Når parforholdet bliver hverdag: Hvad laver vi egentligt?

Jeg fik et spørgsmål fra en læsere, for lidt tid siden. Hun ville gerne vide hvilke ting Bedstevennen og jeg laver sammen, fordi hun synes at det kan være svært at finde på spændende date-idéer. Så det tænkte jeg, at jeg ville prøve at strikke et indlæg sammen om.

Til at starte med vil jeg sige, at Bedstevennen og jeg jo ikke er super forskellige fra andre par, og at vi nok derfor heller ikke laver sindssygt mange ting som er forskellige fra andre par. Så vi har ikke opfundet den dybe tallerken når det gælder actionprægede og spændende dates, som holder vores forhold lidenskabeligt. Jeg tror egentligt heller ikke at vi har brug for “spænding” for at have det godt i vores forhold. For ja, der går sgu hverdag i den. Og vi er ikke ude at bungyjumpe sammen hver weekend, for at holde rusen oppe, eller rappeller ned af alverdens klipper, bygninger og siloer. Det har vi slet ikke behov for, for at holde liv i vores forhold. Jeg tror at det handler om at skabe en hverdag man trives i, og som man ikke keder sig i. Når det så er sagt, så vil jeg give nogle eksempler på, hvad Bedstevennen og jeg nyder at lave, når vi har besluttet os for at have en date-aften, eller bare for t have fokus på hinanden.

Vi laver mad sammen
Det lyder jo ikke ligefrem spændende, og som noget nyt for de fleste. Og det er det heller ikke. Men det er noget der gør en irriterende hverdagsting hyggelig og intim. Det foregår ofte ved at vi sætter noget musik på og drikker et glas vin, imens vi sammen laver aftensmaden, og giver os god tid, både til at gøre maden god, men også til hinanden. Når man laver mad på den måde så taler man sammen på en anden måde, end når man bare skal skynde sig at lave mad, inden der er endnu en kedelig hverdagsting der skal overstås, før man skal i seng. Man prioriterer hinanden.

Vi tager ud at spise sammen
Vi elsker at lade andre forkæle vores smagsløg, så vi kan have fokus på hinanden, og bruge et par timer på at kigge hinanden ind i øjnene, over et stearinlys, god mad og lækker vin eller øl. Når vi har sådan nogle dates, så taler vi ikke ret meget om hverdagsting. Vi taler om vores parforhold, hinanden og vores fremtid. Det er ikke noget vi har besluttet os for at snakke om “på forhånd”, men det er altså bare som om at en anden lokation en ens egen rodede lejlighed giver anlæg til at tale om andre ting end hverdag. Især hvis stemningen på restauranten er romantisk og speciel.

Vi tager i biografen
Det er jo en total kliché at tage i biffen på en date, og garanteret noget som alle har prøvet. Men det er altså kliché af en årsag. Jeg elsker at tage i biffen, fordi det gør at vi træder ind i en helt anden verden end hvis vi sad derhjemme og så en film. Hverdagens normalitet forsvinder i den tid man ikke er i hjemmet, og koncentrerer sig om andre ting. Og så er der altså bare noget over at sidde der i mørket, med en hånd i sin, imens man kun fokuserer på hinanden og filmen.

Vi holder/og deltager i parmiddage
Selvom vi elsker at være sammen, kun med hinanden, så elsker vi også at være sociale og at bruge tid med vores venner. Vi har heldigvis efterhånden en håndfuld gode vennepar som vi ofte bruger tid med, hvor vi skiftes til at være dem der inviterer. Der bliver nusset om maden, vi klæder os fint på, og vi drøfter alleverdens parforholdrelaterede emner. Det giver både inspiration til ens egen hverdag, men sætter også et fokus på alle de fede ting man i forvejen har sammen som par. Og så er det sgu rart at vide, at det ikke kun er mig der bliver irriteret, hvis han hænger vasketøjet forkert, og det ikke kun er Bedstevennen der kan få det lidt anstrengt over mit rod. Så griner vi lidt ad det, og ad hinanden. Det er fedt!

Vi går til koncerter
Bedstevennen og jeg har næsten helt ens musiksmag, og det er super fedt, fordi det giver os muligheden for at gå til koncerter sammen. Når vi er til koncerter så drikker vi øl, vi danser, nyder musikken og hinanden. Det er som om at koncertoplevelser virkelig giver vores parforhold et pust, og vi kan være høje på sådan en date i lang tid efter. Vi slår os bare lød, og nyder øjeblikket, til noget musik som vi begge to elsker. Den energi vi får af hinanden og af musikken, er helt fantastisk.

