Velkommen til verden, Lilleskid.

Min fødselsberetning – Del 1.

Det var søndag. Bedstevennen og jeg vågnede tidligt, da vi skulle have et vennepar på besøg til brunch. Jeg havde en underlig følelse i kroppen, og tænkte at det kunne være, at det er snart det sker. Jeg vraltede ud på toilettet for at tømme min blærer, som der efterhånden ikke var plads til meget i. Jeg tørrede mig, og kunne se på papiret at den dersens slimprop (google på eget ansvar) vist nok var gået. Jeg kaldte på Bedstevennen, og viser ham papiret (når man er højgravid forsvinder almindelig pli og blufærdighed ud af vinduet). Han gav mig ret i at det lignede en slimprop. Bedstevennen smilede til mig, og sagde at det kunne være at det er snart så. Selvom jeg havde den der følelse i kroppen, og en menstruationsagtig murren i maven, så skød jeg tanken væk og tænkte at det er for godt til at være sandt. Jeg havde en eller anden idé om at Lilleskid ikke havde tænkt sig at komme ud, nogensinde.

Efter brunchen med vores søde venner, tullede vi rundt resten af dagen, ryddede lidt op, og hyggede os. Det blev aften og sengetid, og jeg sagde til Bedstevennen, at så blev det alligevel ikke i dag. Jeg krøb ind i sengen, og lå med min telefon og scrollede igennem alle mine SoMe feeds. Pludselig blev den der menstruationsmurren kraftigere, og jeg tog mig til maven. Det gjorde sgu ondt. Smerten forsvandt igen, og jeg scrollede ufortrødent videre. Efter 10 minutter gjorde det ondt igen, og jeg tænkte at det måske var veer. Eftersom jeg jo aldrig havde haft veer før, så anede jeg ikke hvordan de føltes, så jeg turde ikke at håbe på noget. Efter omkring 10 minutter gjorde det igen ondt, og min tvivl var ved at forsvinde – jeg havde veer. Jeg sagde til Bedstevennen at jeg troede at jeg havde veer. Han blev både glad og lidt bekymret, da det jo var 14 timer siden vi havde fået søvn, og alle jordemødre vi havde talt med havde sagt til os at det var vigtigt at være udhvilet når man skulle føde. Vi blev derfor enige om at prøve at få noget søvn. Bedstevennen faldt hurtigt i søvn efter en lang dag. Jeg kunne desværre ikke lukke et øje, da smerten blev mere og mere kraftig, og kom hvert 10 minut, så hver gang jeg nåede at falde lidt hen, så blev jeg vækket af en ve.

Klokken 2 om natten, blev jeg træt af at ligge i sengen og have ondt, så jeg stod op og gik ind i vores stue, og tændte for tv’et. Der var ikke noget der kunne distrahere mig fra smerterne, som nu kom ca. hver 8 minut. Hver gang der kom en ve prøvede jeg at fokusere på min vejrtrækning, som alle havde sagt var så vigtig. Jeg syntes ikke det hjalp en skid på smerterne. Det blev senere og senere, og jeg fik mere og mere ondt. Omkring kl 4, skulle jeg tisse, og i det jeg rejste mig op sagde det plask på gulvet – mit vand var gået. Jeg vækkede Bedstevennen, og fortalte ham at mit vand var gået. Han ringede til fødegangen, og talte med en jordemoder om, hvordan vi skulle forholde os til det. Jordemoderen ville vide en masse om farven på vandet, og om hvordan jeg havde det. Hun sagde til os, at vi skulle blive hjemme indtil der var 3 minutter imellem veerne, og at veerne tog over 1 minut.

Efter vandet var gået så var der pludselig kun 5 minutter imellem veerne, og de tog lidt under 1 minut hver gang. Jeg havde helt sindssygt ondt, og kunne ikke koncentere mig om noget som helst under mine veer. Bedstevennen farede rundt og fik styr på de sidste detaljer inden vi kunne tage på hospitalet – der blev pakket snacks, og alle de ting som vi ikke havde kunne pakke på forhånd. Jeg begyndte at blive utålmodig, og jeg havde ikke lyst til at være hjemme mere, jeg ville afsted til hospitalet. Bedstevennen ringede igen til fødegangen, fortalte om veernes varighed osv, og vi fik igen at vide at det var bedst hvis vi kunne vente med at komme ind indtil at veerne havde den varighed som de skulle, og kom ved det interval som de skulle.

Kl 9 om morgnen havde veerne endelig det interval og den varighed som de skulle, og vi fik skaffet en taxa. Bedstevennen ringede til min familie, og fortalte at fødslen var i gang. Taxaen kom, og vi fik, imellem mine veer, bakset os og alle vores tasker ud til taxaen. Selvom vi ikke bor ret langt fra hospitalet, så føltes det som verdens længste køretur. Vi havde en meget morgenfrisk taxachauffør der sagde til os, at vi garanteret ville blive sendt hjem igen – for det var de selv blevet mange gange dengang hans kone skulle føde. Hvis ikke jeg havde haft så ondt, så havde jeg helt sikkert slået manden ihjel, for jeg skulle fandeme ikke sendes hjem igen nu. Jeg ville bare ind og havde den baby ud, og have smerten til at stoppe.

