Er jeg glad for min datter?

kommentar

Beklager mine ringe paint-skills på ovenstående screenshot, jeg håber at I kan abstrahere fra det. Ovenstående er et screenshot af en kommentar, som jeg fik på mit seneste indlæg. Jeg har i lang tid nu, gået og tænkt over hvordan jeg skulle reagere på den. Skulle jeg slette den, og ignorere den? Skulle jeg godkende den og besvare den? Nu har jeg så valgt en tredje løsning, hvor jeg skriver et indlæg om den.. Og hvorfor så det? Jo, fordi den simpelthen pisser mig af.

Til at starte med vil jeg sige at det simpelthen undrer mig meget at S læser med her på bloggen, da hun jo tydeligvis ikke forstår tonen herinde. Ellers er det bare en “forbipasserende” som netop ikke kender til tonen, og derfor slet ikke fatter mit indlæg. De fleste som læser med herinde, forstår godt, at når jeg skriver som jeg gør, så er det med en god portion humor, og har også til formål at underholde. Sådan jeg jeg godt lide at skrive. Sådan kan jeg desuden også godt lide at tale, i det virkelige liv. Hvis det nu var ude i virkeligheden jeg havde sagt det samme som jeg skrev i indlægget, så er der ikke en eneste person der ville tvivle på om jeg var glad for mit barn. De ville kunne høre humoren i min stemme, og på mit toneleje, og jeg vil vove at påstå at det aldrig ville blive et issue. Det er ikke sikkert at folk ville synes at mit sprog lød pænt, men der ville sgu aldrig være tvivl om, om jeg elsker mit barn, og jeg tror virkelig ikke at der er nogen der ville finde mit sprogbrug nedladende.

For at være helt ærlig, så tror jeg heller ikke at der er ret mange af jer læsere derude, som er i tvivl om, om jeg er glad for min datter. Ovenstående kommentar, tænker jeg er fra en lille bitte del af mit “publikum”, som simpelthen ikke forstår konceptet humor, og jeg ved at det er en meget lille procentdel af mine læsere der har det sådan.

Og så bliver jeg lige nødt til at sige, S, hvad fanden bilder du dig ind? Jeg synes sgu det er en besynderlig måde du gebærder dig på, på internettet. Det er simpelthen dårlig stil at anfægtet en mors kærlighed til hendes barn, fordi jeg omtaler hende som “konen” i et indlæg. Min datter bliver også kaldt Lilleskid, betyder det at jeg hader hende? Skid betyder jo prut, og prutter lugter. Så MÅ jeg jo hade hende, det er klart..

Kære S, jeg synes du skal finde dig et andet bageri, som ikke lugter så fælt. Og så synes jeg at du skulle gå ud og lede efter lidt humor, jeg tænker at dit liv ville blive lettere, hvis du fandt dig en. Og når det så er sagt, så elsker mig mit barn, højere end noget andet i verden, men det betyder ikke at jeg kun kommer til at kalde hende ting som “verdens vidunder” og “mors prinsesse”. Jeg synes sgu at hun er et vidunder, men det er bare ikke sådan jeg gør tingene. Og når hun skriger 3 timer i træk, så kan jeg sgu også synes at hun er en røv. Min blog er et sted hvor jeg gerne vil belyse både de postive og de negative ting, i alle aspekter af mit liv. Det synes jeg nemlig er vigtigt. Min datter er det bedste der er sket mig, men hun er også den største udfordring som jeg nogensinde vil få. Og hvis man læser med, for at få puttet-nutte-indlæg, så vil jeg såmænd nok anbefale en anden blog, som er mere lyserød og instagramvenlig. Og som ikke pisser nogen af, og som altid er politisk korrekt. Det er i hvert fald ikke noget man finder på dette domæne, og det har jeg det personligt fint med.

bye

   

Siden sidst #babyedition

parenthood

Ja, jeg lever stadig, hvis der er var nogle der skulle være i tvivl. Det der morliv er bare en anelse mere altopslugende end jeg havde regnet med, så jeg har endu ikke helt fundet en rytme i det, hvor der er plads til daglig blogging. Det kommer, det er jeg sikker på, men lige for tiden så går min fulde opmærksomhed til Lilleskid. Hun er en krævende og dejlig lille dame, that’s for sure. Anyhow, her er nogle af de ting der er sket, siden sidste:

– Lilleskid har været igennem hendes første tigerspring, og det var nogle ganske forfærdelige dage. Til de der ikke aner hvad et tigerspring er, kan jeg fortælle at det er et mentalt udviklingstrin, som børn går igennem når de er omkring 5 uger gamle. Herhjemme resulterede det i mega pylret baby, som var mega nysgerrig, og som fik meltdown omkring kl 18:30 hver dag, og skreg nonstop i 3 timer i træk. Det var heldigvis ovre efter 3-4 dages tid. Mor her var ved at gå til. Godt at Bedstevennen er mega cool, når jeg bliver helt ulykkelig over at baby er ked.

– Den lille dame har været til lægetjek, hvor vi opdagede at hun desværre ikke tager nok på. Så jeg har været igang med projekt få-baby-til-at-spise-mere-og-min-krop-til-at-lave-mere-mælk. Jeg håber sgu at det virker, for ellers bliver vi nødt til at give hende supplerende modermælkserstatning, og det vil jeg virkelig gerne undgå, da hun har nok mavekneb i forvejen.

