Tinderslut leger Life coach #77 - Hvordan vænner vi os til at være kærester?

Tinderslut leger Life coach #78 – Jeg har været min kæreste utro

I denne uges dilemma bliver jeg sgu sur. Måske kan I give andre/bedre råd end jeg kan?

“Hej Tinderslut,
Jeg står i et dilemma, som jeg godt kunne tænke mig din/andres holdning til. Jeg har en kæreste, som jeg er virkelig glad for! Vi har snart været sammen i 2,5 år. Han betyder alt for mig, og jeg vil slet ikke kunne forestille mig at skulle være ham foruden. Vi prøvede at holde “pause” her for nogle måneder siden, fordi der var nogle ting, som ikke lige fungerede. Men vi fandt begge ud af, at vi ikke kan undvære hinanden. Jeg er meget tryghedsnarkoman, og jeg har brug for ham som min faste klippe. Så ja, du kan vel fornemme, at jeg for ingenting i hele verden vil undvære ham.

Nu kommer mit dilemma. Jeg var ham utro for længe siden. Vi havde nok været sammen i 5 måneder. I starten af vores forhold havde jeg sindssygt svært ved at binde mig til ham (jeg var meget flyvsk og drengeglad før vores forhold). Hvorfor jeg var ham utro, det ved jeg ikke. Dumt som det lyder. Jeg var fuld (det er ingen undskyldning), og efterfølgende var jeg SÅ ked af det. Han spurgte hele tiden, hvad der var galt, men jeg var bare så glad for ham, at jeg ikke følte, jeg kunne såre ham, og så egoistisk som det lyder, så ville jeg ikke miste ham. For jeg vidste, at det var forbi, hvis jeg fortalte det. Det har efterfølgende været sindssygt hårdt at gå med det i baghovedet, og jeg har været SÅ tæt på at fortælle ham det. Men af flere årsager så kunne/kan jeg bare ikke. Nok mest fordi jeg ved, hvor ked af det han bliver, og jeg elsker ham så højt, og jeg vil ikke kunne unde ham den smerte.

Problemet ligger i at for lidt tid siden skete igen. Ikke med den samme fyr. Og den her gang har jeg ikke engang sådan rigtig dårlig samvittighed. Jeg er ikke ked af det på samme måde, og jeg kan sagtens se ham i øjnene. Selvfølgelig gør det ondt at tænke på osv. Jeg ved jo godt, at jeg holder ham rigtig rigtig meget for nar. Men han er min bedste ven og kæreste, og hvis ikke jeg har ham, føler jeg mig helt alene. Og derfor undrer det nok også mange, at jeg kan få mig til at være sammen med en anden. Men jeg tror der ligger et problem inde i mig, som jeg skal arbejde med. Det har ikke noget at gøre med selve sex-delen. Min kæreste og jeg har fantastisk sex, så det er ikke det jeg mangler. Måske opmærksomhed og bekræftelse. Min kæreste er lidt dårlig til at give mig det, selvom jeg efterspørger det meget. Måske bunder det i, at selvom jeg har en kæreste, så ved jeg, at andre drenge også synes jeg er lækker? Jeg ved det ikke, og det er noget, som jeg gerne vil komme til bunds i. For det er ikke kun ift. det her. Jeg har tit brug for opmærksomhed og bekræftelse. Så jeg ved godt, at grunden bag er noget personligt. Mit spørgsmål er bare. Burde jeg fortælle ham det? Vores forhold er forbi så, det ender på en MEGET træls måde, hvilket jeg ikke vil have. Og jeg kender ham godt nok til at vide, at han også ønsker vi er venner efter vores forhold måske skal slutte på et tidspunkt. Jeg elsker ham bare alt for højt til at kunne undvære ham. Og jeg er 100 procent sikker på, at han ikke finder ud af det, hvis ikke jeg fortæller ham det. Personligt kan jeg sagtens selv leve med det. Og hårdt som det lyder, så tænker jeg meget “hvad han ikke ved, har han ikke ondt af”. Hvad stiller jeg op?

Knus den forvirrede”

“Jeg elsker ham for højt til at kunne undvære ham”. Nej du gør ej, det er jo løgn. Hvis du elskede ham så højt som du siger, så ville du ikke være ham utro hele 2 gange, og derefter lyve for ham og holde ham for nar. Du elsker trygheden i at have en kæreste – og det er simpelthen ikke fair overfor ham, at du er sammen med ham på grund af tryghed. Og det er ikke fair at du lader ham have et forhold på et uoplyst grundlag. Du siger selv at han ville gå sin vej hvis han vidste at du havde været ham utro.. Det er SÅ fejt at holde det for dig selv, fordi du synes det vil gøre for ondt PÅ DIG, hvis du siger det. Det er simpelthen så egoistisk, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Det kan godt være at du har nogle personlige problemer der ligger til grund for dit overdrevne behov for bekræftelse, men det synes jeg ikke du kan byde din kæreste at leve med, før du har fået styr på det. Mit råd er at være ærlig overfor ham, og lade ham tage den beslutning som han har brug for at tage. Det vil lette din samvittighed, og det ville være sundt for dig, at arbejde med alt dit lort, uden at byde en du påstår at du elsker, at være ham utro imens.

