Tindersisters #8 - En historie fra et par

Tinderslut leger life coach #7 – Han vil kun være min ven

Så er vi på den igen. Der er endnu en dejlig pige, som har brug for nogle gode råd, og nogle tilråb. Det vil jeg så give hende, og I læsere må som altid meget gerne bidrage i kommentarfeltet, det ville jeg blive glad for! Husk at I selv kan sende jeres dilemmaer til mig på tinderslut@gmail.com – og så vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at give lidt “visdom”, eller i hvert fald min ærlige mening om situationen.

“Kære Tinderslut!

Først og fremmest må jeg indrømme, at jeg simpelthen elsker at læse din blog. Jeg kendte ikke til den i starten, men hørte om den. Og så var jeg sgu solgt. Den ligger nu som et faneblad på min computer/mobil, så hver gang jeg går på nettet, så opdaterer jeg lige din side,  og håber på, at du har lagt nye saftige detaljer op, gode råd og lækre historier. Helt igennem fantastisk at læse! 

Jeg står med et problem. Jeg har efterhånden skrevet/slettet denne mail igen og igen, da jeg ikke ved om du kan hjælpe eller om jeg bare er langt ude. Du behøves selvfølgelig ikke svarer, da du sikkert får ufattelig mange mails efterhånden, men jeg håber alligevel og krydser alt, hvad der krydses kan. Men here it goes: 

Jeg mødte en fantastisk fyr på tinder for godt 6 mdr siden og vi har siden været rigtig meget sammen. Jeg blev (dum som jeg var, og ja, jeg mener faktisk dum) rigtig, rigtig, rigtig glad for ham. Vi har ufattelig mange ting tilfælles, hvilket bare gør det endnu nemmere når vi så er sammen. Aldrig har jeg været så glad før. Følte mig som et helt nyt menneske. Jeg troede derfor også, at han følte det på samme måde, men desværre sprang han bomben for 2 mdr. siden, hvor han sagde, at han kun vil have mig som en rigtig god bedste veninde. Selvom vi ikke har kendt hinanden i så lang tid, så kender vi hinanden på alle punkter og ved stort set ALT om hinanden. Det hele klikkede ligesom bare mellem os. Han vil rigtig gerne blive ved med at ses med mig, da han er vild med min personlighed og vi jo bare kan snakke om alt! Men duer det så? ARG! 

Det har taget så utrolig hårdt på mig! Jeg ved ikke hvor meget jeg har grædt over ham. Jeg er 21 år og ALDRIG haft en kæreste, så jeg troede nok heldet var med mig for engangsskyld. Jeg er blevet friendzoned for 3. gang og det bliver sgu kun værre og værre. 

Problemet er derfor nu, at jeg simpelthen ikke kan finde mig selv igen! Jeg har altid været en glad og smilende pige og ALTID sat andre menneskers lykke fremfor min egen. Og hvad gør man så nu, hvor man er ked af det hele tiden og ikke ved hvad man skal stille op med sig selv? På nogle måder føler jeg, at jeg har datet min bedste ven, og nu ikke ved om vi stadig kan være venner. Jeg ønsker det virkelig, men det gør ondt på mig på så mange punkter også 🙁 Jeg ved godt at tiden læger alle sorg, men jeg synes fandeme det er hårdt og har tit bare lyst til at opgive alt med kærlighed. Må indrømme, at jeg nogle gange ikke har noget at se frem til mere! 

Jeg har prøvet at snakke med mine veninder om det hele, men da de alle sammen har fast kæreste, lejlighed med vedkommende og været på diverse ferier, så føler jeg bare ikke det hjælper. Jeg savner ethvert tidspunkt jeg har haft med ham og alle “vores minder”! 

Ved godt der findes ufattelig mange andre fantastiske mænd i verden, men som du har nævnt i et tidligere indlæg omkring bedstevenner og forelskelse, så er det bare så pokkers svært enten at komme over eller accepterer. Hvordan kan det overhovedet være muligt at gøre en af delene? 