– Bedstevennen og jeg bollede. Uden prævention. Dumt. Så jeg måtte en tur på apoteket, som en liderlig teenager, og tiltuske mig en fortrydelsespille. Det har jeg ikke prøvet siden jeg var 15 år gammel. Men vi kunne ligesom ikke rigtigt vente, og vi havde ikke lige et kondom i huset. Det var sgu en anelse grænseoverskridende at sprede benene igen, efter at have født, men en gang skkulle jo være den første, og jeg var heldigvis slet ikke slap. Yay.

– Jeg har været ude at gå lange ture med Lilleskid, i både regn og sol. Jeg har brug for at bevæge mig, og jeg er efterhånden ved at blive vanvittig over at jeg først må dyrke “rigtig” sport igen om 2 måneder ish. Jeg savner at bevæge mig, og jeg glæder mig til at få smidt lidt af det der post-baby-blæver og til at få lidt muskelmasse igen.

– Jeg er startet i mødregruppe. De fleste af damerne virker heldigvis til at være super cool, og som om at det er nogen jeg magter at bygge et venskab op med. Det er satme lækkert.

– Vi har haft besøg af samtlige familiemedlemmer og venner, som alle sammen ville se det lille skrigende vidunder. Det forstår man jo godt, men nu er jeg efterhånden ved at være en anelse træt af besøg. Jeg mangler dog stadig at vise konen frem på min arbejdsplads, og jeg magter ærlig talt ikke tanken. Men jeg må hellere få det overstået.

Hvordan går det ude i den virkelige verden? Er der sket noget nyt? Er 3 verdenskrig brudt ud? Er Donald Trump stadig prez? I kan bilde mig alt ind!

Alle Black Friday rabatter i ét indlæg

shopping

Black Friday er over os, og det er sgu lidt af en fucking jungle at finde ud af hvor man får de bedste rabatter og hvornår. Så derfor har jeg i år, valgt at lave et indlæg med alle de gode rabatter samlet ét sted, for overskuelighedens skyld. Hvis I desuden skulle have lyst til at bruge nedenstående links, når I skal shoppe, så tjener jeg en lille skilling hver gang I gør jer et køb. Det ville jeg sætte kæmpe pris på.

Asos.com – 20% rabat på alt fra den 23/11 til den 27/11 – kode: WIN20

Nelly.com – 20% rabat på alt fra den 24/11 til den 26/11 – Rabatten fratrækkes på siden

Boozt.com -20% på alt den 24/11 – Rabatten fratrækkes på siden

Ginatricot.com – 30% på udvalgte varer fra den 24/11 til den 27/11 – Rabatten fratrækkes på siden

Bubbleroom.dk – 20% rabat på alt fra den 24/11 til den 26/11  – kode: BLACK20

Nicehair.dk – 20% rabat på alt den 24/11 – kode: B20

Na-kd.com – 30% rabat på alle varer til fuld pris fra den 20/11 til den 27/11 – kode: BLACKWEEK

Stylepit.dk – Op til 70% rabat fra den 24/11 til den 26/11 – Rabatten fratrækkes på siden

Ellos.dk – Mange forskellige tilbud, ingen fast rabat fra den 24/11 til den 27/11 – Rabatten fratrækkes på siden

Nilensjord.dk – 30% rabat på alt, 50% på outlet den 24/11 – Rabatten fratrækkes på siden

elfcosmetics.dk – 30% rabat på alt den 24/11 – Rabatten fratrækkes på siden

Thebodyshop.dk – 30% på udvalgte varer fra den 22/11 til den 26/11 – kode: FRIDAYDK

Futureplanner.dk – 20% rabat på alt fra den 24/11 til den 27/11 – kode: BLACKWEEKEND

Justspotted.dk – 25% på alt fra den 24/11 til den 27/11 – kode: BLACKFRIDAY25

Moodings.com – 25% rabat på alt fra den 24/11 til den 27/11 – kode: BD25

 

   

En sexet og billig (og ammevenlig) kjole, perfekt til juletiden

sla%cc%8aomgroen

Kjolen kan købes til kun 259,95 kr., lige HER.

Som I nok har bemærket, så har jeg i den seneste tid været ret begejstret for slå-om-kjoler. Det er jeg fordi de giver en en fantastisk figur (den skjuler mor-dellen og fremhæver bryster og talje), hvilket ikke er en selvfølge i disse dage. Jeg indrømmer gerne at min krop tænger til lidt arbejde efter graviditet og fødsel, men jeg nægter simpelthen at føle mig grim og fed indtil jeg har fået tid til at arbejde med min krop igen. Så jeg køber tøj der fremhæver de gode ting, og skjuler de ting jeg ikke er så begejstret for. Som sagt er kjolen også ammevenlig. Det er heldigvis skide nemt at hive madkasserne ud af slå-om-kjoler når Lilleskid  melder sin sult.

Jeg er så vild med denne kjole, at jeg både har købt den i ovenstående farve og i bordeaux. Jeg synes de er så fine, og jeg glæder mig til at have dem på til diverse julefrokoster og arrangementer i den næste tid, og forhåbentligt tænker folk at jeg ser pisse godt ud, og at jeg ikke ligner en der lige har presset en 3,5 kg tung menneskelarve ud af mine nedre dele (man har vel lov at håbe).