Vi drikker os fulde sammen
Det er ikke tit Bedstevennen og jeg er sådan virkelig fulde. Men ind imellem, så tager vi ud og drikker øl. Det er fedest når det ikke er planlagt at vi skal være fulde, men at det bare sker fordi vi har det sjovt i hinandens selskab. Det kan både forgå på et snusket bodega eller i en fancy cocktailbar, men pointen er at vi har det sjovt med hinanden. Og selvom det er hårdt når man har tømmermænd dagen efter, så er det sgu fedt at blive mindet om, at vi er unge mennesker der elsker hinanden, og får hinanden til at grine. Plus at man jo i høj grad er verbal når man er fuld, så vi ender altid med at overøse hinanden med komplimenter og kærlighedserklæring. Det er sgu et lækkert egoboost, og ej at forglemme: man bliver skide liderlig af fuldskab og komplimenter.

Vi går ture
Jeg er en travl kvinde, og har nogle gange svært ved at stresse af når jeg så endelig har fri og er sammen med Bedstevennen. Her i løbet af sommeren fandt vi ud af at gåture var the shit! Det var fedt at gå der og holde hinanden i hånden, jeg fik afstresset helt, og så var det sgu skønt at finde noget natur at kigge på – (igen) det gav os anledning til virkelig at tale sammen, og det er bare vigtigt at tage sig tid til det.

Vi ser stand-up
Bedstevennen og jeg elsker at grine. Og vi er gode til at få hinanden til at grine. Men når vi har mulighed for det (og der vel at mærke en komiker vi kan lide, som optræder) så tager vi ind og ser stand-up sammen. Ikke nok med at det er pisse fedt og godt for ens krop og sind at grine, så giver det os også en helt masse at snakke om. Vi er nemlig især glade for stand-up som tager udgangspunkt i samfundet og politik. Det gør at vi har nogle dybe samtaler om værdier og holdninger, samtidigt med at vi får sindsygt mange gode grin ud af det.

Vi løber ture sammen
Det er ikke så ofte, men ind imellem joiner Bedstevennen en af mine løbeture. Vi taler ikke sammen når det er, og vi løber med hver vores musik i ørerne, men det er sgu alligevel en fedt ting at gøre sammen. Det er super lækkert at man har fået rørt sig sammen, og bagefter kræver det jo også at man snupper en tur i bad – hvilket også er overordentligt hyggeligt at gøre sammen, hvis I forstår sådan en lille én..

dsgsgs

Om at være vidne til et selvmord

Det her er en hård uge for mig. Jeg har svært ved at holde samling på det hele, og jeg går i en konstant nedtrykt sindstilstand. Mit liv er egentligt super godt. Jeg er lykkelig. Men hvor er det dog vildt, at ens verden kan ændre sig så pludseligt, fra det ene minut til det andet, uden at det faktisk er noget der sker i ens EGET liv der gør forskellen. Mennesker dør hver dag. Det er jo ikke noget man går og tænker over hver dag, med mindre at det er ens egne kære der dør. Denne her gang, så er det et fremmet menneskes død der er skyld i at min verden ramler sammen.

Bedstevennen og jeg havde planer. Planer der gjorde, at vi ikke tog vores cykler som vi plejer, men gjorde at vi valgte at tage en anden form for transport – S-toget. Jeg sad trygt og varmt i Bedstevennens arme, og spillede et ligegyldigt spil på min telefon. Bedstevennen læste nyheder. Der var stille og roligt i S-toget. Det var et tidspunkt på dagen, hvor man faktisk godt kunne trække vejret i S-toget, fordi der ikke var proppet til bristepunktet med mennesker. Heldigvis.

Pludselig hører jeg togets bremser hyle, og mærker et stort bump. Hurtigt bliver bremsernes hylen erstattet af en anden lyd. En lyd som jeg aldrig i mit liv glemmer – en ung kvindes paniske skrig imens hun synker til jorden, ude på perronen. Jeg ved med det samme hvad der er sket. Der er en der har hoppet ud foran toget. De fleste mennesker bliver forvirrede inde i toget. En kvinde og en mand skynder sig hen til den unge kvinde på jorden. De holder om hende imens hun skriger og skriger. Hun stopper ikke.

