Hvis jeg ikke var gravid, ville jeg købe..

hvisjegikkevarfed

reklamelinks_tinderslut

1. Sort wrap-kjole 387,75 kr.2. Feminism t-shirt 122,45 kr.
3. Barbie bodystocking 224,49 kr.4. Jeans med lace up 357,14 kr.

Jeg er som bekendt i mit 3. trimester, og jeg begynder at gøre mig mentalt klar på at fødsel er lige om hjørnet. I den forbindelse fantaserer jeg om alle de ting jeg gerne vil, når Lilleskid er kommet til verden, og ikke længere ligger inden i mig, som en eller anden lille snylter, og gør mig fed. En stor bid af de ting jeg fantaserer om, er hvad jeg gerne vil iføre mig, når jeg igen kan passe almindeligt tøj. Hele sommeren har jeg f.eks. cravet wrap dresses, som desværre ikke har været flatterende på mig, på grund af vommen. I går lå jeg og scrollede igennem ASOS, som jeg så ofte har gjort, og jeg forelskede mig i den ene ting efter den anden, som jeg først vil kunne passe når Lilleskid er ude. Og jeg tør virkelig ikke at klikke noget hjem endnu, da det jo ikke er til at sige, hvor lang tid der går før jeg igen kan passe det tøj jeg plejer. Men se lige hvor pænt, altså.

Ps. Hvis I endnu ikke har hørt første episode af min podcast, så hop lige ind og ta’ et lyt, lige her.

Hvad kunne I godt tænke jer at høre om?

rgeeer

Jeg elsker at skrive, og jeg er faktisk også virkelig begyndt at holde af podcast som medie – og jeg synes det er skide sjovt at optage min egen podcast. Jeg skriver og taler om alle de ting der fylder for mig, i mit liv, og det har jeg tænkt mig at blive ved med – men jeg er også super nysgerrig på, hvad I (læsere og lyttere) godt kunne tænke jer at høre mere om.

Er der eventuelt nogle af de ting jeg allerede skriver og snakker om, som I godt kunne tænke jer at jeg gik mere i dybden med? Eller er der emner som jeg slet ikke beskæftiger mig med, men som I godt kunne tænke jer at høre om? Smid mig endelig en kommentar eller en mail, hvis I har ønsker, for jeg kunne så godt tænke mig at I lærte og endnu bedre at kende, end I gør i forvejen!

 

“Jeg var også selv ude om det”

grsgra

jeg var forleden ude at spise med en flok kvindelige kolleger. Vi havde det helt sindssygt hyggeligt, og jo længere tid der gik, jo mere glemte vi at vi var kolleger og jo mere blev vi bare til “mennesker”. Det gjorde også at stemningen og samtalen blev mere løssluppen, jo længere tid der gik. Snakken bevægede sig hen på oplevelser vi hver især havde haft i det københavnske byliv, med det modsatte køn. Nærmere betegnet handlede samtalen om alle de gange man er blevet gramset på af fremmede, fået uønsket ubehagelig opmærksomhed, og generelt de gange hvor ens grænser er blevet overtrådt af en fremmed.

En kollega fortalte en historien om en sommer, hvor hun var ude at shoppe. Der havde været nogle varer i en kurv på gaden, og hun stod foroverbøjet for at finde noget hun skulle have, som lå i bunden af kurven. Ud af det blå havde en mand, som hun ikke kendte, taget fat med en hånd under maven på hende, og en hånd i hendes skridt, og han løftede hende op. Hans venner stod og grinede af situationen. Efter “et godt grin” satte han hende ned. Hun gik tilbage til hendes veninder, og han smuttede videre med hans kammerater. Flere forbipasserende havde overværet situationen og grint. Min kollega fortalte historien i et muntert tonefald og grinede også selv lidt af oplevelsen. Hun sluttede historien af med at sige “jeg var også selv ude om det, jeg skulle have sat mig ned på hug og rodet i den kurv i stedet for at stå og stritte med måsen”.