   

4 kommentarer

  • The utro

    Okaaay, nu siger jeg lige en ting, for jeg har oplevet det her fra den anden side.. Den der intet fik at vide, men opdagede det til sidst selv! JEG personligt har mange gange sagt til min daværende kæreste, at hvis der var det mindste, så skulle han fortælle mig det, da andet vil være for fejt, som tinderslut siger.. Den følelse af at man er blevet holdt for nar er 1000000000 gange værre end at få sandheden fra start! Ja den sandhed gør ondt, men det gør godt nok mere ondt at vide at “man ikke har været mere værd end en løgn” Om man så får sandheden NU fra dig af, vil man stadig “sætte pris” på din ærlighed, om man så går fra hinanden eller ej, ved jeg ikke for kender jer ikke, men som tinderslut også siger, du elsker trygheden, for du kan godt lide opmærksomheden ved at andre synes du er lækker.. såå tænker der findes bedre til jer begge.. Just meningen fra en der har oplevet det fra den anden side..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Uh ha sikke et svar tinderslut. Din vrede var meget tydelig, og jeg føler, at det gjorde det svært for dig at forholde dig objektiv og ikke lade dig styre af den og dermed give et sagligt svar.

    Jeg synes den forvirrede skal have ros for ar være så god til at beskrive sine følelser. Jeg tror, hun i det daglige er god til at sætte ord på sine følelser og at dette dilemma er noget hun tænker meget over, og at det fylder meget i hendes tanker. Jeg synes, det er et vigtigt dilemma og flot, at hun tør spørge efter råd.

    Jeg er ikke enig, at utroskab automatisk hænger sammen med, at så elsker man ikke personen højt. Jeg tror, at hun taler sandt, når hun siger det. Men samtidig bliver der gjort noget mod kæresten, som hun ved, gør ham meget ked af det. Derfor er utroskab ikke okay – og slet ikke to gange. Men nogle gange gør vi sårende ting mod dem vi elsker, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi ikke elsker dem. Der kan være mange andre grunde til det. Den forvirrede er selv inde på, at det kan skyldes hendes store behov for bekræftelse. Hvor det store behov kommer fra – det ved vi ikke… Men det “hul” tror jeg den forvirrede skal finde ud af (måske have hjælp til) så hun kan få det fyldt. Det skal fyldes på andre måder end af andre mænd ELLER af sin kæreste. Jeg tror, at det er hende selv, som skal arbejde på hendes selvværd og lære at bekræfte sig selv. Det er svært, og det kræver ofte en lang “rejse” at komme der til.

    Lige netop dette dilemma er noget min kæreste og jeg har drøftet. Så jeg ved, at hvis jeg en dag er ham utro, så vil han ikke vide det. Min kæreste synes netop, at det vil være egoistisk af mig at fortælle det. Netop fordi det vil såre ham så gevaldigt, og han ønsker jo at blive sammen. Han mener, at det vil være min fejl og noget jeg må leve med selv. At dele min byrde vil netop være egoistisk.

    Og til hendes spørgsmål – “hvad stiller jeg op”
    Jeg tror, at du skal komme frem til, hvad du ønsker af forholdet? For tryghed er ikke en grund nok. Jeg tror som sagt du har et selvværd, du skal have bygget op! Om du skal sige det eller ej, kan jeg ikke sige dig, men jeg har nu givet dig mine tanker om det. Hvis du vælger at sige det, giver det jer er grund til at få snakket om det, og netop inddrage ham i dine grunde til, hvorfor du har gjort det. Men ja du ved ikke, hvad udfaldet vil blive!

    Jeg ønsker dig alt held og lykke.
    Vh. Mette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • SK

    Jeg kan slet ikke tåle, at læse det her!!!!
    Måske kvinden her, skulle vende hele situationen om og tænke over hvor til grin hun selv ville føle sig, hvis hendes kæreste gik rundt og IKKE fortalte hende den slags ting.
    Få afsluttet forholdet i en fart, så den stakkels mand kan komme igang med at reparere sig selv og finde en der virkelig fortjener ham!
    Bliver sgu tosset over der findes SÅ egoistiske mennesker.
    Til kvinden: Nej, han vil højst sandsynligt ikke være venner med dig efterfølgende!
    Du fortjener slet ikke hans selskab, venskab, opmærksomhed.
    Flot, at du har indset at det ikke er i orden det du gør – det burde dog slet ikke være nødvendigt, at du skal have andres syn på din situation. brug din tid fornuftigt og snak med din kæreste – det fortjener han vidst.

    ØV hvor bliver jeg ked af, at den slags ting sker i verden 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg kan godt se, at det er helt unfair og ikke en god grund for et forhold. Grundlæggende er jeg enig med dig – men jeg synes simpelthen din retorik og udtryk såsom “at arbejde med alt dit lort” samt “…dit overdrevne behov for bekræftelse” er umodent.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tinderslut leger Life coach #77 - Hvordan vænner vi os til at være kærester?