Søvn? Hvad er det?

yawn

Nu er jeg nok en kende dramatisk, for det er faktisk ikke Lilleskids skyld at jeg “ikke sover”. Hun er pisse dygtig, og sover 3-3,5 time ad gangen om natten, nu afbrudt af 20-30 minutter hvor hun får mad og bliver skiftet, og så sover hun igen. Der sover jeg også. Men der er dog nogle udfordringer ved at være nybagt mor, selvom ens baby er god til at sove “når hun skal”.

Til at starte med, så vågnede jeg hele tiden, for at tjekke om konen trak vejret. Jeg var totalt paranoid, fordi der er så stort et fokus på vuggedød. Så jeg vågnede ca en gang i timen, for lige at tjekke om hendes brystkasse bevægede sig. Det vænnede jeg mig heldigvis så småt af med, for det kan man sgu ikke holde til i længden. Det er hårdt nok at ens søvn i forvejen bliver afbrudt, så det er fandeme dumt selv at vågne endnu oftere end man behøver.

Nu har vi så fået et andet “problem” herhjemme. Nu er man på ingen måde i tvivl om, om hun trækker vejret. Nu er konen nemlig begyndt at tale i søvne. Ca 30-45 minutter før hun vågner og vil have mad, der ligger hun og pludrer løs, tager voldsomt dybe indåndinger, griner og knirker. Jeg har jo en rimeligt sensitiv radar, som de fleste andre nybagte mødre også har, så jeg vågner hvis hun siger den mindste lyd. Hvilket resulteret i, at jeg ca er vågen i de 30-45 minutter inden hun vågner, fordi min krop og hjerne simpelthen reagerer på min babys lyde. Reelt set er det jo super smart, at man er sådan indrettet, det er bare ikke så smart i længden, da jeg ender op med at slaske rundt som en zombie i løbet af dagen.

Jeg håber at min krop ogsåsnart lærer at den ikke behøver at reagere på det mindste pip fra Lilleskid, og at jeg finder en gylden mellemvej, hvor jeg er vågen når det er nødvendigt, og jeg sover når der ikke er brug for madkasserne og den moderlige omsorg.

Er jeg den eneste der har det sådan? Eller er der andre hvis babyer også formår at holde dem vågne, selvom de selv sover?

 

Min fødselsberetning – Del 2.

Læs 1. del af min fødselsberetning lige her.

Jeg fik en form for ro over mig, da vi mødte den nye jordemoder. Jeg kunne mærke at der var en eller anden connection imellem os. Ikke at den første jordemoder var dårlig, eller at jeg ikke følte mig tryg, men det var bare en helt anden kemi og sikkerhed over vores nye jordemoder.

Jeg lå i fødekaret, og vores jordemoder bad mig om at vende mig om, så hun kunne tage imod baby med højre hånd, hvis jeg skulle ende op med at føde i vandet. Imellem 2 veer fik jeg med besvær min store krop op at stå på mine knæ, så jeg kunne vende mig om. Det var sværere og hårdere end jeg havde regnet med, og det gjorde fandens ondt. Til sidst fik jeg vendt mig, og jeg lå nu som jeg skulle. Bedstevennen og jordemoderen sørgede for at der kom nyt varmt vand i karet, og jeg lå i min egen verden og prøvede at koncentrere mig om mine veer.

Da der var gået 3 kvarter i vandet, var jeg tæt på at smide håndklædet i ringen (selvom det jo ikke kan lade sig gøre). Jeg var helt smadret, og Lilleskid var ikke engang tæt på at være ude, på trods af at jeg nu længe havde haft presseveer. Vores jordemoder syntes at jeg skulle komme op ad vandet, og stå op. Hun håbede at tyngdekraften kunne hjælpe mig, og  hjælpe Lilleskid til at komme ud snart.

Det var forfærdeligt at komme op ad fødekaret. Jeg følte ikke at jeg havde krafter til at holde min egen krop oppe, og jeg frøs helt ekstremt meget. Bedstevennen tørrede mig med håndklæder, og gav mig en hospitalstrøje på, og jeg kom hen at stå ved fødebriksen, under en varmelampe. Jeg fik flere presseveer, som nu var noget mere regelmæssige end da jeg lå i fødekaret, og Lilleskid bevægede sig nu længere og længere ned i mit bækken. Jeg stod og rokkede mit underliv frem og tilbage og fra side til side, efter ordre fra jordemoderen. Efter et stykke tid, syntes jordemoderen at det var en god idé at jeg kom op at ligge på briksen, så det gjorde jeg.

Da jeg lå på briksen kom der endelig lidt gang i det hele. Man kunne se Lilleskids hovede hver gang jeg pressede. Bedstevennen og jordemoderen hjalp mig med at holde mine ben, imens jeg pressede, og imellem hver ve, sørgede jordemoderen for at holde en varm klud på mit mellemkød. Bedstevennen havde udsyn til hele herligheden, både baby, hæmorider og alt andet. På et tidspunkt spurgte Bedstevennen jordemoderen hvad det mørke var, som man kunne se. Hun fortalte ham at det var Lilleskids hår. Bedstevennen kiggede op på mig, og fortalte mig at vores lille pige var mørkhåret. Det er den eneste gang under selve fødslen, hvor jeg smilede.