Jeg var mildest talt ved at falde ned af stolen efter den historie og den sidste bemærkning. Det her er jo lige præcis den holdning der gør, at der er voldtægtsofre der aldrig anmelder deres voldtægt. Det er den holdning der gør at der er så mange kvinder der er ude for grænseoverskridende adfærd i bylivet og ikke påtaler det. Hvad fanden sker der? På en eller anden måde er jeg da glad for at min kollega ikke går og har det skidt med den oplevelse, for jeg ønsker bestemt ikke at hun skal have det skidt, men jeg bliver simpelthen så rasende over at høre, at hun lod det ske og at hun faktisk fortæller folk at hun selv gjorde noget galt, som var skyld I at hun blev udsat for den upassende og ubehagelige handling. Jeg kan godt forstå at det kan være svært at gøre noget i øjeblikket, da man ofte selv bliver helt paf over at folk opfører sig sådan, og man måske først når at blive rasende og at fordøje oplevelsen efter hændelsen er overstået. Men hvorfor fanden var der ikke nogle af veninderne der konfronterede fyren? Hvorfor var der ikke en forbipasserende der der gjorde noget? Hvorfor fanden sagde hans venner ikke fra? Er man virkelig villig til at tillade og tilgive alt, for den gode stemnings skyld? For selvfølgelig var det på INGEN måde okay! Og selvfølgelig gjorde hun intet galt! Hold nu kæft hvor er jeg træt af victim blaming, både når det handler om deciderede voldtægter, men satme også når det handler om mindre episoder. En ting er at krænkeren vælger at pege fingrer, og ikke kan se indad (han må jo have en psykisk brist), men ofrene skal fandeme ikke pege fingrer af hinanden. Vi skal sgu ikke acceptere at folk mener at “vi selv var ude om det” – og slet ikke at de kvinder der selv er blevet krænket, har den holdning. Vi skal fandeme sige fra og stå sammen – og blive enige om at vi på igen måde vil acceptere sådan noget pis, ellers udvikler vores samfund sig da aldrig!

Det glæder jeg mig til, når Lilleskid er kommet til verden

sfsafste

Som de trofaste læsere ved, så har jeg haft en rimelig smertefri og “nem” graviditet indtil videre. Jeg har ikke haft voldsomme gener, og har det generelt godt. Jeg sover godt om natten, har ingen smerter i bækken eller lignende. Det betyder dog ikke at jeg elsker at være gravid eller at jeg synes det er en dans på roser. Der er intet der kan sammenlignes med den lykke man føler, når Lilleskid sparker inde i maven, og det ville jeg på ingen måde være foruden, men når det så er sagt, så glæder jeg mig sgu til at være færdig med at være gravid, og det har jeg egentlig gjort lige siden jeg blev gravid. Jeg har ikke følt mig mere kvindelig og feminin end normalt. Tværtimod faktisk. Jeg synes det er svært at vænne sig til og at acceptere at man bliver stor, tyk og klodset. At man ikke kan bevæge sig i samme omfang som eller, og at der er ting man ikke må. Jeg synes helt ærligt ikke det er sjovt. Nu er der ikke længe til at Lilleskid burde melde hendes ankomst, og jeg glæder mig helt ustyrligt. Ikke kun til at møde hende, selvom det selvfølgelig er det jeg glæder mig mest til. Men jeg glæder mig virkelig også til følgende:

  • Til at kunne passe alt mit tøj igen, og at sammensætte det på alverdens måder. #jegsavnermineubehageligtstrammejeans
  • Til at drikke rødvin, G&T, øl og cocktails. Jeg elsker virkelig at nyde et godt glas vin eller en kold øl/drink. Det savner jeg virkelig, når jeg sidder der og sipper i min danskvand imens resten af selskabet drikker en lækker og kraftfuld rødvin.
  • Til at kunne træne ubesværet igen. Jeg savner virkelig at få høj puls, at brænde energi af og bruge min krop. Det kan jeg ikke for tiden, jeg får ondt og får plukveer.
  • Til at gå til frisøren og så farvet mit hår. Egentligt er mit hår ganske pænt. Jeg har med vilje ladet mit hår blive “min naturlige hårfarve” inden jeg blev gravid, sådan at jeg ikke skulle gå rundt med en forfærdelig udgroning i 9 måneder, men jeg trænger til at der sker noget nyt.
  • Til at bruge masser af parfume og deodorant dagligt igen. Jeg elsker at dufte godt, og det kan jeg afsløre, at det gør jeg sgu ikke under min graviditet. Jeg sveder som et svin, og jeg prøver at begrænse mit forbrug af parfume og deodorant, men nogle gange er det altså en nødvendighed..
  • Til at føle mig sexet igen. Netop fordi man ikke kan bevæge sig ubesværet længere, så er det også lidt svært at føle sig super sexet – bare det der med at skifte stilling i sengen giver en sved på panden. Not so sexy.
  • Til at føle mig som en kvinde, og ikke bare en babymaskine. Folk er egentligt som regel skidesøde, og spørger ind til Lilleskid og min graviditet, men jeg glæder mig sgu til at snakke om noget andet, og at “BABY” ikke er det første folk tænker når de ser mig.
  • Til at kunne tage strømper og sko på, uden at blive nødt til at hvile sig efterfølgende. Det erSÅ svært og hårdt at komme ned til de skide fødder, så som regel føles det som om man har trænet cardio i 2 timer, efter man har taget strømer og sko på.

