10 ting, som jeg ville ønske at folk havde fortalt mig om at blive mor

Min fødselsberetning – Del 2.

Læs 1. del af min fødselsberetning lige her.

Jeg fik en form for ro over mig, da vi mødte den nye jordemoder. Jeg kunne mærke at der var en eller anden connection imellem os. Ikke at den første jordemoder var dårlig, eller at jeg ikke følte mig tryg, men det var bare en helt anden kemi og sikkerhed over vores nye jordemoder.

Jeg lå i fødekaret, og vores jordemoder bad mig om at vende mig om, så hun kunne tage imod baby med højre hånd, hvis jeg skulle ende op med at føde i vandet. Imellem 2 veer fik jeg med besvær min store krop op at stå på mine knæ, så jeg kunne vende mig om. Det var sværere og hårdere end jeg havde regnet med, og det gjorde fandens ondt. Til sidst fik jeg vendt mig, og jeg lå nu som jeg skulle. Bedstevennen og jordemoderen sørgede for at der kom nyt varmt vand i karet, og jeg lå i min egen verden og prøvede at koncentrere mig om mine veer.

Da der var gået 3 kvarter i vandet, var jeg tæt på at smide håndklædet i ringen (selvom det jo ikke kan lade sig gøre). Jeg var helt smadret, og Lilleskid var ikke engang tæt på at være ude, på trods af at jeg nu længe havde haft presseveer. Vores jordemoder syntes at jeg skulle komme op ad vandet, og stå op. Hun håbede at tyngdekraften kunne hjælpe mig, og  hjælpe Lilleskid til at komme ud snart.

Det var forfærdeligt at komme op ad fødekaret. Jeg følte ikke at jeg havde krafter til at holde min egen krop oppe, og jeg frøs helt ekstremt meget. Bedstevennen tørrede mig med håndklæder, og gav mig en hospitalstrøje på, og jeg kom hen at stå ved fødebriksen, under en varmelampe. Jeg fik flere presseveer, som nu var noget mere regelmæssige end da jeg lå i fødekaret, og Lilleskid bevægede sig nu længere og længere ned i mit bækken. Jeg stod og rokkede mit underliv frem og tilbage og fra side til side, efter ordre fra jordemoderen. Efter et stykke tid, syntes jordemoderen at det var en god idé at jeg kom op at ligge på briksen, så det gjorde jeg.

Da jeg lå på briksen kom der endelig lidt gang i det hele. Man kunne se Lilleskids hovede hver gang jeg pressede. Bedstevennen og jordemoderen hjalp mig med at holde mine ben, imens jeg pressede, og imellem hver ve, sørgede jordemoderen for at holde en varm klud på mit mellemkød. Bedstevennen havde udsyn til hele herligheden, både baby, hæmorider og alt andet. På et tidspunkt spurgte Bedstevennen jordemoderen hvad det mørke var, som man kunne se. Hun fortalte ham at det var Lilleskids hår. Bedstevennen kiggede op på mig, og fortalte mig at vores lille pige var mørkhåret. Det er den eneste gang under selve fødslen, hvor jeg smilede.

Lilleskids hovede kom mere og mere til syne for hver presse ve, og min jordemodere guidede mig igennem hver ve. Jeg kunne mærke en varm sviende fornemmelse i mit underliv, og pludselig var lilleskids hovede ude. Jeg kunne se at det var ude af mig. Det var helt ekstremt surrealistisk at kunne se ens babys hovede, men at skulle vente til næste ve, før at man måtte presse resten af hende ud. Da jeg endelig fik en ve igen, fik jeg besked på at jeg ikke måtte presse, men at jeg skulle gispe hende ud. Det er meget sværere end det lyder, men pludselig var Lilleskid ude, smuk og glat som en ål, lå hun pludselig i mine arme, og smerten var ovre. Jeg hulkede, og sagde “velkommen til verden min skat, jeg er din mor”, og vores jordemoder, og en masse andet personale, pakkede mig og Lilleskid ind i dyner og tæpper, så vi ikke skulle blive kolde. Bedstevennen klippede navlesnoren, og jeg fødte moderkagen.

Pludselig var vi 3 og ikke bare 2. Aldrig i mit liv har jeg følt så stor en lettelse og beskyttertrang, som da Lilleskid lå på mit bryst for første gang. Kærligheden vokser for hver dag der der går, og det føles både som om jeg lige har født hende, og som om at det er 100 år siden. Det er så vild en fornemmelse.

Bedstevennen, Lilleskid og jeg blev alene på stuen, så vi kunne få lov til at lære hinanden at kende. Vi fik noget brød at spise, og noget at drikke. Bedstevennen informerede de vigtigste personer i vores liv om, at nu var Lilleskid kommet til verden, og at vi havde det godt. Efter et par timer, kom der en SOSU assistent ind for at måle mit blodtryk og at tage min temperatur, og vores jordemoder kom ind for at måle og veje Lilleskid. Vi havde det perfekt, både mig og Lilleskid.

Det var en utrolig lang og hård fødsel, og jeg var flere gange sikker på, at jeg ikke kunne føde hende. At jeg ikke havde krafterne. Men det havde jeg. Jeg var træt og sukkerkold, og jeg er sikker på at det var derfor fødslen blev så lang. Min fødsel blev slet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg fødte ikke i vand, jeg fortrød at jeg ikke fik noget medicinsk smertelindring, jeg havde troet at jeg kunne håndtere smerterne meget bedre. Men alt dette var ligemeget når det kom til stykket, for min jordemoder var fantastisk, og jeg følte mig helt tryg. Hun hjalp Lilleskid til verden, uden at jeg bristede, og ikke så meget som en lille prut slog jeg under fødslen. Bedstevennen var fucking fantastisk hele vejen igennem, og hjalp mig så meget under mine presseveer, og han så vores lille datter komme til verden.

Den oplevelse var SÅ stor, og selvom det var det hårdeste og mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet, så ville jeg ikke gøre det om. Jeg er så stolt af Bedstevennen, som er verdens bedste far. Jeg er så stolt af Lilleskid som er en skøn og glad baby. Og jeg er så stolt over verdens sejeste jordemoder, og jeg er dem alle sammen så utroligt taknemmelig.

Nu er jeg mor, resten af mit liv. Hvor vildt er det ikke lige?

   

2 kommentarer

  • Karina

    Det er skønt at læse om dine oplevelser med at blive mor. Jeg sidder forhåbentlig selv med min egen lille baby i armene om 14 uger, og suger alt hvad jeg kan til mig af andres oplevelser og erfaringer 🙂
    PS. min kæreste og jeg mødtes selv på Tinder for 3,5 år siden, og var meningen vi bare skulle være et hak i bæltet 🙂 🙂 hihi
    Tinder FTW! 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Ej hvor er det godt at høre! Tusinde tillykke. 😀 Det er det hårdeste og bedste i hele verden. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting, som jeg ville ønske at folk havde fortalt mig om at blive mor