Tindersisters #66 – “Kalorius” og halvt afrevet modersmærke

Denne Tindersister har ikke været specielt heldig med hendes date. Som altid kan I sende endnu flere historier til tinderslut@gmail.com.

“Kære Tinderslut!

Jeg er en kvinde i start 20’erne der plejer at gå efter mænd der er mindst 10 års ældre. Dels fordi de er mere modne og har en større seksuel erfaring, men også fordi jeg finder dem værende mere interessante samtalepartnere. Alderen holder ofte skik med mine forventninger – men desværre ikke altid: I marts matchede jeg med en meget klog man der godt kunne lide at bruge nørklede ordspil. Klog mand – tændte mig meget.

Vi mødtes på vores første date og fik en øl. Han var endnu klogere i virkeligheden end på skrift og vi sluttede daten efter to timer, fordi hans mor ringede og ville høre hvordan det gik (wat). Der burde allerede havde været en alarmklokke der ringede der. Vi skrev den følgende uge en del sammen og jeg kom med en del hints til at jeg gerne ville have sex. Det forstod han vist godt, eftersom han sagde at han ville gå igang med at rydde op etc. nu når han ville få damebesøg.

Anden date gik vi en tur og endte hjemme hos ham. Der var ikke ryddet op. Der lå ting over det hele. Hans sengetøj var ikke skiftet. Hans sengetøj lå ikke engang ordentligt på sengen: Lagnet var halvt taget af og noget af dynen var krybet ud af dynebetrækket. Hm, okay. Vi ender i sengen og han skal finde kondomer frem. Han siger at han bruger specielle kondomer fra Østrig, da disse er de eneste der passer ‘kalorius’, som han så elegant har valgt at navngive den. Da den kondompakke der lå i hans nattebord var tom, gik han ud på toilettet for at finde en ny. Imellemtiden var jeg interesseret i at kigge nærmere på de her kondomer til særligt store pikke. Det var en helt normalt kondompakke. Da han kom tilbage med kondomerne havde han sex. Han kom hurtigt. Det kan jo ske. Vi lå i hans seng og snakkede og han fortalte en historie om da han var lille og var til lægen: Lægen havde åbenbart udbrudt til hans mor ‘’hold da op, dén bliver han glad for når han bliver ældre’’. Jeg lå bare og tænkte at det var ikke fordi hans pik var lille. Men den var heller ikke stor. Den var helt normal.

Vi prøvede igen lidt efter. Han kom igen endnu hurtigere end før og kvitterede med ‘’det virkede også som om du fik noget ud af det’’. Jeg tænkte at en mand der havde så dårlig fornemmelse omkring sex, oprydning og pikstørrelse var ikke noget jeg ville blive ved med at se. Jeg lånte hans toilet. Der var intet håndklæde at tørre hænder i. Fedt.

Jeg tog hjem og fortalte min roomie om min oplevelse. Jeg tog et bad og så i spejlet at et af mine modermærker så lidt underlige ud. Jeg bad hende om at tjekke det og hun siger så at mit modermærke er revet halvt af. What the actual fuck.

Han skrev efterfølgende en PB til mig da jeg skiftede profilbillede på fb og kommenterede at det var pænt. Så skrev jeg kortfattet tak. Han forstod ikke min kortfattethed. Han skriver stadig hver gang jeg skifter profilbillede.

Kys fra en der ikke er blevet afskrækket fra Tinder og stadig har et stærk Tindergame”.

bfdgbrg

Tinderslut leger Life coach #73

“Kære tinderslut.

Jeg følger trofast din blog, og synes dine tidligere råd til andre har været super gode. Så jeg tænkte, at nu ville jeg prøve lykken og se om, du kan hjælpe mig i en håbløs situation.

Da jeg var 15 havde jeg et fritidsjob. Der startede den her ovenud dejlige fyr, som var fire år ældre end mig. Vi kyssede i fuldskab til en personalefest. Efterfølgende når vi havde vagter sammen, røg der tit små hentydninger og bemærkninger af til hinanden omkring episoden, hvor vi havde kysset. Jeg sagde op, da jeg skulle på efterskole, men vi mistede ikke kontakten. Han skrev til mig i ny og næ igennem tre år. Beskederne omhandlede for det meste om, vi ikke snart skulle ses, om jeg kom i byen mm.