Bedstevennen og jeg skynder os ud på perronen. Jeg har begge mine hænder for min åbne mund. Det er som om alt er i slow motion. Vi hører at det er en man der er hoppet ud foran toget, og nu er under toget. Det var det bump vi mærkede – at manden endte under toget. Bedstevennen ringer til 112. De spørger om manden lever, om der er nogle pårørende. Bedstevennen siger at han tror at han er død, og at der ikke er nogle pårørende. Jeg står stadig med åben mund, og kan ikke få mine øjne fra den unge kvinde, hvis liv er blevet flået i stykker af en mand hun ikke kendte.

Jeg hører ambulancerne, politiet og brandbilerne tæt på. Jeg bemærker at flere og flere af togets passagerer stiger ud af toget og går hen for at kigge under toget. Jeg kan ingenting. Min hjerne et gået i stå. Jeg hører togchaufføren over højtalerne. Hans stemme ryster, og han siger at toget ikke kører videre. Bedstevennen har fået at vide, af kvinden ved alarmcentralen, at vi skal bede folk om at gå væk fra perronen og ned på vejen. Jeg hører min egen stemme sige, til passagererne, at de skal gå. At de ikke kommer med toget. De skal gå ned fra perronen. Der kommer hjælp nu. De fleste bliver stående og kigger på toget. Kigger på den skrigende kvinde. Nogen græder. Nogen ringer. Nogen kigger under toget.

Hvad der føles som timer senere, men nok kun har været få minutter senere, dukker hjælpen op. Politi, ambulance, brandvæsen. Alle sammen med redskaber til at få manden under toget væk.

Bedstevennen og jeg tager en taxa hjem. Jeg kan ingenting. Min verden står stille. Jeg kigger stift ud i luften, med tårer ned ad mine kinder, og kan kun se den unge kvinde for mig. Den ødelagte unge kvinde. Kvinden der så springet. Jeg tænker på kvinden. Jeg tænker på den stakkels togchauffør, jeg tænker, at jeg håber ,at toget har kørt hurtigt nok, til at manden er død på stedet. Jeg tænker på alle de menneskers aften, som er endt meget anderledes end de havde forventet. Jeg tænker, at jeg ville ønske at jeg kunne sætte den ødelagte kvinde sammen igen, så hun ikke skulle tænke på den aften, hver gang hun lukker øjnene. Jeg bliver ved med at mærke bumpet af menneskekrop under tog. Følelsen af et menneske der dør. Følelsen af et menneske der, samtidigt med at han slår sig selv ihjel, har slået en del af alle de mennesker med toget og på perronen, ihjel med sig selv. Jeg tænker at jeg håber at han ikke havde nogle pårørende.

 

Tinderslut leger Life coach #61 – Langdistanceforhold

Denne her forvirrede pige har brug for råd omkring hendes langdistanceforhold. Kom endelig med et hav af kommentarer til hende! Og husk at I selv kan indsende dilemmaer på tinderslut@gmail.com.

“Hej Tinderslut

Jeg vil som mange starte med at sige, at jeg synes din blog er helt fantastisk god. Den har virkelig hjulpet mig på mange punkter og har virkelig åbnet mig op omkring snakken om dating og sex ovs. Men jeg er endt ud i et dilemma, som jeg nu har fået brug for at dele med andre.

Jeg er i et langdistance forhold med en dreng, som bor i jylland, det skal lige nævnes, at jeg selv bor i københavn. Han er virkelig en af de sødeste fyrer, jeg kender, og jeg ved han aldrig ville kunne gøre noget, der ville såre mig. Problemet er bare, at jeg rent faktisk ikke føler vi er i et forhold, når vi ikke er sammen. Der går op til 3 uger mellem vi ser hinanden og nogengange endnu længere tid.

Jeg er selv et sportsmenneske, og det optager rigtig meget af min tid, som er grunden til at vi ikke kan ses så ofte. Jeg har prøvet at være i et langdistance forhold før, hvor det endte ud i at vi slog op, fordi følelserne simpelthen bare forsvandt. Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg ikke skulle ende ud i sådan noget igen, men da jeg fandt ud af at min nuværende kæreste kunne lide mig, kunne jeg ikke stoppe mig selv. Han var alt det jeg ledte efter. Det skal lige sige, at jeg havde kendt ham i næsten to år, inden vi blev kærester og jeg havde altid haft et godt øje til ham, men det blev bare aldrig til noget på det tidspunkt.

