytte til de fagpersoner der kender mig og min baby godt, og at jeg skal være bedre til selv at kigge på min datter, og stole på at hun har det godt, når jeg ikke har set tegn på at hun ikke har det godt, uanset om der så er en kort periode hvor hun ikke har taget så meget på. Den der frygt for at fejle har bare ligget dybt i mig, og det betaler vi så prisen for nu.

Jeg lever endnu (sådan da)..

crybaby

Hold nu kæft, så gik der da lige et par måneder, hva? Når man er nybagt mor, så er der åbenbart andre ting der tager ens tid end ens blog. For at være helt ærlig, så er det først lige gået op for mig hvor lang tid det er siden jeg sidst har skrevet herinde. Trust me, det er ikke emner eller lyst der har manglet, men derimod tid og overskud. Let me tell you something; det er fandeme ingen dans på roser at være nybagt mor. Det er fantastisk, ingen tvivl om det, men det er også det hårdeste jeg nogensinde har gjort.

Sagen er den, da Lilleskid har haft kolik. Det viser sig at være lidt tabubelagt, det de med at have en kolikbaby, hvilket også er lidt skyld i at der gik så lang tid før det faktisk gik op for Bedstevennen og jeg at det faktisk var en baby med kolik vi havde. Vi tænkte bare at vi havde en baby der var meget ked af det. Jeg troede at kolik var noget, hvor baby græder nonstop i al dens vågne tid – det kan det også godt være, men det er det ikke nødvendigvis. I vores tilfælde var det 3-4 timer dagligt, imellem 18-21 hvor Lilleskid var pisse ked af det.

Jeg har hele tiden gerne ville være en mor der lavede noget med min baby, så derfor tog jeg jo i mødregruppe, ud at spise frokost, på venindebesøg, på shopping osv., med hende. Om aftenen brød helvede så løs, og vi ledte google tyndt efter svar – og der var størst sandsynlighed for at vi nok havde en baby der blev meget nemt overstimuleret. Hold nu kæft hvor fik jeg det dårligt. Tænk hvis det var min skyld, at min baby var så ked af det hele tiden? Tænk hvis det var mig der ikke kunne læse hendes signaler, og derfor udsatte hende for meget mere end hun kunne rumme. Jeg fik det både dårligt fordi jeg følte mig som verdens dårligste mor, men også fordi at en meget sensitiv baby, ville begrænse vores aktivitetsniveau en hel del, og jeg elsker at komme ud, og bevæge mig lidt i den virkelige verden.

Jeg skruede ned for tempoet, og vi var hjemme det meste af tiden. Der skete ingen ændring. Lilleskid fik meltdown på samme tidspunkt hver dag, så præcist at man nærmest kunne stille et ur efter hende. Det var så synd for hende, og vi anede ikke hvad vi skulle stille op. Først efter 3-4 timer med skrigeri og alle tænkelig former for trøst forsøgt, gav den lille dame op, og nærmest besvimede af udmattelse, fordi hun havde tudet så meget. Vi tog til lægen, og til kiropraktor, som begge to kunne fortælle at vi havde en sund og rask datter. Det samme sagde sundhedsplejersken, og Lilleskid blev rost til skyerne. Hun var i helt almindeligt babyhumør hele dagen, og derfor også når vi var ved lægen, kiropraktoren og sundhedsplejersken, så de var ikke vidne til hendes meltdowns.

Vi begyndt at mistænkt at det sgu nok ikke var overstimulering, siden der skete det samme, når vi havde chillet derhjemme i lavest mulige gear, og når vi havde været på farten fra om morgenstunden. Igen ledte vi google tyndt, og denne gang stødte jeg på en side om kolik. Her stod der at kolik faktisk var hvis baby græd sammenlagt over 3 timer dagligt, 3 dage om ugen. Bum. Det gjorde vores bay I HVERT FALD. Jeg skyndte mig at bestille en tid til lægen, for at få Lilleskid undersøgt igen igen, fordi jeg simpelthen ikke ville kunne bære hvis hun faktisk fejlede noget, og jeg ikke fik hende tjekket. Der fik vi bekræftet vores mistanke – Lilleskid havde kolik.

Av av av. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig den første tid af barselsboblen. Men selvom det var en hård melding at få, så var det rart at vide, at der ikke var noget alvorligt i vejen med hende, og at vi ikke gjorde noget  forkert. Bagsiden af medaljen er dog, at der ikke er noget der har dokumenteret effekt mod kolik, udover tid.

Nu er hun rundet de 3 måneder, og kolikken er næsten væk. Vi har en dejlig baby, men som er ekstremt utålmodig, hvilket også betyder at mor her ikke får meget hvile, da Lilleskid allerhelst vil væres rundt for at se på forskellige ting. Hun er ikke en baby der accepterer at blive efterladt på aktivitetstæppet i en halv times tid, imens jeg når praktiske ting. Nix. Der skal ske noget. Hele tiden. Og søvn er desuden dybt overvurderet ifølge hende. Jeg vil ikke sige at jeg er enig.

Så.. Jeg har haft hænderne voldsomt fulde, og har det stadig det meste af tiden. Men hold nu kæft hvor jeg elsker den lille utålmodige, hidsigprop af en menneskelarve. Hun er smuk, sjov og helt fantastisk, og hun ligner hendes far på en prik. Dog påstår hendes mormor at hun ligner hendes mor af sind. Sorry mor.

Jeg vil bestræbe mig på at få skrevet mere herinde, for der er satme meget at fortælle, især om den ikke så rosenrøde side af at blive mor første gang. Jeg savner jer sgu, og jeg håber at I også har savnet mig, en lille smule.