Jeg er så bange for at min mor skal dø

Og ikke kun min mor. Også min far, mine søskende og Bedstevennen. Jo længere jeg når hen i graviditeten, jo mere går det op for mig at jeg faktisk er voksen. Hvis jeg er voksen, så betyder det jo også at mine forældre bliver ældre. Det der med at blive ældre ender altid i døden. Jeg er ikke bange for at jeg selv dør. Men jeg er så pisse bange for at de mennesker jeg elsker dør. Jeg tror ikke at jeg kan holde den smerte ud, hvis en af mine nærmeste går bort. Nogle dage er jeg fuldstændigt lammet af frygten, og kan give mig til at græde over tanken. Jeg ved jo godt at det er absurd at gå og frygte døden på den måde, dels fordi det ikke er noget jeg har den fjerneste kontrol over, dels fordi det ikke er en sund måde at leve på.

Jeg har egentligt altid sagt at jeg ikke vil lade frygten styre mit liv. Jeg har f.eks. besluttet mig for at jeg ikke vil stoppe med at rejse af frygt for terror, da det jo så vil betyde at terroristerne har vundet. Jeg vil ikke gå og være bange for at jeg ikke slår til i mit  arbejdsliv, i mit nye projekt og her på bloggen. For hvis jeg går og er bange, så nyder jeg ikke mit liv, og så fokuserer jeg ikke på alle de ting jeg er god til, de ting der lykkes og de ting jeg elsker. A negative mind will never give you a positive life. Jaja, kliché-citat, men det er sgu rigtigt.

Men nu hvor Lilleskid tonser rundt i maven, og er det allermest livsbekræftende i verden, så har frygten for at miste meldt sig. Og den er desværre en rimelig konstant ting i min hverdag for tiden. Hvad nu hvis hun ikke når at kende sin mormor, morfar, moster og onkel? Hvad nu hvis alt hun kommer til at vide om dem er hvad jeg fortæller? Hvad nu hvis hun ikke kommer til at vide at hun er så elsket af dem.

Jeg ved godt at jeg lyder bindegal når jeg skriver det her indlæg, og jeg går ærligt talt også og er lidt bekymret for at jeg er ved at gå fra forstanden, for jeg ved jo godt at det ikke er normalt at have sådan et fokus på døden dagligt. Og jeg ved også godt at det ikke er et sundt fokus at have. Jeg ved ikke om det eventuelt kan være graviditetshormoner som får min hjerne til at spasse sådan ud, men jeg håber virkelig at det forsvinder. Jeg tør ikke engang sige det højt, for hvad nu hvis det så sker? Desuden ved jeg at jeg vil blive mødt af “lad da vær’ med at tænke sådan”, “det kommer der ikke noget godt ud af”, “chancen for at det sker er minimal”, “det er da ikke noget du skal gå og bekymre dig om”. Alt det ved jeg jo godt. Jeg ved det. Og jeg siger det til mig selv hele tiden. Men det er som om at frygten ikke bliver mindre, uanset hvor rationel jeg prøver at være. Jeg er ellers normalt ret god til at tale mig selv ned, når der er noget negativt der fylder. Jeg er god til selv at være rationel når irrationelle følelser tager over. Men ikke denne gang.