Det blev en lang og MEGET indviklet mail, men det hjalp lidt at få det hele ud 🙂 

Håber du får en god uge – jeg vil hvert fald sidde ved skærmen.”

 

Sødeste du..

Øv hvor er det en nederen situation at stå i – du er vild med en der ikke vil have dig. Og på trods af at det nærmest er topmålet at nederenhed, så er det også noget ALLE nærmest har prøvet. Det gør det ikke mindre hårdt, det er jeg klar over, men det gør at der helt sikkert er mange derude, som kan give dig nogle gode råd med på vejen.

Jeg synes at du først og fremmest skal finde ud af, hvad du får du af at han er i dit liv? Vil det primært betyde hjertesorger over at du ikke kan få ham, eller vil den mest fremtrædende følelse være, at du er glad så længe, at han i det mindste er i dit liv? For sidstnævnte følelse har jeg jo selv mht. Bedstevennen. Smerten ved at vi ikke er sammen, er meget mindre end smerten ved at han ikke er en del af mit liv overhovedet.

Og så vil jeg lige sige, at der altså intet er i vejen med at du er 21 og aldrig har været i et forhold – tværtimod tror jeg at det giver dig en chance for at lære dig selv at kende, og at du hviler i dig selv, inden du lukker en anden person ind, på den måde. Og jeg er helt sikker på at dét kommer til at skåne dig for en masse ligegyldige konflikter. Jeg har desuden flere veninder som, som aldrig har haft en kæreste, og nogen af dem har endda aldrig haft sex. De er fantastiske, de trives, og de er meget attraktive. Det er bare ikke noget de har tænkt sig at gøre med alle og enhver, og det respekterer jeg dem for. Så du skal ikke føle dig forkert – det er du SLET ikke. Jeg tror faktisk at du, på mange måder, er heldig.

Jeg ved at hjertesorger er noget af det værste man kan opleve, men det ER ikke jordens undergang. Og man begynder at komme ovenpå igen efter et stykke tid. Men spørgsmålet er bare, om du nemmest vil kunne komme videre hvis han ikke er i dit liv? For hvis det er tilfældet, så synes jeg bestemt at det er et valg du skal tage, selvom det er svært, hårdt og gør ondt.

Jeg vil anbefale dig at begynde at date, at få din ven lidt på afstand og at fokusere på noget andet. Selvom du måske ikke gider, så prøv at tvinge dig selv til at gøre det. Om ikke andet, så kommer du i hvert fald ud, og tænker på noget andet end ham. Dating heler ikke et knust hjerte, men det kan være med det at få dig til at forstå at du er god nok, og at der er mange der GERNE vil dig. Og det skader bestemt ikke når man er ked af det.

Held og lykke med det! Og lad vær’ med at give op på kærlighed. Det kommer når du mindst venter det – det er i hvert fald min erfaring.

6 kommentarer

  • Skytten

    Jeg er ked af at høre om dine kærestesorger og uheld i kærlighedslivet, men ikke desto mindre varmer det også en smule at vide, at der er andre end mig, der har det sådan.
    Jeg er lige fyldt 22, og har stadig ikke haft kæreste, hvilket også går utrolig meget udover min selvtillid. Jeg ved godt, det er dumt at tænke i de baner, eftersom der jo ikke er noget i vejen med os, blot fordi vi venter længere end andre. Men når man når en alder, hvor de fleste af ens veninder er i faste forhold og flytter i lejlighed med deres udkårne – som du selv skriver – så bliver det bare en slags byrde at bære rundt på, og jeg har svært ved at slippe “der-er-ingen-som-vil-have-mig”-tankerne af og til.
    I sommers mødte jeg også en rigtig dejlig fyr på Tinder, og selvom jeg ikke havde haft intentioner med app’en, blev jeg hurtigt glad for ham, og håbede at det kunne være noget. Men efter et par måneder, gik det langsomt op for mig, at det ikke var gengældt på samme måde. Han havde for travlt med sit liv og sit studie til at se mig, og i virkeligheden var jeg nok ikke meget andet end en sommerflirt for ham. Jeg har slet ikke haft lyst til eller mod på at gå ud og møde nye fyre siden, og i en lang periode, græd jeg over det hver eneste dag. Så jeg ved virkelig, hvordan du har det….. men inderst inde bliver jeg også bare nødt til at tro på, at “den der venter længe, venter på noget godt”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • en fyr der har prøvet det samme (kinda)

    argh den er fandme svær når man selv er skudt i en og den anden mest af alt ser en som ens bedste ven.