Lilleskids hovede kom mere og mere til syne for hver presse ve, og min jordemodere guidede mig igennem hver ve. Jeg kunne mærke en varm sviende fornemmelse i mit underliv, og pludselig var lilleskids hovede ude. Jeg kunne se at det var ude af mig. Det var helt ekstremt surrealistisk at kunne se ens babys hovede, men at skulle vente til næste ve, før at man måtte presse resten af hende ud. Da jeg endelig fik en ve igen, fik jeg besked på at jeg ikke måtte presse, men at jeg skulle gispe hende ud. Det er meget sværere end det lyder, men pludselig var Lilleskid ude, smuk og glat som en ål, lå hun pludselig i mine arme, og smerten var ovre. Jeg hulkede, og sagde “velkommen til verden min skat, jeg er din mor”, og vores jordemoder, og en masse andet personale, pakkede mig og Lilleskid ind i dyner og tæpper, så vi ikke skulle blive kolde. Bedstevennen klippede navlesnoren, og jeg fødte moderkagen.

Pludselig var vi 3 og ikke bare 2. Aldrig i mit liv har jeg følt så stor en lettelse og beskyttertrang, som da Lilleskid lå på mit bryst for første gang. Kærligheden vokser for hver dag der der går, og det føles både som om jeg lige har født hende, og som om at det er 100 år siden. Det er så vild en fornemmelse.

Bedstevennen, Lilleskid og jeg blev alene på stuen, så vi kunne få lov til at lære hinanden at kende. Vi fik noget brød at spise, og noget at drikke. Bedstevennen informerede de vigtigste personer i vores liv om, at nu var Lilleskid kommet til verden, og at vi havde det godt. Efter et par timer, kom der en SOSU assistent ind for at måle mit blodtryk og at tage min temperatur, og vores jordemoder kom ind for at måle og veje Lilleskid. Vi havde det perfekt, både mig og Lilleskid.

Det var en utrolig lang og hård fødsel, og jeg var flere gange sikker på, at jeg ikke kunne føde hende. At jeg ikke havde krafterne. Men det havde jeg. Jeg var træt og sukkerkold, og jeg er sikker på at det var derfor fødslen blev så lang. Min fødsel blev slet ikke som jeg havde forestillet mig. Jeg fødte ikke i vand, jeg fortrød at jeg ikke fik noget medicinsk smertelindring, jeg havde troet at jeg kunne håndtere smerterne meget bedre. Men alt dette var ligemeget når det kom til stykket, for min jordemoder var fantastisk, og jeg følte mig helt tryg. Hun hjalp Lilleskid til verden, uden at jeg bristede, og ikke så meget som en lille prut slog jeg under fødslen. Bedstevennen var fucking fantastisk hele vejen igennem, og hjalp mig så meget under mine presseveer, og han så vores lille datter komme til verden.

Den oplevelse var SÅ stor, og selvom det var det hårdeste og mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet, så ville jeg ikke gøre det om. Jeg er så stolt af Bedstevennen, som er verdens bedste far. Jeg er så stolt af Lilleskid som er en skøn og glad baby. Og jeg er så stolt over verdens sejeste jordemoder, og jeg er dem alle sammen så utroligt taknemmelig.

Nu er jeg mor, resten af mit liv. Hvor vildt er det ikke lige?

   

10 ting, som jeg ville ønske at folk havde fortalt mig om at blive mor

mom

1. Babylort farver mere end karry og tomat gør. Hvis du først får det på tøjet, så går det aldrig af – ALDRIG.

2. Ens fisse stinker af fisk det første lange stykke tid, og man bliver ved med at bløde længe efter fødslen. Der er ikke mange ting i denne verden jeg hader mere end at bruge bind. Yay.

3. Hele ens krop er blød og slasket efter man har født – ikke kun ens mave. Jeg tror da vist nok at jeg skal tilmeldes nogle stram-op hold for at få styr på blæversituationen.

4. Det gør fysisk ondt i ens hjerte når ens baby græder. Det er helt forfærdeligt. Jeg vidste da godt at man ikke ville kunne lide at ens baby græder, men den der deciderede smerte man føler, den havde jeg ikke regnet med.

5. Selvom man godt ved at man faktisk ikke behøver at være stille når baby sover, så kan man (jeg) ikke lade være med at liste rundt, og være mega stille. Det er så dumt altså.

6. Man (jeg) ser det som en sejer hvis man har formået at støvsuge eller andre praktiske gøremål i løbet af dagen. Jeg føler mig seriøst som superwoman hvis jeg har sørget for at tage opvasken eller noget. Wtf.

7. Man kan lille lægge telefonen og kameraet fra sig. Lilleskid har levet i et minut, og jeg har allerede 500+ billeder af hende. Og ca. halvdelen har mine forældre også fået tilsendt.

8. D-dråber er noget fanden har skabt. Halvdelen af tiden glemmer min ammehjerne at give dem, og den anden halvdel af tiden gylper hun lige efter hun har fået dem. For helvede altså.

9. Jeg er panisk angst for at der er noget galt med Lilleskid hver gang man er til undersøgelser, hørescreening, har besøg af sundhedsplejerske eller lignende.

10. Man skal ikke kimse ad “tudedagen”. Jeg har altid tænkt at det er noget pjat med den dag efter fødslen, hvor man er så overvældet af hormoner at man bare tuder. Det var lige indtil den ramte mig. Jeg vrælede non-stop i 3 timer, og hulkede så meget at Lilleskid næsten ikke kunne holde fast i brystet.

