Serieanbefalinger #3

Nej, jeg er ikke ovre min eks.

moveon

Jeg har i den seneste tid tænkt rigtig meget over, hvornår man nok er kommet over sin ekskæreste.. Hvornår man er kommet videre. Og i den forbindelse har jeg også tænkt rigtig meget over, om jeg mon selv er kommet videre og kommet over forholdet. På det fleste punkter vil jeg helt klart sige ja, jeg er kommet videre. Men det er noget jeg tænker, fordi jeg ikke nærer følelser for min ekskæreste. Jeg savner ham ikke, jeg elsker ham ikke, jeg mangler ham ikke i mit liv, og det er generelt virkelig sjældent at jeg skænker ham en tanke. Som regel er han ligegyldig for mig.

Men.. Der er altså øjeblikke hvor jeg ikke er over det. Som de personer, der har fulgt bloggen fra starten, ved, så gik jeg fra ham. Jeg var totalt afklaret med bruddet, og vi var virkelig vokset fra hinanden. Jeg har ikke haft det dårligt over at være blevet single, eller overvejet at gå tilbage til ham. Vi har sammen i over 4 år, men alligevel var det nok det allerbedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, og meget nemmere end jeg regnede med, da jeg endelig havde taget valgt. Men det var hårdt for ham, og selv over et år senere var han stadig ikke afklaret med bruddet, og havde heller ikke accepteret at det aldrig blev os igen.

Når jeg så siger at jeg ikke er ovre min ekskæreste, så er det fordi at han har efterladt nogle meget dybe ar i sjælen hos mig. Det popper stadigvæk op, og spøger fra tid til anden. Så selvom jeg ikke har nogen som helst følelser for min eks, så er jeg alligevel ikke kommet så meget videre, at de ting det forhold gjorde ved mig, ikke er noget der berør mig i dag. Jeg har et helt konkret eksempel, fra forleden:

Bedstevennen sad ved sin stationære computer. Pludselig kommer han til at vælte det glas cola som han har stående foran sig. Størstedelen af et glas cola endte derfor udover hans tastatur. Med det samme sprang jeg op, var i totalt beredskab, og hentede alverdens viskestykker og klyde for at hjælpe ham, imens jeg holdt vejret og ventede på at der kom et raserianfald som ville gå ud over mig. Jeg havde en knude i maven, og følte mig ekstremt lille. Der kom dog intet raseriudbrud. Bedstevennen takkede for hjælpen, og sagde at det fandeme var for dumt af ham, at stille et stort glas cola lige foran en masse teknik. Jeg blev ikke overfuset, fik at vide at jeg havde gjort noget galt, eller at der var mere jeg burde gøre i situationen. Bedstevennen var selvfølgelig irriteret, fordi det var super nederen at han nu skulle til at skille sit tastatur af for at tørre det, men hans irritation gik på intet tidspunkt ud over mig.

Den situation satte virkelig nogle tanker igang hos mig, og jeg begyndt at tænke over, hvad det var det havde fået mig til at føle sådan. Og pludseligt blev det meget klart for mig. Det var på grund af min eks. Hans tempratement var voldsomt, og når der var noget galt, eller skete noget lignende situationen forleden, så var det sikkert og vist at det gik ud over mig. Jeg ville få et møgfald, og uanset hvor meget jeg prøvede på at hjælpe, så ville det aldrig være godt nok. Så skulle jeg havde gjort noget andet, noget anderledes, noget bedre. Og jeg ville få at vide at jeg var forkert, og gjorde alt galt. Og så var det uanset om jeg havde været skyld i det der var sket, eller om jeg bare tilfældigvis var i rummet, når der var noget der ikke gik som han ville have det. Jeg har hans personlige boksepude (dog ikke i fysisk forstand), som fik nogle tæsk når han havde behov for at få nogle aggressioner ud.

Den der følelse af at være forkert, og at gøre alt forkert, den sidder virkelig dybt i mig. Det er åbenbart sådan noget der sker, når man regelmæssigt i 4 år får at vide at man ikke er god nok. Det kan virkelig godt være svært for mig, og for Bedstevennen ind i mellem, for han er simpelthen så fantastisk en kæreste, og jeg tror aldrig nogensinde han har sagt til mig, at noget jeg gør, ikke er godt nok. Så det er hårdt for ham, at jeg generelt har en meget undskyldende attitude, hvis jeg ikke har nået alt det jeg gerne ville. Jeg prøver hele tiden på at gøre alt perfekt og godt nok, hvilket jo er et totalt urealistisk ideal og mål. Og jeg kan have vildt svært ved at tro på at jeg er god nok som jeg er, også selvom jeg ikke har arbejdet 10 timer om dagen, gjort hovedrent, skrevet 5 blogindlæg, set alle mine veninder, haft sex, set godt ud, trænet, læst en bog, lavet mad og alt andet, på et døgn.

Det er virkelig noget jeg arbejder med. Det er svært, og selvom jeg gør hvad jeg kan, så bliver følelsen af at være forkert ved med at dukke op. Ikke ligeså ofte som før, men den er der. Og det er et seriøst ar på sjælen, som jeg har fået af min eks, og det er jeg ikke kommet over. Jeg ved heller ikke om jeg nogensinde kommer 100 % over det. Og det kan pisse mig så meget af, at et menneske jeg ikke nærer følelser for, eller har noget at gøre med, har så stor en effekt på mine reaktionsmønstre.

   

2 kommentarer

  • Marie-Louise

    Kender det kun alt for godt. Jeg er blevet diagnosticeret med PTSD og angst, pga. en efterskolekæreste jeg havde engang. Og det var ikke engang fordi vi kom sammen i særlig lang tid. Men han har virkelig givet mig nogle seriøse ar på sjælen, som min nuværende kæreste forsøger at hjælpe mig videre med. Det er forfærdeligt at et menneske kan ødelægge noget for et andet menneske, så lang tid efter at man har smidt dem ud af sit liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Det er jeg virkelig ked af at høre. 🙁
      Øv, alle kærlige tanker til dig, Marie-Louise. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Serieanbefalinger #3