    jeg har selv været ude for noget lidt lignende (som fyr godt nok). For snart 8-9 måneder siden mødte jeg en pige til en fest som jeg faldt pladsk for. Vi var på nogle af de bedste dates jeg har været på, hvor vi kyssede og pillede og hvad man nu ellers gør når man dater/ser hinanden 🙂 kemien var rigtig god da vi havde samme sorte humor og mange fælles værdier. kvinden spørger mig så mig hjemme ved hende i juli måned kort før min fødelsdag hvor jeg ser jeg gerne vil ha det her skal fører hen.

    Da jeg ligesom vedkommende der skriver her ikke rigtig har haft et fast forhold til nogen siger jeg at jeg gerne vil have hende som min kæreste. Jeg tænkte også at med hende her havde jeg fundet den kvinde som skulle være min første seriøse kæreste. Før har de kvinder jeg har set sagt de gerne vil være bollevenner (et koncept jeg bestemt ikke synes er særlig fedt) hvor jeg har været en kylling og ikke turer stå fast ved hvad jeg selv ønskede – nemlig et fast forhold da det giver mig mest tryghed. Derfor stod jeg for en gang skyld fas,t og sagde at på sigt ville jeg gerne være kærester. Der smider hun så bomben om at hun ikke er kommet helt ud af sit sidste forhold som sluttede ikke pga problemer i selve forholdet, men pga hendes tidligere kæreste skulle arbejde i udlandet. Derfor ønskede hun bestemt ikke et fast forhold men som sådan ønsker at være bollevenner (øv øv nu igen!). Der siger jeg så det vil jeg bestemt ikke da mine følelser for hende var for stærke til bare kun at knalde uden nogen følelser. Jeg går med til at vi kalder det at “vi ser hinanden” uden det endelig afklare hvad vi er for hinanden.
    Til min fødelsdag opfører hun sig dog meget kæreste-agtigt. Hun bliver introduceret for min venner og hinter at det vil hun måske også gøre med mig over for hendes veninder.
    Dog ender aften ret skidt da jeg presser på for at få hende med hjem i seng hvilket hun ikke vil. Der følte jeg mig afvist af hende og blev endelig ret ked af det men det ender med at vi kysser farvel og hun tager til Paris et par dage efter med noget familie som hele tiden var planlagt. Over sommerferien skriver vi sammen pr facebook og sms men ser ikke rigtig hinanden. Så i august smider hun bomben om at hendes gamle kæreste er kommet tilbage fra udlandet. Selv hun trorede han var kommet sig over hende, tilbyder han at de skal genoptage forholdet igen. Da hun åbenbart “havde sin mest lykkelige del af sit liv sammen med ham” vælger hun så at gøre det. Selv om hun er meget ked af at måtte sige farvel til mig valgte hun at gøre det. Hun tilbyder dog at vi stadigvæk kan være venner. Såret og skuffet over hun ikke vil forsætte med mig og ikke forsvaret vores forhold noget mere, siger jeg det kan jeg ikke se noget grundlag for. Tidligere har det at være venner med kvinder jeg har set/datet ikke ført noget godt med sig. Derfor lod jeg for en gang skyld vær med at sige ja til det.