Træt og lykkelig

poop

Min blog er ikke en “glansbillede-blog”. Det har den aldrig været, og det bliver den nok heller aldrig. Jeg har derfor heller ikke tænkt mig at dele smukke lyserøde billeder af livet som ny mor, hvor både jeg, baby og bolig ser perfekt ud. For det er ikke min virkelighed – og heller ikke de fleste andre nybagte mødres virkelighed. Derfor vil jeg gerne dele alle sider af livet som nybagt mor, både de helt fantastiske, men også de hårde. Det håber jeg at folk kan rumme, her på bloggen. Det tænker jeg at folk kan, for er der noget mine læsere ikke er, så er det sarte.

Til gengæld vil jeg gerne sige at jeg er fuldstændigt forelsket i lilleskid, og at den forelskelse får alle de negative/hårde ting til at blegne lidt. For jo, der er sgu også negative ting ved at blive forældre for første gang. Aldrig i mit liv har jeg prøvet noget så hårdt. Men jeg er samtidigt så overvældet af lykke. Det er en sindssyg kontrast. Ens egne behov bliver totalt tilsidesat. Hvilket er fint, for det meste. Dog har jeg tendens til at tilsidesætte mine egne behov lidt for meget. Den første uge efter vi var kommet hjem fra hospitalet spiste jeg ikke meget mere end en portion havregryn i løbet af en dag. Der var en dag hvor jeg kun spiste et par mælkesnitter. Det der med toiletbesøg, det var ikke noget jeg gjorde mig i, for baby sov jo lige i mine arme..

Nu er der begyndt at komme lidt mere rutine i vores hverdag. Det er rart, selvom rutinen godt kan være hård. En typisk dag ser for mig sådan ud:

07:30 Lilleskid vågner, bliver skiftet og bliver ammet.
08:00 Bedstevennen vågner og tager sig af Lilleskid, jeg hopper i bad.
08:30 Jeg er færdig med at bade, børste tænder, tage tøj på, spise havregryn og måske have lagt en lille smule make-up.
08:45 Jeg tager Lilleskid, imens Bedstevennen gøre sig klar til at tage på studie.
09:30 Bedstevennen smutter, Lilleskid og jeg sidder i sofaen og hygger os.
10:00 Lilleskid bliver skiftet og ammet.
11:00 Lilleskid falder i søvn, og jeg prøver at ordne nogle praktiske ting.
13:00 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
13:30 Bedstevennen kommer hjem.
14:00 Lilleskid er vågen og vi kigger hinanden i øjnene, pysser og hygger.
14:30 Lilleskid tuder fordi hun er træt.
15:00 Vi går en tur med barnevognen og får handlet lidt.
15:15 Lilleskid falder i søvn i barnevognen.
16:00 Vi kommer hjem fra gåtur.
16:15 Jeg skider og varer bliver sat på plads.
16:20 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
17:00 Bedstevennen hygger med Lilleskid, jeg går i gang med aftensmaden.
18:00 Aftensmaden er færdig, Lilleskid er vågen. Bedstevennen og jeg skiftes til at spise.
18:30 Lilleskid bliver skiftet og ammet.
19:00 Lilleskid er træt, men nægter at sove.
20:00 Lilleskid falder i søvn.
20:30 Bedstevennen og jeg vasker op efter aftensmaden.
21:00 Jeg fjerner make-up, børster tænder og gør klar til natten.
21:30 Jeg ligger mig ind i sengen til Lilleskid.
22:00 Jeg falder i søvn.
23:00 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
23:30 Lilleskid falder i søvn igen, og det gør jeg også.
03:00 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.
03:30 Lilleskid falder i søvn igen, og det gør jeg også.
06:00 Lilleskid vågner og bliver ammet.
06:30 Lilleskid falder i søvn igen og det gør jeg også.
07:30 Lilleskid vågner, bliver skiftet og ammet.

I skrivende stund sidder jeg og holder vejret, fordi Lilleskid endelig sover, og nu ligger hun og siger lyde. #pleasedonotwakeup #mommyneedstoblog

 

Sl*tcast episode 8 med Alexandra

nofilter

Som de fleste efterhånden ved, så er jeg blevet mor. Derfor har der også været lidt stille på bloggen. Jeg har derfor heller ikke fået delt Sl*tcast episode 8 med jer. Jeg er denne gang på besøg hjemme ved smukke Alexandra der skriver bloggen migogmintinderbaby.dk. Vi taler om glæden ved at have søskende, og det der med at få mere end et barn, efter at hæmorider og bristede tissekoner er kommet lidt på afstand. Der bliver også talt om det der med når et parforhold ikke virker længere, og at man pludselig skal samarbejde med sin ekskæreste om børneopdragelse. vi begge to trætte af den perfekte filterverden, dømmende mennesker og politisk korrekthed.

Hop ind og lyt til episode 8 lige HER. 

   

Min fødselsberetning – Del 1.

Det var søndag. Bedstevennen og jeg vågnede tidligt, da vi skulle have et vennepar på besøg til brunch. Jeg havde en underlig følelse i kroppen, og tænkte at det kunne være, at det er snart det sker. Jeg vraltede ud på toilettet for at tømme min blærer, som der efterhånden ikke var plads til meget i. Jeg tørrede mig, og kunne se på papiret at den dersens slimprop (google på eget ansvar) vist nok var gået. Jeg kaldte på Bedstevennen, og viser ham papiret (når man er højgravid forsvinder almindelig pli og blufærdighed ud af vinduet). Han gav mig ret i at det lignede en slimprop. Bedstevennen smilede til mig, og sagde at det kunne være at det er snart så. Selvom jeg havde den der følelse i kroppen, og en menstruationsagtig murren i maven, så skød jeg tanken væk og tænkte at det er for godt til at være sandt. Jeg havde en eller anden idé om at Lilleskid ikke havde tænkt sig at komme ud, nogensinde.