I starten var det rigtig svært at være væk fra hinanden, og jeg havde ondt i kroppen, fordi jeg bare savnede ham så meget. Nu har vi så været sammen i lidt over 4 måneder, og jeg savner ham ikke på samme måde mere, som jeg gjorde i starten. Ved ikke om det bare fordi vi ikke er så nyforelskede mere, eller om det er fordi vi er begyndt at komme hen i en anden fase. Har snakket rigtig meget med ham om, at jeg ikke synes, at vi snakker nok sammen, når vi er væk fra hinanden, og det var han også enig i.

Problemet er bare, at vi har snakket om det før, hvor vi blev enige om, at nu skulle vi blive bedre til at ringe og skrive til hinanden, men det er bare ikke rigtig sket. Nu har vi så taget snakken igen, men føler stadig ikke at det kommer til at ændre sig. Jeg har kun været i forhold, hvor den anden person har kunne lide mig bedre, end jeg har kunne lide dem. Dette er lidt det samme i mit nuværende forhold, og jeg savner lidt en person, som kan overaske mig med andre synspunkter og holde mig på tærerene.

Jeg føler mig ofte lidt iskold, da jeg ikke er den så følsomme type. Jeg er ikke den pige, som sidder og græder over mine forhold, og har svært ved at åbne mig op omkring det til andre. Jeg er ikke typen der lader sig slå ud af et forhold, da jeg ved at det nok skal gå. Har ofte tænkt om grunden til dette måske er, at jeg bare ikke har mødt en dreng, der har betydet nok for mig endnu så. Derfor har jeg overvejet om vi bare skulle gå hvert til sit nu, så vi begge kunne nyde vores unge år, og så vi ikke længere skal gå og bekymre os om vores forhold. Men på anden side føler jeg også at vi skylder hinanden at give det en chance og arbejde det. Jeg har aldrig brudt om mig om, at folk bare giver op på deres forhold uden at give det en ekstra chance.

Problemet med mig selv er nok bare, at jeg ikke ved, hvornår man skal stoppe og sige, nu har jeg givet hvad jeg kunne. Jeg blev også i mit sidste forhold alt for længe, fordi jeg prøvede at blive ved med at løse det. Nu ser jeg så at jeg står overfor to muligheder. Den ene er, at jeg slår op med ham nu, inden vi træder ind i det nye år, så vi begge kan starte på en frisk. Den anden er, at jeg skal blive forholdet og give det en til chance for at se om vi kan få det til at fungere. Vi har rigtig mange fælles venner og ønsker ikke at dette skal ende ud i at vi ikke længere kan se eller tale sammen.

Jeg holder rigtig meget af ham, og ønsker ham kun det bedste. Han er en virkelig god person og han har så mange træk som jeg virkelig beundrer. Men eftersom min sport fylder så meget i mit liv, føler jeg bare ikke at jeg har overskuet til at give ham, det han fortjener. Har også sagt dette til ham, men han siger bare at jeg er mere end hvad han kunne ønske sig. Har prøvet at gøre dette så kort og præcist som muligt, men det hele er bare så rodet oppe i mit hovedet. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og håber at du eller nogen andre kan hjælpe mig.

venlig hilsen

Hende den forvirrede pige”

Kære forvirrede pige

Der er slet ikke så meget at være forvirret over – du ved hvad forholdet har brug for for at blive ved med at fungere, men det har du ikke overskud/lyst til at arbejde på, fordi dit fokus ligger et andet sted – nemlig på din sport. Som du selv er inde på, så tænker jeg at det er fordi du ikke er vild nok med ham. Et crush og et velfungerende forhold er langt fra det samme, og bare fordi du fik ondt i maven af savn den første måned i var kærester, så betyder det ikke at I kan få et forhold til at fungere.

Det virker til at du har behov for at være single, men at du ikke har lyst til at såre ham, og derfor bliver i forholdet. Det er dumt, for ofte, så kan man altså ikke undgå at såre hinanden, når følelserne ikke er der, som de bør være. Og faktisk vil jeg vove at påstå at det er nemmere at komme ud af et langdistanceforhold end et almindeligt forhold – for man bliver ikke mindet om hinanden i tiden efter break-uppet, på samme måde som hvis man f.eks. boede sammen.

Du virker egentligt afklaret med situationen, og at du gerne vil ud af forholdet, men at du bare skal have et lille skub til at tage springet. Så her har du det fra en der blev et år for længe i hendes sidste forhold, før hun tog sig sammen til at gå; Slå op med ham. Ja, han bliver ked af det, men du bliver lykkeligere(i hvert fald med tiden), og DU er altså det vigtigste menneske i DIT liv. Du kan godt, det gør dig ikke til et dårligt menneske.

dsfd

Tinderslut leger Life coach #60

Bloggen har holdt en lang pause med Life Coach indlæggene, fordi jeg simpelthen ikke har haft tiden til at flette dem sammen. Nu vil jeg meget gerne gøre plads (og tage mig tid) til dem på bloggen igen. Jeg har nemlig savnet dem helt vildt! Husk at I selv kan sende mig dilemmaer på tinderslut@gmail.com, og at både jeg og den søde læser ville blive skide glade for supplerende råd i kommentarfeltet.