    Det har nu næsten været et halvt år og jeg er ærlig talt stadigvæk såret over det. Så ja hjertesorg er noget virkelig, virkelig nederen noget at opleve og kan tage virkelig lang tid at komme sig over.

    men hvad er pointen med denne lange historie som måske havde været et “tinderslut leger life coach” værdigt i sig selv? Det jeg har lært i det her smertefulde forløb er at det bedste man kan gøre når en anden tilbyder vilkår for ens relation/forhold er at mande sig op/ kvinde sig op og stå fast ved at det man selv ønsker. At begynde at please den anden, bare for at holde forholdet igang gør sjælent en selv tilfreds. At turer gå væk fra vedkommende og sige “det her fungere ikke for mig – jeg vil have mere end bare at være venner/bollevenner. Sådan noget er forholdvis nemt at finde og det vi har synes jeg er mere særligt. Hvis du ønsker noget andet, så fair nok men jeg flytter mig videre i mit liv. Hvis du ændre holdning så kan du give mit et kald da jeg rigtig gerne vil være sammen med dig men pt fungere det her ikke for mig.” Nogen gange skal man turer at gå fra nogen til at de vil forpligte sig til en. Nu ved jeg ikke om ham “bedstevennen” stadigvæk er hendes liv men det er nok hvad jeg vil gøre. Simpelthen sige at det ikke fungere for hende kun at være venner og hun derfor vil bevæge sig videre i sit liv. Og han kan kontakte hende hvis han ændre holdning. Det viser en integritet over for hendes egne ønsker og et selvværd i forhold til at tro på at der er andre fyrer derude som gerne vil have hende. Og det er netop to ting som de fleste – mænd og kvinder – føler sig tiltrukket af. Dermed vil han måske vende tilbage igen og ha ændret holdning. Hvis han ikke gør så det også fint nok for så han bare ikke det værd. At forsætte et venskab tror jeg bare vil gøre hun ikke er fuldt ud tilfreds med relationen da hun dybest set vil noget andet. Så heller gå efter det hun selv vil, omend det er svært at gøre og kræver boller af stål.

    puha det blev langt 🙂 når held og lykke til hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Normalt er jeg ikke den bedste til at få kommenteret herinde. Men denne situation var jeg på en måde selv ude for i sommers dog under andre omstændigheder.

    Jeg havde os mødt denne her vildt søde fyr på tinder, som jeg havde meget til fælles med og som jeg blev rigtig glad for, men som ikke havde lyst til en kæreste og det vidste jeg godt næsten helt fra starten af, at vi begyndte at se hinanden. Jeg stoppede dog ikke kontakten, da jeg virkelig syntes han var en sød fyr og håbede at han ville ændre mening, og vi fortsatte derfor med at ses meget, hvilket bare gjorde at jeg blev mere og mere glad for ham. Tilsidst endte jeg dog med at være nødt til at tage lidt afstand fra ham, da det simpelthen var for hårdt for mig at blive ved med at ses og snakke så meget med ham.

    Selvom det var hårdt ikke at skrive til ham osv. var det alligvel det bedste. Vi snakker stadig sammen engang imellem og jeg må da også indrømme at jeg nogle gange savner de ting vi lavede sammen og tit tænker på om jeg kan finde sådan en som ham igen…

    Hvad jeg enlig vil sige med dette her er, at jeg vil råde dig til at tage afstand fra ham. Jeg tror ikke du vil kunne holde det ud i længden, at skulle se ham så meget, og prøve at bevare den facade du har “sat op” omkring at i er bedste venner, når du i bund og grund har rigtig mange følelser for ham. Det vil helt sikker være svært at tage afstand, men det vil os uden tvivl gøre det nemmere for dig i længden, tror jeg.

    Et halvt år efter savner jeg stadig min gode ven, men jeg ved os, det er bedre for mig sådan.