Til min 19 års fødselsdag skrev han en besked, hvor han skrev tillykke og, at jeg snart måtte komme forbi og se hans nye lejlighed. Et par måneder senere skrev jeg til ham for at høre om, de ikke manglede nogle medarbejdere på den arbejdsplads, som jeg havde været ved, da jeg var 15. Han hjalp mig og jeg blev hurtigt genansat. Efter kort tid på arbejdspladsen, hvor nærmest alle medarbejderne var blevet skiftet ud siden sidst, jeg arbejdede der, blev der arrangeret et personale arrangement. Vi tog ud for at spise sammen og derefter videre i byen. Jeg endte med at snakke med ham meget af aftenen, og tog faktisk med ham hjem. Jeg var meget hurtig til at komme ud tidligt om morgenen dagen efter, hvilket resulterede i, at jeg glemte mit ur der(hvor typisk). Jeg tog derfor hjem til ham nogle dage efter for at hente det, var vi endte med at sidde og snakke super længe og, jeg blev og overnattede igen. Efterfølgende har han sendt virkelig mixet signaler til mig om, hvad han vil når, vi har været på arbejde sammen. Sommetider er det de små hentydninger omkring vi har været sammen, hvor han giver klart udtryk for, at han gerne ville have det skulle ske igen. Andre gange har han virket meget ligeglad og nederen.

Vi havde ikke haft en vagt sammen i over en måned, og da vi endelig havde en sammen igen, var der mange bemærkninger i luften. Han sagde vi snart skulle ses og få en aftale på benene. Jeg valgte derfor et par dage efter selv at tage initiativ og skrive til ham. Vi fik lavet en aftale, hvor han skrev, jeg skulle medbringe godt humør og en tandbørste. Da dagen kom tog jeg hjem til ham, hvor vi sad og fik snakket i 3-4 timer inden, vi gik ind i sengen. Det ene førte jo til det andet og, det var slet ikke dårligt. Under hele aftenen sagde han flere gange, at vi måtte ses noget mere og, at han nød mit selskab. Vi lå også og puttede og snakkede længe efter, at sexen var overstået. Mit problem er bare, at jeg ikke føler, at han tager nok intitiativ ud fra de ting, han siger til mig. Han er virkelig sød og dejlig. Jeg føler vi er på rigtig god bølgelængde. Men det er bare som om, at han ikke kan tage sig sammen til at skrive til mig.

Jeg har ikke hørt fra ham siden og, det er nu altså 3-4 dage siden? Skal jeg bare lade det hele ligge og droppe det? Eller skal jeg vente på han skriver? Og hvad, hvis han ikke skriver? Det skal lige siges at fra første gang, vi var sammen og til den sidste gang, er der gået 3 måneder. Jeg er meget forvirret og, jeg ved faktisk ikke helt, hvor jeg står i dette, da jeg normalt ikke catcher feelings for folk, men faktisk er begyndt at finde ham her yderst interessant. Jeg håber du kan give mig råd og vejledning.

Mvh den meget forvirrede pige”

Kære forvirrede pige

Hvis han ikke skriver, så er han en idiot. Men helt ærligt, så kan jeg ikke se problemet i at du eventuelt selv skulle tage initiativ til at ses noget mere, hvis du faktisk gerne vil se ham. Selvfølgelig skal du ikke blive ved med at spørge hvis han virker totalt ligeglad, men det lyder som om han viser interesse i at se dig. At han så måske virker ligeglad ind imellem når i er på arbejde, kan jo betyde mange ting. Måske vil han gerne have at jeres flirt ikke påvirker arbejdet?

Men hvis du virkelig gerne vil vide hvordan han har det, og om han vil se dig, så synes jeg bare at du skal spørge ham ligeud. Som jeg har sagt til så mange før dig, så kan du kun forholde dig til det han siger, så hør ham ud. Der er ingen grund til de der dumme spil, hvor der skal gå et vist stykke tid før man skriver, hvor kvinden ikke er den der tager initiativ, og hvor man ikke må vise hinanden hvordan man virkelig har det. Det er så trættende, og det fører sjældent noget godt med sig.

defewgew

GIVE-AWAY: Erotisk Roman af Jakob Olrik

hgmghmk

Sødeste læsere. Jeg har muligheden for at give en af jer Jakob Olriks erotiske roman. Den er en god blanding af roman, og meget detaljerede seksuelle beskrivelser. Jeg har selv læst den, og jeg var meget positivt overrasket. Og så er der jo også det element i det, at den vist ikke kun er et resultat af Jakobs fantasi, men også nogle virkelige oplevelser om nogle kendte mennesker. Der er intet som sladder og sex, der kan fastholde en læser. Trust me, det ved jeg (om nogen).