“Hej Tinderslut

Har et dilemma, som jeg har brug for din hjælp til at løse. Jeg går gymnaiset og går i klasse med to drenge, der er bedste venner. De er begge faldet for mig, og vil gerne have jeg vælger imellem dem. Problemet er, at jeg rigtig godt kan lide dem begge to, og kan ikke finde ud af at vælge imellem dem.

Den første, som vi kalder A, har jeg kunne lide i rigtig mange år, men har aldrig rigtig følt at det var gengældt. Efter lang tid fik jeg så lagt mine følelser på hylden sidste år, og så endte jeg med at blive ret gode venner med ham. Den anden, som vi kalder B, har jeg først lært at kende sidste år. Ham blev jeg ret hurtigt rigtig gode venner med, og vi har det rigtig godt sammen. Her for nyligt har det så udviklet sig lidt, og vi begyndte at flirte en del.

Før det nåede at blive til en rigtig flirt, fortæller A mig, at han har følelser for mig. Han sagde dog at jeg skulle glemme ham og tage B, da han synes vi fortjente hinanden. Problemet er bare at jeg ikke rigtig kan glemme det igen. Vi var så til en fest, hvor de begge lagde an på mig. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre, for vil ikke ødelægge deres venskab, eller gøre det for akavet mellem os alle, da vi også går i klasse sammen. A er på en måde bare min ‘drømmefyr’, men er også lidt bange for han bare kan lide mig nu, fordi hans ven kan. Han har haft ret mange chancer sidste år, som han nemlig ikke tog. Han siger så nu det var fordi han ikke vidste hvordan han skulle gøre.

Så er bange for, at hvis jeg ender med ham, at han bliver træt af mig når det ikke er en konkurrence længere, og så ender med bare at droppe mig igen. B er det lidt mere sikre valg. Han er virkelig sød og sjov, og kan snakke med ham om alt. Til gengæld kan meget bedre lide mig end jeg kan lide ham, og kender mig selv, bliver ret hurtigt træt af den slags. Problemet er så at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre nu. Jeg føler ikke, at der er nogen god løsning på situationen, hvor vi alle kommer godt ud af det og stadig kan være venner.”

Kære du

For det første – hvis du er i tvivl om hvem af dem, som du vil have, så er der ikke nogen af dem du er vild nok med, til at få et velfungerende forhold op at køre med. Så vil du altid føle dig draget af den person du ikke valgte, eller når der er problemer i parforholdet tænke “hvordan mon det ville være hvis jeg havde valgt anderledes?”. Det tror jeg heltærligt ikke at der kommer noget godt ud af.

Desuden så synes jeg på ingen måde at du bør bekymre dig om deres venskab. Hvis de begge to lægger an på dig til samme fest, så betyder du enten ikke nok for nogen af dem, til at det påvirker deres venskab, ellers så betyder venskabet ikke nok for dem, til at de selv holder sig tilbage. Det lyder helt ærligt som om de bare er nogle liderlige teenagere, som begge to synes du er lidt lækker.

Som du rigtig nok har observeret, så begyndte A først at vide interesse da B gjorde. Det tror jeg ikke handler om at A endelig har indset hvordan han føler for dig, jeg tror bare at det handler om, at han synes at det er fedt at der er nogle der er vilde med ham, og det bliver truet når der er en anden der giver dig opmærksomhed – så han føler at han må gøre et eller andet for at holde dig ved ilden, uden at han reelt set har nogen interesse i at være i et forhold med dig.

Konklusion: Drop begge to, du fortjener en du er head over heels forelsket i, og som har det på samme måde med dig.

czf

Hvordan går det egentlig med mig og Bedstevennen?

Vi har været kærester et godt stykke tid nu, og vi er flyttet sammen. Så jeg tænkte at det måske var ved at være tid til en statusopdatering på hvordan hele der her kæresteprojekt går. Driver vi hinanden til vanvid? Keder vi os? Er vi stadigvæk nyforelskede? Knalder vi konstant? Savner jeg at være single?

