Frustration nr. 1 vedrørende flyt-sammen-projektet

Verdens grimmeste og største hjørneskrivebord ejes på nuværende tidspunkt af Bedstevennen. Det er ca. den eneste ting, inkl. en stationær computer som Bedstevennen tog med sig fra sit tidligere forhold. Han har ingen møbler udover det. Hvilket jo er godt, for det er altid fucking besværligt at slå 2 hjem sammen til 1 harmonisk og stilrent hjem. Og jeg var helt ærligt ikke specielt begejstret for stilen der var hjemme ved Bedstevennen da han var sammen med hans eks. Det var ligesom for limegrønt. Og piget. Det er jeg ikke til. Jeg er til, sort grå og hvid. Minimalistisk. Men nice. Og jeg hader nips. Så jeg var glad for at Bedstevennen ikke ville have nogle af deres fælles ting. At han bare ville væk. Hurtigt.
Men han har et hjørneskrivebord. Som er stort og grimt. Og som selvfølgelig ikke bliver ved hans kammarat, når han flytter. Og jeg vil ikke være den emsige kæreste, der ikke vil have nogle af mandens ting ind i lejligheden. Min lejlighed er såmænd heller ikke fantastisk. Jeg har faktisk gjort meget lidt ved den, siden mig og min eks gik fra hinanden. For det har mest været et sted jeg sov. Jeg brugte ikke ret meget tid i den da jeg var single, så sådan noget med at hænge ting på væggene og købe fede møbler som man elsker, er ikke rigtig noget jeg har gjort mig i. Men det kan vi til gengæld gøre sammen så. For også at sætte hans præg på lejligheden, så han føler sig hjemme. Selvom han siger at “hjemme er, hvor du er”. Og det er dejligt. Men han havde ikke et ord at skulle have sagt vedrørende indretning i hans gamle lejlighed, så det skal han altså i min(vores). Men hvor ville jeg ønske at det der skrivebord ikke var en del af pakken.
Jeg har endnu ikke fundet ud af en konstruktiv løsning på min frustration. Jeg holder jer opdateret.
Ved du om det overhovedet betyder noget for ham? Er det et arvestykke? Hvis I går all in på indretningsplanerne i fællesskab (hvilket jeg kun kan heppe på, føler stærkt med mænd der bor i tøsehjem) så skal alle møbler jo op til diskussion. Hvis du kan foreslå et superfedt, betaleligt bord i den perfekte størrelse som du lige kan se ham sidde ved, så er det vel en ærlig sag at foreslå en udskiftning. Min mands forhold til møbler går primært på først at udskifte dem når de går i stykker (indsæt arrrgh). Han kan ikke engang specielt lide møblet, men virker det, så virker det. Heldigvis er de så heller ikke noget han kæmper for at beholde, hvis der er et alternativ. Nu har I chancen for at slippe fortiden og sige tak for alt til de grimme møbler.
Hvis han ikke er studerende eller lærer er der som oftest ikke grund til at have et kæmpe skrivebord – det giver KUN rodebunker.
Hvis alt andet glipper taber du bordet ved indbæring, så det går helt i stykker 😉