Efter brunchen med vores søde venner, tullede vi rundt resten af dagen, ryddede lidt op, og hyggede os. Det blev aften og sengetid, og jeg sagde til Bedstevennen, at så blev det alligevel ikke i dag. Jeg krøb ind i sengen, og lå med min telefon og scrollede igennem alle mine SoMe feeds. Pludselig blev den der menstruationsmurren kraftigere, og jeg tog mig til maven. Det gjorde sgu ondt. Smerten forsvandt igen, og jeg scrollede ufortrødent videre. Efter 10 minutter gjorde det ondt igen, og jeg tænkte at det måske var veer. Eftersom jeg jo aldrig havde haft veer før, så anede jeg ikke hvordan de føltes, så jeg turde ikke at håbe på noget. Efter omkring 10 minutter gjorde det igen ondt, og min tvivl var ved at forsvinde – jeg havde veer. Jeg sagde til Bedstevennen at jeg troede at jeg havde veer. Han blev både glad og lidt bekymret, da det jo var 14 timer siden vi havde fået søvn, og alle jordemødre vi havde talt med havde sagt til os at det var vigtigt at være udhvilet når man skulle føde. Vi blev derfor enige om at prøve at få noget søvn. Bedstevennen faldt hurtigt i søvn efter en lang dag. Jeg kunne desværre ikke lukke et øje, da smerten blev mere og mere kraftig, og kom hvert 10 minut, så hver gang jeg nåede at falde lidt hen, så blev jeg vækket af en ve.

Klokken 2 om natten, blev jeg træt af at ligge i sengen og have ondt, så jeg stod op og gik ind i vores stue, og tændte for tv’et. Der var ikke noget der kunne distrahere mig fra smerterne, som nu kom ca. hver 8 minut. Hver gang der kom en ve prøvede jeg at fokusere på min vejrtrækning, som alle havde sagt var så vigtig. Jeg syntes ikke det hjalp en skid på smerterne. Det blev senere og senere, og jeg fik mere og mere ondt. Omkring kl 4, skulle jeg tisse, og i det jeg rejste mig op sagde det plask på gulvet – mit vand var gået. Jeg vækkede Bedstevennen, og fortalte ham at mit vand var gået. Han ringede til fødegangen, og talte med en jordemoder om, hvordan vi skulle forholde os til det. Jordemoderen ville vide en masse om farven på vandet, og om hvordan jeg havde det. Hun sagde til os, at vi skulle blive hjemme indtil der var 3 minutter imellem veerne, og at veerne tog over 1 minut.

Efter vandet var gået så var der pludselig kun 5 minutter imellem veerne, og de tog lidt under 1 minut hver gang. Jeg havde helt sindssygt ondt, og kunne ikke koncentere mig om noget som helst under mine veer. Bedstevennen farede rundt og fik styr på de sidste detaljer inden vi kunne tage på hospitalet – der blev pakket snacks, og alle de ting som vi ikke havde kunne pakke på forhånd. Jeg begyndte at blive utålmodig, og jeg havde ikke lyst til at være hjemme mere, jeg ville afsted til hospitalet. Bedstevennen ringede igen til fødegangen, fortalte om veernes varighed osv, og vi fik igen at vide at det var bedst hvis vi kunne vente med at komme ind indtil at veerne havde den varighed som de skulle, og kom ved det interval som de skulle.

Kl 9 om morgnen havde veerne endelig det interval og den varighed som de skulle, og vi fik skaffet en taxa. Bedstevennen ringede til min familie, og fortalte at fødslen var i gang. Taxaen kom, og vi fik, imellem mine veer, bakset os og alle vores tasker ud til taxaen. Selvom vi ikke bor ret langt fra hospitalet, så føltes det som verdens længste køretur. Vi havde en meget morgenfrisk taxachauffør der sagde til os, at vi garanteret ville blive sendt hjem igen – for det var de selv blevet mange gange dengang hans kone skulle føde. Hvis ikke jeg havde haft så ondt, så havde jeg helt sikkert slået manden ihjel, for jeg skulle fandeme ikke sendes hjem igen nu. Jeg ville bare ind og havde den baby ud, og have smerten til at stoppe.

Endelig nåede vi hospitalet, og vi begav os langsommeligt hen imod fødegangen. Bedstevennen var ved at gå til under vægten af  alle vores tasker, og jeg blev nødt til at holde pauser hver gang der var en ve. Efter en “lang” gåtur endte vi på fødegangen, hvor vi blev taget imod af en sød jordemoder, som skulle undersøge mig indvendigt. Jeg var simpelthen så nervøs for at jeg ikke var åben nok, og at vi derfor skulle hjem igen. Heldigvis var jeg 5 cm åben på det tidspunkt, og derfor i aktiv fødsel. Jeg blev så sindssygt lettet. Jordemoderen gik ud for at finde os en fødestue med fødekar, og Bedstevennen kom ind til mig, og jeg fortalte ham at vi fik lov til at blive. Han blev super glad og lettet. Der kom en ny jordemoder ind i undersøgelsesværelset til os. Hun præsenterede sig, og fortalte at det var hende der skulle være vores jordemoder under fødslen. Hun var meget ung og sød, og fortalte os lidt om hvad der skulle ske nu. Hun spurgte mig om jeg var interesseret i at få et lavement, hvilket jeg var. Jeg fik lavement, og sad på toilettet i et stykke tid. Under mine veer derhjemme havde jeg været på toilettet 1000 gange, så der kom ikke rigtigt noget ud, da jeg havde fået lavement – min krop havde selv sørget for at tømme sig inden. Hurra. Jordemoderen bad mig om at gå ud og tage et bad, og skifte til hospitalstøj. Imens jeg var i bad, viste jordemoderen Bedstevennen hvilken stue vi skulle være på. Bagefter kom han ud og hjalp mig ind på stuen.