Ps. hop lige ind og lyt til første episode af min podcast; Slutcast.

Sådan en mor vil jeg IKKE være!

effjegk

Egentligt synes jeg at der er alt for meget mommy-shaming på de sociale medier, og alt for mange folk der peger fingrer ad andre. Dette indlæg skal IKKE forstås som en sviner til de mødre der gør de ting, som jeg aldrig vil gøre, for jeg forstå helt bestemt at vi alle er forskellige, har forskellige behov, og har børn med forskellige behov. Dette indlæg er simpelthen ment som humor. Jeg håber ikke at det kommer til at pisse hele verden af.

  • Jeg vil ikke være en mor der skifter navn på Instagram til “MorTilSmillaMynthe”. Jeg kan sagtens forstå at man måske har valgt at have en Instagram-profil som handler om livet som mor, og om det menneske man elsker allerhøjest i hele verden. Men hold nu kæft hvor ville jeg hade at “mor” var den eneste form for identitet jeg skiltede med. Jeg er HELT med på at det kommer til at blive en kæmpe del af ens identitet, hvis ikke den største, men jeg tror måske bare gerne at jeg vil blive ved med at være alt det jeg allerede er, og nu OGSÅ mor. Dermed ikke sagt at jeg ikke respekterer de kvinder der går ind i mor-rollen  100 % og som har et konstant fokus på mor/barn. It’s just not for me..
  • Jeg vil ikke være en mor der kalder min datter for “Prinsesse”. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg HADER simpelthen det ord. Måske fordi jeg associerer det med en forkælet møgunge. Måske fordi jeg synes det er at trække en identitet ned over hovedet på mit barn. Måske fordi jeg synes det lyder svagt. I don’t know. Jeg er helt med på at det jo bare er et kælenavn, og noget de fleste kalder deres barn for at udtrykke at deres barn er dyrebart for dem. Men altså.. Prinsesse?! Jeg kan næsten ikke holde det ud. Min datter bliver i hvert fald ikke kaldt for prinsesse.
  • Jeg vil ikke være en mor der konstant ligger billeder ud af mit barn på nettet. Jeg kommer helt sikkert til at ligge billeder op, ingen tvivl om det, men jeg vil helt bestemt prøve på at begrænse mig selv i det, netop fordi jeg helt sikkert ikke selv ville have brudt mig om at samtlige at mine barndomsminder lå på nettet. Nogle få udvalgte er helt okay, men jeg vil ikke dokumentere hvert øjeblik af mit barns liv på internettet. Igen – jeg har stor respekt for at andre har valgt at gøre det anderledes, og jeg ser bestemt ikke skævt til de kvinder der deler deres børns liv på nettet i stort omfang, jeg vil det bare ikke, netop fordi jeg ikke ville have haft det godt med det, hvis det var min mor der havde gjort det da jeg var barn. Men vi er alle jo lige netop forskellige. Og hurra for det.
  • Jeg vil ikke være en mor der brokker sig over at der f.eks. ikke bliver serveret svinekød i mit barns institution. Jeg tror generelt at jeg har den holdning, at uanset om der bliver serveret vegansk mad, halal, stærk mad, svinekød, mad med gluten og laktose, mad uden gluten og laktose osv osv., så vil jeg have det helt fint med det. Så længe mit barn får en varieret kost, som ikke er decideret usund eller som mit barn ikke kan tåle, så har jeg det helt afslappet med hvad der skal serveres. Jeg er faktisk bare ret sikker på at det er godt at ens barn bliver præsenteret  for mad som han/hun eventuelt ikke får serveret derhjemme. Jeg er sikker på at det er med til at gøre barnet mindre kræset, og mere åbent for at prøve nye ting. Fucking win/win i min verden.

Har I nogle gode punkter til listen, som jeg har glemt?

Ps. hop lige ind og lyt til første episode af min podcast; Slutcast.