Som der står på billedet, så er der 2 ting der skal til for at I får muligheden for at vinde bogen:

1. Like bloggens side på Facebook (Tinderslut)
2. Smid en kommentar med jeres mailadresse i, i dette indlægs kommentarfelt

Når I har gjort det, er I med I konkurrencen. Jeg finder vinderen søndag den 5. februar 2017. Held og lykke!

ghfhnj

Hvordan gik min jul, spørger I?

Det er faktisk løgn. Det er der ikke nogen der har spurgt om, men så er det jo godt at jeg kan spørge for jer, for jeg er næsten sikker på at I alle sammen er ved at dø af spænding over emnet, men bare har så meget pli, at I ikke kan få jer til at spørge.. Det er jo faktisk over en måned siden, det var juleaften. Tiden flyver når man har det lortet. Og det er faktisk også løgn. Selvom at døgnet har for få timer, til at jeg kan nå alle de ting, jeg gerne vil, så er det alligevel som om, at denne har måned har varet et år.

Hvorfor, spørger I (løgn igen)? Jo nu skal I høre.. Jeg har været så uheldig, at jeg lige inden jul, mistede et meget nært familiemedlem. Det kom meget pludseligt og uventet. Det var et kæmpe chok. Så jeg skyndte mig hjem, for at være en støtte i forhold til alle de praktiske ting omkring begravelse, arv, gravøl, knuste familiemedlemmer, venner og bekendte. For jeg var også knust. Meget endda. Men der var folk jeg elsker, som ikke kunne holde samling på sig selv og følelser, så måtte jeg pakke min egen knusthed væk, for en stund, og hjælpe med at sørge for de praktiske ting, og for at være en skulder for dem der havde behov. Sorg er drænende.

Julen var præget af sorg, også selvom vi nåede at få begravelsen overstået inden  juleaften. For bare fordi man giver et officielt farvel, så forsvinder sorgen altså ikke. Og den er stadig ikke forsvundet. Den hænger som en tung og drænende sky over mit hoved, og over min families hoveder. Det er skide hårdt. Det er så pisse svært når nogen dør, for så er det pludselig kun en selv der skal bevare de minder man har med personen der er gået bort. Der er ikke andre til at fortælle en de sjove ting, og til at hjælpe en med at huske. Og jeg er rædselsslagen for at glemme. For minderne er dyrebare, og jeg er bange for at de forsvinder i hverdag, travlhed, træning og ligegyldige kattevideoer på youtube. Hvad nu hvis min hjerne fejler, og de dyrebare minder er slettet fra min hjerne for evigt?

 

Tinderslut leger Life coach #72

Dagens dilemma er svært, og det handler om handling vs. ord. Det kan være forvirrende. Giv den søde pige nogle gode råd med på vejen, og send endelig jeres egne dilemmaer til tinderslut@gmail.com.

“Kære Tinderslut

Efter mange lange gåture med hunden, tusindvis af snakke med både mig selv om min veninde og ikke mindst en hulens masse kiggen op i loftet, har jeg nu bestemt mig for at skrive til dig. Jeg står i (undskyld det direkte udtryk) lort til halsen og jeg tror lidt, at jeg er begyndt at hænge med hovedet ned ad og stanken er ved at være uudholdelig.

I februar mødte jeg en fyr til en koncert. Han var vild, pisse ligeglad, pisse omsorgsfuld, rasende, glad, fuld, pinlig ædru, smuk, ucharmerende… han kan ikke sættes i en boks. Han lever ikke op til nogens forventninger, vil skide på samfundets normer og bedst af alt – så så han mig den aften og gik over og sagde ”hej”. Efter koncerten snakkede vi i flere timer på en bar. Vi var fulde og jeg fik ham til at smide bukserne, så jeg kunne se hans tatoverede ben. Vi grinte. Jeg befandt mig blandt hans venner, som var mindst lige så ubeskrivelige som ham – dog uden den fortryllelse, som var over ham jeg havde kastet min interesse efter. Jeg havde det fantastisk og til sidst tog jeg mod til mig og sagde (det her kan jeg stadig krumme tæer over, haha):

”Vi kan godt tage med hinanden hjem, men vi kan ikke knalde, for jeg har altså menstruation! Jeg vil bare gerne hjem og putte med dig”. Han grinte af mig og kiggede derefter på mig: ”Det lyder som en rigtig god plan. Først skal du kysse mig”. Så sad vi der på baren, med dæmpet belysning, rockmusikken som var euforiserende høj og kyssede hinanden for første gang. Vi tog hjem og knaldede i badet. Vi kunne ikke lade være og som han selv sagde: ”Du virker ikke så sart og er der noget jeg ikke er, så er det sart”.