    I hvertfald held go lykke med det hele, håber du finder en løsning der passer for jer, og at du finder kærligheden, uanset hvem den er med.. Der er jo massere af lækre mænd derude 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • r

    jeg har bare lige lyst til at dele min historie, da jeg lige har været ud for noget af det samme.
    Helt uventet mødte jeg også en igennem tinder som har slået mine ben helt væk. og da jeg endelig er ved at overgive mig helt til det jeg troede han også gerne ville, siger han, at han, at han bare gerne vil være venner med mig.
    Jeg har ikke været rigtig forelsket i over to år, siden min sidste kæreste, så vi føler måske noget af det samme. (brevskriveren og jeg).
    Men mit mantra for tiden er “tiden læger alle sår” hvilket heldigvis er sandt. Nu forsøger jeg bare at glædes over jeg havde mod til at mødes med en og faktisk kunne falde for en. Så må det jo også kunne ske igen, næste gang må det bare gerne være gengældt. Imellem tiden overvejer jeg om jeg kan være i det venskab, ham tinderfyren påstår vi har.
    det blev lidt langt, beklager. Måske det kunne bruges. Ellers tak for en befriende ærlig blog!
    Møs og god søndagaften.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære du!
    Jeg støtter op om Tindersluts forslag om at få vennen lidt på afstand. Fjern fokus med et par nye Tinderdates – det handler om at du skal have det sjovt!

    PS. Hvis alle veninderne i din omgangskreds har fast kæreste (som de tilmed bor sammen med) er det måske på tide, at du udvider omgangskredsen, for hvem kan udstå sådan et pres?! Der er masser af dejlige piger derude, der har det fedt med at være single, og der er lige så mange dejlige mænd derude, når tiden til en kommer! 🙂

    PPS. Jeg kom også først i fast forhold, da jeg var 21. Jeg var sååå forhippet på at bevise, at det også godt kunne lade sig gøre for mig. Da jeg kom ud af forholdet to år senere og var sluppet af med presset, indså jeg, at jeg faktisk nyder singletilværelsen meget mere end at være i et forhold. I hvert fald som det ser ud nu!

    Varme hilsner,
    Simone fra urbansind.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Wow, du lyder fuldkommen som mig for et par år siden… Da jeg gik på efterskole blev jeg vild med min aller bedste kammerat. Jeg gik længe og overvejede hvorvidt jeg skulle bekende, og komme med den store kærlighedserklæring – for hvad nu hvis, det var gengældt? Dagene gik, og følelserne blev stærkere og stærkere… Til en elevfest blev jeg lidt for fuld – og modig. Jeg trak ham til side og fortalte det hele. Der stod jeg så, blottet big time, stortudende og med åbent hjerte, og så på en meget forvirret kammerat. Min aller bedste ven. Jeg fik et “du er som en søster” og et “mit hjerte tilhører en anden”. Vi talte, og blev enige om, at det ikke skulle ændre noget.
    Da det blev søndag kom vi op på skolen igen, undgik vi hinanden. Eller, han undgik mig… Han var som en helt anden person. Alting var meget akavet og jeg var meget forvirret – var vi ikke blevet enige om, at vi skulle være venner??? Vi havde to dybere samtaler, hvor vi hver især fortalte om behov og situationen fra vores to forskellige synspunkter. “Hele situationen er ret akavet” sagde han. Herefter gik der måneder. Jeg var knust og led enormt meget indeni. Jeg var blevet afvist af min aller bedste ven, og havde samtidig mistet ham. Det var hårdt og jeg græd hver aften. Følelserne var der endnu og det var med et blødende hjerte vi gik forbi hinanden omkring på skolen. Faktisk gik der mere end seks måneder, før min mave holdt op med at krible hver gang jeg tænkte- eller så på ham.
    I mellemtiden var han blevet kæreste med min gode veninde. Og jeg savnede ham stadig – også da følelserne så småt forsvandt.
    Men min pointe med det hele er, at det vigtigste er, at give det hele tid. Og at snakke åbent om det med andre. Når du savner ham, for det vil du gøre, må du græde så meget du har brug for. For det er vigtigt, at du kun gør noget for din egen skyld.
    Jeg savner stadig min bedste kammerat. Det holder ikke bare op. Og jeg mangler ham tit, men jeg har lært, at selvom jeg er klar til, at danne båndet vi havde, så må jeg tænke på hans behov – som altså er ikke at have kontakt til mig. Det skal jeg nok acceptere someday… Men håber på, at han en dag bliver en del af mit liv igen.

    Rodet og lang kommentar – jeg beklager…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tindersisters #8 - En historie fra et par