Det der med vægten under graviditet..

Jeg savner teenagetidens umiddelbare ærlighed

Jeg er glad for jeg ikke længere er teenager. Det var simpelthen den hårdeste tid i mit liv, og jeg var i mine følelsers vold konstant. Og jeg var endda mere rationel end mange af mine med-teens. Det er virkelig noget jeg ikke savner; alt føle alt, hele tiden, i et kæmpe sammensurium. Men alle de følelser gjorde også en totalt umiddelbar. Man handlede på sine følelser, og gjorde folk opmærksom på dem, på en helt anden måde end hvad jeg kunne finde på i dag. Jeg husker særligt arto-profiltekster og statusopdateringer, hvor man VIRKELIG formåede at gøre folk opmærksomme på at de havde gjort en ked af det, at de var nogle røvhuller, at de gjorde en lykkelig eller noget helt fjerde.

Man havde intet filter, man skulle bare ud med alle de ting der fyldte indeni en. Og selvom jeg virkelig er glad for at jeg har udviklet en langt større forståelse for hvad der er hensigtsmæssigt og passende at dele med andre (f.eks. på Facebook), så kan jeg godt savne den der umiddelbare ærlighed en lille smule. Ikke i forhold til hvad jeg poster på sociale medier, for jeg kunne aldrig finde på at dele hjertesorger, skuffethed og andre meget personlige issues med 700 bekendte på Facebook, for jeg kan faktisk godt lide at holde kortene tæt til kroppen, og kun dele de helt personlige ting med mine nærmeste (og her på domænet). Men jeg kan godt savne at være mere modig, og simpelthen gøre folk opmærksomme på når de har gjort mig ked af det, vred, glad, skuffet og alt muligt andet. Ofte fortæller man ikke sådan nogle ting – eller jeg gør i hvert fald ikke, fordi jeg ikke gider drama. Jeg magter simpelthen ikke at bruge min tid på mennesker der behandler mig dårligt, og det er såmænd også fint nok. Men jeg tror faktisk at det ville være ganske sundt for mig at tage konfrontationen ind imellem, i stedet for bare at trække stikket. Jeg tror også det er sundt at andre bliver opmærksomme på når de gør noget der påvirker andre.

Lige for tiden ville jeg ønske at jeg magtede at tage konfrontationen med en af mine veninder, og rent faktisk sige til hende, at det gør mig ked af det, at hun på ingen måde udtrykker glæde på mine vegne over at jeg skal være mor. At det sårer mig at hun ikke kan se ud over hendes egne behov for en gangs skyld, og vise en interesse for mig. At jeg godt kan forstå at hun måske ikke synes at børn er det fedeste i verden, men at jeg faktisk havde forventet at hun ville være glad for at jeg var glad. At jeg har stået på hovedet for hende i mange år, gjort alle de ting hun godt kan lide, spist de steder hun ville spise, gået til de koncerter som hun ville se, tage på ferie de steder hun ville hen, og simpelthen gjort alt på hendes præmisser, og at jeg havde forventet at jeg ville få mere igen. Jeg ville ønske at jeg tog mig sammen til at sige til hende, at jeg er begyndt at trække mig i vores venskab, fordi jeg ikke længere kan være hende der giver og giver, uden at få noget igen. Jeg ville ønske at jeg ikke havde ladet det nå så langt ud, at det nu bare virker som det nemmeste at lade venskabet glide langsomt ud i sandet. Det ville jeg ønske. Jeg ville ønske at jeg var teenagemodig og teenageærlig, og slet ikke tænkte over at jeg ikke magtede at bruge min energi på en konfrontation. At voksenhedens ”velovervejethed” og energiprioritering ikke kom i vejen for at jeg fik sagt alt det jeg har brug for at sige. Men som jeg ikke magter at sige, fordi det kan gå så mange veje.

dtgfeedg

   

2 kommentarer

  • Anette

    Min svigerinde syntes heller ikke børn er det fedeste, og hun ønsker heller ikke børn selv.

    Hende kunne man heller sige var begejstret for hun skulle være faster – nok også fordi at hun ikke selv ønsker børn, og der derfor er en naturlig barriere mere end hvis hun selv ønskede børn.
    Det er dog blevet bedre efter ungerne er kommet til – men hun er stadig ikke stor fan, og dog tænker hun dem ind når hun lige står og falder over noget sejt i en butik – selv om vi bor langt fra hinanden.

    Jeg ville ikke kunne lade det glide ud i sandet (family and all… :)) – men syntes du skal prøve at se om hun selv søger dig i baby lykken, når du har født, det er nok også først der det måske går rigtigt op for hende at din verden er en anden nu!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tinderslut

      Tja, det kunne da være dejligt hvis hendes adfærd ændrer sig når lilleskid kommer til verden. Jeg tvivler, men håber da. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det der med vægten under graviditet..