Vi mødtes om og om igen. Tiden gik og jeg forelskede mig blindt i denne mærkelige mand med langt hår, hjemmelavede tatoveringer og et hjerte af guld. Vi gik lange ture med min hund, gik på opdagelse i skovene, drak os fulde i rødvin, havde vild og hård sex, kærlig sex, sex mærkelige steder, på mærkelige måder. Vi grinede, fjollede og jeg lod alle paraderne falde. En aften for omtrent en måned siden, havde jeg været ude og få godt med øl. Jeg tog hjem til ham og i min kæmpe brandert tænkte jeg: ”Nu gør jeg det! Nu siger jeg altså at jeg er pisse forelsket i ham!”. Det gjorde jeg så. ”Jamen… altså, mener du om vi skal være kærester eller hvad?” Svarede han. Mit hjerte sank helt ned i maven og jeg begyndte at bakke ud, for jeg kunne godt mærke hvor det skulle ende henne. ”Nej.. men jeg synes bare du skal vide det. Jeg er pisse forelsket i dig!”, ”Men… altså… sådan har jeg det ikke”. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg rejste mig op i min kæmpe brandert, tog min jakke på og sagde: ”Okay. Jeg tager hjem. Ha’ det godt”.

Jeg hørte ikke mere fra ham. Han skrev ikke. Jeg skrev ikke. Jeg fortrød alt hvad jeg havde sagt. Jeg fortrød at jeg var gået bagefter. Jeg følte mig som et dumt svin at komme anstigende der med en kærlighedserklæring i en kæmpe brandert og derefter skride som en pigefornærmet teenager, som ikke fik sin vilje.

I forgårs så jeg ham i byen. Vi krammede hinanden, som om intet var sket. Vi snakkede sammen. Var fulde. Jeg blev træt og spurgte om vi ikke kunne tage hjem – lige som jeg ville have gjort mens vi var ”sammen”. Vi tog hjem og var sammen igen. Det var helt fantastisk. Jeg havde savnet ham og jeg kunne mærke at han også havde savnet mig… eller måske bare min krop?
I dag skrev han til mig og vi har skrevet lidt sammen. Korte beskeder. Da han skrev til mig gibbede det i hele min krop og min forelskelse er vendt tilbage for fuld udblæsning. Jeg tror ikke det er godt, for han kan ikke give mig det jeg gerne vil have… Eller kan han? Hvad er det overhovedet jeg gerne vil have? Jeg ved absolut intet andet, end at jeg er bragende forelsket. Hvad må næste skridt være? Skal der overhovedet være et? Skal jeg bare bide kærligheden i mig og indse, at det ikke kan blive til noget? Eller kan der måske være det efter vores sidste nat sammen? Han skrev jo til mig? Jeg er så snotforvirret!

Med venlig hilsen

Århusianeren”

Kære søde du

Jeg er ked af at sige det, men du kan ikke rigtigt forholde dig til andet end han siger, og han har jo gjort det tydeligt: Han har det ikke på samme måde som dig. Lad ikke hans handlinger forvirre dig. Ja han tager hjem med dig, ja han skriver først, og det kan da godt være at han også synes at du er dejlig, men han skrev ikke til dig efter du gik din vej. Han har ikke sagt at hans følelser har ændret sig. Han har ikke sagt at han vil havde dig og at han er forelsket i dig.

Du er forelsket i ham. Du vil have ham. Jo du ville nok i en tid kunne acceptere uvisheden bare for at mærke ham tæt på, men det kommer ikke til at være nok, ikke når du faktisk er forelsket i ham. Du fortjener at få præcis det igen som du giver, og ikke en masse sex og blandede signaler fra en som du faktisk gerne vil have. Du fortjener at han siger “jeg er også forelsket i dig, jeg vil have dig”, og hvis han ikke siger det, så synes jeg du skal droppe det.

Men prøv at tale med ham – vær ærlig (og vær ædru denne gang). Du har allerede sagt det en gang, og det kan jo ikke rigtigt gå værre end dengang, da du blev afvist. Ta’ en chance.

sgrhbre