Endelig nåede vi hospitalet, og vi begav os langsommeligt hen imod fødegangen. Bedstevennen var ved at gå til under vægten af  alle vores tasker, og jeg blev nødt til at holde pauser hver gang der var en ve. Efter en “lang” gåtur endte vi på fødegangen, hvor vi blev taget imod af en sød jordemoder, som skulle undersøge mig indvendigt. Jeg var simpelthen så nervøs for at jeg ikke var åben nok, og at vi derfor skulle hjem igen. Heldigvis var jeg 5 cm åben på det tidspunkt, og derfor i aktiv fødsel. Jeg blev så sindssygt lettet. Jordemoderen gik ud for at finde os en fødestue med fødekar, og Bedstevennen kom ind til mig, og jeg fortalte ham at vi fik lov til at blive. Han blev super glad og lettet. Der kom en ny jordemoder ind i undersøgelsesværelset til os. Hun præsenterede sig, og fortalte at det var hende der skulle være vores jordemoder under fødslen. Hun var meget ung og sød, og fortalte os lidt om hvad der skulle ske nu. Hun spurgte mig om jeg var interesseret i at få et lavement, hvilket jeg var. Jeg fik lavement, og sad på toilettet i et stykke tid. Under mine veer derhjemme havde jeg været på toilettet 1000 gange, så der kom ikke rigtigt noget ud, da jeg havde fået lavement – min krop havde selv sørget for at tømme sig inden. Hurra. Jordemoderen bad mig om at gå ud og tage et bad, og skifte til hospitalstøj. Imens jeg var i bad, viste jordemoderen Bedstevennen hvilken stue vi skulle være på. Bagefter kom han ud og hjalp mig ind på stuen.

Jeg var gået totalt ind i mig selv på grund af smerten fra veerne, og jeg kunne på inden måde rumme at tale med nogen, heller ikke imellem veerne. Bedstevennen var ekstremt omsorgsfuld, og jeg kunne mærke på ham, at han havde det sindssygt svært ved at se mig i smerte på den måde. Jeg kunne næsten ikke holde det ud, og jeg fik varmepuder på maven og på lænden for at lindre smerten. Jeg syntes overhovedet ikke at det hjalp. Jeg blev tilbudt noget der hed TENZ, hvilket var elektroder der skulle sættes på min mave og min lænd, som så ville give mig små “stød” når jeg havde veer. Meningen var at det skulle flytte fokus fra selve veen, og få mig til at føle noget andet end kun veen. Det var Bedstevennen der skulle styre elektroderne, og sørge for at der kom “strøm” når der kom en ve. Vi prøvede længe, og jeg syntes på ingen måde at det hjalp.

Selvom jeg ikke havde spist i mange mange timer, så nægtede jeg at spise. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om andet end smerten. Jeg ville heller ikke drikke – Bedstevennen blev ved med at tilbyde mig vand og saft, hvilket jeg afslog. Til sidst sagde jordemoderen til Bedstevennen at han ikke skulle spørge mig, men derimod bare stikke sugerøret i munden på mig, fordi det var vigtigt at mit blodsukker ikke blev for lavt og at jeg ikke blev dehydreret.

Efter lang tid med veer og med smertelindring der ikke virkede, var jeg kun 7 cm åben. Jeg kiggede fortvivlet på jordemoderen sagde “kun?!”. På det tidspunkt var jeg helt vildt i tvivl om, om jeg kunne det her. Om jeg ville have kræfter nok til at føde min baby, fordi jeg var så udmattet af ikke at have sovet i langt over 24 timer, ikke at have spist, og af at have smerter i hvad der føltes som en evighed.

Jordemoderen fyldte fødekaret, og sagde at det forhåbentligt skulle hjælpe på smerterne. Jeg fik med besvær min krop op i fødekaret imellem 2 veer, og jeg sank ned i det varme vand. Varmen var rar, men den hjalp ikke på mine smerter. Nu gjorde veerne så ondt, at jeg ikke kunne lade vær’ med at råbe under dem.

Klokken nærmede sig 15, hvilket var tid til vagtskifte – altså ville jeg få en anden jordemoder under resten af min fødsel. Jeg blev igen undersøgt, og jeg var nu de famøse 10 cm åben. Endelig. Jeg begyndte at få pressetrang under mine veer, og jeg følte endelig at der skete lidt. Smerten var slem, og jeg var nervøs for hvilken jordemoder jeg ville få, og om jeg ville kunne lide hende. Det blev tid til vagtskifte, og en ældre kvinde kom ind på stuen. Hun var en fin lille dame, med en avanceret frisure, og en flot make-up på. Min tidligere jordemoder gav hende et resumé af min fødsel indtil da, og fortalte at jeg var 10 cm åben og havde pressetrang. Jeg tog afsked med min tidligere jordemoder, og min nye jordemoder præsenterede sig for mig og for Bedstevennen.

   

2 kommentarer

  • Lars

    Bedstevennen? The fuck… har du fået en unge med din ven og ikke en kæreste? Good luck når han finder noget bedre

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Bedstevennen er min kæreste, men da han i sin tid blev introduceret på bloggen var han ikke min kæreste, og fik derfor navnet “Bedstevennen”.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen til verden, Lilleskid.