Da Bedstevennen og jeg blev kærester, var jeg panisk i lang tid. Panisk for om vi havde ødelagt vores venskab. Panisk for at det ikke ville gå. Panisk for at vi ikke ville blive ved med at have lyst til hinanden. Panisk for at det bare var en face. Panisk for at han ville ombestemme sig. Panisk for om jeg ville komme til at kede mig. Det var en sindssygt hård tid, som jeg er glad for efter hånden har fortaget sig. Vi er nu et etableret par, som er monogame og som virkelig vil det her. Og det lyder måske nok kedeligt for mange – måske især dem der har læst med, her på bloggen, fra begyndelsen af. For nej, der er ikke de sammen sliberige historier, og jeg  tænker måske i højere grad hvilke ting jeg deler nu, men jeg synes virkelig ikke det er kedeligt. Jeg savner ikke at være single – selvom jeg havde en faktisk tid da jeg var det. Jeg fik en masse god sex, sjove oplevelser, tåkrummende oplevelser, ulækre oplevelser.. Jeg ville ikke være det foruden. Men den periode af mit liv, slår absolut ikke den jeg er midt i, lige nu.

Bedstevennen og jeg er jo som sagt flyttet sammen. Jeg var ikke begejstret for hans skrivebord, og vi fik heldigvis afviklet at det flyttede med. Derudover, så går det super godt. Jeg tror måske at mange par har prøvet det – det der med at man går fra at være sammen konstant, til at flytte sammen officielt, og at der faktisk ikke rigtigt er en forskel. Jeg var personligt bange for at det ville ændre noget ved vores forhold, at vi ville panikke over at vi pludselig ikke bare kunne “tage hjem” hvis vi ikke lige magtede at være sammen, men den følelse har indtil videre ikke vist sit ansigt. Jeg HAR såmænd haft brug for at være alene, og jeg har været røvirriteret over at der altid var en man skulle tage stilling til, men det har egentligt ikke kommet sig af at jeg var træt af at være sammen med Bedstevennen. Den følelse har jeg fået når der er udefrakommende ting som stresser mig, irriterer mig eller kaster mig ud af balance (f.eks. den der jobsituation). Så har jeg ligesom gået rundt og mugget, og egentlig bare været lidt en kælling, og på de tidspunkter foreslår Bedstevennen altid selv, at jeg måske lige skulle have mig et par dage alene. Det kan selvfølgelig godt være fordi han ikke magter mig at han foreslår at fise af, men jeg vælger at tro på at det er fordi han kan læse mine behov.

Jeg tror egentligt ikke at vi er blevet kærestekedelige, og vi keder os heller ikke i vores forhold. Vi laver rigtig mange ting, hele tiden. Både sammen og hver for sig, og når vi så snupper os en sofadag, så er det fordi den er yderst tiltrængt. Jeg tror aldrig at vi bliver et par der dag ud og dag ind, sidder og ser fjernsyn i sofaen. Og slet ikke bruger hele weekender på det. Ikke at vi ikke gør de ting ind imellem, det gør vi selvfølgelig, men det bliver aldrig en livsstil for os. Derudover, så keder jeg mig ALDRIG med Bedstevennen. Selv på de dage man gør rent og vasker tøj, hygger vi os som regel, og han får mig til at grine. Jeg tror faktisk aldrig at der er gået en hel dag, uden at han har fået mig til at grine.

Eftersom vi er ret travle og aktive mennesker begge to, så ligger vi selvfølgelig heller ikke og knalder flere gange om dagen – det har vi hverken tid eller energi til, når man rammer sengen om aftenen. Men for mit vedkommende handler et sexliv heller ikke om kvantitet, det handler om kvalitet. Dermed ikke sagt at jeg kan undvære sex i lang tid ad gangen – for det kan jeg ikke. Og med det mener jeg heller ikke at man absolut behøver at gøre det store nummer ud af det hver gang. Jeg mener bare at jeg heller vil have sex 2 gange om ugen, hvor man sørger for at ligge tid og energi i at give hinanden nydelse, i stedet for en at man hver dag ligger døde og gnubber sig op ad hinanden kl. 24.00, og giver det et halvhjertet forsøg på sex, imens man nærmest sover. Vi prioriterer hinanden og sex, men det sker ikke nødvendigvis hver dag. Det er desuden en ordning som vi begge to trives rigtig godt med.

Såe.. Konklusionen på det her indlæg er nok, at jeg er lykkelig og at jeg aldrig i mit liv har haft det bedre.

gyje