Fik jeg så sex i går, eller hvad?

Jeg er så bange for at min mor skal dø

Og ikke kun min mor. Også min far, mine søskende og Bedstevennen. Jo længere jeg når hen i graviditeten, jo mere går det op for mig at jeg faktisk er voksen. Hvis jeg er voksen, så betyder det jo også at mine forældre bliver ældre. Det der med at blive ældre ender altid i døden. Jeg er ikke bange for at jeg selv dør. Men jeg er så pisse bange for at de mennesker jeg elsker dør. Jeg tror ikke at jeg kan holde den smerte ud, hvis en af mine nærmeste går bort. Nogle dage er jeg fuldstændigt lammet af frygten, og kan give mig til at græde over tanken. Jeg ved jo godt at det er absurd at gå og frygte døden på den måde, dels fordi det ikke er noget jeg har den fjerneste kontrol over, dels fordi det ikke er en sund måde at leve på.

Jeg har egentligt altid sagt at jeg ikke vil lade frygten styre mit liv. Jeg har f.eks. besluttet mig for at jeg ikke vil stoppe med at rejse af frygt for terror, da det jo så vil betyde at terroristerne har vundet. Jeg vil ikke gå og være bange for at jeg ikke slår til i mit  arbejdsliv, i mit nye projekt og her på bloggen. For hvis jeg går og er bange, så nyder jeg ikke mit liv, og så fokuserer jeg ikke på alle de ting jeg er god til, de ting der lykkes og de ting jeg elsker. A negative mind will never give you a positive life. Jaja, kliché-citat, men det er sgu rigtigt.

Men nu hvor Lilleskid tonser rundt i maven, og er det allermest livsbekræftende i verden, så har frygten for at miste meldt sig. Og den er desværre en rimelig konstant ting i min hverdag for tiden. Hvad nu hvis hun ikke når at kende sin mormor, morfar, moster og onkel? Hvad nu hvis alt hun kommer til at vide om dem er hvad jeg fortæller? Hvad nu hvis hun ikke kommer til at vide at hun er så elsket af dem.

Jeg ved godt at jeg lyder bindegal når jeg skriver det her indlæg, og jeg går ærligt talt også og er lidt bekymret for at jeg er ved at gå fra forstanden, for jeg ved jo godt at det ikke er normalt at have sådan et fokus på døden dagligt. Og jeg ved også godt at det ikke er et sundt fokus at have. Jeg ved ikke om det eventuelt kan være graviditetshormoner som får min hjerne til at spasse sådan ud, men jeg håber virkelig at det forsvinder. Jeg tør ikke engang sige det højt, for hvad nu hvis det så sker? Desuden ved jeg at jeg vil blive mødt af “lad da vær’ med at tænke sådan”, “det kommer der ikke noget godt ud af”, “chancen for at det sker er minimal”, “det er da ikke noget du skal gå og bekymre dig om”. Alt det ved jeg jo godt. Jeg ved det. Og jeg siger det til mig selv hele tiden. Men det er som om at frygten ikke bliver mindre, uanset hvor rationel jeg prøver at være. Jeg er ellers normalt ret god til at tale mig selv ned, når der er noget negativt der fylder. Jeg er god til selv at være rationel når irrationelle følelser tager over. Men ikke denne gang.

dsvgfw

   

10 kommentarer

  • Trine

    Oplevede præcis det samme i forbindelse med min graviditet og fødsel. Da jeg pludselig skulle til at kalde mine egne forældre og svigerforældre for bedsteforældre, blev jeg pludselig så bange for at de skulle blive syge eller dø! Og hvis min mand var lidt for længe om en tur i Fakta stak min hjerne af med forfærdelige tanker om trafikuheld eller lignende. Jeg har altid været en ret ubekymret type, så jeg syntes faktisk det var ret voldsomt at have det sådan. Nu er min datter snart 11 måneder, og det er ikke gået væk, men jeg tror jeg er begyndt at acceptere at det er et af vilkårene ved at være blevet forældre – i hvert fald for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Hvor er det rart at vide at jeg ikke er alene, og så alligevel..
      Tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg kender fuldstændig den følelse! Jeg har flere gange grædt over frygten for at miste mine forældre og jeg ville slet ikke kunne klare tanken om, at mine fremtidige børn ikke skulle kende deres bedsteforældre. Men jeg ved sgu’ ikke rigtigt noget godt råd til, hvad man gør ved den følelse, så hvis du finder på noget, så vend lige tilbage! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Jeg vender tilbage hvis jeg finder løsningen 🙂 Jeg tror bare ikke rigtigt at der er noget at gøre. Man må nok bare forlige sig med tanken om at vi og de ikke er her for evigt. Men det gør sgu naller. :/

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie-Louise Bauer

    Kender det alt for godt og jeg er ikke engang gravid. Min største frygt er at mine børn ikke kommer til at kende mine forældre og omvendt at mine forældre ikke kommer til at kende mine børn. Tanken får mig til at tude. Snakkede med min mor om det på et tidspunkt, men så begyndte hun også at tude (vi ligner hinanden utroligt meget), samtidig med at hun sagde de ting du lige har nævnt at man vil blive mødt af hvis man nævner det. Det er ikke noget jeg tænker på hver dag, men den frygt der går ikke bare væk selvom jeg, ligesom dig, forsøger at tænke rationelt. Jeg synes det hjalp lidt at snakke med min mor om det så det vil jeg anbefale,og hvis ikke du er super tryg ved den samtale med din mor (kender jo ikke jeres forhold til hinanden) så en anden som du ikke har noget imod evt at stortude hos. For man ved jo ikke om man kommer til at tude 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Det kunne godt være at jeg skulle tage en snak med min mor. Vi har det rigtigt godt med hinanden, så det er dejligt. Haha, jeg HADER at tude, uanset hvem det er overfor. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg havde det også sådan i min graviditet – og særligt i forhold til min mor! Tror der er rigtig mange grunde til det dukker op lige der, men jeg så det egentlig som en hel naturlig (omend ikke rar) ting i en ekstrem følsom periode, som graviditet/moderskabet jo er. Frygten forsvandt dog hos mig så snart jeg havde født – sammen med en masse af de andre bekymringer jeg havde i graviditeten. Om det blot er fordi jeg ikke har tid til at tænke på det ved jeg ikke, men tror egentlig det aftager i takt med at ens moderskabsfølelse øges og derved troen på at man kan klare hvadend der kommer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Jeg håber da at det forsvinder på Lilleskid kommer til verden, men vi får se. 🙂 Om ikke andet, så håber jeg at frygten kun dukker om ind imellem, og ikke dagligt som den gør lige for tiden.

      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • iMama

    Jeg havde det på samme måde som dig. Da mit barn kom til verden, indså jeg hvor afhængig han er af mig og lige pludseligt blev jeg også bange for at jeg selv skulle dø og at mit barn sku vokse op uden mor. Frygtelige tanker.
    Men ret hurtigt blev jeg god til at stille om og tænke på noget positivt og nyde mit barn i stedet for alle de negative tanker og hvad nu hvis…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Forhåbentligt så sker det af sig selv når Lilleskid kommer til verden. 🙂 Om ikke andet, så må jeg tage mig sammen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fik jeg så sex i går, eller hvad?