Jeg var gået totalt ind i mig selv på grund af smerten fra veerne, og jeg kunne på inden måde rumme at tale med nogen, heller ikke imellem veerne. Bedstevennen var ekstremt omsorgsfuld, og jeg kunne mærke på ham, at han havde det sindssygt svært ved at se mig i smerte på den måde. Jeg kunne næsten ikke holde det ud, og jeg fik varmepuder på maven og på lænden for at lindre smerten. Jeg syntes overhovedet ikke at det hjalp. Jeg blev tilbudt noget der hed TENZ, hvilket var elektroder der skulle sættes på min mave og min lænd, som så ville give mig små “stød” når jeg havde veer. Meningen var at det skulle flytte fokus fra selve veen, og få mig til at føle noget andet end kun veen. Det var Bedstevennen der skulle styre elektroderne, og sørge for at der kom “strøm” når der kom en ve. Vi prøvede længe, og jeg syntes på ingen måde at det hjalp.

Selvom jeg ikke havde spist i mange mange timer, så nægtede jeg at spise. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig om andet end smerten. Jeg ville heller ikke drikke – Bedstevennen blev ved med at tilbyde mig vand og saft, hvilket jeg afslog. Til sidst sagde jordemoderen til Bedstevennen at han ikke skulle spørge mig, men derimod bare stikke sugerøret i munden på mig, fordi det var vigtigt at mit blodsukker ikke blev for lavt og at jeg ikke blev dehydreret.

Efter lang tid med veer og med smertelindring der ikke virkede, var jeg kun 7 cm åben. Jeg kiggede fortvivlet på jordemoderen sagde “kun?!”. På det tidspunkt var jeg helt vildt i tvivl om, om jeg kunne det her. Om jeg ville have kræfter nok til at føde min baby, fordi jeg var så udmattet af ikke at have sovet i langt over 24 timer, ikke at have spist, og af at have smerter i hvad der føltes som en evighed.

Jordemoderen fyldte fødekaret, og sagde at det forhåbentligt skulle hjælpe på smerterne. Jeg fik med besvær min krop op i fødekaret imellem 2 veer, og jeg sank ned i det varme vand. Varmen var rar, men den hjalp ikke på mine smerter. Nu gjorde veerne så ondt, at jeg ikke kunne lade vær’ med at råbe under dem.

Klokken nærmede sig 15, hvilket var tid til vagtskifte – altså ville jeg få en anden jordemoder under resten af min fødsel. Jeg blev igen undersøgt, og jeg var nu de famøse 10 cm åben. Endelig. Jeg begyndte at få pressetrang under mine veer, og jeg følte endelig at der skete lidt. Smerten var slem, og jeg var nervøs for hvilken jordemoder jeg ville få, og om jeg ville kunne lide hende. Det blev tid til vagtskifte, og en ældre kvinde kom ind på stuen. Hun var en fin lille dame, med en avanceret frisure, og en flot make-up på. Min tidligere jordemoder gav hende et resumé af min fødsel indtil da, og fortalte at jeg var 10 cm åben og havde pressetrang. Jeg tog afsked med min tidligere jordemoder, og min nye jordemoder præsenterede sig for mig og for Bedstevennen.

Velkommen til verden, Lilleskid.

Lilleskid

Så skete det. Lilleskid er kommet til verden. Som den snedige læser nok har bemærket, så har det været lidt stille på bloggen. I kan skyde skylden på Lilleskid. Hun er en fantastisk lille kærlighedsklump på omkring 3,5 kg, og vi har aldrig i vores liv set noget der er mere perfekt end hende. Hun er mild og glad baby, som er dygtig til alle de ting som en baby skal være dygtig til; skide, spise og sove.

Fødslen gik som den skulle, og Lilleskid er sund og rask (det er jeg også). Jeg er i gang med at skrive den fulde fødselsberetning til jer, men det går ikke helt så hurtigt som jeg havde troet at det ville, da jeg har hænderne fulde med Lilleskid. Og når jeg ikke har hænderne fulde, så prøver jeg på at få noget søvn, og så sidder jeg og glor på hende, som en forelsket idiot. Det er helt fantastisk.

Jeg kan dog afsløre, at det ikke blev til en vandfødsel, som jeg ellers havde ønsket. Mht. skideri på jordemoder, og flækkede tissekoner, må jeg være en tease lidt endnu, og sige at I må vente til fødselsberetningen, med at læse om sådan nogle griserier.

Jeg håber at I kan bære over med lidt stilhed her på bloggen, imens jeg har travlt med at knuselske mit afkom. Seriøst, er de tæer ikke bare det sødeste I nogensinde har set?

