Sl*tcast episode 6, med min søster!

En tur på fødegangen og retur igen

I går var en meget aktiv dag for mig. Jeg gjorde rent, bagte, kokkererede og var faktisk på benene indtil kl 19:00 om aftenen. Netop fordi jeg havde været meget aktiv og haft fokus et andet sted, så havde jeg ikke fokuseret på hvor meget Lilleskid havde bevæget sig i løbet af dagen. Til dem der ikke selv har været gravide, kan jeg fortælle at man skal kunne mærke baby flere gange i løbet af dagen, og man skal reagere med det samme hvis man ikke har mærket liv, eller har mærket betydeligt mindre aktivitet end normalt.

Da Bedstevennen og jeg spiste aftensmad skete der ikke noget inden i maven. Da vi bagefter sad og så et afsnit af en serie skete der heller ikke noget indeni maven – og Lilleskid plejer altid at holde en fucking fest lige efter jeg har spist og sidder og slapper af. Det gjorde hun ikke i går. Derfor startede jeg med at drikke 2 store glas vand, for at se om kulden kunne sætte gang i hende -hvilket det som regel kan. Der skete igenting. Jeg kunne ikke mærke liv. Derefter prøvede jeg at skubbe til hende inde i maven, da det altid sætter hende igang, da det ofte betyder at man har vækket hende. Efter mange og mere og mere voldsomme forsøg skete der stadigvæk ingenting. Og jeg var pisse hamrende bekymret, fordi jeg jo heller ikke havde lagt mærke til hendes bevægelser hele dagen.

Bedstevennen og jeg blev enige om at det var en god idé at ringe til fødegangen, og få lidt råd. Den søde jordemoder som jeg kom igennem til bad os om at komme ind og få tjekket op på baby. Vi greb taskerne som vi havde pakket til når fødslen gik igang, for en sikkerheds skyld, og så skyndte vi os afsted mod hospitalet. Vi blev mødt af den samme søde jordemoder som jeg havde talt i telefon med, og hun sendte mig først ud for at tage en urinprøve, og derefter blev jeg placeret på en briks med et aggregat rundt om maven, som skulle holde øje med Lilleskids hjertelyd i de næste 30 minutter. Selvfølgelig begyndte den lille dame af flytte på sig efter 5 minutter, og jeg følte mig simplethen så dum. Men hvor er det typisk at det først er når man når frem til fødegangen, at Lilleskid faktisk har lyst til at give livstegn fra sig derinde.

Alt var heldigvis som det skulle være, hjertelyden var perfekt, og hun møvede rundt. Jeg undskyldte mange gange til jordemoderen, og forklarede hende at jeg ikke plejede at være så pylret. Hun var så sød, og sagde at det var godt at jeg var opmærksom, og det det altid var det bedste at få det undersøgt, hvis der var noget der føltes anderledes end det plejer. Så kunne Bedstevennen og jeg ellers begive os hjemad igen, flove men ekstremt lettede over at Lilleskid havde det godt. Thank god.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sl*tcast episode 6, med min søster!