Nej, jeg er ikke ovre min eks.

moveon

Jeg har i den seneste tid tænkt rigtig meget over, hvornår man nok er kommet over sin ekskæreste.. Hvornår man er kommet videre. Og i den forbindelse har jeg også tænkt rigtig meget over, om jeg mon selv er kommet videre og kommet over forholdet. På det fleste punkter vil jeg helt klart sige ja, jeg er kommet videre. Men det er noget jeg tænker, fordi jeg ikke nærer følelser for min ekskæreste. Jeg savner ham ikke, jeg elsker ham ikke, jeg mangler ham ikke i mit liv, og det er generelt virkelig sjældent at jeg skænker ham en tanke. Som regel er han ligegyldig for mig.

Men.. Der er altså øjeblikke hvor jeg ikke er over det. Som de personer, der har fulgt bloggen fra starten, ved, så gik jeg fra ham. Jeg var totalt afklaret med bruddet, og vi var virkelig vokset fra hinanden. Jeg har ikke haft det dårligt over at være blevet single, eller overvejet at gå tilbage til ham. Vi har sammen i over 4 år, men alligevel var det nok det allerbedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, og meget nemmere end jeg regnede med, da jeg endelig havde taget valgt. Men det var hårdt for ham, og selv over et år senere var han stadig ikke afklaret med bruddet, og havde heller ikke accepteret at det aldrig blev os igen.

Når jeg så siger at jeg ikke er ovre min ekskæreste, så er det fordi at han har efterladt nogle meget dybe ar i sjælen hos mig. Det popper stadigvæk op, og spøger fra tid til anden. Så selvom jeg ikke har nogen som helst følelser for min eks, så er jeg alligevel ikke kommet så meget videre, at de ting det forhold gjorde ved mig, ikke er noget der berør mig i dag. Jeg har et helt konkret eksempel, fra forleden:

Bedstevennen sad ved sin stationære computer. Pludselig kommer han til at vælte det glas cola som han har stående foran sig. Størstedelen af et glas cola endte derfor udover hans tastatur. Med det samme sprang jeg op, var i totalt beredskab, og hentede alverdens viskestykker og klyde for at hjælpe ham, imens jeg holdt vejret og ventede på at der kom et raserianfald som ville gå ud over mig. Jeg havde en knude i maven, og følte mig ekstremt lille. Der kom dog intet raseriudbrud. Bedstevennen takkede for hjælpen, og sagde at det fandeme var for dumt af ham, at stille et stort glas cola lige foran en masse teknik. Jeg blev ikke overfuset, fik at vide at jeg havde gjort noget galt, eller at der var mere jeg burde gøre i situationen. Bedstevennen var selvfølgelig irriteret, fordi det var super nederen at han nu skulle til at skille sit tastatur af for at tørre det, men hans irritation gik på intet tidspunkt ud over mig.

Den situation satte virkelig nogle tanker igang hos mig, og jeg begyndt at tænke over, hvad det var det havde fået mig til at føle sådan. Og pludseligt blev det meget klart for mig. Det var på grund af min eks. Hans tempratement var voldsomt, og når der var noget galt, eller skete noget lignende situationen forleden, så var det sikkert og vist at det gik ud over mig. Jeg ville få et møgfald, og uanset hvor meget jeg prøvede på at hjælpe, så ville det aldrig være godt nok. Så skulle jeg havde gjort noget andet, noget anderledes, noget bedre. Og jeg ville få at vide at jeg var forkert, og gjorde alt galt. Og så var det uanset om jeg havde været skyld i det der var sket, eller om jeg bare tilfældigvis var i rummet, når der var noget der ikke gik som han ville have det. Jeg har hans personlige boksepude (dog ikke i fysisk forstand), som fik nogle tæsk når han havde behov for at få nogle aggressioner ud.

Den der følelse af at være forkert, og at gøre alt forkert, den sidder virkelig dybt i mig. Det er åbenbart sådan noget der sker, når man regelmæssigt i 4 år får at vide at man ikke er god nok. Det kan virkelig godt være svært for mig, og for Bedstevennen ind i mellem, for han er simpelthen så fantastisk en kæreste, og jeg tror aldrig nogensinde han har sagt til mig, at noget jeg gør, ikke er godt nok. Så det er hårdt for ham, at jeg generelt har en meget undskyldende attitude, hvis jeg ikke har nået alt det jeg gerne ville. Jeg prøver hele tiden på at gøre alt perfekt og godt nok, hvilket jo er et totalt urealistisk ideal og mål. Og jeg kan have vildt svært ved at tro på at jeg er god nok som jeg er, også selvom jeg ikke har arbejdet 10 timer om dagen, gjort hovedrent, skrevet 5 blogindlæg, set alle mine veninder, haft sex, set godt ud, trænet, læst en bog, lavet mad og alt andet, på et døgn.

Det er virkelig noget jeg arbejder med. Det er svært, og selvom jeg gør hvad jeg kan, så bliver følelsen af at være forkert ved med at dukke op. Ikke ligeså ofte som før, men den er der. Og det er et seriøst ar på sjælen, som jeg har fået af min eks, og det er jeg ikke kommet over. Jeg ved heller ikke om jeg nogensinde kommer 100 % over det. Og det kan pisse mig så meget af, at et menneske jeg ikke nærer følelser for, eller har noget at gøre med, har så stor en effekt på mine reaktionsmønstre.